/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Integration

Reel integration

Forleden hørte jeg om verdens bedste integration. Om den fandt sted i en af Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker eller i en af de andre organisationers genbrugsbutikker, husker jeg ikke – og det er egentlig også ligegyldigt. Det er processen og målet, der er vigtigt.

Substansen

To unge syriske mænd på 18 og 20 år er blevet tilknyttet en genbrugsbutik. Der er mange forskelligartede opgaver i en genbrugsbutik, fx at sortere tøjet, prissætte det, udstille i vinduer, sætte labels på, tale med donorer osv. Disse opgaver kan man løse uden at kunne så meget dansk. Men ved at man løse dem, bliver man langsomt bedre til dansk. Det er at komme ind i en positiv spiral.

Der, hvor det rykker, er, at “damerne” i butikken (typisk lidt ældre kvinder) har tillid og tålmodighed til at hjælpe de to gutter i gang med at lære dansk, få et ben indenfor i det lokale foreningsliv – fodbold, bordtennis, skydning mv., blive kendt i lokalområdet, få et netværk mv. Det er integration, der rykker. “Damerne” bringer sig selv spil, og hjælper alt det de kan, og de ved, hvilke knapper, der skal trykkes på. De har accepteret at hjælpe gutterne i gang, og de kan se, det virker. Det er integration, der lykkes.

Det er integration, der rykker!

/2 Kommentarer/i /af

Gæster

Det er så dejligt

To gange på det seneste har jeg haft nogle rigtig dejlige gæster. Da jeg jo ikke kan overskue at tage den slags initiativer, har jeg nydt godt af, at de har taget initiativet, for jeg kan faktisk rigtig godt lide, at have gæster. De har inviteret sig selv. De kan åbenbart godt lide at være sammen med mig. Det er da dejligt.

Det er som om lejligheden får nyt liv af at blive brugt mere end bare de 40 cm. fra skærmen. Jeg har faktisk to skønne stuer en suite lige ud til torvet med de smukke gamle kastanjetræer og lige overfor kirken, men jeg bruger dem stort set aldrig, når jeg er alene. Elipsebordet og 7er-stolene står bare og samler støv.

Forberedelser

Da Bix og Fukaj skulle komme, havde jeg ikke styr på kalenderen, så jeg dækkede op lørdag til kl. 14:00 – og bagte også en kage. Da den var 14:15 kiggede jeg i kalenderen og fandt ud af, at de første skulle komme søndag 🙂

Søndag bagte jeg endnu engang den samme kage, og den var rædsom. Jeg havde da bare søgt med Google efter “Nem kage”. Bix sagde meget diplomatisk, at man kun behøvede ét stykke. Gæst nummer tre sagde efterfølgende, at enhver erfaren husmor kunne se, at den opskrift var helt hen i vejret – det skal være pund til pund, hvis den skal kunne spises. Jeg er bare ikke en erfaren husmor – længere. Jeg har faktisk før i tiden været temmelig god til at lave mad mv., men det er en færdighed, der skal holdes vedlige, og det har jeg ikke gjort.

Fukaj fiksede mit TV med et nyt antennekabel. Den slags får jeg aldrig gjort selv. Pludselig kan jeg se det rigtige TV og ikke bare på iPadden.

Det var i det hele taget enormt hyggeligt.

I går kom min gæst nummer tre. Hun medbragte varme fiskeletter fra den bedste fiskehandler på Frederiksberg, hjemmerørt remoulade, citron og sandkage. Min opgave var at sørge for noget ordentlig hvidvin, godt rugbrød, smør og kaffe. Det kunne jeg lige overskue – og vinmanden hos min Irma kom med gode råd til vinen. Og han ramte plet.

Resultater

En af de skønne ting ved at have gæster er, at jeg fx lige får lagt perlatoren i blød, støvet stuegulvene af med en våd klud, afkalket glasruderne i badeværelset mv. Jeg kan godt lide, at her ser ordentligt ud, når der kommer gæster.

Disse oplevelser giver blod på tanden til at prøve at være mere social. Jeg kan jo faktisk rigtig godt lide det, og hvis vi kan deles om forberedelserne, kan jeg fint være med. Psykologen siger, det ikke er sundt altid bare at være sammen med sig selv. Hun har nok ret. Det plejer hun jo at have.

God weekend – og god sankthansfest

/6 Kommentarer/i , /af ,

Skriv og læs

På anbefaling

Jeg holder af at skrive, at lave pæne sætninger, at twiste ordene, at finde de rette ord og evt. at være lidt vel klassisk (= gammeldags… 🙂 ) i ordvalget.

I dag har psykologen for anden gang opfordret mig til at deltage i et skrivekursus på Borups Højskole i juli måned. Hun synes, jeg skal ud af min egen andedam men samtidig være et sted, hvor jeg kan være under kontrollerede former. Jeg vil gerne prøve, men der er ingen garanti for succes. Der er mange mennesker, og det er fem dage i streg. Jeg skal vel også af og til ud af min komfortzone hjemme ved 32″ skærmen?

Jeg gik hjem og undersøgte, om der stadig var plads, og ringede til højskolen for at spørge, om der evt. er reduceret pris, når man tilmed er pensionist. Det er der ikke. Så nu har jeg rystet op med de 3.700 kr., selv om jeg synes, det er mange penge for en uge. Tandlægen skal jo stadig betales – skrivekursus eller ej. Nå pyt jeg har en kassekredit, og et sommerkursus kan være en kompensation for den berømte bustur til Harzen.

Jeg glæder mig allerede. Jeg vil gerne lære mere om at skrive. Jeg har ofte være på højskole – især Vestjyllands Højskole, og synes, det er lige noget for mig. Jeg kan godt lide at starte dagen med Højskolesangbogen.

Folkehøjskolerne i den forgangne tid

Grundtvig skrev i forbindelse med højskolebevægelsens start: “Er lyset for de lærde blot” (første optryk 1839). Melodien er af Thomas Laub 1919. Teksten er her.

Jeg har en særlig kærlighed til højskolebevægelsen, idet min morfars far og hans bror, tog til Rødding Højskole, som var den første folkehøjskole. De skrev kort og breve hjem til Skjærlund, der er en lille flække i Brande Sogn. Kortene og brevene har jeg fundet igennem min slægtsforskning, idet de lå på Brande Sogns arkiv. Det var noget særligt at klarlægge en tid, hvor småkårsbønder med fem eller seks stude kunne tage afsted for at dygtiggøre sig.

Diverse

Egen læge undersøgte vha. blodprøver for (eller imod?) Sjögrens sygdom. Prøverne er negative! Det er jeg rigtig glad for.

Næste skud i bøssen er en øre-, næse-, halslæge. Mit problem med mundtørhed blive værre og være. Det har bredt sig til svælget, hvor det er som om, der sidder et eller andet i vejen. I går kunne jeg dårligt synke maden, da vi sad i frokoststuen. Det var rigtig ubehageligt. OK kødet var lidt tørt men alligevel. Man skal da kunne synke.

Man skal ikke længere have henvisning for at komme til en øre-, næse-, halslæge, og eftersom jeg naturligvis ikke kender nogen, gik jeg i gang med Google. Jeg har efter aftale taget min tjenestetelefon med hjem, så kan jeg i det mindste ringe ud. Måske kommer min nye telefon i morgen…

Det første sted, jeg ringede til, kunne ikke hjælpe med en tid, idet jeg p.t. er uden sygesikringsbevis. Det tager 14 dage at få et. De anbefalede at ringe til borgerservice. Det gjorde jeg, men de kunne ikke se, at kortet skulle være spærret.

OK mere Google. Jeg fandt en i Rødovre. Der var seks foran mig i køen, så jeg ventede (u)tålmodigt i 30 minutter. Da jeg endelig kom igennem, sagde de, at jeg havde ringet til øjenlægen… Oplysningerne på nettet er forkerte. Ny opringning. Det endte med et sted, hvor jeg kunne få en tid “allerede” den 26. juni. Jeg synes, det er længe at vente, og jeg håber ikke, jeg bliver kvalt inden da.

Feminine mænd

Jeg har været lidt på genkig i gamle billeder, som jeg har samlet ca. 1.200 af i forbindelse med min slægtsforskning. Prøv at se disse her to:

Den første er Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller – min farfar (1891 – 1952).

Den næste er: Rudolph Wilhelm Stegemüller – min farfars bror.  (1910 – 1975)

Disse mænd er ret så feminine, og det var de altså i 1920’erne. Måske var der mere rummelighed på det tidspunkt, end vi bryster os af at have i dag? Jeg er glad for at have disse billeder. Og jeg glæder mig over pludselig at kunne se dem i et andet lys, end jeg før har kunnet.

 

/i , /af ,

Andrea Berg

Wengen, Bayern

På min første rejse til Thailand traf jeg et tysk ægtepar, Gebhard og Mieke, som jeg med årene kom til at kende rigtig godt. Vi havde mange fælles interesser; en af dem var at vandre, og i fællesskab besteg vi Kilimanjaro i august 2002. Kili er 5.892 meter højt, og det er lidt af en bedrift at komme til toppen. Men når man først står der, er det fantastisk.

De boede i Wengen i Bayern. Efter nogle år blev de skilt, og så ebbede venskabet desværre ud. Jeg ved ikke, hvordan det er gået dem.

Andrea Berg

En anden ting vi delte var den dårlige smag for musik – primært personificeret i Andrea Berg.

Andrea er en rigtig tysk schlagerdronning, som jeg bliver glad af at høre på. Det er på ingen måde stor kunst, det er bare glad musik.

Det er nok lidt dårlig smag – men jeg kan altså godt lide det. Der er især et nummer jeg lærte at kende sammen med Gebhard og Mieke, men jeg kan simpelthen ikke finde det igen. Derfor får du links til andre dele af min dårlige smag 🙂

Lyt og bliv glad!