,

Jobsøgning

Positivt møde

Så har jeg været til møde i Akademikernes a-kasse, og det var temmelig positivt, og jeg fik lidt mod på det med at skrive ansøgninger igen. Ikke at jeg ikke skriver ansøgninger, for det gør jeg selvfølgelig, men energien og lysten har manglet. Strategien med de opfordrede ansøgninger virker ikke, så nu må jeg se og i gang med de uopfordrede. Hun gav mig en webadresse, som jeg skal have set på – men lige nu kan jeg ikke logge på. Akademikernes er en god a-kasse, som jeg er ret godt tilfreds med. Det er min fornemmelse, at de rent faktisk er til for medlemmerne og at de ikke er en del af kontrolhelvedet.

Jeg skrev på et tidspunkt et dokument til mig selv, om hvad jeg kan, og hvad jeg ønsker mig, og vi aftalte, at det er et godt udgangspunkt til de uopfordrede ansøgninger. Jeg tror, jeg skal have fat i de små og mellemstore virksomheder og gerne brancher, der beviseligt er i vækst. Mit problem er at finde brancherne, men det kan være at den hjemmeside kan hjælpe mig. Jeg skal også være noget mere offensiv overfor arbejdsgiverne, hidtil har jeg “bare” sendt nogle fine ansøgninger og så håbet på at blive kaldt til samtale, men det er ikke nok, der skal noget mere til. Jeg er træt af arbejdsmarkedet, men det skal lykkes at finde et job.

I får lige den reviderede oversigt over de implicerede i Stubdrupmordet. Det nye er, at der er født en søn Mads Hansen den 16. december 1867, og at det er tydeligt, at Peder Pedersen Skjødtes motiv til mordet er økonomisk.

Hvis du klikker på billedet bliver det større og derfor lettere at læse.

 

Nyhedsbrev

Jeg har netop postet dette nyhedsbrev, hvor jeg i korthed gennemgår mordet på husmand Mads Hansen i Harte sogn i Vejle amt.

PS: Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her.

, , ,

kriminalhistorie.dk

Vi er allerede i gang med den næste historie til kriminalhistorie.dk.

“Arkivskaber: Kommission af 21.02 og 20.03 1868 til at pådømme sagen om mord på husmand Mads Hansen, Stubdrup mark. Arkivserier: Forhørsprotokol m.m. 1868-1868”. Det er en vældig sag om et mord på Stubdrup Mark i Harte Sogn, Vejle Amt. Der blev nedsat en kommissionsdomstol fordi, der er mange implicerede. En kommissionsdomstol kan anses for at være datidens rejsehold, og den havde dømmende magt, som navnet siger.

Historien er, at Mads Hansen bliver skudt den 3. december 1867. Gerningsmanden er Peder Pedersen Skjødte. Motivet er endnu uklart. Mads er gift med den 20 år yngre Ane Pedersen, der imidlertid har set sig varm på Hans Christian Hansen, der i retten udtaler, at han slet ikke vidste, at Ane og Mads var gift. Ane har nemlig fortalt ham, at hun kun er bundet til Mads ved en slags testamente udfærdiget af hendes fader.

Skjødte bliver dømt til døden for Mordet, for tre brandstiftelser og for krænkelse af gravfreden. Sidstnævnte skyldes, at Skjødte vil have fat i en udgave af “Cyprianus” som en afdød har taget med sig i graven. Han graver liget op, men finder ingen bog.

Peder Pedersen Skjødte bliver som nævnt dømt til døden, men dommen bliver formildet ved kongeligt rescript til livsvarigt tugthus og senere bliver han benådet mod at rejse til Amerika. Det er slet ikke så få af vores kriminelle, der får en enkeltbillet til Amerika, der åbenbart har været datidens måde at skille sig af med uønskede eksistenser på.

Her er en foreløbig grafisk oversigt over de implicerede, og antallet vil nok vokse efterhånden, som vi kommer længere ind i sagen. Grafikken er lavet med “yEd Graph Editor”, der er det samme program, jeg brugte til at lave nogle af procesdiagrammerne. Programmet er gratis og sjovt at arbejde med.

sa