/19 Kommentarer/i , /af ,

Fagforening for slægtsforskere – sammen er vi stærke

Medlem af Danske Slægtsforskere?

Fagforening for slægtsforskere – sammen er vi stærke

Hvorfor står tusindvis af slægtsforskere uden for fællesskabet, når netop fællesskabet er nøglen til indflydelse? En personlig refleksion over medlemskab, solidaritet og styrken i at stå sammen.

(Artiklen er for egen regning og risiko. Den udtrykker udelukkende mine egne tanker, og den er på ingen måde afstemt med foreningens bestyrelse – eller andre kloge og indflydelsesrige mennesker 🙂 )

En fagforening forsøger på bedste vis at varetage medlemmernes interesser, fordi den samler en stor gruppe af menneskers interesser, og den således er langt mere slagkraftig, end enkeltpersoner nogensinde vil blive. Et gammelt slogan, der stammer fra en propagandafilm udgivet af Arbejderbevægelsens skolekontaktudvalg,  lyder “Sammen er vi stærke”, og det gælder stadig.

Forestil dig et kort øjeblik, at murersvendene hver for sig skrev til murermesteren, at nu ville de have mere i løn, kortere arbejdsdage og fri om lørdagen. Nej vel – det ville aldrig nogensinde fungere. Måske ville en enkelt heldig svend få nogle krav opfyldt, men hvad med alle de andre?

Besparelserne på Kulturministeriets område

Da der i efteråret var udmeldt besparelser på Kulturministeriets område, og Rigsarkivet derfor i henhold til Finansministeriets faktaark § 21 skulle spare 1,5 mio. kr., svarende til 1,0 årsværk, foreslog flere, at vi hver især sendte kulturminister Jakob Engel-Schmidt en email og gjorde opmærksom på, at vi fandt følgende forfejlet:

Opgavebortfald i Rigsarkivet, bl.a. opsigelse af kontraktstyringssoftware, optimering og lukning af hjemmesider og nedskalering af frivilligopgave.

På samme måde som med murersvendene ville det næppe have fungeret. Ministeren eller hans embedsværk ville jo ikke åbne nogle tusinde mails. Var man “heldig”, trykkede de nok bare på slet efter at have læste de første ti med samme budskab.

Jeg har været medlem af min egen fagforening siden 1984, hvor jeg startede på studiet, og selvom det snart er nogle år siden, jeg forlod arbejdsmarkedet, er jeg stadig medlem, for jeg synes, det er det rigtigste. Også som pensionist har jeg interesser, de kan varetage, og der er medlemsfordele tilknyttet.

Slægtsforskere foren jer!

  • Af Danske Slægtsforskeres hjemmeside “Om foreningen” fremgår, at vi er ca. 8.000 medlemmer. Og det er jo godt.
  • Men hvordan kan det så være, at Facebookgruppen “Slægtsforskning” dags dato har 43.000 medlemmer?
  • Hvorfor er der så stor forskel på de to tal, når prisen for enkeltmedlemmer kun er 310 kr. årligt? Mon ikke de fleste ville kunne afse 25,83 kr. pr. måned?

Hvis nu blot 10 pct. af Facebookgruppens medlemmer meldte sig ind i Danske Slægtsforskere, ville foreningen vokse med ca. 50 pct. Det er da tankevækkende.

Forestil dig et kort øjeblik, hvad det kunne betyde for foreningens muligheder for at påvirke diverse meningsdannere og måske også foreningens økonomi. Det ved jeg intet om. Jeg gætter på, at flere indtægter ville resultere i flere aktiviteter, hvilket igen kunne føre til en øget medlemstilgang. Altså en synergieffekt.

På hjemmesiden fandt jeg fx ud af, at foreningen yder tilskud til de tilknyttede lokale, slægtshistoriske foreninger. Jo flere medlemmer potentielt jo større tilskud!

Jo flere medlemmer, jo flere medlemsfordele, kan der genereres, selvom der allerede er mange.

  • Er du medlem (hvis du slægtsforsker)?
  • Hvorfor?
  • Eller hvorfor ikke?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Med Dansk Folkepartis tredobling er Glistrup retur

Danmark for danskerne?

Med Dansk Folkepartis tredobling er Glistrup retur

Et valgresultat vækker ubehag og historiske associationer – og får mig til at se tilbage på min egen opvækst for at forstå, hvorfor yderfløjene igen får fodfæste i Danmark.

Der er en sort side af Danmark, og den består af det tredoblede Dansk Folkeparti samt Borgernes Parti.

At se dem på TV fejre deres valgsejre ligner noget, der er kendt fra 30’erne. De står med knyttede næver, som de råbende og skrigende sender ud i rummet til et jubelkor af deres proselytter. Det er så forfærdeligt, og jeg forstår ikke, at der er så mange, der har stemt på de to blåsorte partier. Lige præcis gadedrengen Lars Boje virker helt sindssyg og dårligt uddannet.

Både deres holdninger og deres fremtoning er ren fascisme. Vi mangler kun, at højre arm strækkes 45° ud i luften, og at der råbes “Sieg Heil”.

Det minder mig alt for meget om tiden med Fremskridtspartiet og Glistrup.

(Teksten fortsætter under billedet).

Vi har et problem!

Danmark står vitterligt med et problem, når så mange stemmer på den yderste, radikaliserede højrefløj. Der er noget, vi har gjort forkert, siden så mange tror, at deres frelse ligger hos enten Dansk Folkeparti eller Borgernes Parti.

Andre partier og samfundsforskere er nødt til at tage det op til analyse for at finde ud af, hvad i alverden der foregår i vores (ellers) dejlige land. Hvis vi ikke finder ud af det, bliver det bare endnu værre ved det næste valg til Folketinget om senest fire år.

Derfor nævner jeg Glistrup

Det er ingen hemmelighed, at efter min far døde, og min “mor” giftede sig igen, var hjemmet, fra 1974, og frem til jeg flygtede i 1980, præget af Fremskridtspartiet med Glistrup i spidsen.

Hvis jeg tænker tilbage og prøver at analysere stedet, kan det måske bidrage til at forstå de blåsortes fremgang i dag – også selv om min barndom snart ligger temmelig langt tilbage (jeg er fra 1963):

  • Dårlig eller ingen uddannelse.
    • Psykopaten var ganske vist folkeskolelærer, men hjemmet var ikke præget af hverken dannelse eller uddannelse.
    • Min “mor” havde ingen uddannelse, men forsøgte sig med diverse småjobs fx morgenrengøring på lægehuset i Assens eller ved at forsøge at etablere sig som selvstændig skosælger i Svaneke.
  • Værdier.
    • Værdidebatter fandtes ikke – heller ikke de blåsorte.
    • Ved en værdidebat forstår jeg, at man hæver sig op over fx en partidisciplin og/eller politiske slagord og uddrager tværgående temaer fra forskellige retninger, sætter dem overfor hinanden og herefter drøfter for og imod – og op og ned.
  • Økonomi på kanten: overlevelse.
    • Hver gang vi nåede til midt i måneden, var der smalhals, og jeg skulle bede købmanden om, at “det skal skrives”, hvilket var vældig pinligt, når alle i fx Svaneke vidste, hvem vi var, og de øvrige kunder nemt kunne se, hvad der var i kurven …
    • Om vinteren var der is på den indvendige side af ruderne, når jeg vågnede om morgenen. Olien var dyr i 1970’erne (oliekrise m.v.), så der var ikke ret tit råd til at fylde tanken op.
  • Marginalisering og intet netværk.
    • De levede på kanten af samfundet.
    • De havde ikke en kreds af venner eller støtter, som de udvekslede værdier med. Dvs. at der ikke var udefrakommende input.
    • Hjemmet var ikke præget af andre gæster end dem, de delte alkohol, harmonika og hammondorgel med.
  • Nomader.
    • Vi flyttede konstant. Eksempelvis har jeg gået på fem forskellige folkeskoler, hvilket er utrolig belastende for et autistisk barn.
    • I ordet “flyttede” burde det ene “t” rettes til et “g”, da det rigtige ord er “flygtede”.

Samlet set førte det til, at man anså Glistrup som Guds gave til det undertrykte folk. At dødsstraffen burde genindføres (dvs. en tilbagerulning til tiden før 1866). At Christiania burde lukkes. At arbejdsløse var samfundsnassere. At der burde indføres atomkraft. Og at … fortsæt selv, du kender melodien.

“Gæstearbejderne” havde de dog ikke noget imod, for gæster tager hjem, når besøget er slut.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Valg til Folketinget 2026

Demokrati og valgkamp

Valg til Folketinget 2026

Demokrati begynder ikke i stemmeboksen – det begynder i opdragelsen. En personlig refleksion over valg, værdier og en valgkamp, der efterlader flere spørgsmål end svar.

Jeg så lige Martin Lidegaard fra Radikale Venstre ankomme til sit stemmested sammen med sine to piger og hustruen. Han fortalte, at han altid tog sine børn med.

Det fik mig til at tænke på, at jeg flere gange var med min far nede at stemme i Brande. Jeg syntes, det var så spændende at være med i stemmeboksen og se ham sætte sit kryds, selvom jeg ikke forstod noget af det. Han fortalte mig, at det var vigtigt, og det har jeg ment lige siden. Jeg tror, han var konservativ.

Hvis jeg selv havde børn, ville jeg også tage dem med for tidligst muligt lære dem, at det er en borgerpligt at stemme, og at vi skal være taknemmelige for at bo i et land, hvor der afholdes demokratiske valg og sidst – men ikke mindst – at vi som kvinder har stemmeret. Det er bestemt ingen selvfølge, når man ser sig omkring i verden.

Valgkampen

Sikke en valgkamp! Der har været delt såvel gaver som ultimatummer ud til højre og venstre. Snart sagt alle har deres ultimative krav og røde linjer lige som adskillige har meldt ud, hvem de på ingen måder vil gå i regering med. Gad vide om det overhovedet er muligt at danne en regering ovenpå de meldinger, hvis de altså står ved det, de har sagt under valgkampen?

Jeg har ikke set partilederrunderne eller duellerne; eller rettere: jeg har tændt, fordi det er vigtigt og set med de første par minutter for dernæst at give op, fordi jeg bliver så trist over personager som Morten Messerschmidt, Lars Boje, Alex Vanopslagh og Inger Støjberg.

For så vidt angår både Alex Vanopslagh og Lars Boje gør det så ondt på mig, når de mener, EU er et onde, og at den offentlige sektor nemt kan rundbarberes, med jeg ved ikke hvor mange procent.

  • Jeg er og har altid været tilhænger af EU, fordi det er min opfattelse, at staterne kan mere sammen end hver for sig, og at det i en tid som vores er utrolig vigtigt at stå sammen.
  • Borgerlige politikere har tydeligvis aldrig været offentligt ansatte. Det har jeg derimod i 23 år, og jeg skulle hilse at sige, at jeg aldrig har siddet med fødderne i skrivebordsskuffen. Jeg har været nede med stress og depressioner flere gange. Både jeg og mine kolleger/medarbejdere har knoklet og år for år forsøgt at overleve “grønthøsteren” (årlige besparelser på 1-2 pct.). Det kaldes effektivisering …
    • Måske skulle de prøve at huske, hvad der skete, da Skatteministeriet blev skåret ind til benet. Gad vide om der er en sammenhæng til kaosset med ejendomsvurderingerne? Systemer bygger jo altså ikke sig selv.
    • Spørger man folk, hvilke offentlige ydelser de ønsker færre af eller slet ikke ønsker, bliver de fleste typisk tavse. De vil nemlig gerne have korrekte afgørelser, kort sagsbehandlingstid, kort ventetid på udredninger i psykiatrien, god og kærlig pasning af deres gamle mødre og små børn. Fortsæt selv listen over det, du ikke ønsker …

Mine ønsker til en ny regering

Højst på min ønskeliste står en solid fremgang til Radikale Venstre, fordi overordnede værdier betyder mere for mig end enkeltsager. Men også fordi de prioriterer klima og miljø, dyrevelfærd og sidst men ikke mindst dannelse og uddannelse. Sidstnævnte former fremtiden, og vi kan ikke have et samfund, hvor de unge presses til det yderste og næsten erklæres for tabte, hvis det første studievalg viser sig at være forkert.

Det skal aldrig være for sent at vælge om. Lyt fx til Poul Nyrup om headspace i Hjernekassen på P1 fra den 3. december 2024.

Dernæst tror jeg, at jeg ønsker mig en midterregering, der hælder til venstre side (man kunne også kalde det en samlingsregering 🙂 ).

Det er lidt som med EU. Man kan mere sammen end hver for sig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Genstart: “Claus Meyer kan stadig råbe”

Rundt om mad

Mad følger os hele livet – fra barndommens tallerkener til den måde, vi fylder indkøbskurven på som voksne. I denne artikel tager jeg en tur rundt om maden, inspireret af en Genstart-udsendelse med Claus Meyer, der vækkede minder om pulvermad, dåsehakkebøffer og en barndom, hvor næsten intet blev lavet fra grunden.

Senere i livet har jeg mødt en helt anden madkultur med grønne salater, frisk mad og mange år som vegetar, og i dag laver jeg stort set al min mad fra bunden og får kasser fra Aarstiderne fyldt med sæsonens grøntsager. Samtidig kæmper jeg med et forhøjet blodtryk, som jeg selv har opdaget, og som gør sundhed, krop og bivirkninger fra medicin til en konkret bekymring – og til en del af historien om, hvad vi putter i munden, og hvordan vi har det.

Genstart: “Claus Meyer kan stadig råbe”

Jeg har lige hørt dagens “Genstart” med Claus Meyer, og da min rigtige PC og den nye skærm er hos GladTeknik, kan jeg ikke andet end at skrive en artikel. Legacy befinder sig jo på Arnold Nielsens Allé 71; hvad skal jeg så lave? Jeg glæder mig til at få begge dele retur – formentlig i morgen.

Claus fortæller om en barndom på pulvermad. Det havde jeg glemt, at jeg også voksede op på.

Buddingpulver, fromagepulver og kartoffelmospulver. Føj. Det værste var hakkebøfferne. Dog fik jeg kun en eneste gang Beuvais’ hakkebøffer på dåse. Jeg husker det alt sammen som ulækkert. Hvorfor lavede vi det ikke fra grunden? Vi havde jo masser af tid.

Det handlede om “Gris på gaflen”, hvor jeg samlede på opskrifterne, der kunne sættes ind i et lille blåt ringbind. Og jeg klippede Kirsten Hüttemeiers opskrifter ud af Familie Journalen, lagde dem i alfabetisk orden i en mappe og lavede oversigter over dem, så jeg vidste, hvilke jeg allerede havde. Det var noget besværligt, da det var før Excel.

Vi lavede ikke noget af maden fra grunden, og der var ingen grønne bladgrønsager. “Plantebaseret” var selvfølgelig et fremmedord, for vi var i 1970’erne; det er først opstået i 2020’erne.

Noget blev dog lavet fra grunden: suppe med melboller samt brunkål. Jeg hadede begge dele. Den dag i dag opfatter jeg melboller som tyk hvid sovs kogt til små runde boller. Det er jo de samme ingredienser.

Nye madvaner

Det ændrede sig markant, da jeg begyndte at komme hos min fars ungdomskæreste og hendes mand i Kongens Lyngby, som tog sig godt af mig, da jeg rejste til København. Her var der altid grønne salater til maden, og der var ingen pulverbaseret mad.

Det var også her, jeg fik min første elektriske tandbørste – eller rettere: Jeg fik et børstehoved, der stod oppe i skabet til højre med en lille gul ring omkring. Det havde jeg ikke prøvet før.

Da jeg flyttede på kollegiet, levede jeg ti år som vegetar, og jeg har gemt flere af mine vegetariske kogebøger.

Udsendelsen med Claus Meyer var virkelig rar at lytte til, og jeg blev bekræftet i mine nuværende madvaner, hvor jeg laver alt fra grunden. Jeg handler hos Aarstiderne – bare Budgetkassen – og der er masser af friske grøntsager i sæson. Selv ville jeg nok ikke finde på at købe frisk grønkål, palmekål, rosenkål og jordskokker, men dem er Aarstiderne flinke at putte i kassen til mig. Jeg synes, jeg lever sundt.

Forhøjet blodtryk

Der er ikke noget quickfix mod mit forhøjede blodtryk, som jeg ikke forstår, hvorfor jeg pludselig har fået. Det er ikke det kongelige danske sundhedsvæsen, der har fundet ud af, at jeg har fået det. Det har jeg selv målt mig frem til, for jeg har selv blodtryksapparat.

Nu drikker jeg rødbedesaft, der skulle være godt mod forhøjet blodtryk, og jeg hverken drikker alkohol eller ryger. Så jeg forstår det ikke. Jeg er bekymret og bange for at få en hjerneblødning. Er det sådan, jeg skal ende? Men det er måske den bedste måde at falde ned af skrivebordsstolen på?

Jeg har været hos “egen læge”, som jeg havde bedre kommunikation med anden gang end første gang. Hun fortalte, at mit blodtryk er for højt. Det vidste jeg godt, det var jo mig selv, der havde konstateret det. Hun orienterede om de forskellige præparater og deres bivirkninger. Hun virkede grundig, idet hun ville have en urinprøve og ikke bare udskrev et eller andet. Jeg ved sørme ikke med de præparater. Jeg kender dem jo ikke, og så er det svært at vælge.

Jeg er “bivirkningsfølsom” i hvert fald overfor præparater fra psykiatrien. Er der en bivirkning, får jeg den. Og “der er ingen virkning uden bivirkning” lærte jeg af Christina, der er super-farmaceut i Region H. Om det også gælder præparater fra somatikken, ved jeg ikke noget om.

Jeg ved ikke, om jeg helst vil have nyreproblemer, hovedpine, svimmelhed eller hævede ankler. Jeg synes ikke, noget af det lyder særlig fedt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.