/4 Kommentarer/i /af

ECT er Guds gave

ECT er Guds gave

Synd det har et blakket ry

ECT er Guds gave

Jeg har fået de første fire behandlinger og synes allerede, jeg har det meget, meget bedre. Når jeg ser en læge igen, vil jeg foreslå, at vi holder efter de seks, og at de derefter sender mig tilbage til Brøndbyøstervej (808). Der er jo ingen grund til at overbehandle. Men hvem siger, 808 har plads? Det er noget, “flowmaster” holder styr på, og det er sikkert et vældigt puslespil.

K på 808 sagde meget rigtigt, at vi alle de andre gange har lappet på det grundlæggende problem, som er ensomhed, med ECT. Det gør vi sådan set også denne gang, men planen er (vist nok), at jeg ikke bare skal sendes hjem men skal sendes retur, så vi kan prøve at komme spadestikket dybere. Om det er muligt, ved jeg ikke. Og egentlig er det jo ikke psykiatriens problem, at jeg er en idiot til relationer. 

Det er virkelig synd, at ECT har sådan et blakket ry, eftersom det er en effektiv og skånsom behandling. Det virker stort set med det samme. Mange patienter oplever et løft allerede efter en uge, således også jeg.

Forsøger man med en eller anden form for medicin, går der 6 – 8 uger, før man ser en effekt. Er der ingen effekt, må man prøve noget andet. Psykiatrien er meget “Try and error”. Jeg har for længst besluttet, at jeg aldrig skal på medicin igen. Sporene skræmmer for meget.

To matrikler og to kulturer

Når man kommer direkte fra det ene afsnit til det andet, er det tydeligt, at kulturen på de to matrikler er væsensforskellig, selvom det jo er samme koncern. Jeg ved ikke, hvad der bestemmer kulturen på et afsnit, men det er måske overlægen og afdelingssygeplejersken til sammen?

En ting har jeg virkelig lagt mærke til, og det er, at der i Glostrup er fyldt med forbuds- og påbudsskilte. På Brøndbyøstervej er der ingen. Og det interessante er, at den overvældende mængde af skilte absolut ingen effekt har. Folk ser dem simpelthen ikke. Her har jeg noget at komme tilbage med: 808 har fuldkommen ret, når de siger, at de ikke orker at have en forbuds- og påbudskultur. Det var mig, der tog fejl; det har jeg ikke noget imod at erkende.

Den podcast jeg vil lave

Jeg har allerede fået et par tilsagn til medvirken i den podcast, jeg vil lave. Overlæge Kasper Thybo Reff, cand.pharm. Christina Skovsende Eriksen og professor Poul Videbech vil gerne være med. Kasper og Christina vil gerne tale om tværfagligt samarbejde, og det er en virkelig god idé, for det er der behov for. Jeg tror, det kan blive godt.

Jeg spurgte ChatGPT om tips og tricks til at komme i gang og fik mange gode punkter. Jo mere jeg bruger værktøjet, jo mere begejstret bliver jeg for det.

“Aftenterapi”

I aftenvagt kommer en vikar, Victoria, og hun er virkelig sød og imødekommende. Hun holder en kort 30 minutters samling kaldet “aftenterapi”, der intet har med terapi at gøre. Fokus er “det positive”, og det kan man godt have behov for et sted som her.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Psykiatrisk Center Glostrup dag 4

Psykiatrisk Center Glostrup dag 4

Jeg klarer det!

Psykiatrisk Center Glostrup dag 4

Nu er jeg ved at lære nogle medpatienter (tre kvinder) bedre at kende, så jeg klarer det. Var det ikke for dem …

Her udfyldes planer for planernes skyld, og jeg hader det.

Jeg forklarede dem, at jeg med 808 var blevet enig om, at der ikke var grund til at revidere den ganske udmærkede kriseplan, jeg har lavet i “MinPlan” sammen med M for adskillige år siden. Når krisen kradser, finder jeg alligevel ikke en eller anden “app” frem og studerer den.

Det mest anvendelige, der står i den, er, at jeg skal kontakte modtagelsen. Det behøver jeg som trænet psykiatribruger ikke en “app” for – og i øvrigt står de relevante telefonumre under “favoritter” i min telefon.

Det lykkedes mig at overbevise medarbejderen om, at jeg selvfølgelig nok skulle medvirke, hvis det var noget, de havde brug for, men jeg har ingen gavn af det. Hun skrev overskrifterne fra sektionen “Krisesymptomer” af, og så var  opgaven åbenbart løst. Hun havde fået det, hun skulle bruge og kunne sætte √

De vil også gerne have, at jeg laver en plan for, hvad jeg skal lave i weekenden, hvor de fornuftigt nok opfordrer til, at man tager hjem, da overgangen fra indlagt til udskrevet ellers er ubærligt brat. Jeg skal alligevel til frisøren i morgen, så det er fint at tage hjem. Det ville sådan set være en god idé at lave en plan, men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal skrive på den – og mit problem er, at jeg jo ikke aktuelt er i gang med noget derhjemme. Og jeg kender ikke noget, jeg kan lave på en weekend.

Krisesymptomer er

  • Tankerne kredser om at dø
  • Eksistentielle tanker
  • Følelse af ensomhed
  • Forstyrrelser af søvn, appetit og til tider syn
  • Kommer ikke i bad hver dag

Som interventioner stod blandt andet “Kontakt 808 for at høre, om PSI-sengen er ledig”. PSI står for “PatientStyret Indlæggelse”. Og det var et virkelig godt koncept, man kunne ty til, inden læsset væltede, for vi ved jo godt, hvornår det går ned ad bakke. Man kunne være fem nætter på PSI-pladsen, og enten havde man fået det bedre/godt og ellers skulle der tages stilling til indlæggelse. Man kom til mennesker, man kendte – og vice versa – og jeg har selv flere gange oplevet, at jeg fx efter fire nætter syntes, at nu klarede jeg mig selv igen. Det har også sparet regionen for nogle udgifter, eller måske rettere: En anden, mere trængende, patient kunne få den rigtige seng.

808 har ikke længere PSI-pladsen; den er flyttet til Nordstjernevej i centraliseringens hellige navn. Det punkt blev slettet, fordi hun foreslog det. I virkeligheden havde det været mere relevant, om hun havde sagt til mig, at jeg skulle opdatere det, når de nu har PSI-pladsen her et eller andet sted. Men sådan var det ikke. Så nu er der en intervention mindre.

De tror vist, jeg er dum

Den medarbejder, jeg talte med, sagde lettere overrasket “Du er jo ressourcestærk. Det er vi ikke vant til”. Og så sagde jeg altså til hende, at jeg ikke var blevet dum af at blive syg. Det var måske ikke så pænt, men jeg kunne ikke lade være, og jeg prøvede at sige det med et smil.

Jeg fremlagde mine overvejelser om, hvorvidt folk med en høj uddannelse slet ikke bliver syge, eller om de bare ikke bor på Vestegnen eller i Valby? Vi enedes om, at det nok var geografien, der spillede ind. Så var den gode stemning genoprettet. Det er alligevel lidt underligt, eftersom Valby er ved at være et sted for folk med $, og de er typiske bedre uddannede.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Udelukkende for ECT

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Jeg prøver holde fast i, hvad en sagde på 808: “Du er der kun for ECT”. De andre ting, der skal drøftes, må finde sted på 808. 

Har lige været til samtale med lægen. Det gik ikke ret godt. Vi talte fuldkommen forbi hinanden, og det bekræftes af lydoptagelsen. Indledningsvist måtte vi igennem det med, om jeg måtte have lov at optage, idet kontaktpersonen, der har fået besked om det fra 808, endnu ikke var til stede. Endnu en gang er der mange kokke i maden. Det var så langt ude, at jeg måtte sige “Du kan faktisk ikke sige nej”. Det starter selvfølgelig samtalen med dårlig karma, og det er sikkert min fejl.

Der er fx i går om ECT skrevet: “udtalt postikal supression”. Jeg spurgte, hvad det betød. Tre gange gentog hun, at man beskriver de forskellige faser. Yes! Det kan jeg godt regne ud, jeg behøver ikke få det gentaget, jeg er nemlig ikke blevet dum af at blive syg, og jeg kan også selv finde ud af, at det betyder noget med “efter”, men hvad betyder det? Jeg havde naturligvis prøvet med Google, inden jeg forstyrrede med den slags småting angående min hjerne (eller hvad det nu er).

Vedkommende spurgte, om jeg var “håbløs”. Nej det er jeg vist ikke, men jeg føler håbløshed, og det er altså noget andet. Nuvel, det kan anses for ordkløveri fra min side, og det skal naturligvis ikke lægges den anden til last.

Det bedste ved samtalen var, at hun bad kontaktpersonen “bestille plads” på 808 til den 25. juli. Der er præcis tre uger til i dag. Jeg glæder mig allerede, men det bliver tre lange uger. Men jeg tvivler egl. på, at det kan lade sig gøre at “bestille plads”. Det forudsætter jo, at de netop har udskrevet en patient, og derfor har en tom seng ud af de 11 de har … Nåh men det skal jeg jo ikke blande mig i. Der findes vel en løsning.

Til næste samtale med vedkommende må jeg have in mente, at jeg udelukkende er her for ECT. Nul huskeliste og nul spørgsmål.

Efter frokost vil jeg gå op til professor Poul Videbech, og spørge, om han vil være med i min podcastserie om “Aspekter af psykiatrien”.

Jeg kan simpelthen ikke lide at være her

Medpatienterne er søde.

Men for eksempel:

  • Der er forbudsskilte og påbudsskilte overalt
  • Personalet sidder i “buret” omgivet af lukkede døre.
  • Patienterne er forstyrrende elementer
  • Kontaktpersonen er nonchalant og ikke-opsøgende. Og jeg har derfor ikke lyst at opsøge ham, men pdas. ved jeg heller ikke, hvad vi skulle tale om, så det er måske i orden?
  • En eller anden har i journalen skrevet, at jeg er tryg her. Hvor det kommer fra, ved jeg ikke, idet jeg føler mig særdeles u-tryg og ikke kan finde rundt, fordi alt er så stort. Jeg har følelsen af, at jeg løber rundt om mig selv

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Psykiatrisk Center Glostrup dag 1

Psykiatrisk Center Glostrup dag 1

At holde hvad man lover

Psykiatrisk Center Glostrup dag 1

Jeg har lovet M fra 808 at skrive hver dag; dels for at underholde hende (hvis hun har tid/lyst at læse med), dels for senere at kunne huske disse noget fra disse tre uger. Når man lover noget til gode mennesker, skal man holde det. Temmelig tåbeligt husker jeg faktisk min far for mere end 50 år siden sige “Man skal holde, hvad man lover”. Det er en af min (oldnordiske) værdier.

M siger, at jeg plejer at være meget kognitivt påvirket efter ECT-serier. Det har hun helt sikkert ret i, for jeg husker fx intet fra en tidligere to måneder lang indlæggelse i Glostrup, der må have fundet sted i efteråret 2020, da jeg skulle ud af medicinen og Parkinsonismen og over på ECT efterfulgt af vedligeholdelses-ECT. Jeg har lige talt kort med en medarbejder, som jeg muligvis husker svagt. Han husker dog mig. Det er selvfølgelig meget rart.

ECT-behandling nummer 1

Åh for pokker hvor jeg føler mig som en idiot, når jeg lægger mig på lejet og tårerne triller. Jeg har absolut ingen kontrol over situationen, og kan kun dårligt fremstamme navn og CPR-nummeer. Det er forfærdeligt, og jeg kommer kun gennem det, fordi det er den eneste vej frem, og fordi jeg ved, jeg er i nogles tanker! Tak til jer begge.

Mine årer er efterhånden så gennemstukne og fyldt med arvæv, eller hvad det nu hedder, at jeg er det, der kaldes “svær at stikke”. Jeg synes, det gør fandens ondt, når de sidder og graver med en nål efter en anvendelig åre.

Mange medarbejdere på 808 har givet ECT, da det også foregik på Brøndbyøstervej. I centraliseringens hellige navn er det nu kun muligt på Nordstjernevej. En af dem fortalte, at anæstesien har en form for scanner, der bevirker, at de kan se, hvad de laver, og derfor ikke skal sidde og grave efter anvendelige årer. Det var så dejligt! Hvorfor søren har ingen fortalt det tidligere, når jeg har ømmet mig i “årevis”? Nåh, bedre sent end aldrig. Det var en stor lettelse.

J var der og holdt i hånd, og det gjorde hun godt. Det hjalp meget. Af og til er det så lidt, der skal til, og det er jo egentlig gratis, da hun skal være der alligvel, de millisekunder, der er behov for det. Jeg var bange for at klemme for hårdt, men hun holdt vist til det.

Jeg har så ofte tænkt på, at det relationelle har kolossal betydning. Jeg profiterer af 1:1-samtaler med personale og medpatienter, jeg er på bølgelængde med. Jeg er klar over, at jeg gentager mig selv, men jeg føler mig fuldkommen overbevist om, at flere personaleressourcer i psykiatrien kunne spare mængder af kemikalier og dermed bivirkninger. Det er heller ikke utænkeligt, at antallet af sengedage kunne reduceres. Så nettoresultatet kunne måske blive det samme?

Jeg ser frem til i morgen

I morgen kl. 14:00 skal jeg til onlinemøde med psykologen. Jeg glæder mig meget. Det er dejligt at have noget at se frem til.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.