, , , ,

At blogge

Jeg har tænkt på det så tit, så nu materialiserer tankerne sig i en post: Jeg er så glad for at færdes i blogland. Jeg synes, jeg får så meget relevant feedback på mine poster, og så har jeg nået et af mine mål med bloggen. Da jeg oprettede den, var målet at skrive et ugentligt nyhedsbrev om centrale fund i min slægtsforskning. Det blev nu aldrig rigtig til noget. Med tiden har min blog udviklet sig til at blive meget personlig, og af og til kan jeg tænke på, om det nu også er fornuftigt. Min konklusion er hver gang, at sådan er jeg nu engang, og det afspejler sig så i mine poster.

Bloggen fylder 10 år den 9. december 2015, og det skal på en eller anden måde fejres. Lige om lidt har I også sendt 8.000 kommentarer (der mangler kun 60), og det skal også markeres. Min hovedside er blegnet noget, for det er meget sjovere at skrive på noget, hvor man får feedback. Man kan gå alene rundt med tanker om dette eller hint, hvor det så er godt at få andre øjne på fx et problem. I skal vide, at jeg er glad for alle jeres kommentarer.

Et er min egen blog, noget andet er jeres blogs: jeg synes, jeg bliver klogere af at læse med hos jer fx hos Lene, hvor jeg lærer noget om både sygepleje og landmandslivet i kartoffelmarkerne, og hos Ellen, hvor jeg lærer en masse om blandt andet godt sprog. Jeg gør mig umage med at lægge kommentarer hos alle jer, jeg følger, da det er lidt “give and take”; vil man selv have kommentarer, må man også selv lægge nogle.

Apropos godt sprog: Jeg glæder mig over det gode sprog, som alle de bloggere, jeg følger, har. Der bliver både sat kommaer og læst korrektur. Det er en fornøjelse. Ikke at jeg selv er perfekt, slet ikke, men jeg gør mig i hvert fald umage, og det glæder mig at se, at sproget på nettet kan være meget bedre end på Facebook, hvor jeg også færdes en del. Jeg krummer ofte tæer, når jeg ser, hvad folk skriver der. Det er sikkert en art snobberi, men jeg kan altså ikke tage folk, der laver bunkevis af fejl, særlig seriøst.

Og så er der kun tilbage at ønske jer alle sammen god weekend og god ferie.

, ,

Hadeord og -vendinger

Træt af at høre dem

Jeg har besluttet at lave en generisk liste over hadeord og -vendinger, og hvis du har lyst til at være med så skriv dine hadeord og -vendinger i kommentarfeltet; måske kan vi så lave en meget (mega 🙂 ) lang liste i fællesskab.

Jeg er først begyndt i dag og har bare lige noteret, hvad der faldt mig ind, så listen er ikke ret lang endnu. Kom og vær med – måske kan vi i fællesskab generere noget unikt?

Mine egne bidrag:

  • Gøre en forskel
  • Fremadrettet
  • Mega foran alting fx megalang liste 🙂
  • Det ligner at. Det hedder: “Det ser ud som om” eller “det ligner”
  • Win-win-situation
  • Italesætte
  • “Omkring” er meget misbrugt. Fx han læste en bog omkring emnet
  • “Nybegynder” sludder, det hedder bare “Begynder”

Bidrag fra mine læsere – alle modtaget med stor tak:

  • Kanon
  • Reform
  • Spritny
  • Lige præcis
  • Fuck
  • Rigtig – i betydningen rigtig, rigtig stort
  • Fed/fedt/superfedt
  • Jo, men altså …
  • Jeg er ikke racist, men …
  • Und Alles
  • Über nice
  • Jeg takker og bukker
  • Omstillingsparat
  • På sigt
  • Når det så er sagt
  • Kvalitetstid
  • Lige to sekunder
  • Jeg lytter til dig
  • Det er modtaget
  • I min optik
  • Overnight. Kunne erstattes af “På ingen tid”
  • Kommentere på
  • Jeg hører, hvad du siger, men…
  • “Et eller andet sted” synes jeg …
  • “Det , jeg hører dig sige, er ….”
  • Når det så er sagt, så synes jeg, det går rigtig, rigtig godt.
  • Lige om lidt, når det bruges om “inden længe”
  • Armslængdeprincip
  • Spotte (i betydningen få øje på)
  • Udfordringer når der er tale om problemer. Sidstnævnte findes næsten ikke mere
  • Fordi at
  • Kontekst i stedet for sammenhæng
  • Et kopi – det hedder en kopi
  • “Det jeg tænker er” og “Hvad tænker du om det
  • Super
  • Ildsjæl
  • På den lange bane
  • På den korte bane
  • starte op i stedet for starte eller begynde
  • handle ind i stedet for handle eller købe ind
  • åbne op i stedet for åbne
  • “op til 2 graders varme”. 2 plus grader er dælme ikke varme.
  • “jeg har nu været ansat her i femten år, og det har været en spændende rejse”. Det er spændende rejse, der er problemet.
  • “Går ind”. Især frisører går ind og f.eks. klipper
  • af helveds til.
  • Fremadrettet
, , ,

Kvalitet på nettet

Jeg synes, jeg læser så meget sludder på nettet: der er enormt mange stave- og andre sjuskefejl, og teksterne bærer generelt tegn på ikke at være ordentligt gennemarbejdet. Jeg kan næsten ikke holde ud at læse på Facebook, da der her er utrolig meget sjusk.

kriminalhistorie.dk prøver vi at gøre meget ud af kvaliteten – det, vi præsenterer, skal simpelthen være i orden:

  • Leif Sepstrup tager gode billeder af de originale arkivalier i Viborg.
  • Jeg laver første udkast til transskription af de originale dokumenter.
  • Alice Sachse og Jytte Hammerich kontrollerer mine udkast eller starter selv dokumenterne op.
  • Mona Lillelund Hamann kontrollerer læsbarheden og har de formidlingsmæssige briller på; Mona har rollen som den uvildige læser og melder tilbage, hvis der er afsnit i teksterne, der ikke er til at forstå, da de så skal rettes til. Generelt prøver vi at skrive til alle – ikke bare til slægtsforskere.
  • Ellen Nielsen læser den sidste korrektur og sørger for, at alle kommaer er sat korrekt; man bliver jo blind på det, man selv har skrevet, og det er meget svært at læse korrektur på egne dokumenter.

Som det fremgår har alle vores dokumenter gennemgået en længere proces, inden de bliver lagt ud på nettet, og det er jeg rigtig stolt af. Leif og jeg er simpelthen så glade for at have et korps af gode hjælpere. En af de bedste ting er næsten, at hjælperne alle har meldt sig selv til at deltage i projektet – vi har altså ikke været ude at spørge om hjælp. Lige nu har projektet således seks deltagere, så der er en del at koordinere, hvilket er min opgave.

Vi har afsluttet historien om Tislumbunken og har nu taget fat på Hans Peter Knudsen, der drukner sine to børn i Aarhus Mølleå. Han dømmes til døden i tre retsinstanser og har i en måned udsigten til at få hovedet skilt fra kroppen; heldigvis benådes han af kongen. Det er en historie, vi glæder os meget til at kunne præsentere inden så længe.

, , ,

Verden set fra min plads

På intranettet kører en artikelserie “verden set fra min plads” skåret over følgende læst:

  • Når jeg møder på arbejde, starter jeg med at…
  • I dag skal jeg arbejde med…
  • Min arbejdsdag bliver ekstra god, hvis…
  • Hvis jeg skulle på endags-praktik et andet sted i organisationen,…
  • Den bedste søndag for mig byder på…
  • Et billede af udsigten fra kontoret.

Hele idéen er, at man (sikkert redaktionen) finder en medarbejder, der så at sige udfylder skemaet og afslutter med et billede af sin udsigt fra arbejdspladsen.

De når nok aldrig til mig, så jeg har selv taget teten:

Når jeg møder på arbejde, starter jeg med at tænde computeren og medens den får tygget sig igennem diverse logon-scripts, går jeg ud og laver en svingende fuld kande kaffe i min terracotta-farvede Stelton-kande. Kruset bliver også vasket af hver morgen. Jeg kan godt lide at omgive mig med pæne ting og kan godt lide, at min arbejdsstation har et vist personligt præg, uden at jeg af den grund hører til dem, der har oprettet en dagligstue i mit lokale. Når computeren endelig er klar går jeg i gang med de mails, der er kommet siden i går eftermiddag, og jeg tjekker logfiler, der fortæller om kommunikationen mellem personalesystemet Omada og mTID er gået godt eller skidt. Det er heldigvis meget sjældent, at der er fejl i overførslerne, men det skal kontrolleres hver dag.

I dag skal jeg arbejde med at supportere mine ca. 3.000 brugere af mTID og herved adskiller dagen sig ikke fra de øvrige. Supporten foregår pr. e-mail, fordi det er den mest omkostningseffektive og hurtige form for support. Jeg vil tro, at min gennemsnitlige svartid ligger på 5-10 minutter, når supportmailen vel at mærke kommer inden for almindelig arbejdstid. Herudover skal jeg gøre klar til, at vi nærmer os et kvartalsskifte og at der skal indberettes fraværsoplysninger til Personalestyrelsen.

Min arbejdsdag bliver ekstra god, hvis jeg skal samarbejde med kolleger om sproglige emner. Jeg stiller mig til rådighed i kontoret for sproglig gennemgang af dokumenter og efterfølgende offentliggørelse af disse dokumenter på vores intranet. Det er en opgave, der desværre fylder alt for lidt i min dagligdag, og som jeg prøver at få til at fylde mere, fordi jeg elsker at rode med sprog og web. Vores intranet er et sharepoint-cms, som man skal være lettere nørdet for at få til at te sig, som man gerne vil have det. Det er lige noget for mig.

Hvis jeg skulle på endags-praktik et andet sted i organisationen, ville jeg gerne ud på en skovenhed og se, hvad det egentlig er, de går og laver. Med andre ord en slags “Skov og Naturstyrelsen i praksis”. Jeg kender alle vores styrelser og brugere særdeles godt set via en – eller rettere syv – database(r), men vores kerneydelser kender jeg i og for sig ikke.

Den bedste søndag for mig byder på indendørs nørderi med en af mine  computere eller slægtsforskning, hvis det er vinter, mens en sommersøndag helst skal byde på sol, rulleskøjter og friluftsbad.

Og her er så udsigten fra mit kontor – ikke synderligt interessant og foreviget med min iPhone. Bemærk at der på billedet kommer lys ind, hvilket er lidt af en sjældenhed, fordi der ligger en (anden) høj bygning lige på den anden side af det ellers sydvendte vindue.