Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Jeg mangler spyt

Jeg mangler spyt

I går

Jeg mangler spyt

I går var jeg hos tandlægen, hvor “vi” lige skulle se på, om alting var i orden. Jeg havde noteret nogle få punkter, og et af dem var, er der var en skarp kant på en kindtand. Det klarede han på to minutter. Alt andet var i orden. Og jeg børster perfekt! Jeg bliver så stolt, når han siger det. Endnu engang drøftede vi den manglende spytproduktion/mundtørhed. Tænderne føles “ru”, men det skyldes den manglende spyt, og det kan han jo ikke gøre noget ved.

Årsagerne kan være:

  1. Medicin – men det skal der bare ikke pilles ved, nu hvor det har 2½ år at finde frem til de rette præparater og doser.
  2. Alder – alle steder skrives bare, at det sker, når man er blevet “ældre”, og den kategori tilhører jeg trods alt ikke endnu. Jeg er altså “kun” 53; jeg synes ikke, jeg er “ældre”.
  3. Strålebehandling – heldigvis ikke relevant for mig.
  4. Sjøgrens sygdom – hrm…

Jeg har spurgt alle steder

  1. Distriktspsykiatrien kender slet ikke til det. Det begriber jeg ikke. Jeg kan da ikke være den eneste, der har det problem, da det er en kendt bivirkning til psykofarmaka?
  2. Tandlægen anviser adskillige midler, der kan forebygge, altså forebygge det at den manglende spyt ødelægger tænderne, men det er jo årsagen, der skal bekæmpes.
  3. Apoteket kan også oplyse om meget forskellig symptombehandling. På mit apotek, hvor jeg jo er stamgæst, og de snart kan mit CPR-nummer udenad, er de så dygtige til at vejlede. Men de kan jo altså heller ikke fjerne årsagen.

I dag

Jeg har gennem en uges tid chattet med min egen læge om problemet, når nu ingen andre kan trække kaniner op af hatte, og vi blev enige om, at jeg hellere måtte kigge forbi. Jeg medbragte simpelthen de fire ting, jeg bruger til forebyggelse af dårlige tænder, så hun kunne se, hvad jeg allerede gør, og at jeg ikke ligger på den lade side.

Hun var velforberedt og havde tænkt over, hvordan hun kunne hjælpe. Hun er simpelthen en fantastisk læge, og jeg har haft hende i mange år, og beholdt hende, da jeg flyttede fra Vanløse til Hvidovre. Jeg ser hende ikke så tit, da hun jo ikke er psykiater.

Hun har flere skud i bøssen: For det første undersøger hun, vha. blodprøver, for Sjøgrens Sygdom. Når vi har svaret på det (det kan tage et par uger), er næste trin en øre-næse-halslæge. Heldigvis kunne hun selv tage blodprøverne. Det, der taler stærkt imod Sjøgrens er, at jeg stort set aldrig oplever tørre øjne. Nu må vi se…

Og så sluttede hun af med at sige, at hun ikke havde set mig have det så godt længe, længe, længe. Jeg er helt enig.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Ligheder

Gamle StegemüllerHanne B. Stegemüller

Vi ligner hinanden

I min entré har jeg dette billede hængende, indrammet i mahogni og på en fremtrædende plads. Det forestiller min farfar, min far og jeg.

Det er fremstillet ved hjælp af lidt Photoshop, og jeg er rigtig glad for det. Det, der altid glæder mig allermest, er når folk siger, at min far og jeg ligner hinanden enormt meget. På en eller anden måde er jeg stolt over at ligne ham. Det er de samme kindben og det samme smil, sagde psykologen forleden. Men det er jo alt sammen snyd og bedrag, for jeg er ikke hans barn, da jeg er adopteret. Men det er vildt, så meget vi ligner hinanden.

Han døde, da jeg var ni år gammel, men han nåede at give sine værdier videre til mig. Værdier og morale grundfæstes i alderen 0 – 3 år. De første 2½ år var jeg nu godt nok på børnehjemmet “Dear home” i Hellerup, da jeg er resultat af et one-night-stand mellem en for ung mor og en vist nok lidt usympatisk far, der på et tidspunkt forsøgte at tage livet af sig selv ved hjælp af rottegift. Det er svært ikke at tænke, at han muligvis havde en psykisk sygdom, og at den del måske er arveligt, men der er gætterier.

Jeg har truffet begge mine biologiske forældre, men det var ikke succesfuldt. Den ene havde for travlt med at løbe maraton og den anden ville styre min dispositioner. Jeg er glad for, at jeg har mødt dem, men det var så også det. Vi havde (naturligvis) intet til fælles. Det var alt sammen en illustration af arv contra miljø.

Forvirring

Min far Jørgen Stegemüller var født 17. maj 1922 og døde 21. november 1972. Jeg har en stor mængde billeder af ham, jeg har nogle lærebøger fra “Den danske væveskole” “Bindingslære” i to bind osv. Det er klenodier for mig. Uanset hvor meget jeg rydder op, vil jeg aldrig nogensinde skille mig af med disse ting.  I bøgerne er stemplet “Jørgen Stegemüller, Brede pr. Lyngby, Telf. 439”. Jeg havde også hans salmebog, men jeg gav den til min mor, da hun var død i 2006. Jeg syntes, hun skulle have den med til det hinsides som en hilsen fra min far og jeg. Et lille aber dabei var, at jeg ikke turde lægge den på hendes bryst, men måtte have en krematoriebetjent til det.

Forvirringen går på, at min far var meget feminin, gik op i sit udseende og han broderede i sin ungdom. Jeg har en hel bunke af de dækkeservietter, han broderede – har jeg arvet noget fra ham? Har vi et yderligere fællesskab? Er min forvirring til at forstå?

Selv har jeg i mange år tænkt ordet “androgyn”. Og jeg tænker stadig, at det er der noget rigtigt i. Arven fra min far er stærk og på mange måder en udfordring.

Og nu til noget helt andet andet

  1. Hos øjenlægen: Jeg skal bare have nye briller. Men det har jeg ikke råd til, når jeg også skal betale de månedlige rater på 3.000 kr. hos tandlægen.
  2. Jeg har fået tid hos min læge til en drøftelse af “Mundtørhed”. Hun er så sød og altid rede til en snak. Det er sjældent, jeg ser hende (hun er jo ikke psykiater), men når det endelig sker, er det godt. Det var hendes eget forslag, at vi skulle ses. Jeg er nødt til at sikre, at mine tænder ikke bliver ødelagt igen. Jeg har kun 103.600 kr. én gang.
  3. Der kommer en ny medarbejder i Second Hand Unit på mandag. Jeg skal referere til hende – jeg er lidt utryg ved det. Hun er jo sikkert OK, men jeg skal lige finde ud af det med hende.
/18 Kommentarer/i /af

Diverse

Nyt design

Jeg har skiftet design på bloggen, hvilket næppe har forbigået din opmærksomhed. Den trængte til fornyelse. Det er ikke alt, der er på plads, men det kommer.

  1. Hvad synes du om det?
  2. Er der noget, der – efter din opfattelse – bør være anderledes?
  3. Jeg lover bestemt ikke at følge dine idéer, men friske øjne ser ofte lidt bedre, end når man bare sidder med sig selv og er lidt ”selvfed” af benovelse over, at det er lykkedes de 98 pct ad vejen. to pct. er da til at klare.

Årsdag den 20. april

Tænk at der allerede er gået et år siden erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden og jeg var til møde med rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune.

Først var der selve mødet, hvor jeg var overvældet af alle de mennesker, der sad om bordet. Men de var søde, kun én stillede spørgsmål, og de ville mig det bedste; det kunne jeg let mærke.

Erhvervsrådgiveren var med, for at hun kunne tage over, hvis jeg nu ikke kunne klare det selv. Det gik nu godt nok, men det var trygt at have en fall back-mulighed. Så blev vi sendt uden for døren, mens de voterede, hvilket ikke tog ret lang tid. Ind igen. Deres indstilling lød (som bekendt) på tilkendelse af fleksjob.

Da vi kom ud fra mødelokalet, stod jeg faktisk bare og græd af lettelse. Mødet var helt afgørende for min fremtid, og i 2½ år havde jeg konstant sagt til hele ”systemet”, at jeg ville arbejde i det omfang, jeg overhovedet kunne.  Selv den kommunale (dygtige) sagsbehandler foreslog flere gange førtidspension – men nej tak fra min side.

Min skræk var, at rehabiliteringsteamet ville indstille mig til et ressourceforløb. De forløb er bare parkeringspladser, når rehabiliteringsteamet ikke kan finde på andet. Jeg kender flere tidligere medpatienter, der er i fx femårige ressourceforløb, hvor der absolut intet sker. De venter bare på at blive 40, så de kan blive tilkendt førtidspension. Det er altså sygt!

Skærmen

Den er endelig kommet, og den er fantastisk. Det er virkelig rart at kunne se mange programmer på én gang. Mailklienten ligger bare oppe i højre hjørne, så den er let at holde øje med, samtidig med at jeg laver noget andet.

Skarphed, farver og kontrast er helt som de skal være.

Den gamle skærm fejlede absolut intet, den var bare blevet for bette. Fyren fra Labtech Data Valby fik den med sig retur. De samler brugt udstyr, som de enten bruger selv til test, eller også giver de dem til velgørende formål. Jeg sagde til ham, at de meget gerne måtte give den til ”Samleren” her i Hvidovre, som er et værested for mennesker med en psykiatrisk diagnose. Jeg har været der en enkelt gang og bemærkede, at de var ret dårligt kørende mht. hardware. Så måske er der nogle, der kan blive rigtig glade for den.

”Give away”

Afsnittet kunne også hedde ”Operation morgenluft”.

Jeg er stadig i gang med den store oprydning i min lejlighed og i mit liv – øjenlæge, tandlæge, praktiske ting mv., men jeg har været gået i stå, fordi jeg kom til bogreolerne. Jeg har mange hyldemetre med fine bøger, men eftersom jeg ikke kan læse længere, er de bare til pynt. Og hvordan kommer man egentlig af med bøger?

For at par måneder siden lave jeg et opslag i en Facebookgruppe, der beskæftiger sig med køb, salg og bytte af brugte bøger. Jeg fik ikke en eneste henvendelse. I tirsdags prøvede jeg så igen, og så kom der en vældig respons. Jeg har tilsagt seks mennesker til i dag. De tre har været her og taget for sig af retterne. Jeg har altid været glad for mine bøger, og nu glæder jeg mig så over, at de kan få et nyt godt hjem.

PS: 2.000 kr. for et kilo tandpasta

Jeg spurgte tandlægen til råds om, hvordan jeg kan sikre, at jeg ikke får ødelagt mine tænder igen, nu hvor de lige er blevet så fine. Hun udskrev en recept på noget specialtandpasta ved navn “Duraphat”, der beskytter mod mundtørhed og har ekstra meget fluor.

Der var fem gange på recepten, og jeg tog dem alle nede på apoteket. Det blev 500 kr… Der er 51 gram i en tube, og det giver så 1.960,78 kr. for et kilo – (1.000/51*100). Det er simpelthen noget svineri. Alt, der har med tænder at gøre, er simpelthen urimeligt dyrt.

/2 Kommentarer/i /af

Hestekanyle

Hestekanyle

Slap nu af

Sådan sagde jeg til mig selv mindst 30 gange under dagens besøg hos tandlægen. Hele kroppen er anspændt og venter på næste jag helt ind i hjernen fra kuldefølsomme tandhalse eller sådan noget. Men der var ikke nogen hestekanyle

Jeg har gået en uge og været bange for i dag og for kanylen til en hest. Jeg sagde det med det samme, jeg kom ind ad døren. Han forstod ikke rigtig, hvad jeg mente, og jeg kunne ikke forklare det. Heldigvis kom den kanyle ikke i brug i dag. Men måske næste gang til en ny tretimers-seance…

Undermunden er færdig nu, og det er rigtig pænt. Jeg glæder mig som et barn, til det hele er færdigt. Der er formentlig kun tre gange tilbage, lidt afhængig af hvordan det går.