Partitionerne
Partitionerne, der blev væk
Jeg har heldigvis min iPad at skrive på og kommunikere med omverdenen med. Uden den ville jeg være ilde stedt, for det er nemlig lykkedes mig at smadre min elskede PC fuldstændig. Den kan ingenting, og der er kun sort skærm. Jeg tror, jeg har lavet fuldstændig kuk i partitionerne.
Forhistorien
Jeg vil gerne lære Linux Mint eller Ubuntu og legede lidt med det i en Virtuel Box, men der kommer man jo ikke til at bruge det “i virkeligheden”. Det er og bliver leg, så jeg ville gerne videre og besluttede derfor at installere Linux Mint som dual boot – altså ved siden af Windows.
Jeg lavede plads på den rigtige partition – 97,66 GB – og var klar til at installere der. Under installationen kom der en meddelelse vedrørende partitionerne, jeg ikke forstod, men jeg store idiot kørte videre. Det kom der ikke en installation af Linux Mint ud af. Tværtimod var mit Windows-skrivebord tømt for indhold, hvilket altid er et dårligt tegn.
Da det nu alligevel var gået galt, besluttede jeg at gå all in med Linux Mint og installere det på Windows´plads. Det gik heller ikke. Der kom adskillige meddelelser vedrørende partitionerne, men jeg forstod dem ikke. Og i hvert fald kom der ingen installation ud af det.
Status
Jeg har ingen PC og går og er så bekymret for, om der er sket noget med mine dokumenter og billeder, men de ligger altså på et særskilt drev. Men jeg vil se dem, før jeg tør tro, de er uskadte.
Jeg synes installationsprocessen er langt fra brugervenlig. Jeg har installeret tusindvis af programmer, så det burde ikke være så svært. Jeg fik aldrig præsenteret det afsatte 97,66 GB plads til Linux Mint. Der står nogle andre tal, men hvis man ‘bare’ er bruger, siger de ikke en ret meget, og når de ikke gør det, ved man ikke, hvor man skal installere.
Jeg føler mig som en kæmpe idiot, men synes på den anden side ikke, jeg kunne have gjort det bedre. Nu står jeg bare med en super PC, der intet kan.
Løsning
Jeg har ringet efter en tekniker, der kommer på tirsdag, så må vi se, om han kan redde stumperne. Og ellers må vi starte forfra, og det skal være som dual. boot, for jeg vil stadig gerne have Linux Mint.

