Indlæg

iPad Air

iPad er ankommet med GLS i dag, og jeg er gået i gang med at eksperimentere. Jeg har nogle problemer, som jeg håber, nogen kan hjælpe mig med.

  1. Jeg sætter de forskellige sprogindstillinger til dansk og alligevel foregår alting på engelsk. Hvorfor det?
  2. Jeg vil gerne installere Dropbox, men kan ikke få det til at fungere. Jeg vil gerne have selve Dropboxikonet på skærmen. Jeg har logget med min konto fra Dropbox og jeg kan se kontoen på netversionen, men jeg får ikke ikonet på skærmen, så jeg kan ikke arbejde med filerne endsige se dem. Jeg har prøvet at følge forskellige opskrifter fra Google, men jeg kan ikke få det til at fungere, det er som om, jeg bare kører i ring. Kan nogen – måske Overleveren – hjælpe?
, ,

iPad

Jeg har simpelthen gjort det, jeg har haft lyst til længe: bestilt en iPad! Det er en ‘Personalised iPad Air Wi-Fi + Cellular 64GB – Space Grey’ plus et cover til den; der skal passes godt på den. Jeg er normalt altid god til at passe på mine ting, men hvis jeg nu slæber iPad med i tasken alle steder hen, kan den jo nemt få ridser i skærmen, og det skal bare ikke ske.

Jeg har valgt at få navn og telefon indgraveret på bagsiden i håb om, at skulle jeg miste den, vil der være rare mennesker, der finder den og ringer til mig.

Jeg faldt for en reklame, der dumpede ind i min mailboks. Normalt falder jeg aldrig for reklamer, men denne gang lykkedes det Apple at overbevise mig; de er knalddygtige forretningsfolk.

Alle, der har en iPad, skriver og taler om, hvor glade de er for den. Jeg har fx en ældre veninde i Odense, der engang havde en hjerneblødning (tror jeg, det var), og efter det, har hun rigtig svært ved at bruge højre hånd og arm; hun har købt en iPad, og den følger hende trofast overalt, for med den kan hun skrive notater, som hun ellers ikke ville kunne. På bloggen er der også mange, der skriver om deres iPad, så nu må jeg med på bølgen. Jeg glæder mig rigtig meget til den kommer, men der går 5 – 7 dage, så jeg må væbne mig med tålmodighed.