Indlæg

Faster Johanne og 2.032 stedkoder i Legacy

Alt for mange slægtsfuskere

Johanne Kristiane ANDREASSEN (Født KRISTENSEN)

Du kender ikke “Faster Johanne”, og det gør jeg sådan set heller ikke, for hun døde i Sønder Stenderup på Fyn i april 1966, da jeg var 2½ år. Alligevel har jeg fået samlet en masse historier om hende, som du kan læse, hvis du klikker på linket. Hun var min morfars søster. Det er fortællinger, der er skrevet ned af hendes datter Bertha Emilie Maria Andreasen (1914 – 1992), som jeg vist heller aldrig har truffet, så hvor pokker jeg har dem fra, ved jeg ikke.

Af databasen fremgår, at jeg lagde stamdata ind for 15 år siden, så alt er selvfølgelig for længst glemt. Hver gang jeg opdager en kilde, jeg har overset at angive, ærgrer jeg mig.

Det er fortællinger om fattigdom og smalhals, om at cykle ud og søge plads i 1924, om at gå på tvangsauktion efter husmandsstedet var brændt, om at hakke roer, om at koge sæbe og cykle ud og sælge den eller nogle gange bytte sæben for naturalier, om adskillige flytninger, om små lejligheder osv. Læs selv i feltet “Notater”. Tænk evt. bagefter på, hvor godt vi har det i dag 100 år senere.

Gamle billeder

Jeg ved selvfølgelig heller ikke, hvor jeg har billedet fra. Jeg faldt bare tilfældigvis over det i dag, og det er derfor, I skal have historien om Faster Johanne. Det er taget i 1937 formentlig på en udflugt. Jeg elsker den game bil, der, selvom den ser rummelig ud, næppe har kunnet rumme dem alle.

Da jeg må have fået/lånt det af en eller anden i 2006, havde jeg kun tre års slægtsforskning på bagen, og havde ikke erfaring nok til at vide, at man altid skal skrive ned, fra venstre mod højre, hvem der er på billedet. Jeg ved simpelthen ikke, hvem der er Faster Johanne, og hvem alle de andre er. Bilen er skøn, men det havde nu været rart også at vide, hvem personerne er. Så er de gamle billeder sjovere.

Vandmærker på de gamle billeder

Jeg er begyndt at vandmærke de billeder, jeg viser vedrørende slægten. Det skyldes, at jeg er så uendeligt træt af, at folk stjæler med arme og ben. Faktisk synes jeg, vandmærkerne ødelægger billederne. Keine Hexerei nur Behändigkeit. På min computer har jeg naturligvis en udgave uden vandmærker. Den, der har en legitim interesse i et givent billede, kan selvfølgelig få en ikke-vandaliseret kopi direkte fra mig efter henvendelse.

2.032 stedkoder i slægtsprogrammet Legacy

Nu, hvor jeg har fået ryddet op i billedfilerne, lavet standarder, knyttet til de rigtige personer (forhåbentlig), er næste projekt at gennemgå stedkoderne. Det bliver et længerevarende projekt, men det er once in a lifetime.

Legacy sætter nogle GPS-koordinater, som jeg aldrig nogensinde har koncentreret mig om. Og når jeg bare ser data i det program, er alt i orden, der kigger jeg jo ikke på kort. Jeg har altid kun angivet sogn og herred. Det var fint nok til mig, og for 18 år siden drømte jeg ikke om, at jeg en dag ville vedligeholde en hjemmeside med slægtsdata i TNG. Så mine stedkoder/GPS-koordinater er ofte helt hen i vejret. Adskillige medlemmer af slægten vises som om, de er døde et eller andet sted i Sydtyskland, i Afrika eller i USA. Det går jo ikke, når man gerne vil fremstå habil.

Jeg har brugt en masse tid på at prøve at finde ud af, hvordan søren GPS-koordinater fungerer og hvor og hvordan man lettest finder stedbetegnelserne fra før kommunalreformen i 1972, for det er sådan mine stamdata findes, da det er det, der står i kirkebøger og folketællinger. Eller hænger det jo ikke sammen.

Jeg har læst om Google Maps, de forskellige systemer osv.; og fatter faktisk ikke ret meget af det. Hjernen følger ikke ret godt med. Koordinaterne skal angives i Legacy, men skal kunne forstås af TNG, der bruger Google Maps. Det bliver en enorm opgave, og det bliver enormt kedeligt, men når det er overstået, bliver det godt. Jeg glæder mig allerede.

I TNG har vi et fantastisk (primært amerikansk) community, hvor deltagerne er utrolig hjælpsomme. Jeg har oprettet en tråd om “Geocoding”, hvor jeg har sat dem på arbejde, for det er vist slet ikke så simpelt endda.

,

Der er uorden i de gamle billeder

Der er uorden i de gamle billeder

Et enormt oprydningsprojekt er sat i gang

Det startede med, at jeg ville gøre en ende på de omkring 600 ubrugte mediefiler i The Next Generation of Genealogy Sitebuilder (TNG). Altså knytte billedfilerne til personerne, så hjemmesiden bliver mere spændende at se på og søge på.

Men, men, men… Det gik op for mig, at det var det forkerte sted at starte. Det rigtige er selvfølgelig at knytte personer og billeder sammen i stamdata-programmet Legacy (et slægtsforskningsprogram), hvorfra billedet med min morfars data stammer, og herefter lave en eksport af data og billeder fra Legacy og så en import ind i TNG. Det er den rette vej, når der skal være orden i tingene, så jeg ikke fortsat skal vedligeholde data to steder, som jeg ellers var kommet ind på, hvilket er en uskik og dømt til på et eller andet tidspunkt at gå galt.

1.061 billeder at ensarte

I Legacy har jeg 1.061 billeder, og de har da på et eller andet tidspunkt været knyttet til personerne, men det er de pludselig ikke mere. Hvordan den tilknytning kan være glippet, ved jeg ikke. Der er kun den hårde vej… et ad gangen, søge billedet frem og knytte til personen. Der er adskillige dubletter, så det er fint at få ryddet op og ud.

Når jeg nu alligevel er i gang, kan jeg lige så godt også rydde op i filnavnene, der bærer præg af at være oprettet over en periode på 10 – 15 år. De er overhovedet ikke strukturerede/ensartede. Det tager sin tid, men det bliver godt: fornavn, efternavn, ID-nr. Så er det lettere at forbinde personerne med billederne, og det bliver sværere at tage fejl.

Og så er der lige GPS-koordinaterne

TNG viser et fint begivenhedskort fra Google Maps for hver person. Koordinaterne dannes af Legacy, men Legacy gør det ikke særlig godt, for adskillige personer får pludselig vist steder i USA eller midt i Frankrig, hvilket er noget sjusk at se på. Så hvis jeg kan overtale mig til det, rydder jeg også op i dem, inden jeg eksporterer/importerer. Det er bare pokkers besværligt, og jeg har 2.032 steder, der skal tjekkes et efter et. Men det kan også blive godt.

Det er sørme godt, jeg har tiden til det 🙂

, ,

Hvor blev slægten af?

Hvor blev slægten af

Piv piv

Denne post er tidskrævende, for jeg ser fortsat temmelig dårligt. I går var det helt vildt.  11 ud af 10 på en skal fra 1 til 10. Jeg fik tilsendt en mail med to filer, men jeg så tre og måtte spørge, hvad den tredie skulle bruges til. Afsenderen blev forståeligt nok noget forvirret.

Det er værst om morgenen. Som eksempel skulle jeg i morges over morgenkaffen åbne Excel for at revidere mit skønne ugeskema. Jeg kunne se noget grønt på proceslinien og klikkede der i den tro, at det var Excel; det var bare Publisher.

Det er ikke rart. Jeg håber, det snart er overstået.

Inspiration

Jeg sidder (langsomt) og laver lidt hjemmeside for en veninde, og det er i sig selv en ret lærerig proces, da hendes side skal se helt anderledes ud, end nogen af de andre sider, jeg har lavet. Og det er sørme også også inspirerende. Michael fra Designunivers.dk har været inde over en enkelt time, hvor jeg på forhånd havde samlet 15 spørgsmål sammen. Vi nåede dem alle. Det er en ret effektiv metode, og timen med ham bevirkede for det første, at jeg kunne komme videre og for det andet, at siden blev pænere, da han jo er designer, hvilket jeg ikke er.

Nyt galleri

Michael introducerede endnu en mulighed i Enfold (Enfold kan alt, det er bare om at finde ud af, hvornår man bruger hvad): Et mere dynamisk galleri, som jeg nu har stoppet alle de skønne gamle billeder fra min  fars side ind i. De billeder betyder meget for mig. Du kan se galleriet her.

Siden vil undergå forandringer. Lige p.t. ved jeg ikke, hvordan den skal være, men noget skal der ske. Problemet er, at jeg har så meget indhold, at det ikke kan være i menuen, men måske kan jeg finde en skabelon med en menulinje, der ligger under den øverste menu. Lige nu fungerer det i hvert fald ikke, og min testside er ’til reparation’…

Jeg er også bundet af siden med slægtsforskningen, der rummer mange sider med databasekald, og det har jeg virkelig ikke forstand på. Jeg tør ikke begynde at pille i det, da det ender med at koste penge.

Hvor blev slægten af?

Da jeg skulle lave galleriet, kunne jeg selvfølgelig ikke huske navnene på alle de mennesker, så jeg ville finde min database i Legacy frem, men gisp, den var ikke at finde nogen steder, og jeg ledte over alt. Væk. Ti års intensivt arbejde. Meget af det udført under depressionerne, hvor jeg var sygemeldt, og det hjalp at forsvinde ind i kirkebøger, folketællinger og gravsten.

Jeg har fotograferet mindst 11.000 gravsten, skrevet dem alle af i regneark, omdannet dem til CSV-filer, lagt dem i databaser og lagt dem på min hjemmeside. Sådan gør man gravsten søgbare.

Ræven har imidlertid flere udgange: Jeg har en kopi af mine vigtigste filer i e-boks. Alt det, der bare ikke forsvinde. 10 års arbejde må ikke forsvinde. Alt er nu bragt på plads,  der er kommet navne på i galleriet og databasen på nettet er også opdateret til seneste version af TNG.

Sveden er tørret af panden.