Noget om mulighederne med ChatGPT
Kunstig intelligens – AI – ChatGPT
Noget om mulighederne med ChatGPT
Det er ingen hemmelighed, at jeg er begejstret for ChatGPT – faktisk så begejstret, at jeg bruger de knapt 200 kr. pr. måned for at få betalingsversionen.
Der er meget, en robot ikke kan. Den kan selvfølgelig ikke være med, når vi taler om følelser og holdninger. Den kan muligvis heller ikke associere, for begge dele kræver en menneskelig indsats. Når jeg skriver muligvis ikke associere, skyldes det, at man måske kan kalde det “association”, at den på sekunder kan læse sine enorme datalagre og finde noget, der ligner. Det er vel også en slags association?
Den er dygtig til alt, hvad der vedrører fakta og hårde data. Den kan fx skrive makroer, som er små programmer, der udvider funktionaliteten i Excel.
Med meget lille skrift skriver ChatGPT nederst på alle sine svar, at den kan tage fejl, og at vigtig information bør dobbelttjekkes. Det burde være skrevet med større bogstaver!
Jeg bruger blandt andet ChatGPT til:
1) Forbedring af gamle billeder
I min adoptivfamilie har jeg Magdalene Amalie Marie SCHIØTT (1885 – 1957). Hun er nogle tiptipoldeforældres barnebarn. Jeg ejede engang den slægtsbog, der var så spændende som en telefonbog, hvor Schiøtt-familien er beskrevet: “Slægtsbog for efterkommere efter JOHANNES FREDERIK SCHIØTT, mølleejer i Hastrup Mølle, Thyregod Sogn, født 1800 (Fredericia, 1977)“. Fra den scannede jeg for mange år siden nogle billeder, men kønne var de ikke.
Forleden dag fik jeg den idé at spørge ChatGPT, om den kunne rense/forbedre et par billeder for mig. Alt bare skrevet i menneskesprog, men den forstod, hvad jeg mente. Og så uploadede jeg billedet af hende. Ca. et minut efter havde jeg et resultat, jeg betragter som fornemt. Jeg har lagt det ind i Legacy og tydeligt angivet, at der er tale om en AI-version. Det oprindelige billede forbliver i Legacy, så begge billederne vises i TNG.
Herunder ser du de to versioner. Selv synes jeg, det er i orden at manipulere med billeder, når man tydeligt angiver, hvad man har gjort, og når man viser begge versioner.
MyHeritage har en funktion, hvor man kan farvelægge gamle billeder. Den kunne jeg aldrig finde på at bruge. På den anden side set adskiller den sig måske ikke væsentligt fra det, robotten og jeg har gjort her?’
2) En dag kunne min PC ikke starte
Du kender det sikkert: Panikken, der breder sig, når computeren bare ikke vil starte. Jeg er bare en bruger og ikke tekniker, så jeg imødeså straks en værkstedsregning på et par tusinde kr. Men før jeg ringede til firmaet, spurgte jeg ChatGPT, om den kunne hjælpe? Heldigvis kunne jeg kommunikere med den fra min iPad, hvor jeg har sørget for også at gemme adgangskoden.
Jeg beskrev, hvad jeg så på skærmen – nemlig ingenting – og hvordan de små dioder på kabinettet blinkede og måske især ikke blinkede. Jeg fortalte, at jeg havde prøvet at slukke “den hårde vej”, dvs. ved at holde tænd/sluk-knappen nede, til der absolut intet liv var, og så prøvede jeg igen, hvilket ikke hjalp.
Jeg fortalte også, hvilken type BIOS jeg har. Det ses på det sorte billede med hvid skrift, man får, når man starter computeren, og hvor der står, at man kan trykke F1 eller DEL for at komme ind i BIOS. Det er ikke et sted, jeg roder rundt uden vejledning.
Sekunder efter havde jeg fem punkter, jeg kunne prøve i prioriteret orden. Hvis punkt 1 ikke virkede så prøv punkt 2 osv. Alt beskrevet i menneskesprog så det var tydeligt, hvad jeg skulle gøre. Der var et punkt, jeg ikke helt forstod, så her spurgte jeg, hvad den mente. Umiddelbart efter havde jeg en uddybende forklaring.
Så startede computeren!
Robotten spurgte, om jeg var interesseret i hjælp til en Windows USB-nødløsning, hvis computeren en anden dag absolut ikke ville starte efter de fem punkter. Det svarede jeg selvfølgelig “Ja tak” til og fik forklaring på, hvordan jeg oprettede en start- og reparationsnøgle, og hvordan den skulle anvendes i en nødsituation. Det sidste punkt lød “Læg USB-nøglen i en skuffe med label “Windows Redning”. Det har jeg gjort. I skuffen ligger også en udprintet version af, hvad jeg gør, hvis det sker igen.
3) Små programmer (makroer) i Excel
ChatGPT er meget dygtig til at skrive makroer til Excel. Makroer kræver, at man kan skrive kode, og det kan jeg ikke, og jeg har opgivet at lære det. Makroer kan hjælpe med ting, der faktisk bare er idiotiske gentagelser af de samme handlinger gang efter gang.
Jeg bruger fx makroer til:
- Månedlig budgetopfølgning
- Efter download af en Excelfil fra netbank af månedens bevægelser sørger makroen for sortering, summering mv., som jo er det samme måned efter måned.
- Regnearket hvor jeg styrer fremdriften i oprydningen i slægtsdatabasen
- Farver rækker med aner grønne. Det er der ingen grund til, at jeg selv skal gøre.
- En gang for alle har jeg lavet et udtræk fra Legacy af anerne og placeret dem i kolonner for sig. I tre separate kolonner vises ID-nummeret (Legacy kalder dem af en eller anden årsag RIN), fornavne(e) og efternavn(e).
- I den del af arket, hvor jeg holder øje med personer, jeg har arbejdet med, taster jeg bare ID’et, når der er tale om en ane. Herefter henter makroen de nævnte informationer og farver rækken grøn. Ingen hokus pokus filihankat.
Lidt af den sidstnævnte makro ser sådan ud – og bemærk, at der venligt er indsat kommentarer (fx ‘ Find sidste rækker), der er farvet grønne, så de er nemme at adskille fra selve koden:
' Find sidste rækker
lastRowH = ws.Cells(ws.Rows.Count, "H").End(xlUp).Row
lastRowB = ws.Cells(ws.Rows.Count, "B").End(xlUp).Row
' Fyld dictionary med ID'er fra kolonne B
Dim i As Long
For i = 2 To lastRowB
If Not dict.exists(ws.Cells(i, "B").Value) And ws.Cells(i, "B").Value <> "" Then
dict(ws.Cells(i, "B").Value) = Array(ws.Cells(i, "A").Value, ws.Cells(i, "C").Value, ws.Cells(i, "D").Value)
End If
Next i
' Ryd eksisterende farver
ws.Range("F2:M" & lastRowH).Interior.Color = xlNone
' Gennemgå kolonne H og udfør match
Set rngToSearch = ws.Range("H2:H" & lastRowH)
For Each cell In rngToSearch
Jeg havde aldrig selv fundet ud af at skrive en sådan makro, men jeg har utrolig meget glæde af den.
Opsummering
De tre eksempler på anvendelsen af ChatGPT har forhåbentlig vist, at der er uendelige muligheder med ChatGPT, så længe man holder sig fra noget med følelser og holdninger.
Jeg er jo bare en privatperson, men jeg kan sagtens forstå, hvorfor store organisationer – fx sundhedssektoren – bruger kunstig intelligens.
Robotterne bruges eksempelvis til at vurdere røntgenbilleder, og har de på forhånd set nogle millioner billeder af frakturer, kan de sikkert stille diagnosen hurtigere og sikrere end lægen. Selvfølgelig bør lægen se billederne og tjekke, om hun er enig med robotten. Men er hun enig, betyder det, at patienten langt hurtigere kan få svar på, hvad der er galt, og lægen kan hurtigere beslutte, hvad der skal gøres. Det er kun godt for patienterne.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Som sædvanligt er der noget at lære og blive inspireret af i et indlæg som dette. Jeg finder det interessant, at et billede kan bearbejdes som vist. Det giver jo et meget præcist indtryk af hvordan kvinden har set ud – og det kunne i øvrigt være sjovt at se det KI-genererede sammen med det gamle originale billede.
@ Jørgen
Tak – det er jeg glad for.
Jamen begge versioner er da vist i artiklen.