En tilfældighed: Vi var to på Dear Home
Psykopatens halvbror var også på Dear Home
Indholdsfortegnelse
En tilfældighed: Vi var to på Dear Home
Som slægtsforsker kender du helt sikkert til at finde noget, du simpelthen tror er løgn, og som du må læse flere gange, fordi det (sgu) da ikke kan passe. Sådan en oplevelse havde jeg i går.
Psykopaten havde en “halvbror” ved navn Arnold MADSEN (1933-1999). Hvordan de var “halvbrødre”, er jeg ikke klar over, og indtil i går havde jeg ingen data på ham, men idet hans også afdøde hustru Annalise Bertha KÜHNEL (1933-2021) havde et specielt efternavn var det utrolig nemt at finde.
Jeg brugte næppe mere end en times tid på at finde hele familiens data. Faktisk var jeg lidt chokeret over, hvor let det var at finde frem til data. Slægtsforskning er i sandhed blevet nemmere, siden jeg begyndte. Det er selvfølgelig kun godt!
Det fuldkommen vilde er, at både “Onkel Arnold”, som “min mor” kaldte ham (hvilket bekræfter det med “halvbror”), og jeg har været på det samme børnehjem: Dear Home. Der er bare 30 år imellem vores ophold der.
Forestil dig følgende:
Min far Jørgen STEGEMÜLLER (1922-1972) og “mor” henter mig (1963-) på børnehjemmet “Dear Home” på Sofievej 26 i Hellerup den 25. november 1964, jfr. stambogen fra Dear Home herunder:
Min far dør.
“Min mor” gifter sig igen med psykopaten i Rønne i april 1975.
Psykopaten har en “halvbror”, der i hvert fald den 1. juli 1933 har bopæl på Dear Home, Sofievej 26 i Hellerup.
Kvinden, Assistent Frøken Lydia Thomsen blandt fadderne den 1. juli 1933, er hende, der i min tid kaldtes “Plejemor”. Det har jeg fået oplyst af en, der var ansat på Dear Home i min tid der.
Billedet af “Plejemor” stammer fra “Centralmissionens Blad” i forbindelse med omtalen af hendes død. Jeg har fået bladet af den omtalte medarbejder, som har været en stor hjælp.
Arnold er døbt i “Jerusalemkirken – Methodist” og alle børnene på den side i kirkebogen (Københavns Amt, Sokkelund, Jerusalemskirken – Methodist, 1926-1939, KM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 22 af 125 opslag) kommer fra Dear Home.
Det stemmer med, at Dear Home var drevet af Metodistmenigheden, hvilket det også var i min tid der.
Jeg synes, det er en vild historie, og jeg måtte klemme mig selv ekstra hårdt i armen nogle gange.
Antallet af børnehjem i 1933?
Hvorfor havner “Onkel Arnold” og jeg det samme sted?
Jeg kan sagtens forstå, at der vel ikke var så mange børnehjem i 1963/-64, selvom det selvfølgelig er mange år før, aborten den blev fri den 1. januar 1973 (hvilket jeg er taknemmelig for), men der må da have været mange flere børnehjem i København 30 år tidligere?
Jeg ved det ikke, og jeg gætter bare. Men det er da underligt, at vi lander samme sted?
Næste skridt: Hvordan var de “halvbrødre”?
Psykopatens forhistorie er vanvittig, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår den til fulde.
Moderen dør, da han er 1 år og 4 måneder gammel. Ved folketællingen 1930 bor han hos en onkel Jens Elo WICHMANN. Ved folketællingen 1940 (5/11) er han plejebarn hos sin farmor og farfar. Lillebroderen kommer til sin mormor og morfar straks efter moderens død i 1930. Det fremgår også af folketællingerne for 1930 og 1940. Altså: han kommer selv til faderens forældre (i 1940), mens lillebroderen kommer til moderens forældre.
Det vrimler med fødsler på Fødselsstiftelsen, adoptioner, plejeforhold, uægte børn, udlagte barnefædre osv. Selv som erfaren slægtsforsker, skal man holde tungen lige i munden. Flere gange sidder jeg og tænker “Det må da være en fejl”, men det er rigtigt nok. Jeg mister bare overblikket. Når man offentliggør sine forskningsresultater på nettet, synes jeg, man skal gøre meget for at sikre validiteten.
Hvad med “Onkel Arnold”?
Faderen er ikke nævnt ved fødslen på Rigshospitalet. Så vidt jeg kan se, er moderen det, man kaldte “Hemmeligt fødende”. Han får indledningsvist efternavnet Bruun, der er moderens eget efternavn. Moderen gifter sig to år senere med en “Madsen”, og derfor kommer Onkel Arnold til at hedde Arnold Madsen.
Måske er også denne familie noget roderi, for hvad med konfirmationen? Han er ikke konfirmeret nogen af de steder, man kunne forvente:
- Ikke det sted moderen gifter sig da han i juli 1935 er to år: Randbøl Sogn, Tørrild Herred, Vejle Amt
- Ikke det sted, moderen og den nye mand bor, da Arnold i 1955 gifter sig med Annalise Bertha KÜHNEL: Grene Sogn, Slavs Herred, Ribe Amt
- Ikke det sted, hvor hun er fra, er konfirmeret og hvor vielsen finder sted: Abild Sogn, Tønder, Højer og Lø Herred, Tønder Amt
- Ikke i Tønder, hvor han lever resten af sit liv og bliver far: Tønder Sogn, Tønder, Højer og Lø Herred, Tønder Amt.
Og så er jeg løbet tør for idéer. Har du forslag, hører jeg inderligt gerne fra dig. Jeg har allerede spurgt en meget erfaren slægtsforsker. Lene har heller ingen forslag.
Hvorfor var de “halvbrødre”? Boede de hos den samme familie? Var de på samme børne-/drengehjem? Mødtes de først som voksne?
Hvorfor er det nu så vigtigt?
Hvis jeg nu kunne finde “Onkel Arnolds” konfirmation, kunne den måske føre mig til psykopatens konfirmation, der atter kunne føre mig til det “drengehjem” han altid så ivrigt fortalte om. Kunne jeg finde det, kunne jeg måske få aktindsigt i materiale, der kunne lede mig på sporet af, hvorfor han blev det menneske, han blev.
Jeg har uden held gennemgået samlet set 92 sogne (herunder naturligvis hele København), og jeg må sige, at jeg har givet op.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!