, ,

I had a dream

Går det mon an?

Min største og vigtigste drøm er at komme i arbejde de 15 timer om ugen, som det nu, af alle instanser, er vurderet, at jeg kan arbejde. Men pludselig tænker jeg på, om jeg er alt for urealistisk. Måske er jeg slet ikke i stand til det? Måske er det rette en pension? Jeg er jo mit arbejde, ergo hvis jeg ikke arbejder, er jeg ingenting.

Det der bringer mig til at tvivle er, at:

  • jeg skal skrive alting ned
  • jeg skal lave skemaer for at få gjort selv de mest banale ting så som at vaske, tømme postkasse og papirkurv en gang om ugen – alt det som andre mennesker bare gør
  • der kræves et arbejde og skemaer for at få struktur
  • jeg er ved at drukne i lister, skemaer, kalendere og alarmer på telefonen, der sikrer, at jeg husker at tage medicinen
  • jeg behøver dosispakninger

Jeg har en ven, der flere gange har ytret, at alt det ovenstående, plus mere, er de rene falliterklæringer. Jeg ved snart ikke. Måske kan jeg slet ikke noget mere? Måske skal jeg bare opgive kampen om at komme ind på arbejdsmarkedet igen?

Jeg har møde med fleksjobkonsulenten kl. 13:00 i dag, og jeg har sådan set tænkt mig at lægge de fleste af kortene på bordet, dog vil jeg ikke vise ham ugeskemaet, for så får jeg da aldrig så meget/lidt som et fleksjob.

Jeg vil ganske enkelt spørge ham, om han tror, en pension kunne være relevant.

Jeg har bare medlidenhed med mig selv.

Citrusfrugterne herunder er bare pæne at se på. De har bestemt ingen sammenhæng med teksten, men der skal også være lidt godt (til ganen).

,

Home sweet home

YAXELL Knivblok 5 dele

Udskrevet

Jeg kom hjem til mig selv i går kl. 14:00, og jeg har nydt det lige siden. Jeg nyder freden, at der ikke er nogen, der følger efter mig (altså virkelige personer 🙂 ), og at der ikke er støj, så jeg må isolere mig i en seng.

Jeg elsker min bolig og mine ting. Det er skønt at være hjemme ved mit eget rigtige tastatur og en skærm på 32″ i stedet for 12,1″ på iPadden.

Jeg sagde “På gensyn” og ikke “Farvel” til medarbejderne. Det er det eneste realistiske. Der kan gå fem måneder eller der kan gå fem år, men vi ses igen. Det er trist, at det er sådan, men sådan er mit liv, og det har jeg erkendt for længst. Jeg kan godt leve med det.

Jeg har mistet overblikke over medicinen. Jeg sluger det, de giver mig, og på mandag kan jeg gå ned på apoteket og hente de første dosispakninger. Afsnittet har ordnet alt, så nu skulle det bare køre. Selv medarbejderne siger, at de godt forstår, at jeg vil have de pakninger, fordi de også synes, det er en stor og kompleks mængde, jeg får.

Jobcenteret

Jobcenteret har bevilget mig de 2.000 kr. til VBA-kurset, så nu glæder jeg mig helt vildt til at komme videre med den 1. del for at “kvalificere” mig til VBA-delen.

Jeg har lavet aftale med fleksjobkonsulenten til på mandag. Vi skal i gang igen, og det kan kun gå for langsomt, for der er en lang “latenstid”, fra vi går i gang, til der er en eller anden form for job.

Jeg kan godt blive noget træt ved tanken om, at det er femte gang siden 1. januar 2016, at jeg skal ud at starte på noget nyt… Denne gang skal det altså være noget ordentligt. Jeg gider ikke være et sted, hvor de end ikke har et skrivebord til mig, eller hvor jeg kan blive ringet op om morgenen og få at vide, at jeg ikke skal komme den dag! Jeg synes, jeg – trods alt – er for god til det.

Når jeg er så ivrig, skyldes det blandt andet, at et arbejde vil sikre en ordentlig struktur på hverdagene. Indtil videre klarer jeg mig med ugeskemaet, som er blevet lidt sejt. Det er med en makro, men den er ikke “farlig”.

En gave til mig

Af en eller anden grund syntes jeg, at jeg skulle give mig selv en gave. Længe har min knivblok trængt til en udskiftning, da den var min. 28 år gammel. Det blev til et YAXELL i bøg til fem knive. Fordelen ved udformningen af det er, at man kan vende knivene, så skæret vender opad, så de forbliver skarpe i længere tid. Det er bare så pænt, og jeg er virkelig glad for det.

YAXELL Knivblok 5 dele

 

,

Hvad skal man vælge?

Er verden ved at brase sammen?

Jeg synes, der p.t. er så mange frygtelige ting at forholde sig til, at jeg slet ikke kan “vælge”; jamen man vælger da for øvrigt ikke klimaforandringerne med FNs Klimarapport eller med FKNs fantastiske longread om klimaforandringerne her.

I den hjemlige andedam vil transportministeren nedsætte en kommission, der skal se på, hvordan vi skal finde de lidt over 86 mia. kr. det vil koste at sørge for at busserne i byerne ikke udleder luftforurening eller CO2. Allerede i 2020 skal de være CO2-neutrale. Det er Finansministeriet, der har regnet på det, men beløbet er ufinancieret, så nu nedsættes der en kommission, der skal finde pengene. Den får godt nok travlt.

Den 4. november samler Dansk Flygtningehjælp ind til mange fine formål. Lukker jeg op?

Forleden blev en afghansk kvinde, hendes mand og to små drenge på et og tre år deporteret til Afghanistan efter at have været i Danmark i et ukendt antal år. Hun nægtede i sin tid at tvangsgifte sig med sin fætter men flygtede på en eller anden må de til Danmark. Historien er vist ikke yderligere belyst. Under alle omstændigheder har faderen nu udstedt en fatwa over hende, og børn og man vil blive henrettet.

Skal jeg bare gemme mig bag min hjemlige urtehave og lade verden passere, mens jeg vasker mine gardiner?

Jeg tror, jeg føjer e-boks til mit spamfilter…