Indlæg

,

Cybersikkerhed

Borgerens data

Den Europæiske Unions nye dataforordning træder i kraft den 25. maj 2018. At det er en forordning betyder blandt andet, at den er umiddelbart anvendelig i alle Den Europæiske Union-landene to år efter offentliggørelsen i Den Europæiske Union-tidende; sagt med andre ord: landene skal ikke selv vedtage lovgivning, der implementerer de nye regler.

Det vigtigste princip i forordningen er, at data tilhører borgeren, og at myndigheder mv. bare får lov at låne dem i en kort periode, hvorefter de skal slettes igen. Det bliver besværligt, men princippet er sundt. Myndigheder, NGOer mv. får travlt indtil ikrafttræden. Hvis de ikke får styr på sagerne, vanker der bøder i størrelsesordenen 20 mio. Euro eller fire pct. af omsætningen.

Almindelig privat årvågenhed

Hvis man har en computer, en tablet, en telefon, en hjemmeside mv., er der en masse filer, informationer mv., der skal passes på. Årvågenheden bør udmøntes i jævnlig backup og et godt antivirusprogram, der sikrer mod al det skidt og skrammel, der truer på nettet. Er man på nettet, og det er flertallet, er truslerne noget, man skal tage alvorligt.

Årvågenhed hos myndighederne

I går havde Berlingske Tidende en interessant (eller hårrejsende) artikel om sikkerhed:

Regeringen opruster kampen mod hackerangreb: »Vi er under angreb hver eneste dag«

Cyberkriminalitet er »en af vor tids suverænt største trusler mod Danmark«, lyder det fra regeringen, der vil give IT-sikkerheden en saltvandsindsprøjtning. Initiativet falder på et tørt sted, mener ekspert. S og DF er positivt stemt.

Af artiklen fremgår det også, at Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, og det er rigtig dejligt, og vi nyder alle godt af det. Hvem vil undvære Netbank og e-boks? Når man sammenligner landenes sikkerhedsarbejde, kommer vi på en 34. plads. Eksempelvis findes 4.000 offentlige IT-løsninger, hvoraf mange ikke er tilstrækkeligt sikrede. Derfor vil regeringen afsætte 100 millioner på finansloven til en national IT-sikkerhedsstrategi.

Jeg undrer mig over, at der ikke allerede er styr på den slags! Jeg er udmærket klar over, at de kriminelle altid vil være foran, og at de bliver dygtigere og dygtigere. Fx ser man aldrig de ubehjælpsomme Nigeria-mails mere; de er afløst af det meget mere udfordrende og avancerede ransomware. For et par måneder siden blev Forsvarsministeriet ramt af ransomware; og måske havde kriminelle “lyttet med” to år forinden. Det kan undre, da der sidder mennesker, der får deres penge for ikke at lave andet end at sørge for sikkerheden – eller det vil sige, det håber jeg da.

Hvis myndighederne skal leve op til forordningen inden 25. maj 2018, kan man nemt forestille sig, at de får travlt. Hvordan kan de sikre borgerens data, hvis de ikke har styr på de trusler, der kommer udefra?

,

München, Ansbach, Paris, Nice, Kabul mv.

Titlen på dette indlæg er uden tvivl mangelfuld. Den består af de byer, som jeg lige kan huske har været ude for terrorangreb på det seneste, og hvor mange uskyldige mennesker er døde.

Med hensyn til Kabul, er det bemærkelsesværdigt, at TV-avisen brugte maksimalt 30 sekunder på et terroranslag, der dræbte 82 mennesker. Men det er jo langt væk… og ikke i Europa.

Jeg kan slet ikke lide at tænde for TV-avisen lige p.t., for hver dag har sit frygtelige budskab om hvor mange, der nu er dræbt hvor. Og det ligger hele tiden i luften, at det er radikaliserede muslimer, der står bag anslagene. Jeg kan ikke finde ud af, om situationen reelt set er blevet meget værre på det seneste, eller om det er et udtryk for, at når det ene medie skriver om noget forfærdeligt, så skal de andre ikke stå tilbage for dem. Og så kommer det sanselige bombardement lige ind i aftenkaffen.

Jeg ønsker mig en verden, hvor der er plads til alle, hvor vi deler værdier – og gerne står fast på dem – og hvor vi ikke lader diverse religioner skyde kiler ned mellem os. Disse kiler skaber angst, og angsten skaber ekstremisme i en grad, der får mennesker til at slå andre mennesker ihjel, hvor usympatisk det end er. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Mange vil kalde mig naiv nu – men det lever jeg så med.

Jeg er selv religiøs/troende, og jeg har respekt for, at det er der også andre, der er, og de må tro alt det på Allah, de vil, og bære alle de tørklæder de vil, hvis jeg bare må tro på min Gud. Og bare jeg ikke skal slås ihjel på grund af min tro.

Det er snublende let at associere terrorhandlingerne med de mennesker, der flygter til vores land. Debatten, der bliver mere og mere rå, skærer alle over en kam, og munder ofte ud i “Send dem hjem, hvor de kom fra” og “Skyd de perkere i nakken”. Den slags gør mig trist.

Min holdning er, at de mennesker, der er i vores land, skal behandles ordentligt uanset, om de er her på utåleligt ophold eller ej. Og de skal have mod til at “adoptere” vores værdier. Se bort fra de religiøse skel og fokuser i stedet på værdierne! Men det kræver naturligvis, at vi selv ved, hvilke værdier, der er vores. Og det ved vi ikke, for så havde Bertel Haarder ikke søsat sin “Danmarkskanon“, som jeg i øvrigt synes, er et fint og demokratisk tiltag, som jeg selv har bidraget til

Bertel Haarder taler ofte om, at flygtningene skal “ville Danmark”, og det lyder rigtigt i mine ører, men så skal vi også give dem chancen for at vise, at de vil. Og hvordan gør vi så det? Vi gør det i hvert fald ikke ved at lade dem sidde i en teltlejr og glo ud i luften i årevis.

Det allerbedste vi kan gøre er at tildele dem en plads på arbejdsmarkedet. Det er den bedste og billigste form for integration. Når man har et arbejde, bidrager man til samfundet, og det er et urinstinkt gerne at ville det. Jeg har selv prøvet at stå udenfor, og det bliver man et “mindre menneske” af.

Jeg har en god veninde, der deltager i et frivillignetværk i en lille by nær København. I byen ligger et stort flygtningecenter. I netværket fokuserer de på at hjælpe flygtninge ind på arbejdsmarkedet.

Flygtningene vil gerne arbejde, men de kan ikke få hverken et job som vinduespudser eller rengøringsassistent, for der står i stillingsopslagene, at de skal kunne flydende dansk og have kørekort. Jamen for pokker da, de skal vel ikke tale med gulvskrubben eller vinduerne? Og hvor kræver jobbet, at de kører hen?

Det viser bare arbejdsgivernes ønske om at sætte en vejbom op for flygtningene, som de umuligt kan passere de første mange år. Det resulterer i, at det netværket kommer til at hjælpe med, primært er at logge ind på Jobnet og klikke på knappen, hvor man bekræfter, at man har læst – og forstået – “Min plan”.

Der er et eller andet galt, og det må kunne gøres bedre, også uden at nogen skal dø af det.

 

, ,

Efter Paris

Det er søndag, og selvfølgelig har jeg været i kirke. Jeg glæder mig over, at jeg har kræfterne til at komme afsted.

Det var min favoritpræst Inge-Hanne Broström, der var “på”. I våbenhuset fik vi udleveret et lille udsnit af Michelangelos “fingre”, hvor Adam og Gud prøver at nå hinandens fingerspidser. Maleriet findes i Det Sixtinske Kapel. Inge-Hanne forbandt billedet med terroren i Paris, hvor det eneste vi måske kan gøre er at holde om, klemme en hånd eller give et knus. Alt sammen måder at prøve at nå hinanden på. Hun sagde også noget mere relateret til terroren, men jeg kan ikke huske det. Det må være svært at skrive en prædiken ovenpå den slags begivenheder uden at blive politisk, men det formåede hun. Hvis hun ikke havde inddraget begivenheden, havde jeg brokket mig over, at hun var verdensfjern.

Dette her er min blog, så jeg må heldigvis gerne blive politisk. Jeg er meget berørt af begivenhederne i Paris. Af hele mit hjerte ønske jeg, at der ikke fra nu bliver sat lighedstegn mellem flygtning/migrant og så terrorist. Det er frygteligt, at der er fundet et pas, der er registreret på Leros som tilhørende en flygtning fra Syrien. Så er det så let at sætte det lighedstegn mellem alle flygtninge og så  terrorister. Virkeligheden er måske, at vi skal vænne os til, at der færdes disse galninge imellem os? Jeg synes ikke, det er nogen rar tanke, men måske er det sådan det er?

Jeg så TV fra Paris hele dagen i går. På et tidspunkt begyndte de at gentage sig selv “for nye seere”, og det kunne jeg godt have undværet, men alligevel blev jeg hængende. Noget af det, der ryster mig er, at almindelige “hverdagsmennesker” bliver ramt af galninge, når de foretager sig noget helt igennem hverdagsagtigt så som at gå ud at se en fodboldkamp eller at gå til en rockkoncert. 129 er i skrivende stund registreret døde, 300 er sårede heraf 80 meget alvorligt. Et andet IS-angreb i Libanon forleden kostede mindst lige så mange døde og sårede, men det har vi ikke rigtig hørt noget om. Næh det er som om, det skal ske i baghaven før det rigtigt bliver taget ad notam.

IS er efter min opfattelse fuldstændig bindegale, og det er vigtigt at holde fast i, at de ikke repræsenterer den almindelige muslim. Özlem Cekic fra SF (FMF) havde et fint indlæg på sin Facebookprofil, hvor hun prøvede at forklare forskellen på galningene og de almindelige muslimer:

“Jeg er vred, fordi terrorister igen har taget 1.6 mia muslimer som gidsler i deres vanvid. Jeg tager på det kraftigste afstand fra terror også når det begås i Islams navn! Jeg håber inderligt, at vores demokrati vil vinde over dem, der vil begrænse vores frihed. Demokratiet er værd at kæmpe for. SAMMEN!

Jeg er bange fordi, jeg frygter at terroristernes mål med at splitte os vil lykkes. Der er mere end nogen sinde brug for at vi står sammen. Muslimer, jøder, kristne, ateister, blå, røde.. Skulder ved skulder. For kampen er mellem dem der vil friheden og dem der vil bekæmpe den.”

Jeg synes, hun gør det godt. Hvis vi begynder at bekæmpe hinanden, har galningene vundet, og det må de bare ikke.

Inden jeg gik i bad og kirke, lå jeg lige i sengen og surfede lidt på nettet. En bekymret mor spurgte, hvordan man forklarer sine børn, hvad det er, der sker. Hun havde tre børn i forskellige aldersgrupper. En psykolog svarede, at det var svært og måtte afpasses efter det enkelte barns alder, men at de i hvert fald ikke måtte sidde alene med nyhedsstrømmen om ørerne. Til den yngste kunne man fx sige, at nogle mennesker somme tider bliver så vrede på hinanden, at de begynder at slås. Til de større kan man forklare med noget, der ligner politik, men det skal være i små doser, for politik giver ikke mening for børn (det gør det såmænd heller ikke altid for mig). Man skal tage udgangspunkt i hvor udviklede børnenes hjerner er – hvor man så end skulle vide det fra. Jeg er glad for, at jeg ikke har børn, jeg skal forklare dette mareridt for; jeg har svært nok ved selv at finde mening med det.

God søndag!