Tag Archive for: Seroquel

, ,

Søvn med kugledyne

Søvn med kugledyne

Søvn med kugledyne er i top!

Det første tegn, på at en mani kan være undervejs, er, at der gå kuk i søvnen, og jeg er derfor meget opmærksom på det, der kaldes “søvnhygiejne”. Jeg har lavet et fuldstændig fast skema for, hvornår jeg står op og går i seng, og det overholder jeg alle ugens dage. Jeg skal ikke have en ny mani, så jeg gør hvad jeg kan, for jeg har været indlagt tilstrækkeligt i år.

På hospitalet gav de mig en kugledyne for at forbedre søvnen, og det var fantastisk. Det er som at sove i en kokon, og kan vist bedst sammenlignes med de gamle olmerdunsdyner, som man lagde sig under, og så kunne man ikke røre sig ud ad flækken. Har jeg mon nogle læsere, der kan huske dem?

Mange år med søvnproblemer

Helt tilbage til min kollegietid i 80’erne har jeg haft søvnproblemer, og gennem årene har jeg derfor spist mange indslumringspiller, men det er jo bare ikke en løsning, man skulle kunne sove på naturlig vis.

Jeg har faktisk sovet godt siden den seneste (eller sidste?) indlæggelse. Før i tiden lå jeg vågen mindst en time efter at være gået i seng, nu går der vel 15 minutter, men jeg er altså også på 700 mg Seroquel plus diverse.

Bevilling fra kommunen

Jeg spurgte min sagsbehandler i Hvidovre Kommune, om de ville give tilskud til en kugledyne, der normalt koster i omegnen af 4.500 kr. Uden yderligere dikkedarer kom der forleden en bevilling på 2.700 kr. – fornemt, og jeg har sagt pænt tak. Det lykkedes at finde en dyne til 2.705 kr., og den kom i går. Den var nedsat, da det var sidste års model. Jeg ville hellere have haft en “rigtig” kugledyne fra firmaet Protac, men de er for dyre.

Nu har jeg så brugt den en nat, og jeg er meget begejstret. Som sagt er det som at sove i en kokon: trygt, godt og varmt. Den består nærmest af en masse velcrolukkede lommer, i hvilke der findes en pose med fire rum, og i hvert rum er der en kugle.  Den samlede vægt er 7 kg. Den er lidt bøvlet at få “arrangeret”, men det kommer nok med øvelsen.

Jeg vil være nærmest lykkelig, hvis der for alvor kan komme styr på min søvn. Jeg har altid været misundelig på de mennesker, der bare lægger sig ned og sover og for hvem, søvn slet ikke er et tema. Måske det også kan blive min virkelighed?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.