Indlæg

,

LÆ265 og Restless legs

LÆ265 og Restless legs

Min læge er fin: vi talte LÆ265 og Restless legs

LÆ265 er en lægeattest

LÆ265 er en lægeattest til det kommunale rehabiliteringsteam, som er det organ, der indstiller til kommunen, om den skal bevilge fleksjob, pension eller ressourceforløb. Vejen frem for mig er et fleksjob, og det ser jeg frem til. Jeg vil ikke have pension. Alle behandlere kigger lidt måbende på mig, når jeg siger det, for de er jo sikkert vant til, at alle vil have pension.

Der skal en mængde dokumentation til: helbredsoplysninger, status for relationen til arbejdsmarkedet og mit liv i det hele taget (det 15 sider lange Wordskema) mv. Jeg har været hos min læge i dag for sammen med hende at udfylde attesten. Jeg undrer mig lidt over, hvad hun nu kan udtale sig med vægt om, når hun kun har det hele på anden hånd via epikriser. Hun er jo ikke psykiater. Efter min opfattelse vil det være meget mere relevant med en speciallægeerklæring, og det vil Bodil og jeg fremføre overfor kommunen, når vi ellers får hul igennem til sagsbehandleren.

Jeg havde sammen med Bodil forberedt mig lidt: Attesten handler blandt andet om de relevante helbredsforhold, særlige hensyn, lægens kommentarer til patientens opfattelse af eget helbred mv. Med hensyn til det sidstnævnte talte vi om, at hun måske kunne skrive, at jeg har god sygdomsindsigt og har et realistisk billede af situationen.

Jeg forbereder mig altid til den slags møder, for så får jeg indflydelse på resultatet og har noget at byde ind med, inden det sidste punktum er sat. Vi tog udgangspunkt i det, jeg selv havde noteret, og hun var bare glad for, at jeg var velforberedt. For at være på den sikre side havde jeg også printet epikriserne ud til hende – det kunne jo være, hun ikke havde modtaget dem.

Restless legss

Jeg er ved at blive vanvittig af det. 80 pct. af nætterne er jeg oppe og vandre hvileløst rundt i timevis, for det er det eneste, der rigtig kan tage den intense smerte. Nogle gange sætter jeg mig ved computeren for at beskæftige tankerne med noget andet, men ikke engang det kan hjælpe. Natteroderiet er ikke godt for manierne, der kan udløses af kuk i søvnen, og det er heller ikke godt, den dag jeg skal til at gå på arbejde igen. Jeg skal jo kunne hænge sammen – og helst mere end bare det.

Jeg har snart prøvet alle præparater, men det er, som om de ikke hjælper ordentligt. Nu hvor jeg var hos lægen, fik jeg en recept på noget stærkere: Akineton, der er et stærkere parkinsonmiddel. Jeg håber sådan, det kan hjælpe, for jeg ved snart ikke mine levende råd.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Psykoedukation og hukommelse

Psykoedukation og hukommelse

Gode dage, en dårlig nat og en guide

Psykoedukation og hukommelse

Psykiatrifonden

Underviserne til psykoedukation i Psykiatrifonden er af lidt vekslende kvalitet. De er selvfølgelig alle sammen dygtige, men to af de tre, vi har haft indtil nu, har holdt sig meget til noget Powerpoint-værk, og det er lidt dræbende.

I denne uge har vi Sisse, og hun er bare god. Hun kører helt fri af alle de der slides og tackler det på sin helt egen måde, og hun er god til at inddrage os ved hjælp af øvelser. Hun arbejder ud fra en metakognitiv metode, som ind imellem er lidt provokerende, men som sætter mange tanker i gang. I dag havde vi fx en øvelse, der illustrerede, hvordan man med sin bevidsthed let kan flytte fokus, også selv om det kan være svært at hive sig selv op fra egne tanker og grublerier. Et andet eksempel: “Du må ikke tænke på en grøn giraf”, og det eneste man ser for sig er selvfølgelig en grøn giraf.

Hende er jeg meget begejstret for, men vi skal desværre kun have hende i denne uge. I øvrigt skal det siges, at alle de medarbejdere, jeg har truffet derinde, virker meget dedikerede og dygtige. Jeg er begejstret for både min erhvervsrådgiver og min psykolog.

Lige nu er vi kun tre (kvinder) på holdet, det skulle efter sigende skyldes den tilstundende sommerferie. Tre er for lidt til at skabe dynamik. XX, som er den sidste ankomne, er også bipolar, så vi får nogle vældig gode snakke. Det er så rart med en, der bare forstår, hvad jeg siger.

Hukommelse

Jeg skrev for et par uger siden til Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet for at spørge, om de mon kunne hjælpe mig videre med en udredning og en eller anden form for træning. Jeg kan ikke arbejde med problemet, før jeg kender årsagen til bunds.

Jeg havde egentlig ikke forventet, at de svarede, men jeg fik en meget venlig mail en sen aften fra en neuropsykolog, der foreslog mig at rette henvendelse til Center for Specialundervisning for Voksne (CSV). Og dem har jeg så prøvet at få fat i, for at høre, hvad de kan tilbyde. Det er en gratis foranstaltning, og de har forstand på kognitive problemer. Hvad de i Distriktspsykiatrien siger til dette selvstændige initiativ, ved jeg ikke, men der må bare ske et eller andet.

Restless legs

Mine restless legs driller mere og mere, og jeg står op midt om natten, fordi det simpelthen gør for ondt at blive liggende. Forleden nat ville jeg så lave en kop kaffe, men jeg kunne ikke huske, hvordan man skulle gøre. Herudover lagde jeg de forkerte ting ind i køleskabet, altså ikke madvarer men fx brødkniven. Det var meget skræmmende. Jeg tænkte meget på, om det var en begyndende demens. Bipolare har meget stor sandsynlighed for at udvikle demens. De skræmmende tegn har dog ikke vist sig igen.

Revo Uninstaller Pro

  • Programmet, der fås både i en gratis udgave og en købeudgave, kan afinstallere alle dine forskellige programmer.
  • Afinstalleringen er meget dybdegående (du kan selv vælge dybden), og får alle programrester med inkl. værdierne i registreringsdatabasen (se særskilt guide om denne på letsupport.dk). Der oprettes automatisk et nyt gendannelsespunkt, inden der faktisk afinstalleres.
  • Programmet kan også afinstallere de typer af software, der ellers kræver, at man downloader et program for at afinstallere. Dette gælder fx Norton og Symantec.
  • Programmet indeholder herudover en række andre værktøjer, der er praktiske at have ved hånden. Dem går jeg ikke så meget i dybden med, men det drejer sig fx om særskilt at kunne fjerne elementer fra registreringsdatabasen.
  • Guiden er her: Revo Uninstaller Pro 3.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Tak, Gud, for denne lyse morgen

Øverst: Min farfar, min far og jeg selv. Vi ligner hinanden, men vi er ikke blodsbeslægtede.

Restless legs

Jeg er ved at blive vanvittig af mine ben – restless legs huserer igen. På afdelingen gav de mig “Lysantin”, der er et bivirkningspræparat, og det virkede godt de to måneder, men nu er alt ved det gamle. Al medicin har bivirkninger, og det må man jo så leve med, når det ikke er til at undvære medicinen.

I stedet for at ligge og pines er jeg stået op og hører lidt musik: Tak, Gud, for denne lyse morgen, der selvom det er en børnesalme også kan give mening for voksne. Her er god musik med tekster og sang til.

I forbindelse med “Filmen”/”Drejebogen”, der kører ufortrødent videre, har jeg adskillige gange bedt Gud fjerne den fra mit indre blik, men mine bønner er endnu ikke blevet hørt. Måske er det bare for stærke kræfter, Han er oppe imod? Jeg troede Gud var almægtig. Jeg spørger med Pia Sundbøll “Hvorfor lige mig?”

Tilføjelse:

Der er meget godt på YouTube. Ved et tilfælde fandt jeg også Livstræets Krone, der vist er en salme de bruger meget i frikirkerne. Uanset hvor den kommer fra, er det en dejlig salme. Det er glad kristendom, sådan som jeg går ind for det.

,

Medicinen er lig flerstofbehandling

Medicinen er lig flerstofbehandling

Store mængder medicin

Medicinen er lig flerstofbehandling

Jeg er i det, der kaldes “flerstofbehandling”, og det består af

  • Risperdal 6 mg. = maksdosis. Mod psykose.
  • Lamotrigin/Lamictal 150 mg. Mod stemningssvingninger. Egl. et epilepsipræparat.
  • Phenergan 125 mg. Sovemiddel. Egl. et antihistamin.
  • Lithium/Litarex 18 mml = 3 tbl. Mod mani.
  • Lysantin 1 tbl. Mod restless legs, og det ser rent faktisk ud til at virke. De kalder det bivirkningsmedicin.

I sorte stunder kan jeg tænke, hvilken nytte alt dette egentlig gør, når jeg alligevel den ene gang efter den anden kan havne i en depression eller i en mani. Men jeg har ikke lyst til på nogen måde at udfordre det, så jeg er tro mod både præparater, doser og tidspunkter for indtagelse. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er dygtigere til at vurdere det farmakologiske aspekt end “de” er. En gang inden seneste indlæggelse havde jeg medicinstop for så vidt angår Litarex i en uge. Jeg må sige, at Gitte i Distriktspsykiatrien løftede pegefingeren så grundigt, at jeg ikke gør det igen. Jeg orkede bare ikke at gå de 700 meter ned på apoteket.

For at huske det hele og i det hele taget have styr på det, har jeg downloaded apotekets “Medicinhusker”, der er en rigtig fiks lille applikation til både Appleprodukter og Androidprodukter. Man taster sine præparater og doser ind. Herudover kan man sætte tid på, hvornår det skal tages, og så bipper telefonen/tabletten, når det er på tide. I applikationen ligger også en kalender, så når jeg fx tager Risperdal her søndag aften den 17. maj kl. 20:00, kan jeg sætte flueben udfor præparatet på denne dag i kalenderen som tegn på, at alt nu er i orden. Det giver et fantastisk overblik.

En lille anke mod Psykiatrisk Center Hvidovre

De er ikke så gode til at inddrage teknologien i behandlingen, fx  applikationerne “Medicinhusker” og “Minplan”, som Henny henledte min opmærksomhed på.

minplan er et krisestyringsværktøj, hvor man fx i gode perioder kan forberede sig på kriser. Det kan ske ved at indtaste faresignaler, mestringsstrategier, ressourcepersoner, hvem ringer man til osv. Det var helt tydeligt, at de ikke kendte nogen af de disse applikationer, og der findes garanteret mange flere, der er rigtig gode, og som de burde kende til. De skal da inddrages i behandlingen af moderne mennesker.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.