/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Jeg elsker læreprocesser

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Efter at have brugt mange timer “i selskab med” ChatGPT fik jeg endnu en gang lyst til at dykke ned i VBA’s mysterier, fordi jeg gerne vil kunne selv, og fordi jeg gerne vil kunne gennemskue bare lidt af det, ChatGPT spytter ud. Nu til dags er tilgang til viden ikke et enten/eller men et både/og.

Jeg har tidligere opgivet megen programmering, fordi min hjerne “lissom” ikke egner sig, nu var jeg bare inspireret til at prøve igen. Men hvad skal man vælge, og hvad er et rimeligt prisniveau?

Jeg kiggede på Proximos hjemmeside om VBA Masterclass for at finde ud af:

  1. Om jeg havde de rette forudsætninger?
  2. Om det var det rette kursus for mig – eller om jeg skulle sigte lavere, når jeg starter fra bunden?
  3. Om prisen var rimelig?

Siden gav ikke svarene, men firmaet er et af de få, man kan ringe til, så jeg ringede og fik en snak med Kasper Langmann selv. For fem år siden forsøgte jeg mig også med VBA. Det kan du læse om her. Der er løbet meget vand i stranden siden da. Heldigvis.

Kasper kunne – i modsætning til mig – huske, at jeg allerede da havde købt en livsvarig licens til VBA Masterclass, så han sendte da lige login-oplysningerne igen …

Det havde han jo slet ikke behøvet. Han kunne sagtens have solgt den samme vare en gang mere. Det kalder jeg kundeservice!

Det er VBA velegnet til

Det er utrolig spændende, og det er et fint kursus. Jeg er ikke nået længere end til at kunne kopiere nogle celler inkl. formatering og til at kunne farve dem røde(re) bagefter… alligevel føler jeg, at jeg har lært en masse, der vil kunne automatisere mange af de processer, jeg foretager gang på gang. Det er lige præcis det, VBA er velegnet til.

Fx laver jeg gang på gang en eksport af fx direkte aner fra Legacy og bearbejder data. En makro vil helt sikkert kunne hjælpe med det. Jeg har en VBA-kode, som ChatGPT har skrevet, så den kan jeg jo bare bruge, men når jeg er færdig med kurset, kan jeg forhåbentlig forstå lidt af, hvad den gør. og måske selv lave mindre ændringer.

Et andet eksempel er, at jeg, efter i mange år at have levet af at lave økonomistyring i statsinstitutioner, slet ikke kan leve uden at lave en månedlig budgetopfølgning. Det ligger i kalenderen til den 2. i måneden, men der kan ofte gå lang tid, før jeg får det lavet, fordi det er både kedeligt og besværligt at se, hvor pengene blev af. Det er ikke desto mindre vigtigt for næste års budget, der tager udgangspunkt i regnskabet. VBA vil sikkert også kunne hjælpe budgetopfølgningen på vej.

Det er også svært at huske alle de mange kommandoer, men herregud der var jo også engang jeg ikke kunne genvejstasterne i Officeprogrammerne. Det er bare så længe siden, jeg var begynder der. Nu har jeg glemt, at det var svært at huske CTRL + S , CTRL + O og lignende. Efter at have brugt genvejene en million gange, sidder de jo i fingrene.

Hjernens betydning for læreprocesserne

Kasper går meget op i, at man skal lære det ordentligt på hans kurser, og at man lærer ved at øve. Jeg kan jo ikke uden videre huske fx: Range(“c4”).PasteSpecial xlPasteValues.

I en af de første lektioner forklarer han dette billede:

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Engang indtil 1960’erne troede man, at vi mennesker blev født med et vist antal hjerneceller, og at det var, hvad vi havde at gøre godt med livet igennem, Nyere hukommelsesforskning fra ca. 1990 og frem har heldigvis vist, at hjernen er i stand til at danne nye nerveceller langt op i voksenalderen. Kilde: “En bog om hukommelsen” af Thomas Thaulov Raab & Peter Lund Mdsen, 2013.

En “standardhjerne” består af ca. 100.000 neuroner.

Neuroner er de grundlæggende celler i nervesystemet, og de kommunikerer med hinanden via forbindelser kaldet synapser. Når man lærer noget nyt, som fx VBA-kode, sker der forandringer i netværket af neuroner og synapser i hjernen. Processen kaldes “plastiskhed” og gør, at hjernen kan tilpasse sig nye informationer.

Når man gentager en handling styrkes de synaptiske forbindelser mellem de relevante neuroner. Det bliver lettere for signalerne at passere, og informationen “lagres” således mere effektivt i hjernen. Dette er grundlaget for hukommelse og indlæring.

Så når man prøver at lære fx VBA, træner man specifikke neurale netværk til at genkende og udføre bestemte kodningsmønstre. Hukommelse er en central del af dette, fordi det er den mekanisme, der gør, at man kan trække på tidligere erfaringer for hurtigt at løse nye problemer.

Lidt populært kan man sige, at neuroner og synapser er hjernens hardware, mens indlæring og hukommelse er den software, der bliver bedre, jo mere man øver sig.

Jeg vil se, om jeg kan lære det denne gang, for jeg elsker jo læreprocesser.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , /af ,

At være et ordentligt menneske

At være et ordentligt menneske

Jeg en heldig kartoffel

At være et ordentligt menneske

Jeg synes, jeg er så heldig: Jeg har nogle at tale med! Det er mennesker, der deler mine værdier. En helt grundlæggende værdi for mig er “at være et ordentligt menneske”. Det er naturligvis et temmelig “floffy” og meningsløst begreb uden selvstændigt betydningsindhold.

Kender du fx nogle, der om sig selv vil sige, at de ikke er ordentlige mennesker? Det er jeg næsten sikker på, du ikke gør. De mennesker, jeg kan lide at tale med, har alligevel en umiddelbar forståelse af, hvad jeg mener. Vi har et værdifællesskab. Det sætter jeg uendeligt højt.

Den ene veninde

Den ene veninde ringer jeg ofte op, når jeg synes, verden er af lave. Og det synes jeg ret tit for tiden. Folk, der deler adresse med en partner, kommer hjem fra arbejde og siger “Halløj” (det kan jeg høre mine unge naboer gør) og så taler de måske om den slags.

Jeg bor alene, det elsker jeg, og det hverken vil eller kan jeg ændre på, men jeg kan komme i underskud af at dele tanker om stort og småt (især stort).

Den veninde er så god at tale med, fordi hun er reflekteret, nuanceret og velorienteret. Ingen af os har børnebørn, så vi kan tale frit om, hvilken verden resten af menneskeheden giver videre til dens børnebørn. Jeg kan gå og bekymre mig om fx:

  • At der er krig i Europa – og har oprustning nogensinde i hele verden ført til fred? (Nej – det har det ikke!)
  • At der ikke er flere fisk i fjordene.
  • At klimaet lider. Hvor skal isbjørnene efterhånden være?
  • At vi har sommertemperaturer den 1. oktober.
  • At der er så mange, der stemmer på Danmarksdemokraterne. Hvad tænker de dog på?
  • At der er så mange, der vil stemme på Donald Trump. Hvad tænker de dog på?
  • At de unge skal gennemføre kandidatuddannelsen på et i stedet for to år, når nyeste forskning samtidig viser, at den primære årsag til unges mistrivsel er det forhold, at alt skal gå så helvedes hurtigt nu til dags.
  • At unge veluddannede, gifte kvinder sendes “hjem” (hvor det så end er?), når Danmark samtidig skriger på arbejdskraft og er parat til at importere den fra Langtbortistan.
  • At det danske sundhedsvæsen er ved at gå rabundus.
  • At Anders Kühnau kan stå for åben mikrofon og spille overrasket over sammes tilstand.
  • At Anders Agger afdækker, at der er mennesker, der ikke burde have børn, når det første barn er tvangsfjernet, og faderen allerede har gennembanket Belinda nogle gange derefter.
  • At hashhandlerne på Christiania bare er bandernes forlængede arm, så vi måske kunne nå et stykke ved at legalisere cannabis, hvis vi ikke ønsker svenske tilstande.

Stort og småt imellem hinanden. Vi er ikke enige om alt. Og enighed og rygklapperi er heller ikke målet. Det vigtige er dialogen og udvekslingen. Det vigtige er at blive lidt klogere i fællesskab og at lytte til hinanden.

Det er ordentlighed.

Den anden veninde

Den anden veninde er en tidligere arbejdsgiver … Midt i 80’erne var hun ph.d-studerende ved Kriminalistisk Institut under Københavns Universitet og jeg var studentermedhjælper for hende.

Det var et godt job, for hun lyttede også til mine forslag, og når vi var ude på fem storkøbenhavnske politistationer for at gennemgå straffesager, var vi nærmest “kolleger” – altså ligestillede.

Når vi mødes nu, mindes vi altid tiden i arrestforvarerens soveværelse i Roskilde … Det var altså specielt at sidde der med alle sagerne og som det første notere, om offer og gerningsmand – i sager kategoriseret som “gadevold” i kriminalstatistikken – kendte hinanden.

Jeg kan roligt afsløre, at det gjorde de i langt, langt hovedparten af sagerne. En temmelig stor andel var i familie. Men billedet på danskernes nethinde, når de hører om “gadevold” er, at det er dig og mig, der sagesløst går ned ad gaden og bliver slået ned af en ukendt gerningsmand. Det er bare ikke sandheden.

Hun er også jurist, og vi får altid en snak om det med ordentligheden. Jura er ordentlighed sat på formler, en form for procesretfærdighed. Man kan være uenig i regelsæt, men så må man jo stemme på nogle andre partier. Det er kernen i vores demokrati, der som styreform ikke er ufejlbarlig; der findes bare ikke noget alternativ.

Denne veninde har børnebørn. Et af dem (seks år gammel) havde spurgt “Kan der også komme krig i Danmark?” Jeg er glad for, at jeg ikke er hverken farmor eller mormor, men selvfølgelig må man svare en seksårig “Nej da, det kan der ikke, og Ukraine og Rusland er laaaangt væk, så den krig kan ikke komme her til”.

Det er ikke ordentligt at lyve, men man kan blive nødt til det. Børn ser også TV Avis og de lytter til, hvad de voksne taler om, men de forstår det ikke, og så må farmor/mormor skride ind. Måske skulle man skåne børnene mere? De kan tids nok blive bekymrede over verdens tilstand. Og måske har de ikke en veninde at ringe til?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Når (hårdt) arbejde belønnes

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Vi mennesker har altid haft en naturlig trang til at forstå vores rødder og forbindelser. Slægtsforskning tilbyder en unik mulighed for at grave dybt i denne forståelse, men hvad er det, der gør denne søgen så fængslende? Svaret kunne meget vel ligge i vores hjerners belønningscenter, også kendt som dopamincenteret.

Af flere årsager har jeg gennem en del år prøvet at lære noget om hjernen og dens funktioner.

Om dopamin og neurotransmittere

Dopamin er en neurotransmitter, der spiller en central rolle i hjernens belønningssystem. Når vi opnår noget, vi har arbejdet hårdt for, frigives dopamin, hvilket giver os en følelse af tilfredsstillelse og glæde. Hjernen higer altid efter dopamin. Den bliver nærmest glad, bortset fra at hjerner selvfølgelig ikke har følelser. Det er os selv, der bliver glade.

En neurotransmitter er en kemisk budbringer, der overfører signaler i kroppens nervesystem. Dette sker over synapser, som er de små kløfter mellem nervecellerne. Når en nervecelle sender et elektrisk signal ned gennem den enkelte nervetråd, frigives neurotransmittere fra cellekroppens ender. Disse kemiske stoffer krydser synapsespalten og binder sig til specifikke receptorer på den modtagende celle. Dette kan enten aktivere eller (for-)hindre den modtagende nervecelle og dermed fortsætte eller stoppe signalet.

Dopamin og slægtsforskning

Når vi sidder i timevis og gransker gamle kirkebøger, folketællingslister eller andet arkivmateriale i jagten på en længe tabt slægtning, og vi endelig finder den person, vi har ledt efter, udløses dopamin. Dette “kick” er den belønning, vi får for vores hårde arbejde og tålmodighed.

I mine år med slægtsforskning har jeg mødt adskillige “kolleger”, der beskrev det lille kick, når de endelig fandt den person, de ledte efter, eller alligevel kunne læse det, de indledningsvist ikke kunne få mening i. Jeg hører ofte mig selv sige “Yes” ganske højt ud i rummet, skønt her ikke er nogen andre, der kan høre det.

Lige p.t. rydder jeg op – og med det tempo vil det nok tage et par år mere. Adskillige gange har jeg om en kilde skrevet “ulæselig”. Der er en stor tilfredsstillelse ved nu rent faktisk at kunne læse det, der engang fik det prædikat. Og det er fantastisk, at der findes skarpe tydere i Danske Slægtsforskeres Forum, som bruger megen tid på at hjælpe med det, der stadig er ulæseligt. Jeg er meget taknemmelig.

Jeg har i øvrigt flyttet mine spørgsmål fra Facebookgruppen “Slægtsforskning” over til Forum, fordi der er lidt mere “ro” over forum, det går ikke så stærkt og der er mulighed for at formatere spørgsmålet. Derfor oplever jeg, at mine spørgsmål bliver mere velbegrundede. Og hjælpen kommer næsten lige så prompte.

Logik møder belønning

For mange med en interesse i slægtsforskning er den logiske sans essentiel. Det er ikke bare et spørgsmål om at samle navne og datoer og slå op i de rette databaser; det er et enormt puslespil, der skal lægges. Hver lille detalje tæller, og når alle brikkerne endelig passer sammen, oplever vi en dopaminudløsning, der bekræfter, at vores logiske tænkning og hårde arbejde har båret frugt.

Om en 4*tipoldefar Peter Jensen Bruun havde jeg fx skrevet “Ikke død i Sankt Nikolaj Sogn”. Det var hinsides al logik, for konen døde som enke der – og det sidstfødte barn var døbt der. Altså burde han være der.

Det er lidt af en myte, at folk ikke flyttede i gamle dage, men det kunne betale sig at gennemgå det enorme sogn en gang mere. Der er noteret mellem 3 – 400 dødsfald årligt i 1780’erne, eftersom der ikke var mere end 11 sogne i byen.

Og der var to fikspunkter: han skulle være død mellem konens død og det sidstfødte barns dåb. Og så var det bare at gå i gang. Præsten havde dog venligt nok skrevet “M”, “Q”, “D” eller “P” ud for hver enkelt afdøde, hvilket reducerede tidsforbruget en del. Og selvfølgelig var han der. Når tiden på hjemmekontoret er en anden end fortidens stress på arkivet, finder man naturligvis også mere.

Jeg elsker den slags logik, når den vel at mærke fører til noget. Det gælder selvfølgelig ikke altid – men temmelig ofte. Og stædighed er også en nyttig komponent.

Sammenhængen mellem sprog og ydelse?

Måske kan vi endda trække en parallel til, hvordan en velskrevet tekst på en hjemmeside kan afspejle kvaliteten af en ydelse. På samme måde kan kvaliteten af vores slægtsforskningsarbejde afspejles i de dopamin-kicks, vi oplever. Jo mere arbejde og tanke, vi lægger i vores forskning, jo større er belønningen.

Konklusion

Næste gang du sidder fast i din slægtsforskning og overvejer at give op, så husk på, at din hjerne er programmeret til at belønne dig for dit hårde arbejde. Det er mere end bare en hobby; det er en rejse/lidelse, der ikke kun forbinder dig med din slægt, men også med dig selv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Med tante Kis i Cirkus Benneweis

Med tante Kis i cirkus Benneweis

At samle gode minder

Med tante Kis i Cirkus Benneweis

Med tante Kis i Cirkus BenneweisNogle år af min barndom boede jeg i Brande, som ligger nede på heden. Der kom aldrig cirkus til byen, for det var byen for lille til. Min fars søster (som vi kaldte tante, skønt hun altså var faster) og svoger boede i Aarhus, så der var “cirkuschancen” noget større.

Hvert år var jeg en uges tid på sommerferie hos dem og det var en skøn tid. De var begge lidt specielle. I dag ville vi nok sige, at de begge var lidt distræte. Det siges, at Onkel Sigvard Kaae engang tog med Aarhus Sporveje med skraldeposen efter at have smidt mappen i skraldespanden om morgenen. Jeg tror ikke, det er en vandrehistorie.

Onkel Sigvard var professor og chef for Radiumstationen på Aarhus Kommunehospital og prorektor på Aarhus Universitet. Tante Kirsten Kaae, født Stegemüller, gik selvfølgelig hjemme. Vi er jo i slutningen af 60’erne og lige i starten af 70’erne, så hvad skulle hun ellers, når penge ikke var et problem?

Om hende siges det, at hun engang har udtalt, at hun ikke ammede sine børn, for så ville de jo få aske i øjnene. Min fars ungdomskæreste har dog modificeret det noget. Det var vist noget med, at Kirsten og hendes mands søster ikke ammede, fordi det ville gå ud over barmen. Det med asken er nok en vandrehistorie.

Ugen hos dem var spækket med oplevelser, og det største var den årlige tur i Cirkus Benneweis. Vi sad selvfølgelig på de bedste pladser, så jeg havde udsyn til selv den mindste detalje i manegen. Jeg elskede elefanterne og artisterne, der sprang rundt otte meter oppe i luften og lavede al mulig akrobatik. Klovnene sagde mig mindre, for de var så virkelighedsfjerne. I pausen var vi ude i staldene og se til dyrene. Hestene fik mange plusser i min karakterbog.

Det bedste var måske i virkeligheden ikke selve aftenen i cirkus – det var forventningen om den. Jeg glædede mig længe, også inden jeg overhovedet kom til Aarhus, som mine forældre kørte mig til. Jeg kunne glæde mig, fordi ugen kunne forudsiges; den ville nemlig være nøjagtig ligesom de foregående år.

I Tivoli Friheden

Af andre tilbagevendende oplevelser husker jeg turen i Tivoli Friheden. Det var stort for et barn fra heden. Jeg måtte prøve alt, hvad jeg ville. Der var absolut ingen smalle steder. Det bedste var radiobilerne, som jeg bemægtigede mig allerede som ret lille. Følelsen af at kunne styre vognen var herlig. Kontrol, tjek, styr på det …

Jeg har fået fortalt – og kan måske huske – at onkel Sigvard og jeg var ude at sejle i de små både på søen. Jeg styrede, og han var udnævnt til passager. Uden videre omtanke sejlede jeg os ind under et af springvandene vel at mærke sådan, at jeg selv sad yderst i tørvejr, mens han kom inderst ind under springvandet.

Der var også regler

Med tante Kis i Cirkus BenneweisDe sov til middag på faste tidspunkter. I den tid skulle jeg være stille, hvilket ikke var noget problem, for kælderen på Provstebakken (det var vist nr. 17) stod åben for mig, og de sov på første sal. Kælderen var et fantastisk sted at gå på opdagelse. Der duftede helt specielt – nærmest lidt krydret. Min fætter Svend havde sin Märklinbane dernede i forbindelse med sit værelse, og det var bare at tænde og se toget fare rundt. Transformatoren var grøn med et håndtag, som man regulerede hastigheden med.

I kælderen stod også den store ovn, hvor julegåsen blev stegt. Jeg har stadig et billede på nethinden af Sigvard på vej ned ad trappen med gåsen i bradepanden.

Kirsten og Sigvard havde flere katte. Det var forbudt at flytte på de dørstoppere, der sikrede, at misserne kunne løbe frit i hele det store hus. Dørstopperne var af skumgummi og betrukket med sort- og hvidternet stof.

Jeg kan stadig se Kirsten stå i køkkenet og skære rå svinehjerter ud til misserne. Evt. blev de garneret med lidt friskpillede rejer. Min “mor” brokkede sig engang over, at Kirsten brugte lige så mange penge på mad til misserne, som hun selv brugte på penge til mad til hele vores familie. Og vi manglede altså ikke noget. Hvad det egl. kom min mor ved, ved jeg ikke.

Bortset fra det var alt frit og tilladt. Jeg kunne godt lide at lege selv og ville helst ikke “underholdes”. I mens lagde Kirsten kabaler ved spisebordet eller i TV-stuen. Cerutten var selvfølgelig på plads i  mundvigen.

Retur i Brande

Efter en uge i Aarhus, hvor alt gik noget hurtigere end i Brande, var jeg udmattet af de mange indtryk og havde ikke kræfter til hverken børnehave eller senere skole. Det forstod mine forældre intuitivt og lod mig hvile ud og samle kræfter.

Billedet herunder er af Kirsten med den legendariske cerut i mundvigen:

Med tante Kis i Cirkus Benneweis

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.