/i /af

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Udelukkende for ECT

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Jeg prøver holde fast i, hvad en sagde på 808: “Du er der kun for ECT”. De andre ting, der skal drøftes, må finde sted på 808. 

Har lige været til samtale med lægen. Det gik ikke ret godt. Vi talte fuldkommen forbi hinanden, og det bekræftes af lydoptagelsen. Indledningsvist måtte vi igennem det med, om jeg måtte have lov at optage, idet kontaktpersonen, der har fået besked om det fra 808, endnu ikke var til stede. Endnu en gang er der mange kokke i maden. Det var så langt ude, at jeg måtte sige “Du kan faktisk ikke sige nej”. Det starter selvfølgelig samtalen med dårlig karma, og det er sikkert min fejl.

Der er fx i går om ECT skrevet: “udtalt postikal supression”. Jeg spurgte, hvad det betød. Tre gange gentog hun, at man beskriver de forskellige faser. Yes! Det kan jeg godt regne ud, jeg behøver ikke få det gentaget, jeg er nemlig ikke blevet dum af at blive syg, og jeg kan også selv finde ud af, at det betyder noget med “efter”, men hvad betyder det? Jeg havde naturligvis prøvet med Google, inden jeg forstyrrede med den slags småting angående min hjerne (eller hvad det nu er).

Vedkommende spurgte, om jeg var “håbløs”. Nej det er jeg vist ikke, men jeg føler håbløshed, og det er altså noget andet. Nuvel, det kan anses for ordkløveri fra min side, og det skal naturligvis ikke lægges den anden til last.

Det bedste ved samtalen var, at hun bad kontaktpersonen “bestille plads” på 808 til den 25. juli. Der er præcis tre uger til i dag. Jeg glæder mig allerede, men det bliver tre lange uger. Men jeg tvivler egl. på, at det kan lade sig gøre at “bestille plads”. Det forudsætter jo, at de netop har udskrevet en patient, og derfor har en tom seng ud af de 11 de har … Nåh men det skal jeg jo ikke blande mig i. Der findes vel en løsning.

Til næste samtale med vedkommende må jeg have in mente, at jeg udelukkende er her for ECT. Nul huskeliste og nul spørgsmål.

Efter frokost vil jeg gå op til professor Poul Videbech, og spørge, om han vil være med i min podcastserie om “Aspekter af psykiatrien”.

Jeg kan simpelthen ikke lide at være her

Medpatienterne er søde.

Men for eksempel:

  • Der er forbudsskilte og påbudsskilte overalt
  • Personalet sidder i “buret” omgivet af lukkede døre.
  • Patienterne er forstyrrende elementer
  • Kontaktpersonen er nonchalant og ikke-opsøgende. Og jeg har derfor ikke lyst at opsøge ham, men pdas. ved jeg heller ikke, hvad vi skulle tale om, så det er måske i orden?
  • En eller anden har i journalen skrevet, at jeg er tryg her. Hvor det kommer fra, ved jeg ikke, idet jeg føler mig særdeles u-tryg og ikke kan finde rundt, fordi alt er så stort. Jeg har følelsen af, at jeg løber rundt om mig selv

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Psykiatrisk Center Glostrup dag 1

Psykiatrisk Center Glostrup dag 1

At holde hvad man lover

Psykiatrisk Center Glostrup dag 1

Jeg har lovet M fra 808 at skrive hver dag; dels for at underholde hende (hvis hun har tid/lyst at læse med), dels for senere at kunne huske disse noget fra disse tre uger. Når man lover noget til gode mennesker, skal man holde det. Temmelig tåbeligt husker jeg faktisk min far for mere end 50 år siden sige “Man skal holde, hvad man lover”. Det er en af min (oldnordiske) værdier.

M siger, at jeg plejer at være meget kognitivt påvirket efter ECT-serier. Det har hun helt sikkert ret i, for jeg husker fx intet fra en tidligere to måneder lang indlæggelse i Glostrup, der må have fundet sted i efteråret 2020, da jeg skulle ud af medicinen og Parkinsonismen og over på ECT efterfulgt af vedligeholdelses-ECT. Jeg har lige talt kort med en medarbejder, som jeg muligvis husker svagt. Han husker dog mig. Det er selvfølgelig meget rart.

ECT-behandling nummer 1

Åh for pokker hvor jeg føler mig som en idiot, når jeg lægger mig på lejet og tårerne triller. Jeg har absolut ingen kontrol over situationen, og kan kun dårligt fremstamme navn og CPR-nummeer. Det er forfærdeligt, og jeg kommer kun gennem det, fordi det er den eneste vej frem, og fordi jeg ved, jeg er i nogles tanker! Tak til jer begge.

Mine årer er efterhånden så gennemstukne og fyldt med arvæv, eller hvad det nu hedder, at jeg er det, der kaldes “svær at stikke”. Jeg synes, det gør fandens ondt, når de sidder og graver med en nål efter en anvendelig åre.

Mange medarbejdere på 808 har givet ECT, da det også foregik på Brøndbyøstervej. I centraliseringens hellige navn er det nu kun muligt på Nordstjernevej. En af dem fortalte, at anæstesien har en form for scanner, der bevirker, at de kan se, hvad de laver, og derfor ikke skal sidde og grave efter anvendelige årer. Det var så dejligt! Hvorfor søren har ingen fortalt det tidligere, når jeg har ømmet mig i “årevis”? Nåh, bedre sent end aldrig. Det var en stor lettelse.

J var der og holdt i hånd, og det gjorde hun godt. Det hjalp meget. Af og til er det så lidt, der skal til, og det er jo egentlig gratis, da hun skal være der alligvel, de millisekunder, der er behov for det. Jeg var bange for at klemme for hårdt, men hun holdt vist til det.

Jeg har så ofte tænkt på, at det relationelle har kolossal betydning. Jeg profiterer af 1:1-samtaler med personale og medpatienter, jeg er på bølgelængde med. Jeg er klar over, at jeg gentager mig selv, men jeg føler mig fuldkommen overbevist om, at flere personaleressourcer i psykiatrien kunne spare mængder af kemikalier og dermed bivirkninger. Det er heller ikke utænkeligt, at antallet af sengedage kunne reduceres. Så nettoresultatet kunne måske blive det samme?

Jeg ser frem til i morgen

I morgen kl. 14:00 skal jeg til onlinemøde med psykologen. Jeg glæder mig meget. Det er dejligt at have noget at se frem til.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Når mennesker træder til

Når mennesker træder til

Jeg er rørt (igen)

Når mennesker træder til

ECT-behandlingerne kører mandag, onsdag og fredag formiddag. Mine aftaler med psykologen lå to onsdage om formiddagen, og det ville ikke give mening. Det skyldes, at jeg kan være lidt ved siden af mig selv efter behandlingerne.

M siger, at jeg plejer at være ret påvirket rent kognitivt efter serier. Ikke når det er enkeltstående behandlinger som led i vedligeholdelses-ECT, der går jeg bare hjem og sover tre timer, og derefter er jeg fit for fight igen.

Det passer sådan set meget godt med, at jeg ikke husker de to måneder, jeg engang var på afsnit 74 i Glostrup til medicinudtrapning og overgang til ECT for at få bugt med Parkinsonismen. Og det virkede mirakuløst. Derefter kunne jeg atter løfte en kop, løfte fødderne fra gulvet uden at de “limede fast”, frasige hjemmehjælpen så mit hjem ikke længere var en hovedbanegård, blive liggende i sengen uden at falde ud af den mv.

En e-mail jeg ikke regnede med at få noget ud af

Altså skrev jeg for et par dage siden til psykologen, om der var nogen som helst mulighed for, at vi kunne ændre dage/tidspunkter. Jeg regnede ikke med et positivt svar, da hun altid er fuldt booket fra morgen til aften. Sådan er det at være en god, erfaren psykolog.

Nu har hun svaret, at hun efter en del ombookninger har fundet to tirsdage til mig. Det er helt fantastisk.

Jeg bliver så rørt, når nogen lægger sig i selen for mig. Jeg synes ikke helt, jeg er det værd, og da slet ikke lige nu, hvor jeg bare er “røven af fjerde division”.

Måske er det anderledes om en uge – det ved ingen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Når angsten den tager fat

Når angsten den tager fat

“Livet er sjovt”

Når angsten den tager fat

Den tidligere omtalte reservelæge med sprogproblemerne sagde blandt andet “Livet er sjovt”. Jeg måtte ganske enkelt korrigere hende og sige, at det havde mit altså ikke været. Selvfølgelig har der været gode perioder, men overordnet set har det været op ad bakke siden min far døde i november 1972. Selvom jeg har stået på toppen af Kilimanjaro (5.896 meter) er denne bakke højere. Forskellen er, at der er varmere den sidste nat.

Lige nu kan jeg ikke overskue de kommende 3 – 4 uger, selvom planen er den eneste rigtige på nuværende tidspunkt. Det behøver man ikke være klinikchef for at indse. Man skal bare have været “her” før.

Jeg får de mest fantastiske e-mails og private beskeder fra mennesker, der har betydet meget gennem mange år. De betyder meget, når angsten for stort set alt har taget fat. Fx er jeg i “min sygeplejerskes” tanker, hende der var så god til at holde mig i hånden, og det er jo helt utroligt. Altså har jeg sat et lille aftryk i verden, og måske vil den være et lidt ringere sted uden mig. Men det går jo over.

Bare tanken om at skulle pakke sammen her, tage tasken, sige farvel til patienterne C og T, som jeg har knyttet bånd til, samt det tilstedeværende personale, gå ned ad den lange gang til taxaen, der skal køre mig til Nordstjernevej, får tårerne frem. M kan måske tage med, men ressourcesituationen siger nok nej. Jeg er snart 60, så selvfølgelig bør jeg kunne klare det selv. Psykologen plejer at sige, at jeg er verdensmester i at tage mig sammen, så det kan jeg også i morgen.

En kompleks størrelse

Min depression er indadvendt, og derfor vanskeligere at diagnosticere end en “almindelig” depression, siger M. Klinikchefen skrev “Diskret agiteret præg med let talepres”, og det skulle så betyde det med det indadvendte, ref. M.

Kender man mig ikke, viser jeg kun de normale 25 pct. af hjernen, og så tror man, at jeg har det glimrende. Det andet større spor forbliver mit private. Nu skal jeg et fremmed sted hen til fremmede mennesker og forsøge at lære dem om det.

Lære dem at min problemstilling er kompleks, at jeg selv er kompleks, og at jeg ikke præsenterer mine følelser og tanker for hvem som helst. Og at jeg ikke passer til løsningerne fra den øverste skuffe. Hvordan finder jeg overskuddet til det?

M vil prøve at formidle det telefonisk på mine vegne, hvis hun kan finde en, der ikke er på vej på ferie og som måske skal være en af mine kontaktpersoner. I guder. Til tider føles alt dette lidt umuligt, men M er et af de mange mennesker i psykiatrien, der står på hovedet for sine patienter, så måske kan hun trylle endnu en gang?

Recoverymentoren

808 har ansat en meget venlig yngre mand som recoverymentor. Han er sikkert dygtig; jeg har kun talt med ham et par gange, da han er meget opsøgende/påtrængende. Jeg endte med at formulere en “pagt” for os: “Jeg skal nok selv opsøge dig, hvis jeg får behov for dig” og den gav vi hinanden håndslag på. Nu bliver der så ikke rigtig brug for pagten, med mindre jeg vender tilbage til 808 efter ECT, hvilket jeg håber.

Eksempel: Jeg sad på mit værelse og så en TV Avis. Han kom og ville meget gerne gå en tur med mig. Jeg havde oplevelsen af, at det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Så vi gik i skoven i stilhed, når han altså ikke febrilsk prøvede at finde på noget at sige eller at udspørge mig om. Jeg er et nogenlunde høfligt menneske, så selvfølgelig svarede jeg på spørgsmålene, uagtet jeg bestemt ikke havde lyst at blotte sjæl og tanker for ham.

Jeg spurgte ham til hans rolle, da jeg var meget bekymret for at skyde endnu et led ind, der skulle formidle sine egne oplevelser/fornemmelser af mig til det faste personale. Der er allerede kokke nok i maden og der bruges tid på at udrede misforståelser.

Dagens citat

Dagens citat kommer fra Anne Linnets “Tusind stykker”, der gjorde LP’en “Jeg er jo lige her” fra 1988 til et stort hit.

Vers 2:

Man siger jo, at det, der sker, er altid godt for noget
Og troen har vi fået for at bruge den
Men man si’r så meget, men ved så lidt, når angsten den tager fat
Og sjælen mærker illusioner briste

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.