Vi var pionerer

Der er en periode af mit arbejdsliv, jeg ofte tænker tilbage på med et lille sug i maven. Vi var en håndfuld, der på stort set samme tidspunkt blev ansat i en lille statslige institution i vækst. Vi var håndplukkede rundt omkring fra, og der var meget, vi ikke vidste – men der var én ting, vi ville, og det var at være med til at sætte præg på institutionen og dens planlagte vækst – en vækst der skulle vise at blive langt større, end vi nogensinde havde drømt om.

Vi var nok en flok særlinge, men vi havde respekt for hinandens kompetencer. Det var længe før nogen af os havde været på lederkurser, og egl. ledede vi også bare os selv og hinanden, for vi havde lysten og viljen til at lære det, vi ikke kunne på forhånd og til at skabe de ultimative løsninger. Vi stillede os ikke tilfreds med at lave tingene halvt, hvis de kunne laves helt. Jeg savner det lille sted, og mest af alt savner jeg den helt særlige stemning vi i fællesskab skabte der.

Jeg var der som ung budgetkonsulent, og havde fx ikke erfaring med at administrere lokalløn. Min ven var der som ung regnskabsleder, og han var heller ikke helt skarp til det. Men vi skulle jo kunne det, og vi havde sådan set kun hinanden at lære af – og hvad gjorde vi så? Vi lukkede os inde på et kontor en hel eftermiddag med cirkulærer, vejledninger og regneark – og lavede eksempler. Og da vi kom ud havde vi lært det – og jeg skal hilse og sige, at vi aldrig har glemt det igen.

Da jeg gjorde en af de andre opmærksom på det forleden, sagde han “Vi var jo pionerer”, og det er rigtigt. En pioner afdækker nyt og ukendt land, og det gjorde vi sandt for dyden. Vi knoklede men syntes, det var vores sted, og det var os, der lagde grundstenene.

Jeg har tit tænkt tilbage på det som en af de bedste perioder i mit arbejdsliv, og føler mig ret overbevist om, at det var pionerånden, der var forskellen til alle de andre steder, jeg senere har været ansat. det at bygge noget varigt sammen med de andre var unikt.

Uden at formulere det så konkret, havde vi “fælles mål og fælles ansvar”, og hu hej hvor det motiverede. Senere har vi så været på lederkurser og lært at det hedder sådan, og at det er meget motiverende. Hæ hæ – det vidste vi da godt, for vi havde selv erfaret det.

3 replies
  1. Hanne B. Stegemüller
    Hanne B. Stegemüller says:

    Kære Gert

    Jubiii, tak for kommentaren. Du slap igennem!
    Ja den der rotunde, den havde et eller andet. Og magien kommer aldrig kommer igen.

    Vi ses på fredag (25 år og nyt hår).

    Hanne

    Svar
  2. Gert Larsen
    Gert Larsen says:

    Kære Hanne,
    Irriterende at mine kommentarer ikke kommer igennem dit spam filter. Så nu prøver jeg igen fra arbejdet.

    Enig, dejlig tid i “De sociale Nævn og Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns og Frederiksberg kommuner”. Der var en magi som sjældent opstår på arbejdspladser, og som man ikke bare kan skabe. Savner det sgu en gang imellem..

    Gert.

    Svar
  3. Gert Larsen
    Gert Larsen says:

    Kære Hanne,
    Så prøver jeg igen om mine kommentarer kan komme igennem al din beskyttelse.
    Ja, hvem husker ikke rotunden i Ny Kongensgade, hvor vi udviklede et særligt sprog, som vist ingen andre forstod. Du har ret, for mig står det også som en periode i mit arbejdsliv som var særlig gylden, og vist aldrig kommer igen.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *