Tag Archive for: Løntilskud

, ,

Drømmejobbet

Jeg sad med en af de daglige mails fra en af mine jobagenter, og orkede næsten ikke at åbne den, men gjorde det alligevel, for jeg skal jo; og sørme så, der er drømmejobbet – godt nok kun et halvt års løntilskud, men alligevel. Jeg synes simpelthen, at der står mit navn på det job.Jeg er godt nok ikke historiker/antropolog/etnolog, men mine 10 år som slægtsforsker kan sikkert godt opveje det. Det håber jeg i hvert fald.

Ser det ikke bare godt ud?

Ansøgningsfrist:
22. april 2014

Københavns Stadsarkiv søger en medarbejder til webopgaver. Der er tale om et løntilskudsjob.

Vi står midt i en proces med at digitalisere arkivmateriale og omlægge websider. Til at hjælpe med dette drømmer vi om en webkyndig allrounder, der kan arbejde selvstændigt i et CMS og kender til billedredigering. Vi søger derfor en person, der interesserer sig for Københavns historie og forskellige typer historisk materiale, fra håndskrevne erindringer til digitale kort, men samtidig har flair for det tekniske.

Vi tilbyder
Du får mulighed for at udvikle din faglige baggrund som webformidler og/eller historiker i et miljø, hvor vi lige nu sætter fuld kraft på digitalisering og udvikling af webløsninger til forskelligt historisk indhold.

Dine arbejdsopgaver
Vi har en lang række opgaver og projekter, som du kan deltage i. Vi vil sammen med dig vægte dine arbejdsopgaver, så du får det på cv’et, som giver mest mening for din videre jobsøgning.
Overordnet vil du komme til at arbejde med at:

  • skabe adgang til digitaliseret materiale på web
  • være med at formidle Stadsarkivets samlinger på web
  • producere indhold og udvikle Stadsarkivets hjemmeside.

Vi forestiller os at du:

  • er er historiker/antropolog/etnolog
  • har interesse for Københavns historie,
  • har erfaring med webarbejde og billedredigering fx i photoshop.
  • har erfaring med CMS
  • er tålmodig, systematisk og grundig
  • solidt allround kendskab til it

Arbejdssted
Du kommer til at arbejde i Stadsarkivets Publikumsafdeling, Københavns Rådhus, Rådhuspladsen, 1599 København V.

Ansøgningsfrist m.v.
Nærmere oplysninger hos webredaktør Signe Trolle Gronemann på 33 66 20 38 / 24 95 18 06.

Ansøgning mailes inden 22. april 2014 kl. 12.00 til [email protected].

Ansættelsesaftale afholdes 28. eller 29. april.

Ansættelse snarest muligt herefter.

,

Hos ‘anden aktør’

Jeg har i dag været hos ‘anden aktør’

‘Anden aktør’ varetager Jobcenterets opgaver for visse arbejdsløse. Jeg er tildelt Ramsdal. Jeg gætter på, at jeg er henvist dertil, fordi jeg er akademiker. Det var anden gang jeg var der, og jeg fik lidt mere ud af det end sidst, men ikke meget. Jeg gik ret hårdt til hende, og spurgte direkte, hvad hun kunne gøre for mig. For første gang synes jeg, det var en sludder for en sladder.

Vi snakkede løntilskudsjob til mig, for der må snart ske noget, og jeg ved at indse, at jeg næppe kommer i job ad de sædvanlige kanaler. Jeg er berettiget til et offentligt løntilskudsjob, og det går ud på, at man ikke koster virksomheden noget, for man får fortsat sine dagpenge fra A-kassen. Det kan være en vej til at foden indenfor i en virksomhed, og så kan man jo håbe på, at man kan gøre sig så uundværlig på de seks måneder, at de vil fastansætte en. Om end ikke andet så vil det pynte på CVet, at der står en arbejdsgiver også i 2012. Hun sagde, at hun vil rekvirere et løntilskudsjob til mig. Fint nok – og tænk at jobs bare er noget man ‘rekvirerer’.

Jeg har også selv søgt et job med løntilskud hos SKAT København, hvor de starter et projekt op om inddrivelsessager. Som jeg forstod stillingsopslaget, har de en sagspukkel liggende, som de ikke kan komme igennem ved egen hjælp; så derfor vil de nu ansætte seks jurister til at arbejde puklen ned. Det kunne være spændende at være med til. Det er godt nok lidt mærkeligt for mig at søge job som jurist; det har jeg ikke gjort i 20 år, og jeg betragter selv min uddannelse som forældet. Men de skriver at de vil stå for den fornødne oplæring.

Et job med løntilskud er i og for sig ren ‘interessetid’, man har ikke noget økonomisk ud af det, og man bruger stadig af de 104 uger, man har ret til dagpenge. Men jeg vil alligevel gerne, for det kan måske være vejen til et nyt fast job, som jeg inderligt ønsker mig.