86 år i dag
Jytte B. Stegemüller (1935 – 2006)
(Billedet herover: Jørgen Stegemüller og Jytte B. Stegemüller, født Kristensen, vielse hos sognefoged Lars Nielsen, Brande den 22. oktober 1955.)
Ovenstående navn er min (adoptiv-)”mor”, billedet er mine forældres vielse den 22. oktober 1955, og klikker du på linket, får du en grafisk fremstilling af hendes aner. Hun kunne i dag, den 7. maj 2021, være blevet 86 år. Hun døde 71 år gammel af lungecancer i december 2006 på Holbæk Centralsygehus.
Jeg mødte frem på sygehuset efter hendes død, og gav hende en lillebitte (dum?) gave med i døden i form af min (adoptiv-)fars konfirmations-salmebog, som jeg end ikke turde lægge på hendes bryst, selvom det var min hensigt. Jeg var bange for, at hun ville rejse sig fra de døde. En medarbejder måtte lægge den på brystet af hende på mine vegne. Det var han sød at gøre.
Sorg og savn?
Nej egl. ikke rigtig. Det lyder muligvis sært. Lad mig prøve at forklare:
- Hun var vidende om det seksuelle misbrug, hendes mand fra 1974 til 1980 begik mod mig, men hun greb ikke ind. Hun lod det ske, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med to børn. (Jeg har en halvbror, der er 13 år yngre end jeg, men jeg kender ham reelt ikke.)
- I 2003 bekræftede hun, at hun havde kendt til misbruget. Det er altså ikke noget, jeg digter!
- Vi havde ingen kontakt fra 1981 til 2003. Det er 22 år.
- I 2003 så jeg i telefonbogen, at hun og den tidligere ægtefælle (overgrebsmanden – psykologen kalder ham “psykopaten”) havde hver deres adresse; derfor kontaktede jeg hende! Jeg antog, de var skilt eller i det mindste separeret. Det viste sig at være rigtigt. Vi prøvede at få det til at fungere, men godt blev det aldrig. Jeg har intet imod tilgivelse; jeg definerer mig selv som kristen, og der hører tilgivelsen til, alle kan tage fejl og blive klogere, jeg har brugt mindst hundredetusinde på terapi og bearbejdningsprocesser, men det blev ikke rigtig godt.
- Hun kunne ikke slippe ham, skulle konstant referere til ham og jeg kunne ikke holde ud at høre om ham. Det var jeg ikke klar til. Terapi eller ej. Hundredetusinde kroner eller ej.
Min første – og eneste – skåltale?
Jeg har lagt min første (og eneste?) tale i noterne om hende, så du kan selv læse med, nemlig en tale til hendes 70-års dag, hvor jeg gjorde mig umage for ikke at begå den fejl, mange taleskrivere begår: nemlig at tale om sig selv! Det ville jeg ikke – heller ikke selvom jeg ikke kendte til kunsten.
Det var svært at komme omkring et tomrum på 22 år; jeg kunne jo ikke lade som om, det ikke var der? Jeg drejede skuden og sprang over (måske gærdet hvor det var lavest?) ved at fokusere på den fantastiske ti-års-dag hun må have haft ved befrielsen i 1945 og så hendes nye liv ved tilbageflytningen fra Bornholm til Ods Herred, Nykøbing By, efter skilsmissen fra psykopaten.
Min gave var en flot indbunden slægtsbog, super professionel – dyr og med guldtryk- men man skal måske nok være en “slægtsnørd” for at kunne anerkende værdien i en sådan. Jeg tror aldrig, hun helt forstod gavens betydning – men det kan jo have noget med mig at gøre.
Nu er det så lidt over 14 år siden, hun er død. Det gør egl. ikke noget, og det lyder måske helt forkert. Men vær i givet fald rar at læse ovenstående igen – gerne langsomt – så kan det være, du forstår bedre!
Stegemüller
