Dagevis

Indlægget her er skrevet over nogle dage, da jeg var klar over, hvilken vej pilen pegede, men naturligvis ikke kunne offentliggøre noget. På onsdag skal jeg sikkert pakke min kuglepen hos Securitas, for motivationen er ikke længere tilstede. Og det må selv de kunne forstå.

Søndag

Jeg er utrolig skuffet og ked af det. Jeg ved ikke, hvorfra jeg skal finde kræfterne til den femte ansættelse siden 2016:

1. Folkekirkens Nødhjælp, 1-årig kontrakt, HR, opgaven var løst
2. Folkekirkens Nødhjælp, 1-årig kontrakt, Genbrug, der var ikke flere opgaver
3. Nordsjællands Portcenter, jeg var ikke tilstrækkeligt clairvoyant, men hjemmesiden var professionel og flot. Jeg var ansat, så jeg kunne blive fyret, og det blev jeg.
4. Securitas,virksomheden skal omstrukturere, flytte, udnytte de eksisterende ressourcer bedre, og der er ikke tilstrækkeligt med opgaver.  Jeg har foreslået opgaver i deres økonomiafdeling og forsøgt mig med markedsføring udi Excel. Det synes heller ikke at være en mulighed.
5. ?

Jeg orker det bare ikke.

Hvem ansætter en “rigtig” medarbejder uden at sikre sig, at der er et skrivebord og en computer til vedkommende? Hvem sikrer sig ikke på forhånd, at der er opgaver til en “rigtig” medarbejder, at der er en tilstrækkelig opgaveportefølje? Som jeg ser det, er det kun fordi, de forventer ingenting, når det er en ansættelse i et fleksjob. Når man så viser sig stadig at kunne noget, er det som om, de får kolde fødder.

De skriver alle så pænt, at jeg er utrolig kompetent, at jeg løser opgaverne godt/fint – men hvad kan jeg bruge det til? Det er alt sammen  svulstige ord, der ikke udmønter sig i en varig kontrakt.

Advarselslamper

Mine advarselslamper har være tændt ca. en måned,  to uger før ferien og to uger efter, hvor der sent om aftenen indløb SMS’er om, at jeg ikke skulle komme dagen efter: enten på grunds af arbejdsmangel eller på grund af, at en direktør skulle bruge sit skrivebord, og så var der ikke plads til mig.

Jeg synes ikke, det var værdigt. Og jeg træt af at blive betragtet som en, der nok ikke kan noget.

Hvordan jeg skal blive istand til at komme “op på hesten igen”, som mange sikkert vil skrive, ved jeg ikke. Jeg sad også ude tudede ude hos Kasper og Christina i fredags. De tror da på, at jeg stadig kan noget. Måske kan jeg få dem til at ansætte mig 🙂

Mandag

Kasper rådede mig til at lave noget, som jeg synes er sjovt, og som giver mig positivt input. Det har indtil videre udmøntet sig i tre ting:

1. To videoguides til Letsupport om MailChimp, som er et fuldstændig uoverskueligt, men kraftfuldt, program, der kan bruges til at sende nyhedsbreve ud.
   • Det tager virkelig lang tid at lave den slags, for man må ikke sidde og fumle og lede efter funktionerne, og da det er temmelig uoverskueligt, måtte jeg gennem mange forsøg. Herudover skulle der mere styr på skærmopløsning og lyd, end jeg har været opmærksom på ved alle de øvrige videoguides. Jeg syns selv, resultatet blev godt. 1: Opret et nyhedsbrev. 2: Lister og formularer.
2. Jeg har fået strammet et slideshow op, som skal bruges til nogle videooptagelser på psyk, og det skal så bruges i undervisning af medarbejderne. Det skulle strammes op rent sprogligt og noterne skulle på plads. Jeg nemlig ikke en oplægsholder, der står med ryggen til tilhørerne og læser op af det, de allerede har læst.
3. Jeg er kommet i gang med mit Excelkursus igen. Jeg var gået i stå ved Arrays. Nu skal det være, men jeg synes, det er en ordentlig mundfuld.

Så jeg prøver at lave noget sjovt, der afleder tankerne om på onsdag. Fyret bliver jeg ikke, da jeg ikke er ansat. Men resultatet ligner.

Tirsdag

Jeg har haft et telefonmøde med  Morten fra Jobøst, og han er vældig positiv, og synes jeg skal gå på ned til seks timer eller måske to timer. Jeg kan ikke lade være med at komme i tanke om, at han er på en kontrakt af typen “No cure no pay”. Spiller det også ind? Jeg er klar over, at jeg måske er helt urimelig her.

For mig er det også et spørgsmål om værdighed. Jeg synes, det er uværdigt at komme to eller seks timer om ugen.Med min hukommelse får jeg det aldrig ind under huden, for jeg glemmer det jo fra uge til uge.

Men selvfølgelig slipper jeg for Jobcenteret, og det er da et plus, selvom min sagsbehandler er blev engleblid, efter jeg klagede til borgmesteren. Det er rart nok at kunne noget med ord. Er jeg i panik, er jeg så billigt til salg? Eller er Morten? Jeg ved ikke med ham, men jeg er ikke.

Vi aftalte, at han fører forhandlingerne, og at jeg tier stille, mm. jeg bliver direkte adspurgt. Det er nu lidt underligt. Jeg kan da sædvanligvis godt forhandle.

Selv er jeg nu ret sikker på, at der ikke er så meget at forhandle om. De mails, jeg har modtaget, taler deres eget tydelige sprog, hvis man kan læse lidt mellem linjerne og tænke bare lidt politisk. Der har stået:

“Du kan tro jeg har bemærket at du er god til excell – og vildt mange andre ting.

Det har intet med dine kompetencer at gøre. Du er, som jeg hele tiden har sagt, mere end kvalificeret til enhver administrativ funktion, og har været en kæmpe hjælp, ift. de besværlige opgaver, som vi har rodet med sammen.

Det håber jeg du er helt med på. Det handler vel i bund og grund om den timing hvormed du er i kontakt med Securitas – vi er i proces med – dels at flytte fysisk (vi har pladsmangel´) – og at få en anden struktur. Generelt arbejder vi med at udnytte de ressourcer vi har bedre, fremfor at tilføre flere/nye. Det er som sådan også en helt fin forretningstanke, men harmonerer jo ikke vildt godt med dit personlige ønske om fast ca.15 timer om ugen.”

Jeg replicerede, at 12 eller 15 timer ikke kulle skille os ad.

Nu skal det bare blive i morgen 9:30!

Onsdag

I dag er det nu – før mødet

og hvis Morten får sin vilje, vil jeg synes, jeg mister mit sidste strejf af værdig. Så bliver jeg solgt billigst mulig. Jeg har svært ved at se, hvad hverken seks eller to timer kan føre til. Så bliver jeg bare parkeret. Det kan så ikke engang betale sig at tage jakken af, tænde PCen eller hente en kop kaffe. Og hvordan skal der kunne findes et skrivebord til mig, hvis jeg er der så lidt, når det ikke kan lade gør nu?

Fair leder/mentor – efter mødet

Min leder/mentor, eller hvad hun nu var, har spillet med åbne kort og når hun har vidst noget, har hun videreformidlet det til mig. Jeg synes, hun har været fair! Vi havde en god snak, inden Morten kom, hvor hun igen lagde kortene på bordet, og vi blev enige om, at hun skulle føre ordet. I løbet af de 30 minutter tøede jeg da også mere op og fik sagt noget selv.

Da vi gik ud, sagde Morten “Du fik ret”.

Jeg har pakket min kuglepen og afleveret adgangskortet.