/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Dan Turèll holdt af hverdagene. Jeg holder af nætterne

Dan Turèll, Kim Larsen og Grundtvig

Topbilledet er fra Wikipedia og forestiller Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig engang overnattede på vejen til faderen i Udby Præstegård. Koblingen til Grundtvig findes til sidst.

En personlig refleksion over nætternes ro, hverdagens stemmer og det anderledes styresystem. Med afsæt i Dan Turèll, Kim Larsen og Grundtvig handler artiklen om søvn, stilhed, bipolaritet, autisme og retten til at leve sit liv på sin egen døgnrytme.

Dan Turèll holdt af hverdagene. Jeg holder af nætterne

I “Vangede billeder” fra 1975 skrev Dan Turèll, at han holdt af hverdagene. I 2025 skrev jeg, at jeg holder af nætterne. Det er egl. ikke noget, jeg tør fortælle til nogen, for så tror de bare, jeg er på vej til at blive manisk igen. Det synes jeg nu nok, jeg kan mærke, at jeg ikke er. Jeg kender udmærket min hjernes op- og nedture.

Der er bare det, at når man bor i en lejlighed, følger man helt automatisk med i naboernes liv, om man vil det eller ej, men de sover pænt om natten, og der vil jeg derfor gerne være oppe og nyde freden og roen. Psykologen siger, at det er normalt for en autist, og det beroliger mig. Om natten er her så dejligt stille. “Om lidt blir her stille, om lidt er det forbi” sang Kim Larsen og Bellami i 1995.

Hvis jeg vågner kl. 04, og føler mig frisk, står jeg op og læser 2-300 år gamle kirkebøger. Jeg elsker det. Det er mit liv.

Psykologen og jeg har talt om “stopklodser”, altså hvad er “farligt”, fordi det er anderledes end normalt, ikke for normale mennesker men for mig? Jeg er kommet frem til:

  • Manglende appetit
  • Manglende motion
  • Manglende søvn
  • Nattestilheden – og så var det jeg næsten ikke turde sige, at jeg holdt af nætterne pga. stilheden

Jeg tør ikke sige sandheden i Distriktspsykiatrien

Når Distriktspsykiatrien spørger til min søvn, fordi det er sådan en god og nem målbar parameter, svarer jeg altid med gennemsnittet, der er normalt, og som jeg henter fra appen “Autosleep”. Gennemsnittet dækker over betydelige variationer og fortæller ikke om tidspunkterne. Jo ældre man bliver, jo mindre er søvnbehovet. I min alder er det vel omkring 6-7 timer, og det opnår jeg fint, endda mere, og det kommer ingen ved, hvornår jeg sover.

Jeg holder af en eftermiddagslur på en time ved 16-tiden, og derfor er jeg ikke træt kl. 22. Det er en af de fordele, man har ved at være pensioneret. Man kan sove, når man vil. Kroppen skal nok selv efterspørge sin hvile, men den stiller ikke uret.

Grundtvig var (også) bipolar

Jeg er (godt nok “lidt” langt ude) beslægtet med Grundtvig, idet han er “5 * fætter 7 * forskudt” til mig. Billedet herunder stammer fra lidt af diagrammet, som du finder i sin helhed her. Det kræver desværre, at du logger ind. Har du ikke en konto, opretter du bare en.

Hvornår tror du for øvrigt Grundtvig skrev sine mere end 400 salmer? Svaret er: Om natten. Der kunne han koncentrere sig, for der havde han ro.

“Også” er i parentes, for jeg føler mig ikke længere syg. Jeg tror, psykiatrien har gjort mig rask. Og det er jeg meget taknemmelig for efter et mere end tiårigt forløb.

Bipolar affektiv sindslidelse er en sygdom; den kan man i heldige tilfælde blive kureret for. Autisme er ingen sygdom. Det er bare et anderledes styresystem. Der behøver man ikke blive “rask”.

Jeg er i øvrigt meget begejstret for mit anderledes styresystem, da det udnytter de fleste af mine kompetencer.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Bare social en gang pr. uge eller helt hikikomori?

Mellem social pligt og lyst til tilbagetrækning

I mit forsøg på at balancere det sociale med behovet for ro følger jeg psykologens enkle krav: én social aktivitet om ugen. Samtidig arbejder jeg målrettet med rygestoppet, der denne gang føles mere realistisk end nogensinde før. Her fortæller jeg om strategierne, hverdagen, de små sejre – og om erkendelsen af, at jeg måske ikke er så langt fra fænomenet “hikikomori”, som man skulle tro.

Bare social en gang pr. uge eller helt hikikomori?

Jeg har lovet psykologen at være social bare en gang pr. uge, mere “kræver” hun ikke, og det er fint nok.

Jeg er home free til og med 7. januar, hvor mit helt fantastiske rygestopkursus slutter. Det var desværre aflyst i går, men ellers er det fast hver onsdag kl. 15:00 i seks uger. Konsulenten er virkelig god, deltagerne er virkelig søde, og aldrig har det føltes så nemt at undvære nikotinen. Jeg håber, det holder denne gang. Al forskning viser, at jo flere gange, man forsøger, jo større er succesraten. Der findes ingen rygere, der ikke gerne vil holde op med at ryge.

Denne gang har jeg gjort noget, jeg ikke plejer:

  • Jeg har på anbefaling trappet ned ved at gøre det besværligt at ryge: Ingen rygning foran computeren men kun henne i lænestolen.
  • Jeg har analyseret, hvad problemet er: det er pauserne.

Den fælles stopdato var egl. søndag den 30. november, men meget tidligt den 26. om morgenen var skuffen tom, og kiosken åbnede først kl. 10:00. Jeg besluttede, at jeg ikke ville gå ned og købe flere cigaretter. Derfor blev min første dag helt uden cigaretter torsdag den 27. november:

En af gæsterne i studiet hos Peter Lund Madsen i Hjernekassen på P1 fra den 16. september 2019 har det tip, at man skal fortælle vidt og bredt, at man er holdt op med at ryge, for omgivelserne er så søde og bakker så meget op. Det være hermed gjort. Jeg har ellers holdt mig tilbage, for hvis det nu ikke gik …

For så vidt angår det sociale har denne uge også fået et flueben, idet jeg var i Distriktspsykiatrien i mandags. Næste uge skal jeg noget tre dage, derfor er der to dage i overskud, som kan fordeles på uge 52 og uge 1. Altså er alt i orden, og jeg har opfyldt mine “forpligtelser”, for selvfølgelig er der et samfund, som jeg ikke helt kan melde mig ud af, og som jeg på en måde også gerne vil indgå i, men jeg kan ikke.

Folk spørger, om jeg er “klar til jul?”. Jeg svarer “Ja” men har egl. lyst til at svare “Jeg har aldrig været mere klar”.

Folk spørger “om vi kan nå at ses inden jul?” på to konkrete datoer, når de har set på min hjemmeside, at jeg er i live. Heldigvis skal jeg noget andet de to datoer, så jeg svarer ærligt “Jeg kan desværre hverken X eller Y”, men i virkeligheden passer det mig helt fint ikke at skulle passes ind i en julekalender.

Hvad er hikikomori?

Lex.dk skriver blandt andet om fænomenet:

Hikikomori er en japansk betegnelse for alvorlig social tilbagetrækningstilstand og bruges både om selve fænomenet og om de personer, som lever isoleret fra det øvrige samfund.

“Mange forskere beskriver hikikomori som et psykosocialt fænomen, som ikke nødvendigvis i sig selv er en diagnose, men ofte overlapper med psykiske lidelser såsom depression, angst eller andre mentale problemer. Der er også forskere, der mener, det snarere er et kulturelt problem.

Omkring 1,5 millioner mennesker i Japan er hikikomori, hvilket vil sige, at de i reglen ikke går uden for en dør. Det er næsten tre gange så mange, som bor i hele Københavns Kommune og udgør ca. to pct. af den arbejdsdygtige befolkning i alderen 15 – 64 år i Japan. Det er et stort problem socialt og økonomisk for et land, der kæmper med mistrivsel, pres og en skrantende økonomi.”

Korfix Schultz, Lauritz: hikikomori i Lex på lex.dk. Hentet 11. december 2025 fra https://lex.dk/hikikomori/

Nu er jeg jo ikke japaner, men det passer meget godt på mig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg får stress, når folk er ustrukturerede

Skyldes det min Asperger?

Når et samarbejde drukner i usammenhængende beskeder og manglende struktur, reagerer jeg med øjeblikkelig stress. For mig er systematik en forudsætning for overblik, og uden den bryder tingene sammen. Men er det min Asperger, der gør mig så sårbar over for andres kaos – eller er det kaosset, der er problemet?

Jeg får stress, når folk er ustrukturerede

En forening mangler bistand til bogføring og måske også til lidt økonomistyring. Og det har jeg sagt ja til at gøre på frivillig basis. Selve bogføringen interesserer mig ikke noget videre, og jeg har sådan set heller ikke forstand på det, men det kan jeg nu nok lære. Opgaven begrænser sig til ~ 60 bilag årligt, hvilket vil sige ~ 5 bilag om måneden. Herregud …

Det, der interesserer mig, er resultatet af bogføringen; det er der, man kan begynde at tale om økonomistyring, og det er der, man kan begynde at lege med Excel, hvilket jeg jo synes er sjovt. Her kan foreningen og jeg måske få lidt nytte af hinanden, og jeg kan yde lidt bistand. Der kan muligvis også være lidt socialt i det.

Men jeg er allerede ved at bakke baglæns tilbage, for min kontaktperson er simpelthen så ustruktureret; jeg kan slet ikke være med, og jeg har mistet overblikket. Jeg sander til i e-mails, og jeg får stress. Jeg har allerede nu 20 e-mails liggende, og der er sikkert endda nogle, jeg har slettet.

  1. Jeg arbejder selv ekstremt struktureret.
  2. Jeg samler fx emner sammen til en e-mail og skriver det, der skal skrives og sender et samlet svar.
  3. Jeg nummererer emner, så begge/alle parter er klar over, hvad vi taler om.
  4. Jeg er god til kalenderstyring.
  5. Har vi aftalt et telefonmøde kl. 15, ringer jeg op kl. 15:00, da jeg synes, det er nemmest for alle parter.

Har jeg snydt, eller har jeg bare Aspergers syndrom?

Jeg ved ikke, om der er noget galt med mig, og om jeg burde kunne klare det – men jeg kan ikke.

Når jeg af og til tvivler på, om jeg har snydt hele borgermusikken, og at jeg måske bare kunne tage mig sammen og arbejde, siger psykologen altid, at man ikke får pension uden grund. Hun advarer mig også mod at arbejde.

Min erhvervsevne er lig nul, men jeg mærker det jo ikke, når jeg roder med mine egne ting og faktisk har en ret høj produktivitet.

  • Jeg bestiller noget,
  • jeg hjælper folk,
  • jeg kommer fremad med oprydningen i Legacy,
  • jeg bliver en bedre slægtsforsker,
  • jeg deltager i et Excelkursus,
  • jeg har brugt minimum 333 timer på i 2025 at skrive 211 artikler til hjemmesiden
  • osv.

Det er ikke mig, der har et abonnement på Netflix, det er ikke mig, der sidder og glor ud i luften. Det har jeg folk til.

Er det min Asperger, der bevirker, at jeg arbejder så ekstremt fokuseret og struktureret? Det kan godt være, men jeg kan ikke gøre det anderledes. Og i mine 23 år på arbejdsmarkedet, var jeg jo også en ressource. Mennesker med Aspergers syndrom er ofte en gave til en chef. Jeg holder fast i, at jeg har en god karriere bag mig.

Hele mit liv er ekstremt skematisk, og jeg trives enormt godt med det. Der er næsten ingen emner, jeg ikke har styr på, og mangler jeg overblik over et eller andet, sørger jeg for at lave det. Jeg elsker mine skemaer, selvom jeg godt ved, andre synes, jeg er mærkelig.

Men de kan alligevel godt lide et Excelark, der løser en af deres konkrete opgaver. Jeg har lavet så mange budgetter for folk, at jeg faktisk ikke gider mere, for i realiteten kan man jo ikke lave et budget for en anden, da man ikke ved, hvad de ønsker at prioritere det kommende år.

Men at sige “nej” er ikke en af mine kernekompetencer.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Tænk jeg synes altså, jeg har det hyggeligt!

Fravær af unødvendige sanseindtryk

Sådan skaber man et hjem, hvor ro, klarhed og overblik får lov at dominere – og hvor selv de mindste detaljer er valgt med omtanke. For mig begynder det med fraværet af unødvendige sanseindtryk. Jeg trives bedst i omgivelser, hvor tingene ikke råber på opmærksomhed, men understøtter hverdagen stille og effektivt. Det er et bevidst valg at skære ind til det essentielle: kun det, jeg bruger, har behov for eller har en reel relation til, får lov at være her.

Resultatet er et hjem, der giver mig både velvære, fokus og en følelse af orden. Mange opfatter måske “hygge” som noget, der kræver mange ting, men for mig ligger hyggen i netop det modsatte – i at kunne trække vejret frit og lade tankerne falde til ro i nogle rum, der ikke forstyrrer min hjerne med de mange sanseindtryk.

Tænk jeg synes altså, jeg har det hyggeligt!

Du behøver ikke læse den grå tekst, der bare er forhistorien.

I lørdags røg COAX-kablet ud af min router, og så kan man ikke komme på nettet via Wi-fi. Heldigvis kunne jeg danne Hubspot med telefonen, hvilket betyder, at jeg brugte telefonens internet til at danne forbindelse, og så kunne jeg komme på nettet på min iPad. Jeg ringede til YouSees kundeservice og fortalte, at det kun var den lille nedadgående lampe på routeren, der blinkede. Resten var dødt. Han sørgede for at sende en tekniker, som har været her i dag. 

I mellemtiden kiggede jeg nærmere på routeren og fandt ud af, at den lille kobbertråd fra COAX-kablet ikke var rigtigt inde i routeren, fordi selve kobbertråden slet ikke befandt sig, hvor den skulle, selvom skruen var skruet helt i. Kablet kunne uden videre trækkes ud, da det kun var holdt på plads af et stykke sølvpapir. Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Derfor opretholdt jeg min fejlmelding, uanset at jeg selv havde fundet ud af at sætte kobbertråden på plads og opnå Wi-fi-forbindelse, for tiden fra lørdag til tirsdag kan føles lang, når man lever på nettet.

Det er slet ikke det, historien handler om. Den handler derimod om, at teknikeren fra YouSee sagde “Det er ikke mange ting, du har her”. Jeg svarede ham “Jeg kan vældig godt lide det sådan”. Jeg skulle sikkert have sagt noget andet, for det kunne jo opfattes som en afvisning eller irettesættelse. Det var ikke sådan ment, men det var, hvad jeg lige kunne finde på.

Det minder mig om, at jeg havde en veninde, der sagde “Du har det ikke hyggeligt”. Tænk jeg synes altså selv, jeg har det både hyggeligt og klassisk.

Jeg har fjernet alle unødige sanseindtryk

Med vilje har jeg kun det, jeg skal bruge, og jeg har fjernet alle unødvendige sanseindtryk. Da jeg fik malet for lidt mere end et år siden, smed jeg de fleste af de bøger ud, jeg vidste, jeg aldrig nogensinde ville få læst igen,og som bare stod og samlede støv.

Dog bevarede jeg en del bøger, der fortæller mig historien om mit liv fx Dea Trier Mørch, Marge Piercys “Vida”, Bente Clods “Brud” og “Vent til du hører mig le”, Preben Koks “Skæld ud på Gud”, “Kim” af Vibeke Malthe-Bruun, Henrik Pontoppidan og “A. A. Milnes “Peter Plys” osv.

Resten af mine bøger er opslagsværker om historie og til slægtsforskning, fx “Kvindfolk”, “Tysk – Dansk Ordbog” af P. L. Ipsen, “Danmark i 30’erne”, “Skriv om din slægt, “At skrive Slægtshistorie” osv.

Jeg elsker “renheden” i mit hjem. Jeg kan simpelthen godt lide fraværet af unødvendigheder og sanseindtryk. Når man har Aspergers syndrom, forstyrres man ofte af de mange sanseindtryk, der kan være synsindtryk, lydindtryk og lugte. Så at fjerne de mange sanseindtryk i hjemmet gør, at jeg har det meget bedre,

Når jeg ser billeder fra andre menneskers hjem, synes jeg, de har virkelig mange ting stoppet ind på gulvet, på væggene, i reolerne og på skrivebordet. Jeg kan selvfølgelig godt se, at det sikkert er det, de/man forstår ved at have det “hyggeligt”, men i min verden er det mange unødvendige sanseindtryk, som jeg helst vil være foruden.

Billeder fra mit elskede hjem

Billede 1

Min arbejdsplads, hvor jeg dagligt bruger mange timer, og hvor jeg har det bedst.

  • Inden jeg tog billedet, sørgede jeg selvfølgelig for at rydde lidt op.
  • Den lille sorte kasse i venstre side af skrivebordet er en NAS, som er en server, hvor jeg blandt andet dagligt gemmer backups, før de bliver sendt i kopi til skyen. Sidstnævnte sker også dagligt.

Billede 2

Reolerne med de bøger der fik lov at overleve, to reserve-PC’er købt brugt, frigjort hyldeplads og et par kasser med “slægts-ting”, der ikke kan digitaliseres.

I kasserne er fx genstande fra min far (frihedskæmperarmbindet, manchetknapperne, uret, servietringen i sølv m.v.) og farmor, et 100 år gammelt album med billeder fra farmors og farfars hjem på Brede osv.

Billederne har jeg selvfølgelig digitaliseret for længst, men selve albummet – med en form for pergament mellem siderne – der er ved at falde fra hinanden, bevares til den dag, jeg dør. Derefter er der nok ingen, der er interesserede i det. Og så ryger det på vel på forbrændingen sammen med mig? Det er lidt trist at tænke på, men sådan er det, og jeg vil jo ikke selv opleve det. Heldigvis.

Billede 3

Når jeg vender mig væk fra skrivebordet, har jeg mine to “pause- og gæstepladser” 4 – 5 meter væk. Man sidder godt i de to lænestole, der bare er fra Ikea. Det er med vilje, jeg ikke har en sofa og aldrig har haft det. Jeg har ikke lyst at dele plads med nogen.

Jeg kan godt lide Asger B. C-lampen i vindueskarmen og bakkebordet af Hans Bølling. Den blå vase passer ganske godt til bakkebordet. Og jeg kan godt lide udsigten ud mod Hvidovre Torv, dels pga. Torvet selv, dels fordi der er så langt over til genboerne.

Billede 4

Spisestuen der kun bruges med års mellemrum. Både superellipse-bordet og 7’er-stolene er købt brugt, for jeg kan godt lide designerting, men der er også noget, der hedder økonomi.

Lysestagerne er Piet Hein-stager. Lysene tændes kun, når her er gæster, så de holder længe.

Billede 5

Når man vender sig ud mod Torvet i spisestuen ser her sådan ud. Der er ikke så meget at sige om det. Jeg kan bare godt lide rummeligheden.

Den opmærksomme læser vil måske have bemærket, at samtlige “planter” er kunstige. Jeg synes, der skal være et eller andet, men jeg orker ikke at stå indendørs og rode med jord og ompotning. Så løsningen blev kunstige “planter”

Billede 6

Udsigten fra min seng, hvor der intet er på væggene til at forstyrre min hjerne, når jeg skal sove. Jeg elsker de vægge. Snavsetøjskurven er af stål, og jeg kan i det hele taget godt lide stål på grund af renheden.

Andet er der vist ikke at sige her.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.