,

Mordstedet

Leif Sepstrup og jeg arbejder stadig hårdt på sagen om den dræbte Husmand Mads Hansen, hans efterkommere og gerningspersonerne.

Gerningspersonerne er vi ved at have styr på, idet vi har gennemgået alle akterne fra kommissionsdomstolen, der nu kun mangler kontrol hos Jytte og/eller Alice. Jeg var på Rigsarkivet forleden dag og fandt Højesteretsdommen fra 27. oktober 1868, hvor Peder Pedersen Skjødte og Ane Pedersen bliver dømt til døden for mordet på Mads. I sagen lå der mange spændende bilag, og derfor har vi nu bedt om at få det hele kopieret og tilsendt. Det bliver sikkert dyrt, men pyt… vi går jo ikke engang i biografen, men sidder hjemme ved computerne og nørder.

I Højesteretssagen lå bl.a. nedenstående flotte farveskitse af mordstedet, af Mads Hansens hus og af ruten, de gik (hvis du klikker bliver skitsen større):

Skitsen kan vi nu sammenholde med et kort fra 2001, hvor Leif har indsat mordstedet, Mads Hansens hus, Ferupvejen og Engen, som Mads og Skjødte gik tværs over for at komme ud til mordstedet (også her kan du klikke for at få det vist i større format):

Sagen optager os vældig meget, og vi prøver med alle mulige midler at fortælle historien sådan at mange vil synes, det er spændende at følge med i den. Som et led i det med at formidle har jeg ved hjælp af værktøjet Prezi skabt to udgaver af Kolding Avis fra tiden omkring gerningstidspunktet. Den første avis finder du her, og her er den anden. Alle oplysningerne i aviserne er skabt ud fra retssagerne – intet er fri fantasi. Jeg har lavet endnu en Prezi, der gør læseren i stand til at forstå sagen på 10 minutter eller mindre; her introduceres læseren for alle de implicerede i sagen.

Ane Pedersen var den egentlige skurk, og den der pressede Skjødte til at begå mordet for 300 Rigsdaler, og nu jagter vi så hendes søns efterkommere. Det er Leif, der er sat på opgaven som sporhund, og det er han rigtig god til. Vi kan følge familien op til folketællingen 1930; det er Johanne Sørine Hansen, der især interesserer os lige nu. Johanne Sørine er barnebarn af Ane Pedersen, så relationen er tæt på, og vi skal nok finde nogle levende efterkommere, som vi så kan overraske med, at oldemor ikke var helt fin kanten. Gad nok vide om de i det hele taget kender noget til historien? Hvis ikke så kan vi i hvert fald komme med spændende nyheder.

Alle interesserer sig altid for gerningsmændene, så for nu at gøre noget andet, vil vi også interessere os for offeret Mads Hansen. Mads havde en formue på 2.000 Rigsdaler (det var grunden til at han blev gift med Ane), og vi vil forsøge at finde ud af, hvor han havde alle de penge fra. Arvede han dem? Vi vil også gå ind i ligsynsrapporten, der lå som en del af Højesteretssagen, hvor man blandt andet kan se, hvad han fik at spise som sit sidste måltid .

Jeg skal nok fortælle mere her på bloggen, når vi ved mere.

Du kan også følge med via nyhedsbrevet, som du kan tegne abbonement på her.

Kortmaterialer

Min ven Leif Sepstrup har altid gået meget op i kortmaterialer i forbindelse med vores slægtsforskning; mig har kortene ikke rigtig sagt noget. Men nu har jeg set lyset, fordi jeg endelig har fået Historisk Atlas til at fungere på min computer.

Historisk Atlas er et interaktivt kort, hvor man kan vælge en lokalitet og se se på den med mange forskellige kort som lup. Der er otte forskellige korttyper, 12 tidsperioder og mange emner.

På det viste kort har jeg valgt Harte og Stubdrup, der er en lokalitet i Harte Sogn. Stubdrup er stedet hvor Mads Hansen fra “Lejemord” bor. På kortet er vist en å – det er Vester Nebel Å, som han bliver skubbet i efter at han er blevet skudt.

Leif har tilmeldt kriminalhistorie.dk til Historisk Atlas’ brugerkreds, og det betyder, at vi kan få sat vores historier på Danmarkskortet. Når det kommer til at virke, vil man altså fra fx Vrensted kunne klikke sig videre til “Mord på bestilling” og læse vores historie. Da vi nu er medlemmer, har vi rettigheder til at bruge kortene, og skal altså ikke bekymre os om ophavsrettigheder mere. Det er rart.

Her på Brændsmadevej 31 i Harte boede den dræbte Mads Hansen.

For de teknisk interesserede: Jeg har i en lang periode ikke kunnet tilgå historiskatlas.dk. Jeg fik hele tiden denne fejl: “Silverlight Error Code: 2105 Category: InitializeError Message: 2105 Der er opstået fejl.”

I dag fandt jeg løsningen:

1) Afinstallede Solverlight
2) Rensede registreringsdatabasen med cCleaner
3) genstartede pc’en
4) Reinstallerede Silverlight

,

Friske morgenboller

Friske morgenboller

Jeg har rigtig meget energi for tiden, og det glæder jeg mig over. Livet er herligt, også selv om jeg ikke har et job. De friske morgenboller er lige kommet ud af ovnen, nu skal de lige køle af, så er det tid til morgenkaffe og -mad.

Opskriften på bollerne er her. Det er af den type, hvor man rører dejen sammen i køkkenmaskinen om aftenen, lader hæve i køleskabet natten over og klatter ud på bagepladen om morgenen. I ovnen 25 min. ved 225 grader og så er de klar.

Jeg glæder mig over, at jeg har en herlig hobby som jeg dyrker sammen med tre gode mennesker. Vi har succes med det, vi laver, vi har mange læsere, og vi hygger os rigtig med det.

Det er en vældig læreproces med www.kriminalhistorie.dk. Jeg lærer fx en masse om gotisk skrift, for det er en helt anden sag at komme ind i kriminalsager end at blive ved med at mosle rundt i kirkebøger. I kirkebøgerne er teksterne stereotyper, som man forholdsvis hurtigt lærer at kende. Der står stort set altid “Huusmd.” og “bemeldte” mens kriminalsagerne byder på anderledes udfordringer. Jeg kan mærke, at det går bedre med tydningen efterhånden. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, for i aftes ville jeg prøve, om jeg kunne tyde anklageskriftet, men det gik altså ikke. Det må Jytte og Alice nok tage sig af.

Nu er bollerne nok kølet af…

Jeg ønsker dig en god onsdag.

,

Diagrammer

Jeg er nu lidt imponeret af “yEd Graph Editor”. Med et enkelt tryk på en knap (husker desværre ikke hvilken), ændredes diagrammet til nedenstående, der måske er lidt mere enkelt at se på. Desværre er der så ikke plads til alle labels med fx motiverne.