Hvad skal jeg sige, når

Ny diagnose Autisme

“Hvad skal jeg sige, når jeg ser,….” hører jo egl. til Brorsons “Op al den ting som Gud har gjort”. Her misbruger jeg den smukke salme i mit eget ærinde:

Hvad skal jeg sige, når

  • det hele er rodet sammen,
  • det er mani, depression og noget psykotisk på én gang,
  • jeg er indlagt igen,
  • jeg synes, det er pinligt at være her igen,
  • angsten for at miste det job jeg ikke engang har fået kontrakt på er overvældende,
  • jeg har følt mig utilstrækkelig og bange i jobbet,
  • tankerne om ikke at slå til har været ved at slå benene væk under mig,
  • jeg har kunnet gå på væggene om natten og leve af vand et par døgn,
  • manglen på søvn sætter kroppen i alarmberedskab af smerte,
  • den ikke-virkelige musik blev alt for høj, så jeg igen måtte gå langs væggene og lytte, om det trods alt ikke var mine aldersstegne naboer, der hørte slutningen på en Jimmie Hendrix-koncert i flere timer,
  • det er stort set umuligt at fortælle nogen, hvordan man virkelig har det, fordi de bliver bange, og ikke ved hvad de så skal gøre eller sige,
  • frygten for at det ender med en pension fylder for meget.

Og hermed fik jeg også fortalt, hvorfor her har været stille noget tid. Det har udviklet sig stille og roligt over et par uger.

808 igen

Hele personalet er så søde og siger, at sådan er bipolar type 1; det er naturligt at stå her med tasken igen efter  to og en halv måned. Jeg synes, det er pinligt. De spørger, om udgang uden følge er tilrådeligt? Det mener jeg nu nok, det er. Men jeg sætter pris på spørgsmålet. De lover mig “uger”…, og det må jeg jo fortælle min chef, hvilket får angst-hormonerne i højeste beredskab igen.

Her er fuldt belagt. De øvrige patienter taler sammen eller strikker i “miljøet”. Jeg er slet ikke i stand til at deltage; det må vente om nogensinde – selskabspapegøje er jeg jo ikke.

,

Rutiner

Ny diagnose Autisme

Opgaven til næste gang

Opgaven til næste gang hos speciallægen er at overveje, om jeg har nogle ‘rutiner’, ting der bare skal være sådan og sådan (tror jeg). Umiddelbart syntes jeg ikke jeg har rutiner, men underbevidstheden er allerede på arbejde og ting dukker op, hvis jeg da har forstået spørgsmålet korrekt. Der er desværre en hel måned, til vi skal ses igen, idet hun skal have ferie, men en måned går jo hurtigt nu til dags.

(PS: Jeg har sendt hende en mail og spurgt, hvad der faktisk forstås ved rutiner i relation til ASF.

Skoleforløb

Det var virkelig spændende at drøfte de ting, underbevidstheden havde fundet frem siden sidst. Hun stillede mange uddybende spørgsmål og var oprigtigt interesseret. Dette forløb er utrolig positivt, og det er dejligt at blive ‘mødt’ i det, jeg har tænkt over i så mange år. I parentes bemærkede hun, at jeg var en af de mest velforberedte patienter hun havde haft 😎 Det overrasker mig nu ikke.

Hun stiller superskarpe spørgsmål, og faktisk kan jeg huske temmelig meget, men da det er ca. 45 år siden, må jeg naturligvis af og til svare ‘det kan jeg ikke huske’ eller ‘det ved jeg ikke’. I sidstnævnte kategori ligger, at jeg kunne læse og regne, før jeg kom i skole, og at jeg selv henregner det til, at begge mine forældre læste højt for mig – sikkert ‘Troldepus’ og den slags. Jeg er oprindeligt fra et hjem med bøger. Hun spurgte så ‘læste de for dig for at lære dig at læse?’ Det ved jeg virkelig ikke, men det er en spændende vinkel.

I dag skulle vi tale skoleforløb, og for at hun ikke skulle blive forvirret over mine fem folkeskoler, havde jeg fundet et dokument frem, som jeg oprindeligt lavede til psykologen i 2017 på et tidspunkt, hvor jeg selv kom i tvivl, om det virkelig var sandt, at jeg havde gået på fem forskellige folkeskoler. Men den var nu god nok. Jeg løj ikke.

Jeg fortalte hende om det med hjælpelæreren, ‘Læs og forstå’, at være udenfor, om Fru/frk. Kristensen på biblioteket i Vollsmose og alt det andet, som hjernen af sig selv har fundet frem til mig.  Sikke en gave den er, og så er den endnu uudforsket. Det minder en anelse om ECT: man ved ikke, hvorfor det virker, men man ved, at det virker.

Og så noget helt andet

Min artikel om ‘Monitorering i fællesskab‘ om samarbejdet med overlægen og farmaceuten i Glostrup er omsider blevet godkendt af både en kommunikationsmedarbejder i Glostrup og en tilsvarende i regionH, så nu vil den blive bragt på regionens intranet. Det er jeg ret godt tilfreds med. Der skal indsættes en faktaboks om formålet med det tværfaglige samarbejde, som Kasper og Christina skal stå for og kommunikationsmedarbejderen vil redigere et par sætninger. Det er fint for mig, selv om det selvfølgelig ville være rart at vide hvilke. Men pyt med det. Vi har et budskab, og det er det, der skal udbredes.

,

Søvn

Søvnproblemer

Siden 80’erne har jeg haft svært ved at sove, men har så selvfølgelig vænnet mig til det. Da jeg fra kommunen blev bevilget den fantastiske kugledyne, gik det i sig selv, og jeg sov gennem flere år som en baby.

En kugledyne kan bevilges som et “teknisk hjælpemiddel” efter servicelovens §85 (vist nok). For mig bevirker den, at åndedræt og puls kommer ned i hviletilstand på ingen tid; jeg kommer i det hele taget “ned”, og det er fantastisk. Der slukkes for tankerne, og hele systemet forbereder sig på, at nu skal søvnen indfinde sig. Man taler i løbet af søvnen også om “sanseintegration og sensorisk modulering. “Protacs™ (producentens) egen beskrivelse er her.

Dynen er dyr, så jeg er glad for, at kommunen ville give mig den. Og det gjorde de uden den mindste form for gnidninger vist i 2015. Ergoterapeuten på afdelingen havde skrevet ansøgningen, og jeg skulle bare svare på nogle få supplerende spørgsmål. GLS stod her indenfor en uge. Fornem sagsbehandling.

Duede ikke med psykosen

Da jeg i efteråret fik psykosen, var det som om, kugledynen holdt op med at “virke”. Jeg kunne ikke længere falde til ro. Hjernen galoperede sammen med puls og blodtryk, så jeg fik sovepiller, for skal man komme ud af en psykose (og meget andet) skal man selvfølgelig kunne sove. Søvn har i sig selv en helbredende virkning på mange lidelser og er jo i det hele taget en væsentlig forudsætning for, at vi kan have gode dage, hvor vi befinder os godt, hænge sammen, og være i balance med os selv. Længere perioder uden søvn kan føre til mange alvorlige lidelser.

Og nu har jeg så fået sovepiller alt for længe. Og i realiteten må man spørge, om de ikke for længst er holdt op med at virke?

Et bedre alternativ

Jeg var bekymret, da pilleæsken var tom fredag aften. Skulle jeg vende og dreje mig i timevis? Ville det blive en af de nætter, hvor jeg endte med at se lidt film og og lidt Facebook og sov fire timer. Jeg monitorerer min søvn, så jeg har styr på, hvor ofte det sker, hvis nu nogen skulle spørge.

Jeg prøvede derfor med en meditationsguide, som jeg fik anbefalet på afdelingen, men nu som dengang blev jeg bare irriteret på guiden (ham der taler) og træt af, at jeg til sidst ikke kunne høre, hvad han sagde.

I stedet fandt jeg noget “afslapningsmusik” og det er godt. Det virker simpelthen, da jeg lige havde fundet den helt rette lydstyrke – ikke for højt og ikke for lavt. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor længe jeg lytter, men mit gæt vil være maks 20 minutter. I aftes var jeg spændt, idet det var dagen efter den første arbejdsdag. Første gang jeg skulle levere noget “rigtigt” til en, der kigger med på fremdrift og resultat, hvilket jeg lige skal vænne mig til. Kunne jeg sove efter det? Ja det kunne jeg. Det er helt fantastisk.

Gad vide om det bliver ved sådan?