Bag- eller fortanker

Livet på hospitalet

Der er løbende morgenvækning fx kl. 4:30 – i hvert fald er jeg vågen, når de for 520. gang har taget mit blodsukker og sagt af det er for lavt. De spørger, om det altid har været sådan. Det ved jeg virkelig ikke, men jeg tror ikke, jeg er typen, der kunne gå rundt med en uerkendt diabetes. Jeg ville i stedet lave et regneark over de daglige værdier.

Jeg deler værelse med Rita på 82, som er et vældig sødt og godt menneske. Hun fortæller godt (og længe) fra sin barndom. Vi hygger os. Når jeg skal have lidt fred og ro, tager jeg bare iPadden frem.

Vand: Vi holder lidt konkurrence om, hvem der kan drikke flest glas vand. Når man ikke de ca. 2 liter er straffen drop med 3 liter væske. Går man med dropstativet, har man tabt. Indtil videre har jeg tabt.

Hjem igen

Jeg begynder at tænke på at komme hjem, og hvilke sikringsforanstaltninger der skal til, så jeg ikke skal tage turen en gang til. Det gør det for ondt til og hvem ringer næste gang til politiet ? Lige nu er jeg bange for at komme hjem i mit eget hjem.

Min gode ven har læst i serviceloven for mig. Det fremgår, at kommunen har pligt til at stille hjemmehjælp til rådighed. Det kan fx bestå i besøg om natten og hjælp til indkøb. Så jeg skal have talt med den ansvarshavende sygeplejerske på området. Således at anmodningen kommer fra hospitalet, der ikke eller kan udskrive mig eller måske rettere så kan kommunen få lov at betale for et ophold på Krogstenshave, som bruges som aflastningsplads her i Hvidovre.

Der skal etableres et eller andet med mine nøgler, og jeg skal have en eller anden form alarm som er kropsnær, så i det øjeblik jeg opdager, jeg ligger på gulvet, kan jeg trykke på en knap.

Alle disse foranstaltninger skal som minimum vare indtil mit stofskifte kører som det skal, og evt. også indtil der er styr på bivirkningerne, for hvad er det, der får mig til at falde? Er vi sikre på, at det er stofskiftet?

Samarbejde

Jeg kan ikke ændre på regionernes arbejde

men jeg kan ændre en lille smule på deres arbejdsgange og min egen tænkning. Jeg er for pæn!

Jeg var godt forberedt til lægesamtalen, og jeg fik lov at starte mødet. Da jeg kunne mærke at mødet egl. skulle slutte, gik jeg videre med med min egen dagsorden.

Konkluskionen blev, at jeg bliver til torsdag, hvor smerterne forhåbentlig har fortaget sig og jeg har været til en undersøgelse af skjoldbrudskirten, som var planlagt for længst

Det egentlige problem med fald og rysten, vil blive løst, når problemet med med det forhøjede stofskifte bliver løst. Desværre glemte jeg at spørge, hvor længe det da kunne vare? Men det kan de nok ikke sige.

Jeg var for dum

Jeg havde en gæst, og i forening kom vi frem til:

  1. Jeg skal spørge til hvornår skjolbrudsskkirtlen atter ‘virker’ som den skal, og tallene er fine
  2. Hvornår flytter de andre tal med? (blodsukker og et andet, jeg ikke kan huske)
  3. Indtil 1. er på plads, må de skaffe mig en plads i hjemmeplejen, da jeg dårligt tør være i mit eget hjem længere. I praksis kan jeg jo gå hjem og falde natten til fredag, og så starter cirkus forfra. Og det orker jeg simpelthen ikke. Og det gør også for ondt at kravle rundt på knæ og albuer

 

 

 

,

Da politiet sparkede døren ind

Så er jeg her igen

og jeg bliver her til der er fundet en løsning på mit problem med at falde konstant. Det dur ikke at blive sendt hjem efter to dage, stabiliseret, men hvad så. Jeg får så meget medicin at nogen må tage ansvar for den samlede situation.

Psykiatrien tager ansvar for deres del, men hvodan hænge endokrinologernernes arbejde sammen med psykiatriens?

Jeg er så træt, og jeg har så ondt i hele kroppen, efter at have kravlet rundt i timevis i forsøg på at komme op igen.

En løsning er ikke bare en lille alarm man kan have på sig, eller et nøgleskab eller noget andet eksternt. Jeg ønsker mig noget som gør at jeg ikke besvimer/falder in the frist place.

Der er et eller andet riv tav ruskende galt, og nogen må finde ud  af, havd det er.

Det skete i fredags

og jeg husker intet, heller ikke at det jeg forklarede til politiet. Jeg blev fundet efter at Kasper (min psykiater) forgæves havde forsøgt at få fat på mig hele dagen, og for alvor blev bekymret, da jeg ikke kom til et møde fredag eftermiddag. Resolut ringede han til politiet, da jeg plejer at overholde mine aftaler.

Jeg bad dem tage haveindingangen, men jeg har jo ingen haveindgang. Jeg troede, jeg var på Bornholm i Svaneke, og at min lejlighed var blevet kopieret fra Hvidovre til Bornholm.

De kunne selvfølgelig ikke komme ind og spurgte om de måtte sparke døren ind. Det sagde jeg ja til. Tre velrettede spark, så var den dør smadret.

Vi ventede stillle og roligt på ambulancen. Ambulancefolkene konstatere ret hurtigt at mit blodsukker lå på 1,2, og det er meget lavt. Jeg har ikke forstand på det, men kyndige folk har fortalt, at det er meget lavt.

Jeg synes politiet og ambulancen gjorde et fornemt arbejde.