/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Aftabuisering

Aftabuisering

Er det korrekt?

Jeg ved faktisk slet ikke, om der er noget, der hedder “Aftabuisering” (men det er der nu). I min optik står det for at bryde tabuerne om (nej ikke “omkring”) psykisk sygdom. Jeg synes, det er et vigtigt område, og som ramt selv vil jeg gerne bidrage til det, hvad nu end ordet måtte være.

På arbejdet har jeg fx sagt, at hvis der er noget, de går og tænker over eller bare gerne vil vide, må de endelig spørge, for jeg har ingen hemmeligheder. Ikke en eneste hverken i HR eller i Genbrug har nogensinde stillet det mindste spørgsmål. Det kan skyldes to ting:

  • De har vitterligt ingen spørgsmål. Men det må da interessere dem, hvorfor jeg kun er der 15 timer om ugen?
  • De stiller ikke spørgsmål, fordi de ikke ved, hvordan de skal reagere på svaret, eller fordi de er berøringsangste overfor psykisk sygdom. På den måde kan man sige, at det viser, at der er et tabu om psykisk sygdom.

At imødegå tabuerne

Jeg har lige i øjeblikket “gang i” forskellige initiativer, hvor jeg kan bruge mig selv som en (god) case om et langt og trangt sygdomsforløb, der indtil videre er endt godt med et fleksjob. Jeg skriver “indtil videre” fordi man med bipolar affektiv sindslidelse aldrig ved, hvordan verden ser ud, når man vågner næste dag. Det er i sig selv en belastning. Jeg er blevet lidt bedre til at huske mig selv på, at det går over – måske allerede i morgen. Det har krævet træning at nå hertil.

1.  Jeg er blevet inviteret med i et bogprojekt, der handler om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet herunder uplanlagt tilbagetrækning med baggrund i afskedigelse eller sygdom. Projektet forestås af en meget kendt journalist og forfatter. Hun har fundet mig via Facebook og min hjemmeside. Mere har jeg ikke lov at fortælle om det. Bøger skal være en hemmelighed, indtil de udkommer, siger journalisten/forfatteren. Hvad ved jeg om bogproduktion? 🙂

2. Min Psykolog Anette Friis, der tidligere var ansat i Psykiatrifonden, som jeg har haft et langvarigt forløb med, og som jeg synes er enormt dygtig, anbefalede mig at kontakte Psykiatrifondens pressemedarbejder, og fortælle, at jeg gerne ville medvirke til artikler, oplæg, blogposter mv. om “aftabuisering”. Og det gjorde jeg så. Jeg har fået et meget positivt svar om, at de er interesserede, og at de vil vende tilbage, når en medarbejder er tilbage fra barsel medio marts.

Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt

3. Jeg er blevet inviteret til et gå-hjem-møde i Psykiatrifonden ultimo marts, hvor formand Anne Lindhardt vil foredrage om bipolar affektiv sindslidelse.

I virkeligheden er det kun jobcenterchefer og den slags, der er inviterede, men min tidligere erhvervsrådgiver har skaffet mig en invitation. Og jeg glæder mig allerede.

Jeg er såkaldt “Støttemedlem” hos Psykiatrifonden, og udover at støtte fondens arbejde, får man fire gange årligt deres blad, hvor blandt andet Anne Lindhardt udbreder sig om dette og hint. Det glæder mig altid at læse hendes artikler.

En anden stor aktør på dette “marked” er Knud Christensen fra SIND. Jeg oplever bare hans tilgang til psykisk sygdom som meget mindre nærværende og mere gammeldags end Anne Lindhardts. Hun taler/skriver ud fra et mangeårigt kendskab som overlæge, ja ikke engang bare “kendskab”, men direkte fingrene i suppen. Der er brug for kvinder som hende, hvis vi skal “rykke”.

Jeg synes, hun taler om “moderne psykiatri”, med alt hvad det nu engang indebærer. Jeg ser meget frem til at møde hende. Jeg har været fan i flere år.

4. Erhvervsrådgiverens nye chef vil også gerne hilse på mig som en del af gå-hjem-mødet og tale om hjemmeside mv. Det er bare rigtig dejligt. Jeg kan muligvis sælge et par synspunkter hid og did.

Konklusion

Hvis man har mod på det, er der mange muligheder for at komme ud i marken og påvirke synspunkter og debat. Jeg vil gerne være med, for jeg føler, at jeg har noget at bidrage med med 10 indlæggelser, 51 ECT-behandlinger (elektrochok), et selvmordsforsøg og et fleksjob på 15 timer. Jeg vil evt. kunne skabe et (fagligt/personligt) netværk på baggrund af den slags aktiviteter, så der er flere mulige gevinster.

Jeg har været lidt i gang tidligere, hvor jeg skrev til initiativet “En af os”, der ligger under “PsykInfo“. Bolden blev kastet frem og tilbage mellem de to gennem et års tid. Det gider jeg ikke. Skal jeg stille mig til rådighed – og det vil jeg gerne – så skal der altså være klarhed over, hvem der har ansvar for hvad.

Der er mange tabuer, der bør aflives og manes i jorden. Jeg vil gerne være med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/13 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Hos psykologen

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer.

Jeg har været hos psykologen Anette Friis, og hvor er jeg glad for, at jeg har mulighed for det. Hun er så dygtig, jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg føler mig 100 pct. tryg ved hende, men jeg har selvfølgelig også kendt hende (vist nok) siden ca. januar 2015. Her er ikke noget med at fortælle historien forfra. Hun kender det hele på forhånd – og hun kan også huske det. Herudover har hun på et tidspunkt sagt, at hun godt kunne lide mig. Det er gode betingelser.

Hun kan udpege en masse punkter, hvor der er sket en positiv udvikling. Selv har jeg det sådan, at jeg på mange måder begynder forfra. Jeg vil aldrig ramme de gamle niveauer, men det er også OK, bare jeg kan bygge et nyt fundament, og det, synes vi begge, lykkes:

  • Der er styr på økonomien,
  • jeg er i en eller anden form på arbejdsmarkedet,
  • jeg får meldt mig til højskole i julen,
  • jeg prøver at skabe noget med fx Line, som jeg lærte at kende på 808,
  • jeg bliver mere sikker på mine værdier osv.

Så noget sker der da.

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Det, der er svært, er at erkende, at jeg aldrig rammer de gamle niveauer. Det synes jeg ellers, jeg har erkendt 50 gange, men alligevel er det svært. Det er svært ikke at være særlig “vigtig” på arbejdet. Jeg kan fx være væk tre dage, og alligevel ligger der kun fem mails i indbakken. Før i tiden lå der 50. Egentlig passer det mig fint med de fem!

Det er svært med de kognitive problemer (hukommelse, overblik og koncentration). Jeg er hele tiden bange for at virke dum i andres øjne. På afdelingen var der en oversygeplejerske, der drillede mig med disse problemer. Det er et meget følsomt emne, og til sidst måtte jeg bede hende stoppe.

Jeg talte med Anette om nogle af de spil, man kan spille online, som skulle kunne hjælpe med en form for genoptræning. Et af dem er “Lumosity“, som jeg spillede en del for et par år siden, indtil jeg læste, at det eneste, man bliver god til af det, er at spille spil. Hun anbefalede trods det at prøve det. For et par år siden var det afdelingen, der indstillede det, så det fangede de rette problemstillinger. Hvis jeg ikke kan finde ud af, tager jeg (sgu) min cykel og kører ud til dem, så de kan hjælpe mig.

Alt i alt en dejlig formiddag.

Nye visitkort – også en slags forfra

Det har i lang tid irriteret mig, at mine visitkort var forældede. Fx er der ingen grund til at der står “Specialkonsulent, Cand. Jur.” Det giver jo ikke mening længere, for det er en historie fra fortiden. Derfor besluttede jeg simpelthen at designe nye. Jeg har tidligere haft gode erfaringer med Vistaprint, så dem valgte jeg igen. Deres kvalitet og pris er i orden, og de har mange skabeloner i varierende kvaliteter. Jeg valgte de-luxe-udgaven, som er tykkere end de normale. Selve designet er så enkelt som muligt.

De er kommet i dag, og jeg synes, de er pæne. Billedet er ganske vist temmelig gammelt, men det kan gå an.

Apropos Syrien og Aleppo

Hvis man bor i Aleppo, skal man i høj grad starte forfra med at få en tilværelse stablet på benene. Der er intet – alt er smadret.

Jeg besluttede at give dem en julegave – jeg skal ikke give til andre – i form af en stor overlevelsespakke, der er designet specielt til Aleppo. Det er så lidt, man kan gøre, men lidt har også ret.

/13 Kommentarer/i , , /af , ,

Vemodigt farvel til psykologen

Vemodigt farvel til psykologen

Det var ikke nemt

Vemodigt farvel til psykologen

Jeg har sat mig til rette med et stort glas økologisk hyldeblomstdrik og skriver om dagen i dag for at gøre den lidt lettere at bære.

Det var dagen at sige farvel til min psykolog i Psykiatrifonden. Jeg havde frygtet det, men det var alligevel ikke helt så slemt, som jeg havde troet. Jeg var lige ved at græde, men det lykkedes at kontrollere det. Havde jeg ikke kunnet kontrollere det, havde det ikke været nogen katastrofe, for det har hun såmænd oplevet så tit.

Hun har båret mig på hænder og fødder siden foråret 2015, og hun har i bogstaveligste forstand udgjort forskellen på liv og død for nu at sige det ligeud.

Jeg har optaget alle vores samtaler, så jeg kan høre dem igen, men det er tvivlsomt, om jeg nogensinde får det gjort. En ting er dog blevet mejslet i sten, og det er, at jeg har en stor, stor livsvilje, for ellers havde jeg ikke klaret den så langt, som jeg har med det liv, jeg har haft. Det giver god mening, jeg tror på det, og jeg synes, hun har ret. En anden ting, der er mejslet i sten, er, at jeg bliver nødt til at indgå i nogle sammenhænge, hvor det ikke bare er mig, der skal levere, men hvor jeg også kan få noget igen. Det mangler jeg at gøre noget ved.

Jeg er blev mødt, selvom jeg er sær

Kun sjældent har jeg i den grad følt mig mødt, som det lidt kantede menneske jeg nu engang er. Hun har taget mig alvorligt og lyttet. Hun har fundet alternative synsvinkler, der kan bruges til noget, og hun har til tider udfordret mig.

I lang tid gik jeg og tvivlede på, om jeg ville kunne klare mig selv, når vi havde sagt farvel. Nu har hun været syg i to måneder, og jeg har faktisk klaret mig selv i al den tid, så jeg kan altså godt, når jeg absolut skal. Det er godt at vide. Men det betyder ikke, at jeg ikke vil savne hende.

Vi har mødtes som ligestillede med respekt for det, den anden kan, selvfølgelig med den modifikation at det var mig, der havde “hjælpbehov”. Jeg har aldrig følt, at hun overrulede mig, hvilket jo havde været nemt i hendes position.

Vi besluttede, at det var nu, det var nu, og mødtes i et stort knus. Så var der bare tilbage at gå ud ad døren og ned på gaden. Det var okay, men samtidig føltes det tomt. Der vil gå nogle dage, inden det går over. Så meget har hun betydet!

PS: Hvis du, der læser dette, nogensinde skulle få en psykisk sygdom og behøve hjælp til den, vil jeg på det varmeste anbefale Psykiatrifonden. De ved, hvad de taler om. Med andre ord er de top-professionelle og top-kompetente hele vejen igennem.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/11 Kommentarer/i , , /af , ,

Lydfiler og livslyst

Lydfiler og livslyst

Lydfiler og livslyst: måske har jeg en lille livslyst?

Jeg optager alle møderne med “systemet” med appen “Memoer” på min iPad og jeg går typisk hjem og hører dem lige bagefter for bedre at kunne huske, hvad mødet drejede sig om. Jeg er så glad for de lydfiler, og det er da en af de kompenserende strategier, jeg selv har fundet på.

Lige nu sidder jeg og hører optagelsen med min psykolog i Psykiatrifonden, hvor jeg har været i dag. Hun er bare så dygtig og så kompetent, og jeg kan så godt lide hende som menneske. Efterhånden kender vi jo hinanden ganske godt, da jeg er kommet der siden april måned. Det betyder, at hun kan udfordre mig på en god og sød – men også effektiv – måde.

Sygdommen og jeg er ikke identiske

I dag talte vi meget om min sygdom contra mig. De to ting er ikke identiske. Det er sygdommen, der indimellem tager over og fratager mig lysten til livet, mens det er mig selv, der søger hjælp ved fx at ringe til 808 og til Livslinjen. Det er mig, der tager til psykiatrisk afdeling og det er mig, der læser mit “actioncard”, og ser advarselstegnene med det samme.

Af og til slår jeg mig selv oveni hovedet over, at jeg bare snakker og ikke handler, men det dækker trods alt over en eller anden form for livslyst.

Hun fik mig til at anerkende lysten til livet, og hun fik mig til at se forskellen på mig og sygdommen. Jeg må erkende, at dette er livsvarigt (det synes jeg ellers, jeg har erkendt 500 gange) og jeg må erkende, at jeg er let at vælte og meget sårbar. Inden jeg trådte ind på hendes kontor i dag, tænkte jeg, at jeg havde 2 pct. livslyst; hun fik mig til at se, at det er en meget større andel, ellers havde jeg nemlig været død for længst.

Mit håb

Jeg har et håb om, at når virksomhedspraktikken er overstået (nu skal vi lige finde et nyt praktiksted), når Psykiatrifonden har skrevet noget papir og når rehabiliteringsteamet har holdt sit møde, så vil der være nogle ting, der falder på plads.

Til den tid vil brikkerne med min fremtid falde på plads. Lige nu er alting usikkert, uklart og uden perspektiv. Jeg kan ikke se frem, og jeg synes ikke, jeg har indflydelse på min egen fremtid.

Den gamle Hanne havde styr på det hele og fuld kontrol over tilværelsen, men det er en saga blot. Jeg håber, noget af det kommer tilbage.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.