Hvor blev ordentligheden af?

Den offentlige debat bliver stadig mere rå, politiske modstandere latterliggøres, og mennesker risikerer at få ændret spillereglerne, mens deres sager behandles. Hvad blev der af respekten for andre mennesker, retssikkerheden og den almindelige anstændighed? Jeg savner ordentligheden – både i politik og i den måde, vi behandler hinanden på.

Ikke et ord om katte, for hvor blev ordentligheden af?

Mens jeg glæder mig over resultatet af midtvejsvalget i USA, og misserne hviler ud efter en lang og anstrengende morgen, tænker jeg over det spørgsmål, min ven og jeg drøftede ret indgående, da vi spiste ude i går: Hvor blev ordentligheden af?

Hvad pokker er der sket i Danmark, siden retorikken i den offentlige debat er blevet så modbydelig?

Jeg hørte om et afsnit af “Debatten”, der skulle handle om AI, hvilket interesserer mig meget, så det tændte jeg for. Men efter fem minutter måtte jeg slukke, for jeg udholder ikke, at Clement farer rundt og råber og fægter med armene. Ligesom jeg heller ikke udholder, at deltagerne står og råber og skriger ad hinanden.

Pia Olsen Dyhr skriver fx på sin Facebookprofil:

Efter kulturminister Zenia Stampe deltog i Debatten i torsdags, er der blevet lavet AI-videoer, hvor hun er fremstillet som en grøn heks og en grædende rekrut, der får skældud af sin overordnede.

Det er ikke ordentligt at behandle en politisk modstander sådan. Man kan være enig eller uenig i en politikers standpunkter, men man må forholde sig nøgternt til dem, imødegå dem et for et og forklare, hvorfor man synes, vedkommende er helt Anders And.

Ovenstående hører ingen steder hjemme. Jeg så en lille smule af videoen med rekrutten. Også her måtte jeg slukke, for det var ganske enkelt for modbydeligt.

Hvornår holdt vi op med at diskutere holdninger og begyndte i stedet at ydmyge de mennesker, der har dem?

Lovgivning med tilbagevirkende kraft – og retssikkerhed

Vi kan forhåbentlig alle være enige om, at retsopgøret efter besættelsen og landssvigerloven er en skamplet på dansk retshistorie.

Mennesker blev efter krigen dømt for handlinger, der ikke var strafbare, da de begik dem. Heriblandt var en af min farfars brødre.

Mit familiemedlem meldte sig til Frikorps Danmark og kæmpede som SS-officer på tysk side på Østfronten. Da han meldte sig, havde den danske regering som led i samarbejdspolitikken accepteret og i en periode understøttet danskernes hvervning til frikorpset.

I 1945 blev han straffet med 1½ års fængsel.

Man kan naturligvis fordømme hans handlinger og samtidig fastholde et grundlæggende retssikkerhedsprincip: Mennesker bør kunne vide, hvilke regler der gælder for deres handlinger, og hvilke konsekvenser handlingerne kan få.

Nok om landssvigerloven. Nu til de 2.055 mennesker, hvis statsborgerskabsansøgninger blev sat på pause, fordi der blev udskrevet valg til Folketinget.

Lovforslag, der ikke er færdigbehandlede, bortfalder som bekendt, når der udskrives nyvalg.

De lidt mere end 2.000 mennesker havde efter de hidtidige regler opfyldt de mange krav til at opnå dansk statsborgerskab. Deres sager manglede kun den afsluttende politiske behandling.

Eksempelvis skal ansøgere kunne besvare spørgsmål om dansk kultur og historie. Det kan være spørgsmål om antallet af Olsen Banden-film, eller hvem der skrev Matador.

Selv glæder jeg mig over at være født her af danske forældre, for jeg ville aldrig bestå, eftersom jeg synes, Olsen Banden er temmelig åndssvagt.

Nu skriver Mona Juul på sin Facebookprofil, at hun mener, der skal ryddes op i den gruppe af ansøgninger, fordi der efter hendes opfattelse kan gemme sig mennesker med alvorligt problematiske holdninger eller forbindelser blandt ansøgerne.

Hun skriver blandt andet:

Derfor er det mest ordentlige at stemmer imod og få rettet op. Fordi det er det bedste for Danmark nu og på lang sigt.

Nej, det synes jeg ikke er ordentligt.

For mig er problemet, at mennesker, der har indrettet sig efter ét sæt regler og opfyldt de gældende betingelser, risikerer at blive mødt med et andet sæt regler, netop som deres ansøgninger står foran den afsluttende behandling.

Juridisk er det ikke det samme som landssvigerlovens straffebestemmelser med tilbagevirkende kraft. Ingen har et ubetinget retskrav på dansk statsborgerskab, blot fordi de har indgivet en ansøgning og opfyldt de administrative betingelser.

Men det rejser et beslægtet og efter min opfattelse vigtigt spørgsmål om retssikkerhed og berettigede forventninger.

Hvor rimeligt er det at ændre spillereglerne for mennesker, der allerede har gennemført hele det krævende forløb efter de hidtidige regler?

Mona Juul skriver ganske vist ikke konkret, hvad de borgerlige partier så vil gøre ved de pågældende ansøgninger. Måske hentyder hun til den screeningsmodel, som Mikkel Bjørn og Morten Bødskov har talt positivt om.

Men hvad skal den model egentlig indeholde? Hvilke forhold skal undersøges? Hvem skal foretage vurderingen? Og hvordan skal ansøgerne kunne forholde sig til de kriterier, de bliver bedømt efter?

Der tales meget om “danske værdier”, men det forekommer mig temmelig uklart, hvad begrebet konkret dækker over, og hvordan man vil omsætte det til retssikre og gennemskuelige kriterier.

Hvis vi ønsker ordentlighed, må vi som minimum kunne forlange klare regler, saglige kriterier og en fair behandling.

Og bare en passant: Jeg kommer aldrig til at forstå, at mennesker, der er født og opvokset her, ikke uden videre er danske statsborgere, blot fordi deres forældre ikke er det.

Hvis de skulle “rejse hjem”, er det så retur til Vejle, Vojens, Viborg – eller hvor er “hjem” egentlig henne?

For mange af dem er Danmark det eneste hjem, de nogensinde har kendt.

Hvorfor skal nogle af disse mennesker gå rundt med et gråt fremmedpas, mens andre af os aldrig har skullet bevise, at vi hører til?

Anklageren med tørklædet

Der har været en vældig debat om den kvindelige anklager, der bærer tørklæde.

Nogle synes tilsyneladende at mene, at hendes hovedbeklædning siger noget om, hvorvidt hun kan udføre sit arbejde ordentligt.

Det synes jeg er en besynderlig slutning.

En anklager har gennemført en juridisk kandidatuddannelse og en omfattende oplæring i anklagemyndigheden. Der stilles betydelige krav til både juridiske kompetencer, faglig dømmekraft og evnen til at optræde sagligt og professionelt i retten.

Man bliver altså ikke bare sluppet løs i et retslokale i Viborg, fordi man har lyst.

Selvfølgelig kan man diskutere, om offentlige myndighedspersoner bør bære synlige religiøse symboler under deres arbejde. Det er en principiel diskussion om statens neutralitet, og den er legitim.

Men den diskussion må holdes adskilt fra spørgsmålet om den enkelte anklagers faglige dygtighed.

Et tørklæde er ikke i sig selv dokumentation for manglende objektivitet, ligesom fraværet af et tørklæde ikke er nogen garanti for objektivitet.

Og hvad så med andre religiøse symboler? Må en anklager bære et kors om halsen, fordi vedkommende er gudfrygtig, eller måske blot fordi det er arvet fra mormor?

Hvis man vil opstille regler for religiøse symboler hos offentlige myndighedspersoner, må man som minimum kunne forklare, hvilke hensyn reglerne skal varetage, og hvorfor de er nødvendige.

Det er ikke ordentligt at bedømme et menneskes faglige kvalifikationer ud fra, hvad vedkommende har puttet om håret!

Den ubegrundede frygt

Jeg bor i Hvidovre, der som bekendt ligger ca. 8-9 kilometer vest for Rådhuspladsen. Ergo bor jeg på Vestegnen, og det har jeg gjort i 19 år.

Vi er i sagens natur meget blandede her. Så vidt jeg husker, er omkring 20 pct. af befolkningen indvandrere eller efterkommere af indvandrere.

Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget ubehageligt fra hverken den ene eller den anden befolkningsgruppe – med eller uden dynejakke eller tørklæde.

Jeg har en veninde i Nordjylland, som, da hun første gang besøgte mig, lidt forsigtigt spurgte:

Kan man godt tage S-toget?

Og eftersom vi er venner, er hun jo altså et intelligent menneske, som jeg har stor respekt for.

Men spørgsmålet siger noget om den forestilling, man kan få om steder og mennesker, man ikke selv kender.

Der er en underlig frygt i vores samfund, og jeg synes, den næres af politikere som Mona Juul, Morten Bødskov og Mikkel Bjørn, når de igen og igen fremhæver trusler og problemer uden samtidig at give plads til nuancerne.

Jeg benægter naturligvis ikke, at der findes kriminalitet, ekstremisme eller alvorlige integrationsproblemer. Det gør der. Og det skal vi kunne tale åbent om.

Men det er noget ganske andet at lade konkrete problemer danne grundlag for en generel mistænkeliggørelse af mennesker på grund af deres baggrund, religion eller påklædning.

Det er som at bære ved til et bål, der ikke nødvendigvis havde behøvet at brænde.

Og det er ikke ordentlighed.

Selv to banditter ved mere om ordentlighed

Nu har jeg skrevet en hel artikel om ordentlighed uden at nævne kattene. Det kan selvfølgelig ikke blive ved med at gå.

For selv de to banditter herunder udviser mere ordentlighed i deres lege-slåskamp, end man af og til oplever i den offentlige debat.

De har nemlig lært hos deres mor – allerede inden de var 12 uger – hvordan man leger på en måde, der gør, at man respekterer sin modstander.

Man kan godt være uenige. Man kan godt tage en ordentlig brydekamp. Man kan endda godt være lidt voldsom.

Men man behøver ikke at gøre hinanden ondt.

Det kunne nogle af vores politikere måske lære noget af.