Indlæg

Hvert fund begejstrer mig stadig

Hvert fund begejstrer mig stadig

Mere slægtsroderi

Hvert fund begejstrer mig stadig

Har I det også fortsat sådan, at hvert fund begejstrer? Altså det lille (evt. blot indvendige) “Yes”, når data passer sammen, når der ikke er tvivl om, at I har fat i den rette, når en vanskelig tydning lykkes, når I finder informationer, andre ikke synes at have, eller I bare kan gøre det bedre?

Jeg elsker logikken, der fører frem til et fund:

  • Når deduktioner åbner for nye led længere bagud,
  • Når man finder hidtil ukendte børn af et ægtepar,
  • Når andre følgeslutninger fører frem til dødsfald, der kan være utrolig svære at finde, når vi nærmer os nyere tid, hvor den geografiske mobilitet øges, og folk kan flytte nærmest hvor som helst hen. Danmark rummer ca. 2.300 sogne, og “Danmark bliver større”, når man slægtsforsker, eller
  • Når man lige rammer det rigtige opslag i en kilde ved første tryk på “enter”.

I snart lang tid har jeg rodet i små landsogne i Thy og nu på Lolland. Hvor er det rart bare at skulle bladre et par sider frem eller tilbage, fordi der kun er fire døde og tre vielser pr. år i modsætning til København, hvor der er 500. Det tager altså noget længere tid og det er let at overse noget.

Selvfølgelig bruger jeg alle de søgemidler, der findes nu, men jeg tjekker alt. Og det er blevet mange, mange gange lettere end for 20 år siden. Der findes ufatteligt mange kilder på nettet. Frivillige har indtastet vist nok (jeg kan ikke lige finde tallet) 14 millioner poster fra folketællingerne til Dansk Demografisk Database. Der pågår fortsat masser af indtastning, selv om det irriterende GDPR har sat en stopper for meget. Så jeg bladrer stadig – og jeg elsker det. For det er det at bladre, der giver det lille gib, når det lykkes.

Frustrerende?

Jeg blev spurgt: “Kan det ikke være frustrerende at slægtsforske?” Næh, det synes jeg ikke. Selvfølgelig er der grene, man må opgive for så at vende tilbage måske årevis senere. Det kan være lidt ærgerligt, hvis man nu ejer genet, hvor mennesker helst skal “gøres færdige”; med det mener jeg, at personer, der er uendeligt lette at få til at opstå ud fra folketællingerne, helst også skal have både en vielses- og en dødsdato. Dem fra 1834 eller 1787 er jo altså døde. Ellers oplever jeg det som “sjusk”, hvilket jeg selv har meget af fra mine tidlige år, hvor jeg gerne ville have så stor en database som muligt, og hvor både tiden på arkivet og søgemidlerne var underlagt begrænsninger. Herregud – Internettet var dårligt opfundet, og det hed vist stadig “EDB”.

På et eller andet tidspunkt vil jeg ajourføre alt det “skrammel”, jeg har fra den tid; det er bare sjovere at finde nyt, og jeg ved heller ikke, hvor jeg skal ende og begynde.

Slægtsforskere er hjælpsomme mennesker

Engang stod vi i kø på Jagtvej eller i Rigsdagsgården i København lørdag kl. 8:45, og der opstod venskaber og udveksledes fund. Der blev udvekslet idéer og metoder: “Har du prøvet at …?”. Det var meget givende. Jeg kan godt savne de personlige fællesskaber, hvor man traf virkelige mennesker i levende live. Fællesskaberne findes stadig, de er bare blevet skriftlige og lettere tilgængelige.

Jeg har fx en ven i Odense, der er lige så (vanvittigt) optaget af slægtsforskning, som jeg er. Han fortæller, at vi har mødtes engang i en eller anden genealogisk sammenhæng, men det husker jeg ikke. Han har været i gang i 40 år … og glæder sig også stadig over hvert fund.

For kort tid siden havde jeg brug for opslag i svenske kirkebøger, som jeg ikke har erfaring med. Han har abonnement på de svenske kirkebøger og folketællinger – det er kun i Danmark, vi betaler den slags via skatten – og selvfølgelig lavede han nogle opslag for mig. Tusind tak!

Kan jeg selv hjælpe, gør jeg det også gerne. Jeg får primært spørgsmål til koblingen mellem slægtsprogrammet Legacy og TNG, som jeg har lavet en FAQ til. Det er fint, da jeg efterhånden har mange års erfaring med det og har indset logikken, da intet er baseret på mystik. Det er alt sammen enkelt, men selvfølgelig skal man lige finde melodien. Det kommer med tiden.

I det hele taget involverer slægtsforskning masser af læreprocesser – og dem er jeg ret vild med.

 

, ,

Nyt i FAQ til TNG

Nyt i FAQ til TNG

FAQ til TNG har vokseværk

Nyt i FAQ til TNG

Jeg hygger mig med at udvide FAQ’en, så den kan blive et så effektivt værktøj som overhovedet muligt for dem, der vælger at give sig i kast med at oprette en hjemmeside med TNG. TNG står for “The Next Generation of Genealogy Sitebuilding”. TNG er et program, du kan bruge til at præsentere dine slægtsdata fra slægtsforskningsprogrammet på internettet.

Det er mit håb at kunne hjælpe med at spare udgiften til MyHeritage og lignende virksomheder. MyHeritage tager 2.919 kr. årligt for det abonnement, man skal have, hvis man rent faktisk vil have noget ud af det. Deres prisliste findes her. Men så får man også adgang til 16,8 milliarder historiske optegnelser… Det kan være, de er nyttige. Jeg kender dem ikke selv, da jeg synes, det er en dyr løsning, som tillige (selvfølgelig) binder mig til deres opsætning. TNG kan jeg stort set indrette, som jeg vil. Og så lærer jeg en masse.

Udgifter ved selv at drifte en hjemmeside

Årlig udgift

Opretter man selv en hjemmeside, er den årlige udgift 22 kr. * 12 = 264 kr. til udbyder + 90 kr. for leje af et dk-domæne (man ejer ikke et domænenavn, man har brugsret til det. Derfor skal man betale leje.) hvis man vælger cHosting og deres mindste pakke, der hedder “Bronze”. Det vil sige i alt 264 kr. + 90 kr. = 354 kr. Og det er ikke kun i år 1.

Både Simply og One.com er billigere i år 1. Derefter skal Simply have 450 kr. årligt, mens One.com tager 588 kr. årligt. Jeg formoder, at leje af domænenavnet kommer oveni hos de to. Det må du selv undersøge. Jeg formoder også, at langt de fleste gerne vil have hjemmesiden i mere end et år; så det kan betale sig at kigge sig omkring, før man vælger udbyder.

Der er ingen bindingsperiode på webhotellerne hos cHosting. Man kan tillige frit vælge mellem månedlig, halvårlig eller helårlig betaling. Langt de fleste sædvanlige slægtsforskere vil kunne klare sig med den lille pakke (“Bronze”). Bliver hjemmesiden en vældig succes, kan man nemt “skrue op” (det tager ca. fire minutter), når der bliver behov for det. Der er ingen grund til at gøre det før.

Der er lidt at spare ved halvårlig eller årlig betaling: Ved halvårlig betaling skal man af med 125 kr. (i stedet for 22 * 6 = 132 kr.), og ved årlig betaling slipper man med 237 kr. (i stedet for 22 * 12 = 264 kr.) – lige på Bronzepakken er det ganske vidst ikke det store beløb, man sparer, men besparelsen i procent er den samme på alle andre webhoteller.

Engangsudgifter

Hos cHosting koster det 75 kr. at registrere et dk-domæne.

Udgifterne til TNG:

  • Lige nu (marts 2022) koster TNG version 13.1.1  $34,99, som svarer til ca. 235 kr.
  • Når der kommer en ny stor version med nye funktioner mv., dvs. når version 14 kommer, er udgiften formentlig ca. $18 for eksisterende kunder. Det svarer til ca. 123 kr.
  • Opgradering til fx version 14 er gratis for kunder, der har købt en tidligere version mindre end seks måneder før.

Der kommer en ny stor version ca. hver 18. – 24. måned. Man bør opdatere både for at få de nye funktioner men også af sikkerhedshensyn. På en måde kan man derfor sige, at det ikke er helt rigtigt at henregne det til “engangsudgifter”, men det er på den anden side set heller ikke en årlig udgift. Vælg selv om du synes, forbrugeroplysningen er vildledende eller vejledende. De små opdateringer koster ikke ekstra.

I pakken med TNG følger 21 skabeloner. Dem klarer de fleste sig med.

Vil man kæle lidt ekstra for siden og have en TNG-side, der skiller sig lidt ud fra alverdens andre TNG-sider, kan man købe en skabelon hos Genealogy Web Templates. Prisen er lige nu (marts 2022) $59, som svarer til ca. 400 kr. En gang imellem skal skabelonen vel opdateres, og det bør man gøre af sikkerhedshensyn. Min skabelon (nummer 209) er fra 2018, så det er ikke ret tit, man skal betale for en fornyelse. Derfor er det rimeligt at henregne det til “engangsudgifter”. Jeg er ikke klar over, hvad prisen for en opdatering er.

Der kan være andre engangsudgifter. Jeg kan bare ikke lige komme i tanke om dem, så det er næppe nogen, der vælter budgettet.

Jeg kom fra vokseværket

1. Forum

Forum går ud på, at man kan stille spørgsmål til FAQ. Det går ikke ud på at få hjælp til TNG generelt. Det findes der langt bedre muligheder for. Eksempler er Facebookgruppen “TNG – Danmark“, hvor man kan få generel hjælp på dansk. TNG Community (på engelsk) er en anden mulighed, som er helt fantastisk, og hvor medlemmerne er virkelig “skarpe”. Det er stedet, jeg selv søger hen, hvis/når jeg kører fast.

2. En times gratis support

Du kan nu booke en tid til en times gratis hjælp på dansk fra mig. Det koster som sagt gratis, men der er en række betingelser, du skal opfylde på forhånd.

Betingelserne er:

  1. Du skal på forhånd have læst posterne i FAQ’en. De fleste startvanskeligheder er beskrevet deri.
  2. Når du booker mig, skal du beskrive problemet kort og klart. Jeg kan ikke gætte mig til problemet.
  3. Du skal beskrive, hvad du selv har gjort for at løse problemet. Du skal selv prøve først. Det er sådan, du lærer TNG at kende.
  4. Du skal på forhånd have hentet og installeret TeamViewer på din computer. Programmet gør, at jeg kan “overtage” din computer – men du kan hele tiden se, hvad der foregår. Kan du af en eller anden grund ikke lide det, kan du til enhver tid afbryde sessionen. Du henter programmet til Windows her.
    • Bruger du et andet styresystem (fx Mac eller Linux), skal du vælge en af knapperne ovenfor på siden, jeg lige har linket til. Jeg kun forstand på Windows.
  5. Du skal selv kunne danne en GEDCOM-fil. Jeg kender nemlig ikke dit slægtsforskningsprogram.
    • Jeg supporterer ikke dit slægtsforskningsprogram – kun TNG. Har du problemer med at betjene slægtsforskningsprogrammet, er der helt sikkert mange andre steder at spørge.

Samarbejde?

Hvis du gør dit, og jeg gør mit, skal vi nok få det til at fungere. Du skal vide på forhånd, at man ikke laver en hjemmeside på en eftermiddag. Du går i gang med en spændende læreproces, hvis du vælger at lave en hjemmeside med TNG.

Betingelserne kan lyde lidt “hårde” og afskrækkende. Jeg har dog opstillet betingelserne for, at du dels lærer noget ved at prøve at løse problemerne selv – men også for, at jeg selv kan “overleve”, hvis mit lille projekt nu skulle vise sig at blive den succes, jeg håber på.

Og så er de ærlige, og skal vi samarbejde, er ærlighed en vigtig spiller.

, ,

Færdig FAQ til TNG

Færdig FAQ til TNG

Det har taget tid

Færdig FAQ til TNG

Hold da op hvor har jeg brugt meget tid på det, men FAQ (Ofte Stillede Spørgsmål) til TNG (The Next Generation of Genealogy Sitebuilding) er langt om længe færdig. Du finder FAQ’en her. Den øverste sektion er for brugere. Den nederste sektion er for administratorer (in spe).

Sektion for administratorer

Sektionen er skrevet til mennesker, der aldrig har lavet en hjemmeside før, og som måske har købt TNG hos Darrin Lythgoe og nu sidder med en bunke filer, de ikke ved, hvad de skal stille op med. En sådan henvendelse har jeg faktisk haft.

Jeg forklarer det hele stille og roligt. Sektionens første videoguide drejer sig om den grundlæggende installation. Følger du guiden, der varer 28 minutter, ender du med en hjemmeside. Det vil jeg faktisk godt garantere. For på forhånd at udrydde misforståelser: det betyder ikke, at du laver en hjemmeside på 28 minutter.

Der er ingen magi knyttet til det at etablere en hjemmeside; det er alt sammen uhyre logisk – men det er alting selvfølgelig, når man først har lært det. Der er derimod tale om en spændende læreproces.

Du kan spare tusindvis af kroner hvert år ved at lave din egen hjemmeside fremfor at betale til fx MyHeritage.

Den anden videoguide handler om at bruge FileZilla, der er et FTP-program. FileZilla bruges til at sende filer til hjemmesiden, hente filer fra hjemmesiden og også til at sætte rettigheder. FileZilla kalder rettigheder for “Filtilladelser”. Man kan sige, at FileZilla sørger for, at du har forbindelse med omverdenen – her konkret din hjemmeside/din server. Det er let at huske, at FTP kan siges at betyde “FilTransportProgram”.

Inspiration fra virkelighedens verden

Selv har jeg brugt TNG siden august 2006. Det betyder, at de emner, FAQ’en behandler, har jeg god erfaring med. Det betyder selvfølgelig også, at jeg har glemt, hvad det var, der drillede dengang for 15½ år siden.

Her har jeg haft god inspiration af at bistå Steen Riis Thomsen, der p.t. knokler med sin side, for når man lige går i gang, er der naturligvis mange ting, der skal bringes på plads. Trin for trin – og en ting ad gangen. Der er ikke andet at gøre. Steen har ikke tidligere arbejdet med hjemmesider, så alt er selvfølgelig nyt. Vi graver os igennem det og løser et problem ad gangen. Det skal nok blive godt.

Vi gik i gang den 11. januar (dog i år), og han har ryddet op i mange ting. De fleste vil skulle rydde op i stedkoder, og mange kan have glæde af at omdøbe billedfilerne, så navnene bliver konsistente.

Oprydning i stedkoder

Steen har fx reduceret antallet af steder til cirka det halve og sørget for, at der nu er tale om steder Google Maps eller en anden kortplotter på et tidspunkt kan forstå, og at tilføjelsen til TNG, der hedder “GeoCode Assistant”, vil kunne hjælpe med længde- og breddegrad i 95 pct. af tilfældene, så mormors død ikke pludselig placeres et sted på det afrikanske kontinent men faktisk i “Hårby Sogn, Båg Herred, Odense Amt, Denmark”og begravelsen her: “Brande Østre Kirkegård, Brande Sogn, Nørvang Herred, Vejle Amt, Denmark”.

Steder bør efter min opfattelse have denne struktur: (Evt. lokalitet), Sogn, Herred, Amt, Land. Mine ser eksempelvis sådan ud: “Brede, Kongens Lyngby Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Denmark” eller “Vedbæk Kirkegård, Vedbæk Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Denmark”.

Mange er kildetro, når de opretter nye steder. Det er efter min opfattelse helt forkert at være kildetro i datafelter.

  1. For det første fordi man vil havne med tusindvis af overflødige steder, der dækker over det samme, da myndighedspersonerne jo ikke skrev dem ens. Man kan ikke engang være sikker på, at den samme præst altid skrev sit eget sogn efter samme mønster. Så “Thyregod” er måske samtidig “Tÿregod” og “Tyregod”, men de dækker jo over det samme sogn, og det er der ingen logik i. Man skal selvfølgelig være kildetro i den tekst, man taster ind, altså selve transskriptionen, men ikke i et datafelt.
  2. For det andet fordi GeoCode Assistant formentlig ikke kan løse opgaven med at tilknytte længde- og breddegrader på de underlige stedsangivelser. Og så ligger der en stor og ikke videre interessant opgave foran dig med selv at slå dem op et eller andet sted.

Omdøbning af billedfilerne?

Indledningsvist: TNG er fuldkommen ligeglad med, hvad du kalder dine billeder. Et filnavn er et filnavn. Derfor er det følgende bare et tip, du kan følge, hvis du vil have en fælles systematik for alle billedfilernes navne, som gør det meget lettere at finde rundt i dem:

Hvis du har samlet billeder i 20 år eller måske flere, er det mere end sandsynligt, at du ikke har en fælles systematik i navngivningen af dem. Nogle hedder måske “Oldefar i krigen 1864”, “farmor og farfar” osv.

Mit forslag er, at du tager fat i hvert billede og omdøber det efter følgende systematik:

  1. Efternavn komma fornavn(e).
  2. Er der flere personer på billedet, navngives filen fx således med personerne fra venstre mod højre. Et eksempel er: “Stegemüller, Fritz Felix, Pedersen, Gunhilda Elisabeth Pouline, Christiansen, Clara Jensine og Stegemüller, Robert Rickardt.jpg”. Det er dem, du ser på billedet i toppen af dette indlæg.

Hvis du løser denne (ret kedelige) opgave, får du et væsentlig bedre overblik over dine billeder. Det er de omdøbte billeder, du skal hente ind i slægtsprogrammet, for det er det nye filnavn, der skal inkluderes i GEDCOM-filen. Men igen: TNG er ligeglad med, hvad du kalder billederne. Kan du selv finde rundt i dem, er der måske ikke grund til at ændre filnavnene?

Support

Jeg yder support til TNG i rimeligt omfang. Jeg laver ikke arbejdet for dig men lærer dig, hvordan du selv løser de problemer, der måtte opstå. Det er en forudsætning, at du på forhånd har gennemlæst FAQ’ens poster for administratorer, da jeg regner med, at en mængde spørgsmål kan afklares allerede ad den vej. Det er i hvert fald intentionen.

Hvis du vil i kontakt med mig om TNG, skal du bruge dette link. Jeg besvarer konsekvent ikke SMS’er, henvendelser via Messenger eller lignende tjenester.