Telendos – dag 4
Her får I det indlæg, I skulle have haft i går. Årsagen til forsinkelsen er et ‘brute force attack’ mod min blog to nætter i træk, som gjorde at jeg ikke kunne logge ind på min egen side. Jeg er glad for at attacket ser ude til at være blevet forhindret af et af de værktøjer, jeg har installeret på min side. Jeg forstår ikke hvilken glæde man kan have at ødelægge andre menneskers hjemmesider!
Til Jørgen: din seneste kommentar var gået i spamfilteret. Nu har jeg fisket dig ud igen, men jeg kan ikke se, hvilket indlæg du har svaret på, og derfor kan jeg desværre ikke svare dig.
Dagen i går bød på en bustur rundt på Kalymnos, og det var en rigtig god tur. Hidtil har jeg kun set den vej, der fører direkte til hovedbyen Pothia fra Myties, som er den by båden fra Telendos sejler til. Kalymos er meget smukkere end jeg vidste, og jeg nød at sidde og kigge ud af vinduet på de snukke landskaber, vi kørte igennem. Øen er meget bjergrig. Eneste minus – men desværre meget vigtigt – var, at det var en engelsk guide med meget kraftig græsk accent, så det var rigtig svært at forstå, hvad hun sagde.
Vi besøgte blandt andet en svampefabrik, og det var spændende. En svamp er en levende mekanisme, der hentes op fra havbunden. Jo mørkere svampen er jo større dybde er den hentet op fra. Jeg havde ellers allerede købt en svamp, men ud fra fortællingen på svampefabrikken kunne jeg forstå, at den ikke var ægte. Selvfølgelig købte jeg også en ægte svamp. Jeg har prøvet den i brusebadet, og den er superlækker at vaske sig med.
Næste stop var et gammelt kloster, hvor der bor syv nonner og en gammel munk på 80 år. Det var som om, der var flere kirker, der var bygget sammen i et meget smukt område. Der var også en fortælling om en munk, der kunne kurere diverse sygdomme. Sagnet vil vide, at en kvinde, der led af cancer, henvendte sig til denne munk. Da hun kom viste røntgenbillederne, at hun havde en stor tumor i hjernen, men munken kurerede hende, og de næste røntgenbilleder viste et billede af munken, der hvor tumoren havde været. Man kunne se dette røntgenbillede i en montre, hvis man stod det rigtige sted. Jeg kunne godt nok ikke se billedet af munken, men nogle af de andre mente, at de kunne se det.
En ulempe ved de organiserede ture er, at stoppene er så korte, at der dårligt er tid til at tage billeder og gå rundt med kameraet og være lidt kreativ. Guiden kalder konstant på en. det blev dog alligevel til et par fotos fra klosteret.
Det var dernæst tid til frokost i den lille charmerende by Vathy. Vathy ligger i en meget frodig dal, hvor alting stadig er grønt trods varmen.
Stolene er sædvanligvis blå, og derfor måtte jeg selvfølgelig have et billede af de røde og de grønne stole. Jeg havde været så forudseende at tage badedragt på hjemmefra og vandet var så fristende, at jeg selvfølgelig hoppede i. Det er så skønt at bade i vand, der er ca. 25 grader varmt. Temperaturerne her passer mig perfekt. Her i dag (tirsdag) var der 30,5 grader kl. 10:30. På hotellet har de en fin vejrstation, der kan vise alt fra temperaturer over luftfugtighed til månefaser.
På vejen til hotellet nede fra havnen sidder der sædvanlig vis tre fire græske koner og snakker og strikker. Jeg har længe gerne villet haft et billede af dem, og i går tog jeg mig sammen til at spørge, om jeg måtte tage et billede, og det måtte jeg heldigvis gerne:
I morgen (onsdag) har jeg booket et ‘Lazy da trip’, der er beskrevet sådan i brochuren: Vi tager bussen op til hovedbyen Pothia, hvor vi går ombord på den fine træbåd Mikro Kosmos, som bringer os til havs. Vi besøger tre stande i løbet af dagen, hvor vi kan svømme, snorkle og spise frokost. Det lyder rigtig lækkert, men det er bestemt også en dag, der kræver masser af solcreme. Jeg bruger P20, som er så dejlig nem. Man smører sig ind en gang for alle om morgenen og derefter behøver man ikke koncentrere sig mere om det, uanset hvor meget man bader.
