,

Struktur

Hos psykologen

Dagens startede med en tur hos psykologen, og det er altid godt! Hun giver mig styrke og mod.

Vi talte mestendels ‘struktur’; altså hvordan får jeg en struktur på mine hverdage, så jeg bevarer fornemmelsen af at have kontrol over mit liv, også mens jeg er i et ‘limbo’, hvor alt er uafklaret? Hvis jeg ikke får skabt en struktur, får jeg følelsen af, at det hele sejler. Det gør det dog ikke. Jeg bor pænt og ordentligt, og her bliver både gjort rent og vasket op. Det kan knibe med vasketøjet, men jeg fik taget toppen i går. Det giver lidt sig selv, når der ikke er flere rene trusser 🙂

Ugeskemaer

Hun var en varm fortaler for en form for ugeskemaer. Psykiatrien ville elske hende for det, de synes nemlig også godt om ugeskemaer. Jeg er typen, der prøver de ting af, som mine dygtige rådgivere råder mig til, så jeg har skam haft lavet ugeskemaer i Excel: super flotte, zebrastribede og med alle mulige avancerede funktioner indbyggede. Problemet var bare, at det var sjovere at bygge skemaerne ved computeren end at udføre det, de påbød. Jeg fik faktisk aldrig gjort det, der stod, i skemaerne.

Vi kom til at tale om struktur, fordi min faste gå-en-lang-tur-makker er blevet indlagt. Vi plejer at gå ca. 11 kilometer sammen en eller to gange om ugen. Det er rigtig dejligt og giver mig noget: Jeg får kontakt med et andet menneske, jeg får en forpligtelse til at møde op, hvis jeg overhovedet kan, vi snakker om alt mellem himmel og jord, og vi drikker kaffe ved Damhussøen. Alt i alt rigtig godt.

Jeg må ikke gå i stå, fordi jeg skal gå alene i et stykke tid, så nu må jeg have kalenderen frem og finde to faste ugedage, hvor jeg traver med mig selv om livet.

Er jeg afklaret?

Psykologen spurgte også, om jeg er afklaret i forhold til førtidspensionen? Altså har jeg affundet mig med ikke længere at skulle være en del af det pulserende samfundsliv men i stedet selv at skulle fylde indhold i mit liv?

Ja det synes jeg egentlig nok, jeg er. Det betyder ikke, at det ikke er uden udfordringer. Sædvanligvis er man jo ti år ældre, når man bliver pensioneret enten frivilligt eller ufrivilligt (jeg er 57 år og har en pensionsalder på 68 år), og så er der måske også færre ressourcer at gøre godt med. Ind imellem kan jeg have følelsen af at være ‘for rask’ til at søge førtidspension, og jeg husker mig selv spørge overlæge Kasper Reff, om jeg begik socialt bedrageri? Nu, hvor både den bipolare lidelse og parkinsonismen holdes i skak med jævnlige ECT-behandlinger (hver tredje uge), har jeg det jo egentlig ret godt, så hvorfor ikke bare gå i gang med fleksjob nummer syv?

Min veninde, som jeg går tur med, har lige fået bevilget førtidspension fra Hvidovre Kommune. Rehabiliteringsteamet havde startet med at spørge hende: ‘Nå [navn] hvorfor synes du så, du skal have førtidspension?’ Hvis de nu starter med at spørge mig om det samme, kan jeg forestille mig to muligheder:

  1. Jeg falder i sagsbehandlerrollen og giver mig til at genfortælle alle sagens akter, som de jo allerede har læst – må man da formode.
  2. Jeg går fuldstændig i stå og ved ikke, hvad jeg skal sige.

Psykologen siger, at jeg skal svare, at jeg er så træt, og at jeg gerne vil bruge de tilbageværende ressourcer til at gå ture og sørge for, at der er styr på vasketøj mm. Mødet vil blive holdt virtuelt, så hun formentlig kan være ved min side. Hun og min læge betragter mødet i rehabiliteringsteamet som en formsag.

En snak med sagsbehandleren

Jeg har en god sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og jeg har en god fornemmelse af, hvilket udfald, han selv mener, sagen bør få. Vi talte om det i telefonen forleden, og vi er fuldstændig enige! Han kan selvfølgelig ikke afgøre noget som helst, men han kan gøre sig mest mulig umage for at skrive en indstilling, som teamet ikke kan ‘komme udenom’. Han skal argumentere for, at der ikke er nogen erhvervsevne tilbage. Og det tror jeg på, han vil gøre. Vi talte blandt andet om, at teamet jo allerede tilbage i 2015/16 vurderede, at erhvervsevnen var ‘væsentligt og varigt nedsat’ og på den baggrund tilkendte fleksjobbet.

Dette understøttes af, at psykologen fortæller, at hun i sin erklæring har skrevet, at allerede for ca. fem år siden mente Psykiatrifonden, at jeg skulle indstilles til pension, men det ville jeg ikke – jeg ville arbejde. Sagsbehandleren kender mig fra fleksjobforløbene,  for det er ham, der har skaffet jobbene, og han ved, hvor vigtigt det har været for mig at være i arbejde. Jeg har hele tiden vist mig fra min bedste side og aldrig været ‘arbejdssky’. Sagsbehandleren siger dog, at han synes, det er lidt problematisk, at diverse autoriteter udtaler sig om, at det bare er en formsag. Andet kan han vel ikke sige, men skulle teamet nu kende mig bedre end psykolog og egen læge plus selvfølgelig Kasper Reff?

Der vil formentlig gå tre til fire uger, inden sagen kan forelægges teamet, men det er også til at overskue.

Limboet

Det er svært at være i limboet! Det er som om, jeg ikke kan begynde at planlægge mit nye liv, førend jeg ved, om jeg kan sige farvel til det gamle liv. Det er som om de næste tre til fire uger bare skal gå…

Andre mennesker kan også godt lide deres arbejde, når de skal forlade det. Mit arbejde har bare været mit et og alt, og når jeg ser tilbage på det, har noget af det været præget af mani, inden der var en kat, der tænkte, at mine præstationer var sygelige. At det var sygeligt at arbejde til sent om aftenen eller måske sket ikke gå hjem og sove. Ser jeg tilbage på mit liv kan det se ud som om, jeg har spildt det. Det er ikke så rart.

Skulle jeg leve det om, ville jeg måske etablere en form for familie, en mere slagfast vennekreds, melde mig ind i en idrætsforening eller hvad ved jeg – bare gøre noget, der ikke kun handlede om at gå på arbejde. Men det gjorde jeg ikke. Det hele handlede om karrieren, og om at håndtere de udfordringer, der nu engang var. Det hele kulminerede på en måde den 3. januar 2006, da jeg gik hjem over Langebro fra Udenrigsministeriet og tænkte: ‘Dette her klarer jeg aldrig’. Det, jeg ikke klarede, var at idriftssætte et verdensomspændende IT-system til tidsregistrering på Asiatisk Plads og de dengang 101 danske ambassader rundt omkring i verden. Jeg gik derfor hjem og gjorde alt i orden og forsøgte derpå at tage en overdosis af sovepiller. Jeg havde kun 30 og vidste ikke, man skulle bruge mindst 100, hvis det skulle lykkes. Derfor er jeg her endnu.

Forleden fortalte jeg ovenstående til min kontaktperson i DPC. Hun spurgte lidt undrende til, hvorfor jeg ikke var gået til min leder og sagt, at jeg ikke magtede det. Sådan var kulturen bare ikke. Det gjorde man ikke, hvis man ville frem, og det ville jeg gerne.

Derfor står jeg nu i et kæmpe limbo! Jeg forlader ikke bare en kontorstol og en tilfældig 32″ skærm; jeg forlader et liv og skal finde noget andet at sætte i stedet. Det gør man ikke sådan bare lige, men jeg kæmper for det, og de fleste dage tænker jeg også, at det nok skal lykkes.

 

Det første stik

Så er jeg halvvejs

Fredag morgen kl. 8:45 var jeg klar på Frederiksberg Hospital til det første stik – vaccinen mod Corona. Hun stak i højre overarm, og det kunne overhovedet ikke mærkes. Der har heller ikke været noget at mærke de følgende dage. Næste stik bliver den 5. februar kl. 9:15. Til den tid kan jeg så føle mig nogenlunde sikker 7-10 dage efter. Jeg kan ikke huske, hvor jeg fandt den information, men sådan er det.

Til den tid er min nærmeste ven også vaccineret to gange, og vi kan begynde at ses igen. Det glæder jeg mig meget til.

Sikke en logistik

Sidste weekend brugte jeg rigtig lang tid på vacciner.dk for at finde et vaccinationssted med en ledig tid. Det lykkedes hverken lørdag eller søndag, selvom jeg søgte alle stederne igennem – selv helt til Roskilde. Nuvel sitet kunne jo være overbelastet i weekenden, så jeg prøvede igen mandag formiddag, og der lykkedes det sørme at finde en ledig tid – ganske vist ikke det nærmeste sted, som er Hvidovre Hospital,  men pyt med det. Jeg transporterer mig gerne.

Jeg er imponeret over myndighedernes samarbejde og logistik i denne coronatid. Tænk hvad de skal få op at køre dels for at passe på dem, der faktisk er smittede og syge, dels for at sikre at alle de andre ikke bliver smittede og syge.

Pressemøderne er dem, vi sikkert alle ser, men de er det mindste af det. Der er masser af hjemmesider, der løbende skal holdes opdaterede, masser af personale, der skal (efter-)uddannes, masser af alting der skal håndteres, for at vi bare kan opretholde illusionen om, at samfundet fungerer selv under en hård nedlukning. Det er flot.

På Frederiksberg Hospital

Da jeg var på Frederiksberg Hospital, var jeg også imponeret over deres logistik: Jeg blev – i ført mundbind – vist hen til en lille glasluge, frem med sygesikringskortet, blev krydset af, fik udleveret et spørgeskema hvor jeg blandt andet skulle svare på, om jeg var gravid eller ammede 🙂 eller tidligere havde haft allergiske reaktioner efter vaccinationer.

Derpå nul ventetid og jeg blev vist ind til en sød sygeplejerske, som jeg bad stikke i højre arm, da jeg sover på venstre. Nålen er meget lang men også meget tynd, så man kan ikke mærke den.

Herefter: til venstre og ud og sidde i 15 minutter med god afstand til de andre ventende, så personalet kunne holde øje med, at jeg ikke drattede om som følge af vaccinationen. Det gjorde jeg ikke. Og så var det bare at tage hjem igen. Uhyre effektivt var det.

Der sidder nogle mennesker og udtænker og planlægger alt dette. Dem kan jeg godt være imponeret af. Selvfølgelig kommer frontpersonalet i første række, men alle de andre nødvendige hænder gør også en ekstraordinær indsats i disse dage. Dem sender jeg også en venlig tanke.

 

,

Corona

Hold da op!

Jeg blev ringet op af min kommune i dag – jeg tror, det var fra visitationen – og de ville lige høre, om jeg var interesseret i en coronavaccination? Jamen det er da klart, jeg er interesseret. Det var hun af en eller anden grund glad for at høre. Om ca. tre uger vil der komme en indkaldelse i min e-boks til første stik. Om der så skal gå tre eller seks uger mellem de to stik står lidt hen i det uvisse. Det er fuldt ud forståeligt, hvis sundhedsmyndighederne beslutter, at der skal gå seks uger, fordi man så kan nå at vaccinere flere med de doser, der stilles til rådighed. Om man er 90 eller 95 pct. beskyttet kan vel komme ud på et?

Hvorfor jeg lige præcis er rykket frem i køen, ved jeg ikke, men jeg glæder mig over det, for jeg havde såmænd indstillet mig på, at det tidligst blev hen på sensommeren. Måske har de rykket mig frem, fordi jeg står i deres systemer som modtager af hjemmehjælp? Uanset hvad så er det dejligt.

Min nærmeste ven er også blevet tilbudt vaccination inden for den kommende uge, så om seks til otte uger vil vi kunne ses igen uden risiko. Det er også dejligt.

Træt af corona

Jeg er – som de fleste andre – inderligt træt af corona, der sætter så mange begrænsninger for, hvad man kan foretage sig. Jeg kan ikke engang gå ud og få en kop kaffe et sted. Det er det mindste af det! Samfundet er nærmest gået i stå. Alle, der kan, arbejder hjemme, der er ingen i supermarkederne og alt andet er lukket.

Jeg tager det meget alvorligt, og er især bekymret for den engelske mutation, der er 70 pct. mere smitsom end den, vi kender. Man bliver ikke mere syg af den, man bliver ‘bare’ lettere smittet. Man kan dø af så meget; jeg vil bare nødigt dø af corona, og jeg har slet ikke lyst til at ligge herhjemme alene og ikke kunne få vejret. Jeg længes tilbage til de normale tider, hvor man kan se dem, man vil uden at være bange for smitten.

Postscriptum

Jeg har været hos min søde læge i dag, fordi hun skal skrive en attest til kommunen i forbindelse med pensionssagen. Hun mente, at alt det med rehabiliteringsteamet var en ren formalitet, og at jeg uden videre vil blive tilkendt pension. Det var dejligt at høre, og det må hun jo have forstand på. Hun vil uden videre indstille mig til pension.

I går var jeg hos psykologen, der også har skrevet noget papir til kommunen. Hun har også indstillet mig til pension. Hun fortalte mig noget, jeg ikke vidste eller i hvert fald havde glemt: allerede i 2015, hvor jeg fulgte et afklarings- og udviklingsforløb i Psykiatrifonden, havde de faktisk ment, at alt pegede i retning af en pension, men det ville jeg ikke gå med til. Jeg ville arbejde. Hun fortalte mig, at det har hun også skrevet ind i sin rapport. Det kan jeg kun være tilfreds med.

Jeg tror, at alle de, der har skullet udtale sig, har indstillet mig til pension. Nu håber jeg så på, at der ikke er for lang ventetid til rehabiliteringsteamet, så der snart kan komme en afgørelse. Jeg trænger til at komme ud af det limbo, som jeg synes, jeg står i. Lige nu er alting uafklaret, og jeg er ikke god til at leve med uklarhed. Når der foreligger en afgørelse, kan jeg begynde at tilrettelægge resten af mit liv, og det ser jeg frem til.

Psykologen går med mig til mødet i rehabiliteringsteamet, hvis hun overhovedet kan den dag, og det er jeg glad for. Af en eller anden grund har jeg ikke den store lyst til at gå alene. Jeg har jo prøvet det før for fem år siden, og teamet består udelukkende af søde mennesker, men alligevel vil jeg gerne have en ved min side, som kender mig godt.