Hvert fund begejstrer mig stadig
Mere slægtsroderi
Hvert fund begejstrer mig stadig
Har I det også fortsat sådan, at hvert fund begejstrer? Altså det lille (evt. blot indvendige) “Yes”, når data passer sammen, når der ikke er tvivl om, at I har fat i den rette, når en vanskelig tydning lykkes, når I finder informationer, andre ikke synes at have, eller I bare kan gøre det bedre?
Jeg elsker logikken, der fører frem til et fund:
- Når deduktioner åbner for nye led længere bagud,
- Når man finder hidtil ukendte børn af et ægtepar,
- Når andre følgeslutninger fører frem til dødsfald, der kan være utrolig svære at finde, når vi nærmer os nyere tid, hvor den geografiske mobilitet øges, og folk kan flytte nærmest hvor som helst hen. Danmark rummer ca. 2.300 sogne, og “Danmark bliver større”, når man slægtsforsker, eller
- Når man lige rammer det rigtige opslag i en kilde ved første tryk på “enter”.
I snart lang tid har jeg rodet i små landsogne i Thy og nu på Lolland. Hvor er det rart bare at skulle bladre et par sider frem eller tilbage, fordi der kun er fire døde og tre vielser pr. år i modsætning til København, hvor der er 500. Det tager altså noget længere tid og det er let at overse noget.
Selvfølgelig bruger jeg alle de søgemidler, der findes nu, men jeg tjekker alt. Og det er blevet mange, mange gange lettere end for 20 år siden. Der findes ufatteligt mange kilder på nettet. Frivillige har indtastet vist nok (jeg kan ikke lige finde tallet) 14 millioner poster fra folketællingerne til Dansk Demografisk Database. Der pågår fortsat masser af indtastning, selv om det irriterende GDPR har sat en stopper for meget. Så jeg bladrer stadig – og jeg elsker det. For det er det at bladre, der giver det lille gib, når det lykkes.
Frustrerende?
Jeg blev spurgt: “Kan det ikke være frustrerende at slægtsforske?” Næh, det synes jeg ikke. Selvfølgelig er der grene, man må opgive for så at vende tilbage måske årevis senere. Det kan være lidt ærgerligt, hvis man nu ejer genet, hvor mennesker helst skal “gøres færdige”; med det mener jeg, at personer, der er uendeligt lette at få til at opstå ud fra folketællingerne, helst også skal have både en vielses- og en dødsdato. Dem fra 1834 eller 1787 er jo altså døde. Ellers oplever jeg det som “sjusk”, hvilket jeg selv har meget af fra mine tidlige år, hvor jeg gerne ville have så stor en database som muligt, og hvor både tiden på arkivet og søgemidlerne var underlagt begrænsninger. Herregud – Internettet var dårligt opfundet, og det hed vist stadig “EDB”.
På et eller andet tidspunkt vil jeg ajourføre alt det “skrammel”, jeg har fra den tid; det er bare sjovere at finde nyt, og jeg ved heller ikke, hvor jeg skal ende og begynde.
Slægtsforskere er hjælpsomme mennesker
Engang stod vi i kø på Jagtvej eller i Rigsdagsgården i København lørdag kl. 8:45, og der opstod venskaber og udveksledes fund. Der blev udvekslet idéer og metoder: “Har du prøvet at …?”. Det var meget givende. Jeg kan godt savne de personlige fællesskaber, hvor man traf virkelige mennesker i levende live. Fællesskaberne findes stadig, de er bare blevet skriftlige og lettere tilgængelige.
Jeg har fx en ven i Odense, der er lige så (vanvittigt) optaget af slægtsforskning, som jeg er. Han fortæller, at vi har mødtes engang i en eller anden genealogisk sammenhæng, men det husker jeg ikke. Han har været i gang i 40 år … og glæder sig også stadig over hvert fund.
For kort tid siden havde jeg brug for opslag i svenske kirkebøger, som jeg ikke har erfaring med. Han har abonnement på de svenske kirkebøger og folketællinger – det er kun i Danmark, vi betaler den slags via skatten – og selvfølgelig lavede han nogle opslag for mig. Tusind tak!
Kan jeg selv hjælpe, gør jeg det også gerne. Jeg får primært spørgsmål til koblingen mellem slægtsprogrammet Legacy og TNG, som jeg har lavet en FAQ til. Det er fint, da jeg efterhånden har mange års erfaring med det og har indset logikken, da intet er baseret på mystik. Det er alt sammen enkelt, men selvfølgelig skal man lige finde melodien. Det kommer med tiden.
I det hele taget involverer slægtsforskning masser af læreprocesser – og dem er jeg ret vild med.
