Indlæg

, ,

Vis mig dine tænder, og jeg skal sige dig, hvem du er

Mundens sociale ulighed

Vis mig dine tænder, og jeg skal sige dig, hvem du er

Dårlige tænder handler ikke kun om sundhed. De handler også om skam, ensomhed og social ulighed. For mange mennesker bliver tandproblemer en usynlig barriere i livet – og spørgsmålet er, om den nye “tandkonto” reelt hjælper dem, der har allermest brug for det.

Er du bare lidt oppe i årene, genkender du Karius og Baktus på billedet herover. De hamrede og bankede i Jens’ mund, fordi han ikke var omhyggelig med at børste morgen og aften.

Podcasten “Genstart” havde den 19. maj en episode med titlen “Munden fuld af skam”.

Tænder er for livet. Bliver de først dårlige, så kan det have store sundhedsmæssige konsekvenser, og ud over det viser forskning, at skyld og skam følger med. For hvad har man egentlig styr på, hvis man ikke har styr på sine tænder?

Mennesker med tandproblemer smiler ikke

Tandforsker Esben Boeskov Øzhayat fortæller i udsendelsen, at mennesker med dårlige tænder ofte holder op med at smile. Mange forsøger simpelthen at skjule deres tænder.

Nogle af de mennesker, han har talt med, har isoleret sig i årevis, fordi de skammede sig så meget over deres tænder. Andre holdt op med at gå til jobsamtaler. Nogle opgav tanken om at finde en kæreste.

Han fortæller også om et menneske, der manglede en tand. Så snart vedkommende fik hjælp, ændrede hele mimikken sig. Det var som om, personen blev et andet menneske.

Det er egentlig ikke så mærkeligt. Tænder er synlige hele tiden. De er en del af vores ansigt, vores smil og vores sociale identitet.

Da jeg selv holdt op med at smile

Jeg har selv prøvet det.

I en periode øvede jeg mig bevidst i ikke at smile, fordi jeg syntes, jeg lignede en taber. Alle tænder havde fået en mørkebrun kant på 1-3 mm., og det var frygteligt.

Det skyldtes ikke, at jeg ikke børstede tænder. Problemet var den kraftige mundtørhed, som jeg fik af antipsykotisk medicin. Når det var værst, kunne jeg næsten ikke tale.

Spyt beskytter tænderne, og et rask menneske producerer normalt mellem 0,5 og 1,5 liter spyt i døgnet. Ved mundtørhed falder produktionen markant, og det kan være en alvorlig tilstand.

Det kostede mig mere end 100.000 kroner at få ordnet mine tænder – selv efter en rabat på 36.000 kroner. Jeg var heldig, at jeg kunne betale selv. Der var ingen offentlig hjælp. Banken ville ikke hjælpe, fordi min situation på tidspunkt var uafklaret, men det ville Hvidovre Tandklinik. Amar gik ind på aftalen, fordi han syntes, jeg virkede så motiveret.

Jeg lagde en udbetaling på 40.000 kr. og betalte resten af i rater på 3.000 kr. om måneden. Det er det bestemt ikke alle, der kan.

Nu kan jeg smile, og ingen kan se, at kun to af tænderne er mine egne. Resten er kroner.

Når tandproblemer bliver farlige

Dårlige tænder handler ikke kun om kosmetik og selvværd.

Hvis tænderne er rådne eller knækkede, kan der opstå alvorlige infektioner. Folk kan lugte ud af munden, få betændelse i kæben eller i værste fald infektioner, der spreder sig til andre dele af kroppen, der er i nærheden af tænderne som fx luftrør, øjne, hjerne osv.

Tandproblemer kan derfor udvikle sig til både sociale og alvorlige sundhedsmæssige problemer.

Den sociale ulighed

42 pct. af de socialt udsatte har tandproblemer. Det er voldsomt.

Tandproblemer rammer socialt skævt. Mennesker med høje uddannelser har som hovedregel fine tænder og går regelmæssigt til tandlæge. Mennesker med få ressourcer eller dårlig økonomi kommer ofte ikke afsted.

Og man behøver ikke være økonom for at forstå hvorfor. Det er dyrt at gå til tandlæge.

Problemet er ikke mennesker, der går regelmæssigt til tandlæge. Problemet er dem, der aldrig kommer derhen.

De offentlige udgifter til tandpleje udgør samlet set over fire milliarder kroner om året. Men mange af pengene går til mennesker, som allerede er en del af systemet og får deres regelmæssige undersøgelser.

De mennesker, der virkelig har store tandproblemer, kommer ofte slet ikke ind ad døren.

Tandkontoen

Der blev i december 2025 indgået en politisk aftale, som skal forsøge at mindske problemerne.

I løbet af 2027 får alle danskere over 21 år en såkaldt “tandkonto”. Her indsættes et årligt beløb, som blandt andet skal kunne dække et tandeftersyn.

Kritikerne har dog peget på et centralt problem: Kontoen kan måske betale for at få stillet diagnosen – men ikke nødvendigvis for selve behandlingen.

Aftalen forsøger også at hjælpe økonomisk trængte grupper, hvilket er positivt. Men spørgsmålet er, om det er nok.

På side 10 i “Aftale om ny model for voksentandplejen” fremgår det, at aftalepartierne vil gøre tandbehandling gratis for blandt andre kontanthjælpsmodtagere og personer på ydelser på kontanthjælpsniveau. Det drejer sig om fx om personer der modtager ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse og ledighedsydelse på kontanthjælpsniveau.

Der er afsat 66 millioner kroner til ordningen.

Men når næsten halvdelen af de socialt udsatte har tandproblemer, kan man godt tvivle på, om det beløb rækker særligt langt.

Det handler ikke kun om tænder

Dårlige tænder handler i virkeligheden om meget mere end tænder.

De handler om værdighed. Om at kunne smile uden skam. Om at turde gå til jobsamtale, møde andre mennesker og være en del af samfundet.

For mennesker med alvorlige tandproblemer bliver munden en social barriere, som andre mennesker ser med det samme.

Derfor giver det heller ikke mening kun at tænke tandpleje som almindelig sundhed. Det handler også om social ulighed.

Mange danskere har ikke behov for en tandkonto. De går til tandlægen alligevel.

Problemet er de mennesker, der ikke har råd til overhovedet at komme ind ad døren.

Hvis man virkelig ville mindske den sociale ulighed i sundhed, burde langt flere af pengene være sendt i retning af de svageste.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Min tandlæge med holistisk menneskesyn

Min tandlæge med holistisk menneskesyn

Hvidovre Tandklinik

Min tandlæge med holistisk menneskesyn

I modsætning til de fleste elsker jeg at gå til tandlægen. Det er så skønt med den klinisk rene følelse i munden, når jeg går derfra. Min tandlæge starter altid med at spørge “Hvordan har du det?”, fordi mit svar fortæller ham om min subjektive oplevelse af mine tænders tilstand. I dag spurgte han bare “Hvordan har tænderne det?”

Jeg er meget omhyggelig med mine tænder: to gange tandbørstning pr. dag, to gange interdentalbørster pr. dag, og to gange tandtråd pr. dag. Jeg skal ikke ud i tidligere tiders problemer.

Denne gang var jeg bange for, om jeg måske havde et hul i højre undermund, så jeg bad ham kigge ekstra godt efter der. Der var heldigvis ikke noget galt, og vi blev enige om at sætte intervallet op til hver fjerde måned.

Jeg kan virkelig godt lide hans holistiske tilgang, og jeg synes, det er så logisk, at hvis patienten har det godt, har tænderne det også godt. Vi fik faktisk en længere snak om den aktuelle krigstrussel, og Amar vidste meget mere end mig, selvom jeg ellers synes, jeg følger godt med. Jeg blev lidt beroliget. Men egl. er jeg bange, og min frygt bliver ikke mindre  af TV Aviserne.  Jeg er bange for, hvad der kan ske, og hvad russerne udenom Europa kan finde på.

Jeg har oplevet mennesker, der mener, at jeg er helt “hysterisk” men mine tænder, men sådan er det så! Jeg passer dem på den måde, jeg finder mest rigtig, og det er der sådan set ingen, der skal blande sig i.

Ulighed i tandsundhed

Jeg synes godt nok, det er dyrt at passe sine tænder, men jeg glæder mig over, at han ikke skal lave andet end en tandrensning. I dag lød regningen på 805 kr. Det er regnet ind i budgettet, men det er da dyrt. Det vil der være mange, der ikke har råd til. Er man på kontanthjælp, rækker pengene ikke.

Da jeg spiste meget medicin, var alle mine tænder ødelagt af mundtørhed, så jeg lignede en taber. Alle min tænder startede med en brun kant foroven. Jeg fik lavet et enormt arbejde i 2017 eller 2018, som kostede mig mere end 100.000 kr. Alle mine tænder – vist bortset fra en – er nu kroner. De penge havde jeg selvfølgelig ikke, så jeg fik lov at købe på kredit. Tandlægen agerede bank, fordi han mente, jeg virkede så motiveret. Banken – hvor jeg havde være kunde i mere end 35 år – ville ikke hjælpe, fordi min situation på det tidspunkt var uafklaret!

Det er absurd, at tandpleje ikke er omfattet af den almindelige sygesikring. Hvad er grunden til at dem med mange penge eller søde tandlæger skal kunne behandles, mens de andre ikke kan?`Hvorfor skal den del af kroppen, der sidder inde i munden, ikke behandles som de øvrige dele?

Ser du et menneske med dårlige tænder, tænker du så ikke, at vedkommende har behov for hjælp og støtte? Det kræver overskud at behandle sine tænder ordentligt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Ros hos tandlægen og en lav regning

Ros hos tandlægen og en lav regning

Jeg elsker at gå til tandlæge

Ros hos tandlægen og en lav regning

Jeg har været til tandlæge, og det var klinikejeren Amar selv, der undersøgte og behandlede mig. Klinikken har været udenfor rækkevidde i 1½ år, fordi tagetagen på bygningen brændte og de havde vandskader overalt.

I stedet var man henvist til Herlev, hvilket ikke var en god oplevelse, blandt andet fordi jeg var helt uforberedt på at komme ind til en fremmed. Det relationelle har også stor betydning hos tandlægen.

Nu er de heldigvis tilbage her i Hvidovre, og jeg skal bare over på den anden side ad gaden for at nå dem. Det er trygt.

Jeg er altid bange for ikke at børste godt nok, ikke at være flittig nok med tandtråden og interdentalbørsterne. Så jeg spørger altid (måske lidt barnagtigt?) om jeg gør det godt nok. Jeg får dog altid ros.

Jeg kunne nøjes med at komme en gang om året, men budgetterer med fire årlige besøg. Med min “tandhistorik” vil jeg ikke risikere noget. Jeg har kun 103.615 kr. en enkelt gang i livet. Denne gang kostede det ikke en gang 600 kr.

Smertefri behandling

Det skal ikke gøre ondt at gå til tandlæge, for så bliver man bare væk, og det går ikke. Tænderne skal holdes vedlige, for de skal holde hele livet.

Mine tænder er ganske vist – bortset fra en – alle nye kroner, da mine virkelige tænder var fuldkommen ødelagte af mundtørhed, og jeg lignede en taber. Det var frygteligt, og jeg prøvede at undgå at smile i et par år. Amar fik gjort orden på det hele. Nu smiler jeg meget gerne.

De går ind for smertefri behandling, og skriver blandt andet følgende på deres hjemmeside

Tandlæge med tryghed og gennemsigtighed

Hvidovre Tandklinik er din lokale omsorgsfulde tandlæge i Hvidovre. I Hvidovre-klinikken vil du blive mødt af venligt og kompetent personale i hyggelige og behagelige omgivelser. Vi er 3 tandlæger, 1 tandplejer og 5 klinikassistenter, som alle lægger vægt på empati og service, samt giver smertefri behandling af højeste kvalitet.

Vi er tandlæger, der står for grundighed og tryghed, og er eksperter i tandlægeskræk, samt ydelse af bedste tandsundhed, da vores mål er at have de gladeste patienter.

De kan rense selv dybe tandkødslommer, uden at det gør det mindste ondt. Det kunne hende i Herlev ikke. Der måtte jeg bede om at blive bedøvet.

Amar sagde “Hvis du mærker noget, rækker du bare venstre hånd op”. Jeg mærkede absolut ingenting, og på 25 minutter, inkl. en indledende snak på mindst 10 minutter, havde han lavet “Fokuseret undersøgelse, udvidet tandrensning og -6 tandrodsrensning”.

Ulighed i sundhed

Der er alt for meget ulighed i sundhed. Nu er det heldigvis (efter pres fra Enhedslisten) blevet sådan, at unge op til 30 år kan gå gratis til tandlæge. Men folk over 30 må selv til lommerne, hvis de har nogen. Med den galopperende inflation dropper mange tandlægen.

Når pengene er små, dropper mange besøget hos tandlægen. Det er reelt ikke nogen besparelse, for når de endelig kommer derhen, er det bare så meget dyrere.

Jeg har selv været i situationen, hvor jeg ikke havde været hos tandlæge i alt for lang tid, for jeg havde simpelthen ikke pengene. Og derudover var jeg så flov over alle de tænder, der var ødelagt af mundtørheden, at jeg ikke ville være bekendt at åbne munden hos en tandlæge. Da jeg endelig fik taget mig sammen til at bestille en tid, orienterede jeg dem på forhånd telefonisk om situationen, og at de skulle være søde ved mig. Og det var de.

Brækker man benet, kan det blive sat sammen af sundhedsvæsenet. Men knækker man en tand … Det er helt forkert.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Ros hos tandlægen – ikke til tandlægen

Ros hos tandlægen – ikke til tandlægen

Hvidovre Tandklinik i Herlev

Ros hos tandlægen – ikke til tandlægen

Jeg går højt op i mine tænder, da jeg kun har 103.000 kroner til den slags en enkelt gang i livet. Jeg har en enkelt tand tilbage uden krone. Resten er kroner.

Det gik så galt på grund af mundtørhed, der var en følge af mange års forbrug af antipsykotisk medicin, ikke fordi jeg var et svin. Jeg lignede en taber, idet alle tænder startede med en brun kant. I nogle år passede jeg på ikke at smile – det var svært. Og det er jo egentlig positivt.

Mundtørhed betyder, at der ikke produceres tilstrækkeligt meget spyt. Når det var værst, kunne jeg ikke tale, og måtte i telefonen fremstamme: “Jeg ringer senere”, og det hjælper ikke at tage en tår vand. Vores spyt indeholder blandt andet bakteriedræbende enzymer; det vil sige, at spyttet er med til at holde tænderne (og munden) rene og sunde.

Nu står den på:

  • Specialtandpastaen “Duraphat”, der kun fås på recept, da der stadig forekommer lidt mundtørhed. Det skyldes formentlig præparatet Quetiapin, som jeg får til natten, fordi det sætter hjernens signalstoffer lidt ned i gear. I modsætning til Benzodiazepiner er præparatet ikke afhængighedsskabende, men har næsten samme effekt.
  • De små interdentalbørster fra GUM to gange dagligt.
  • Tandtråd to gange dagligt.
  • De små røde tabletter, der viser, om der er plak, en gang ugentligt.
  • Fire årlige kontroller, selvom det ikke er nødvendigt.

Alt det bevirker, at jeg altid får ros hos tandlægen, selvom jeg altid er bange for ikke at have været omhyggelig nok. En gang angst, altid angst, og jeg vil formentlig aldrig kunne bevæge mig ud af at være en “gul patient” hos tandlægen.

Ros hos tandlægen – ikke til tandlægenJeg er utrolig glad for at komme hos Hvidovre Tandklinik, og jeg er især begejstret for “min” tandplejer Nadja. Hun er simpelthen så sød og dygtig, og nu hvor det store murerarbejde er overstået, er det kun hende, jeg har kontakt med.

På billedet i toppen er Nadja nummer to fra højre. Nummer et er klinikejeren Amar, som jeg kender særdels godt, da det var ham, der stod for murerarbejdet. Nummer tre er tandlæge Iben, som også er sød og dygtig. Vi er jævnaldrende og får altid en sludder.

De ved, at de ikke skal spare på bedøvelsen. Jeg betaler ved kasse et. Jeg synes ikke, jeg er specielt pivet, men det er der næppe nogen, der synes om sig selv.

Hvidovre Tandklinik er midlertidigt flyttet til Herlev

Jeg bor lige overfor klinikken, og det er dejligt bare at skulle over gaden. Imidlertid brændte hele tagetagen sidste år og klinikken fik store vandskader. Den er derfor genhuset i Herlev, hvor jeg var i går.

Jeg kom ind til en fremmed tandlæge og en fremmed tandplejer. Det havde jeg ikke fået at vide på forhånd, så jeg var fuldkommen uforberedt. Jeg har ikke tidligere været bevidst om, hvor meget det betyder, at man kender personalet og er tryg ved det. Nu er jeg klar over, at det betyder uendelig meget.

De havde høj muzak, så tiden i venteværelset var også lidt af en (tand-)pine.

De spurgte, om jeg sad/lå godt. Det ærlige svar var “Nej”. Elendig stol, som ryggen ikke kunne falde i et med.

Der er nogle tandkødslommer ved de bagerste kindtænder, der er meget dybe (ikke min fejl, og jeg kan ikke selv gøre noget ved det), og de skal selvfølgelig renses grundigt for tandsten. Det var tandlægen, der gjorde det, og hun var tindrende ligeglad med, at jeg lå oppe under loftet af smerte. “Det er forskelligt fra patient til patient” – ja og så? Hvordan kan du hjælpe med det?

Jeg måtte sige til hende, at det ikke gik, og at hun måtte bedøve. Jeg var klar til ellers at rejse mig og gå midt i det hele. Det skal ikke gøre så ondt at gå til tandlæge, for så bliver man bare væk. 

Hvidovre Tandklinik skriver følgende på deres hjemmeside, som jeg aldrig har lagt mærke til før – men det gælder ikke i Herlev. Jeg tager simpelthen ikke derud igen!

Vi er 3 tandlæger, 1 tandplejer og 5 klinikassistenter, som alle lægger vægt på empati og service, samt giver smertefri behandling af højeste kvalitet.

Den rigtige Hvidovre Tandklinik bør være tilbage i maj måned (dog i år), når jeg næste gang står for tur. Jeg har bestilt tiden hos Amar. Er det ikke ham – eller en anden jeg kender – møder jeg ikke op men bestiller en anden tid.

Ulighed i sundhed

Det er sjovt, som der altid skal tages nye røntgenbilleder. Senest tog Nadja et panoramabillede for at kontrollere, om alle kronerne havde det godt. Det havde de! I går måtte der også nye til, da de tidligere var fra 2017. Det har de selvfølgelig ret i, når de siger det; det svarer bare ikke til mit (røntgen-)billede.

Alt i alt 1.264,74 kr. for et almindeligt eftersyn. Jeg måtte hjem og justere budgettet i opadgående retning. Sygesikringens andel udgjorde 424,31 kr. Efter min opfattelse burde det være lige omvendt.

Der er ikke noget at sige til, at mange må fravælge tandlægebesøg og de regelmæssige undersøgelser. Det er positivt, at Folketinget sidste år som en del af finanslovsaftalen vedtog, at unge kan gå gratis til tandlæge til og med det fyldte 22. år.

Men alle – uanset alder – burde kunne gå gratis til tandlæge. Vi burde betale omkostningen over skatten ligesom resten af sundheden og sundhedsvæsenet. Der er ingen grund til ikke at gøre tandpleje tilgængelig for alle. Manglende tandpleje vender den tunge ende nedad.

Det er stigmatiserende at have dårlige tænder og sygdomme i munden. Tandlægeforeningen havde et virkelig godt debatindlæg i december 2022, hvor de blandt andet skrev

Men vi, der møder kontanthjælpsmodtageren, indvandreren eller den socialt udsatte i vores arbejde oplever på daglig basis den sociale ulighed, som ikke bliver bedre af, at vi i Danmark har et tandplejesystem, hvor patienterne betaler omkring 85 procent af regningen selv.

Det er rystende, når 38-årige Regitze fortæller, at hun allerede som 16-årig manglede sine fortænder, og at de øvrige tænder langsomt smuldrede ud af munden på hende. Et kærlighedsliv har hun for længst vinket farvel til – for hvem vil date en tandløs kvinde, ræsonnerer Regitze i dokumentaren.

I forbindelse med ECT traf jeg en medpatient, der sagde, at hans tænder faldt ud på grund af behandlingen. Jeg blev forskrækket og spurgte min søde sygeplejerske, om jeg skulle være bange for, at det også kunne ske for mig? “Nej” sagde hun, “Hans tandstatus er på forhånd meget dårlig”.

Der er noget helt galt, når man ikke kan følge en næsten livsvigtig behandling uden risiko for, at ens tænder falder ud! Det er fuldkommen vanvittigt.

Da jeg skulle have lavet overslaget for min store reparation, fortalte Amar, at kommunen evt. hjælper med betalingen, men de betaler den billigste behandling, som ikke nødvendigvis er den rigtige.

Han spurgte, om jeg ville have den billigste løsning eller den rigtige løsning? Hvis du kender mig her fra siden (eller evt. fra den virkelige verden) kan du formentlig selv gætte svaret.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.