Vandrehistorier når man spørger de gamle
Slægtsforskning drejer sig om kilder og kildekritik
Vandrehistorier når man spørger de gamle
Det er god latin, at man skal starte sin slægtsforskning med at spørge de gamle i familien. Det var i hvert fald det, de erfarne lærte os begyndere for 20 år siden. Jeg vil tro, det stadig gør sig gældende. Der er den fornuft i det, at så når man det, mens tid er.
Det, de glemte at lære os, er, at man altid skal tjekke i de originale kilder, om det er sandt. I min familie har det vist sig, at der er mange vandrehistorier, som enten skyldes, at man husker forkert så mange år efter, eller at man har ønsket at pynte på virkeligheden. Man kan forstå begge dele.
Mange slægtsforskere viser deres arbejde på nettet, og det er der ikke noget at sige til. Man er selvfølgelig glad, når man mener at have fundet sammenhænge, ingen andre synes at have fundet.
Når man har en hjemmeside af en eller anden slags (fx via geni.com, MyHeritage eller TNG) følger der en gratis forpligtelse med til at sørge for, at data er valide. Selv er jeg i gang med en større oprydning for forhåbentligt at finde (alle) mine gamle fejl og for at supplere med alle de data, det nu er blevet så uendeligt nemt at finde hjemmefra. Jeg håber i den forbindelse at fange det utal af “Husmand”, jeg gjorde til “Gårdmand”, fordi jeg ikke kunne skelne et gotisk H fra et gotisk G, hvilket stadig kan drille.
Vandrehistorier fra min familie
Kai Pedersen blev ikke skudt på åben gade
Den skønneste vandrehistorie er den om Kai PEDERSEN (1906 – 1945), om hvem man sagde, at han blev skudt på åben gade, da han var på vej hjem på cykel. Det skulle efter sigende være sket den 5. februar 1945.
For mange år siden spurgte jeg Politikens Oplysning, om de kendte til et drab på åben gade den 5. februar 1945. De svarede:
Jeg har nu kigget Politiken igennem fra dagene 5.-8. februar 1945 og ikke fundet noget om Kai Pedersen, selvom der nævnes flere drab.
8. februar er der en omtale af en Kaj Petersen – men ham er det vel næppe:
“Røveren Kaj Petersen, Rodosvej 7A, der i Mandags skød sig selv i Tindingen efter et mislykket Forsøg paa at røve Penge fra Lotterikollektionen Classensgade 56, er afgaaet ved Døden paa Militærhospitalet”.Med venlig hilsen
Aase Andreasen
Politikens Oplysning
Ham hun næppe tror det er, er det altså, for han bor på Rodosvej 7A, og han er gift med Gunhilda Elisabeth Pouline PEDERSEN (Kilde: Københavns Amt, Sokkelund, Simon Peter, 1935-1953, KM, Døde – opslag: 86 af 286 opslag). Altså var Kai røver eller rettere: han forsøgte i hvert fald på at blive det. Det er der næppe nogen, der hidtil har været klar over.
Dødsårsagen er i følge den medicolegale dødsattest “Vulnus sclopetarium (suicidium)”. “Vulnus sclopetarium” betyder “Skudsår” og “suicidium” betyder “selvmord”.
Efter hans død gifter enken Gunhilda Elisabeth Pouline PEDERSEN (1913 – 2001) sig med en af min farfars brødre Frits Felix STEGEMÜLLER (1911 – 1974).
Vi er ikke i familie med statsminister Hilmar Baunsgaard
Jeg hedder Baunsgaard til mellemnavn, og jeg kan ikke fordrage det, men jeg sletter det ikke, fordi jeg synes, det lille B ser pænt ud i underskrifter, profiler mv. Det er min netidentitet..
“Min mor” sagde, at vi er i familie med den tidligere statsminister Hilmar BAUNSGAARD (1920 – 1989). Han skulle være min morfars fætter. Det er også en vandrehistorie, som stammer fra, at min morfar Carl Frederik KRISTENSEN (1899 – 1982) altid blev kaldt Carl BAUNSGAARD.
Lidt af forklaringen ligger i, at en datter af morfars farfar Christen Bertelsen – Birthe Marie Christensen – gifter sig med Hans Christian Thomsen fra Baunsgaard i Give sogn. Hans Christian Thomsen var søn af Thomas Mathiasen i Baunsgaard, der atter var søn af Mathias Christensen i Grarup. Disse data er bekræftede, men om det er derfor “Carl F. Kristensen” blev til “Carl Baunsgaard”, kan jeg selvfølgelig ikke vide.
Og hvor Birthe Marie Christensens data er blevet af, ved jeg heller ikke! Måske har jeg ryddet for grundigt op?
Min tyske oldefar var ikke fra Baden Baden
Da jeg i fordums tid startede med at slægtsforske, var det i virkeligheden bare for at finde ud af, hvor “Stegemüller” kom fra. Da det dengang i 2003 var stort set umuligt at besøge tyske arkiver hjemmefra, kastede jeg mig over alle mulige andre familiemedlemmer. Jeg var ikke klar over, at det ville udvikle sig fra en hobby til en lidelse 🙂 , som vi siger.
Man fortalte mig, at Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862 – 1937) indvandrede fra Baden Baden. Hvor de havde det fra, er jeg ikke klar over, men det er det pure opspind. Han blev født i Carl Straße 14, Frankfurt an der Oder, Brandenburg, og han blev døbt 11. juni 1862 i Sankt Georg Kirche, Sankt Georg Gemeinde, Frankfurt an der Oder, Brandenburg.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Nej du er ikke alene, heller ikke med måske at være for åben om historien bag de tragiske hændelser. Men livet er jo op og nedture, så hvorfor ikke være åben om det.
Jeg har et ægtepar i mit slægtstræ der døde samme dag. Og i dette tilfælde var det tragisk, manden dræbte konen og begik selvmord efterfølgende. Han efterlod 7 børn fra 1 år til 20 år uden forældre.
Der har sat et dybt mærke i familien efterfølgende, men det var ikke noget man talte om. Historien lød på at det var er uheld, men politirapporten sagde helt klart noget andet.
Hvis det rigtige ikke kommer frem, kan man ikke bearbejde sin sorg og sit tab rigtigt og hele livet bliver forkert og uhåndterligt.
@ Nelle
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Ja, man kan lige så godt være åben; historierne bliver jo ikke mindre af den grund.
Uha, hvor er det tragisk med ægteparret, der døde samme dag. Forældrene mærkede ikke så meget, men de syv børn …
Vi er helt enige om, sandheden må frem i lyset, for ellers bliver det hele noget vås og vrøvl. Og du har ret i, at så bliver sorgen heller ikke til at bearbejde.
Ja, det er helt utroligt så mange røverhistorier, man får om sin familie før i tiden, når man spørger de gamle … og lige så utroligt, hvor få af dem, der viser sig at være sande.
Jeg har hverken spanske soldater i kvindeklæder, mystiske sigøjnerkvinder, forførte baroner eller noget andet dramatisk i familien, men sydsjællandske indsiddere, smede og husmænd.
@ Charlotte
Så er din slægt helt almindelig bondeslægt ligesom de fleste af os. Dvs. du er som de fleste.
Jeg ser så tit slægtsforskere, der er vilde med diverse konger og dronninger eller at føre deres slægtstræ tilbage til Gorm den gamle. Det meste af det er udokumenteret, da der i hvert fald på Gorm den gamles tid ikke var nogen skriftlige kilder. Den slags er i min verden uinteressant.
Det er jo spændende med vandrehistorier. I nogle tilfælde er det til at forklare hvad der bevirker dem, i andre måske ikke. Siger man om en person i systemet “der er måske udviklingsmuligheder” og glemmer den næste der skal forholde sig hertil ordet måske, er tvivlen pludselig forsvundet. På samme måde er det tænkeligt at der om Baunsgaard har været sagt, at han ikke er i familie med Hilmar. Når ikke pludselig forsvinder, ændrer forklaringen sig kraftigt. Dette skal blot ses som et bud på hvordan rigtige påstande kan blive forkerte.
@ Jørgen
Ja, det er korrekt, at småord kan forsvinde, men der er altså ingen tvivl om at min morfar blev kaldt “Carl Baunsgaard”, og at “min mor” sagde, at Hilmar var min morfars fætter. Og det er det pure opspind.
Men synes du ellers ikke, det er de skønneste vandrehistorier, jeg har fundet frem?
Jo, det er fine historier, og det er fint at de er udsat for passende kildekontrol. Og de er langt mere spændende end at Maria, der blev 78 år gammel er født i 1756 og ikke i 1753, idet den ældste døde få uger gammel, så der er mange måder at overse fakta på. Men godt er det at vandrehistorier har deres eget navn.
@ Jørgen
Tak for din kommentar og undskyld mit sene svar. Jeg var til ECT i går og har været uendeligt træt, men nu er jeg “normal” igen.
Det glæder mig, du kan lide de tre små erindringsforskydninger. Selv holder jeg mest af den første, hvor vi vel alle i første åndedrag tænker, at Kai blev skudt af tyskerne.