Tag Archive for: Tema

, ,

Design

Leder med lys og lygte

Det jeg leder efter er et nyt tema/design til bloggen, og jeg har snart kigget mange igennem, men lige meget hvad jeg kigger på, har de en eller anden mangel:

En typisk mangel er datoen for indlægget, som jeg synes, skal vises som noget af det første. I flere temaer vises datoen som et tag, og det er ikke hensigtsmæssigt.

De fleste temaer viser ikke arkivet, og det vil jeg da helst ikke undvære. Det er da sjovt at kunne se tilbage til bloggens spæde begyndelse i 2005.

Jeg har så kigget lidt på det gratis “Twenty twelve”, der – bortset fra det med datoen – ser fint ud. Det er meget enkelt og klart, men skriften er ikke så tydelig som i det nuværende tema.

Det vigtigste for mig er, hvad læserne synes, så nu prøver jeg at installere “Twenty twelve” som en test, og så vil jeg blive glad for at høre, hvad I synes. Bare læg en kommentar – på forhånd mange tak! Du må også meget gerne begrunde dit svar, fx hvorfor du bedst kan lide det gamle eller det nye tema.

Specielt til Kirsten BR: Med dette tema kan du zoome!

Personerne på billedet i toppen er: Mine forældres vielse i 1955, min farfar, min far og min mor. Der er vandmærker på fordi jeg ikke gider, at andre slægtsforskere hugger billederne.

Jeg har ændret på frisen, fordi det er pænere, når alle billederne er s/h. Det er nu i stedet: Mine forældres vielse i 1955, min farfar, min far og mig. Der er så mange der siger, at vi ligner hinanden, og det kan man – synes jeg da – se på dette billede.

,

Design

Overvejelser om design

Jeg bruger temaet ”Structure”. Temaet er det, der bestemmer udseendet på bloggen. Structure vedligeholdes desværre ikke længere, og derfor udgør det en sikkerhedsrisiko, og jeg må se mig om efter et andet tema. Det er rigtig ærgerligt, for jeg kan lide det, som det er. Jeg gjorde mig en række overvejelser, da jeg valgte det:

  • Det skulle være responsive, altså tilpasse sig automatisk til alle de enheder læserne bruger (telefones, tablets, almindelige PC’er osv.)
  • Det skulle være let at se, da mange af mine læsere er ældre.
  • Det skulle være enkelt og uden alt mulig pjat. Indholdet af indlæggene skulle være i fokus.
  • Billeder skulle kunne vises på en enkel måde.
  • Tabeller skulle kunne vises.

En af mine trofaste læsere har gjort mig opmærksom på, at man ikke kan zoome ind på teksten, hvis man bruger iPad. Jeg havde såmænd aldrig tænkt på at teste det, men læseren har ret, så her er et krav til det næste tema, for det skal man selvfølgelig kunne.

Tabellerne har været lidt af en hurdle, for ”Structure” rummede ikke noget selvstændigt værktøj til tabellerne. Her må man i stedet bruge de muligheder, der ligger i WordPress selv. For mig kan tabeller være en fin måde at skabe et overblik på, men WP rummer ikke i sig selv nogen særlig god tabelfunktion. Derfor gik jeg på jagt efter et plugin (en tilføjelse), og fandt ”Visual Table Formatting Lite”, der er et meget fint lille gratis plugin, som jeg fx brugte til tabellen i går. Det er en stor forbedring bare det at kunne farve hver anden række, så tabellen bliver mere overskuelig. Der findes også en betalingsudgave ”Visual Table Formatting” til 18 $. Her kommer der en række ekstra funktioner til, så man for alvor kan styre tabeldesignet, og da tabeller er noget, jeg bruger meget, ofrede jeg de 18 $. Det ser ret lækkert ud, men det skal siges, at det var et mareridt at få det installeret, og jeg måtte ty til hjælp udefra.

Når jeg nu skal skifte tema og lave ”kravsspecifikation” igen,

  • vil jeg gerne høre mine læsere, hvad I synes, der er vigtigt ved designet?
  • Jeg vil også gerne høre mine medbloggere, hvilke krav I har stillet til jeres eget design?

Jeg vil blive meget glad, hvis I vil tage jer tiden til at lægge en kommentar om designet og jeres ønsker til nyt design på mit vindue mod verden. På forhånd mange tak!