/4 Kommentarer/i /af

Søren og Mette

Et læsebogssystem i forrige årtusinde

Da jeg var barn og startede i skole i forrige årtusinde, nærmere bestemt i 1970 i Vestjylland, hed læsebogssystemet ‘Søren og Mette’, og det var vist ganske udmærket. Jeg lærte da i hvert fald at læse.

Nutidens Søren og Mette er Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør, og Mette Frederiksen, statsministeren. Jeg er ikke socialdemokrat, men jeg har stor respekt for Mette Frederiksen. Det er der mange, der ikke har.

Der er mange, der mener, at hun samler magten hos sig selv og ikke i tilstrækkelig grad inddrager regering og Folketing i beslutningerne. Det skulle være særlig tydeligt i forbindelse med alle beslutningerne i relation til coronapandemien.

Jørgen Grønnegård-rapporten

Der er kommet en omfattende rapport fra Jørgen Grønnegård-gruppen. Ekspertgruppen konkluderer, at statsministeren i foråret under den første coronabølge ‘skubbede myndighederne foran sig’ i forbindelse med den første nedlukning af Danmark. Hun sagde på et pressemøde den 11. marts 2020, at nedlukningen skete på baggrund af myndighedernes anbefaling. Det var åbenbart bare ikke sandt – beslutningen var hendes/regeringens egen. Det kan man læse i denne udmærkede opsummering fra Altinget fra forleden dag.

Der skulle åbenbart have været et betydeligt misforhold mellem Søren og Mette forud for det pressemøde. På dagens (altså mandag den 1. februar) pressemøde spurgte en af boulevardpressens journalister til dette misforhold. Søren Brostrøm replicerede klogeligt nok tre gange, at det havde han ikke behov for at kommentere. Så sev det vel ind!

Politisk semantik

I dagens Point of View International skriver Kjeld Smidt i denne gode artikel, at Mette Frederiksen netop ikke sagde ‘sundhedsmyndighederne’ men ‘myndighederne’, hvorved hun skulle have bundet Søren Brostrøm til masten, og at der bare er tale om almindelig politisk semantik, som man ikke skal lægge noget videre i. ‘Myndighederne’ dækker et langt bredere felt end ‘sundhedsmyndighederne’. Læs artiklen, den er virkelig god!

For meget ‘Søren og Mette’

Mette Frederiksen siger, at hun i foråret ‘hellere ville gøre for meget end for lidt’. Det bakker jeg op om, ligesom jeg i det hele taget bakker om de initiativer, der tages for tiden, selvom det er inderligt ligegyldigt, hvad jeg måtte mene.

Det er selvfølgelig uhyre problematisk, hvis hun træffer beslutningerne ganske egenrådigt, men det synes der heller ikke at være tale om. Der er tale om, at hun har kort tid, og at hun på den korte tid skal træffe meget store beslutninger på baggrund af den rådgivning, hun får.

Uanset hvad så er det, jeg vil frem til, at jeg synes, der er gået alt, alt for meget personfnidder i dette her. Den situation Danmark – og resten af verden – befinder sig i er for vigtig til det. Der er andet at tage sig til end at drøfte Søren og Mette som enkeltpersoner, men det er sådan, det bliver stillet op, og så har boulevardpressen (og DF og Nye Borgerlige) også noget at skrive om.

Postscriptum

Hvis nu denne magtkamp mellem Søren og Mette interesserer dig, er der også her en interessant artikel på DRs hjemmeside.

 

 

/2 Kommentarer/i /af

Morialejren

De bløde gulvtæpper

I den uge vi nu begiver os ud af, holdt EUs stats- og regeringschefer møde om blandt andet de kaotiske forhold på den græske ø Lesbos. På den ø lå Morialejren, men den er nu forvandlet til forkullede rester. Nogen har sat ild til lejren.

Lejren var bygget til 2.000 personer, men der boede reelt 20.000 i den, og der kom dagligt nye migranter  og flygtninge til. Mange var uledsagede børn, der alene havde taget turen over Middelhavet.

Mens stats- og regeringscheferne gik rundt på de bløde tæpper og drøftede, hvad de dog skulle stille op med alle de migranter, sov migranterne selv i nye interimistiske telte på papstykker.

En sygeplejerske fra organisationen ‘Læger uden grænser’ Mie Terkelsen beskriver de helt groteske forhold – selv inden branden – i denne artikel i fagbladet ‘Sygeplejersken’.

Stats- og regeringscheferne kan ikke blive enige om en fordelingsnøgle, når talen falder på migranter og flygtninge. Det burde ellers ikke være så svært at regne ud. Man kunne jo tage udgangspunkt i landenes BNP, befolkningstal eller en anden parameter, der er rimeligt stabil. Ud fra denne fordelingsnøgle kunne man tage i mod de 4.000 uledsagede børn. Jeg bidrager gerne med et fikst lille Excelark.

Egentlig burde problemerne med migranterne være løst for længst, idet EU-landene har sendt en kæmpe pose penge til Erdogan for at holde migranterne væk fra EUs ydre grænser. Hans opgave var at få dem til at sejle hjem igen, men den opgave har han ikke løst videre godt.

Den danske debat

Venstrefløjen plus de Radikale i Danmark har foreslået, at Danmark skal påtage sig at hente 300 uledsagede børn, men så går der for alvor Dansk Folkeparti i den, da de jo som bekendt end ikke vil tage imod kvoteflygtninge.

Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan skaffe plads til 300 børn. Men det er nok slet ikke plads målt som antal kvadratmeter, der er tale om?

Regeringen og DF frygter nærmere, at børnene sendes mod Nordeuropa som en form for spydspidser, der, hvis de får asylstatus, senere vil anmode om familiesammenføring, og så står vi med hele familier.

Jeg fristes til at sige: ‘Og hvad så?’. Hvad er problemet med 300 familier i det omfang de bidrager til samfundshusholdningen? Om kort tid vil vi alligevel komme til at mangle arbejdskraft.

/2 Kommentarer/i /af

Tidlig pension

Barndom på bistand

Ugens store udspil

Socialdemokraternes store og længe ventede udspil om retten til tidlig pension kom i denne uge. I pressemeddelelsen er overskriften: ‘Retfærdig tilbagetrækning: Ret til tidlig pension for folk med lange og hårde arbejdsliv’.

Selvfølgelig er der polemik:

Anders Fogh Rasmussen blander sig og mener, at vi slet ikke kan undvære de 38.000 personer på arbejdsmarkedet, det handler om. Det er i følge ham et alvorligt brud på det såkaldte ‘Velfærdsforlig’ fra 2006, der de facto afskaffede efterlønnen og sørgede for, at pensionsalderen skal vokse ind i himlen.

To partier (Radikale og DF) har dog nu foreslået, at der skal være et loft ved 70 år. Men Anders mener altså ikke, vi har råd til det.

Inspireret af Eric har jeg svært ved at forestille mig en murer på 73 år stå på et stillads.

Bankerne vil ikke betale halvdelen af de tre mia., ordningen vil koste, når den er fuldt indfaset. De har meldt ud, at de slet ikke har råd og vil vælte beløbet over på kunderne i stedet for at tage det fra deres eget milliardoverskud gennem årene eller lønningerne på direktionsgangene.

Give and take

Jeg synes, det er svært at gennemskue det hele, for faktisk kan jeg godt lide sossernes udspil. Men med den ene hånd sætter man pensionsalderen en lille bitte smule ned for de ekstremt udsatte grupper, og med den anden hånd lader man pensionsalderen vokse ind i himlen.

Herudover var der et pensionsforlig lige før valget. Herom skrev en kronikør i Jyllandsposten: ‘Argumentet om, at vi bliver fattigere af at ‘trække tusindvis af arbejdsdygtige hænder ud af arbejdsmarkedet«, gælder jo også de 67- eller for den sags skyld 75-årige arbejdsduelige akademikere.’ Selve indholdet af forliget kan jeg ikke finde noget om.

Konklusioner

  • Det var en kæmpe fejl at afskaffe efterlønnen. Med den havde man hånd i hanke med, hvad der foregik på arbejdsmarkedet med hensyn til tilbagetrækning. Og det havde man 25 år før, idet det krævede medlemskab af en A-kasse i 25 år (så vidt jeg ved).
  • Lad nu alle Arner’ne få deres hårdt fortjente ret til tidlig pension. Vi går næppe rabundus af den grund.
  • Sæt et loft over hvor mange år, man skal arbejde. Min pensionsalder er 68, men bare rolig så længe holder jeg ikke.

 

/2 Kommentarer/i /af

Efterlønnen

Arbejde

En cirkel er rund

Gårsdagens pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet beskæftigede sig med efterløn og retten til tidlig pension, idet det nu kun er 16,3 pct. af dem, der er medlem af en A-kasse, der betaler til efterlønnen. I 2006 var tallet 62,7 pct. Tilslutningen til efterlønnen er således faldet drastisk. Man fristes til at sige ‘naturligvis’.

Det burde ikke overraske ministeriet og da slet ikke berettige til en pressemeddelelse. Men det er nu heller ikke efterlønnen, der udløser pressemeddelelsen. Det er følgende:

“Antallet af efterlønsbetalere er de seneste ti år styrtdykket og vidner om, at det er blevet gjort mindre attraktivt at være medlem af efterlønsordningen. Derfor er der behov for at lave en ret til tidlig pension så dem, der har haft lange arbejdsliv og knoklet i mange år, kan trække sig tilbage inden de er nedbrudt. Det er et behov, der vokser i takt med, at pensionsalderen øges i de kommende år.”

Jamen kunne man så ikke bare have ladet være med de facto at afskaffe efterlønnen, når man nu bare vil sætte noget andet i stedet? Argumentationen forekommer mig at være cirkulær. Men det kan selvfølgelig være, at det, man sætter i stedet, er stærk forringet set i forhold til efterlønnen. Det er det nok!

Valgløfter

Før valget lovede Socialdemokratiet at komme med en konkret model for retten til tidlig pension. Den arbejder man nu på, men gør først arbejdet færdigt, når overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked er færdige. Herefter venter forhandlingsbordet. Regeringen vil arbejde for at retten til tidlig pension kan træde i kraft i indeværende valgperiode.

Socialdemokratiet er blevet meget udskældt for ikke at være tilstrækkeligt konkrete om retten til tidlig pension, så det skal blive spændende at se udspillet.

Billedet

Det er med vilje, jeg har valgt et billede af en kontorarbejdsplads. Der kan man nemlig også blive nedslidt. Jeg kan frygte, at man i forbindelse med retten til tidlig pension har fokus på håndværkere med udendørs arbejde året rundt og andre med fysisk hårdt arbejde. Vi andre kan også blive nedslidte.