Diverse
Nyt design
Jeg har skiftet design på bloggen, hvilket næppe har forbigået din opmærksomhed. Den trængte til fornyelse. Det er ikke alt, der er på plads, men det kommer.
- Hvad synes du om det?
- Er der noget, der – efter din opfattelse – bør være anderledes?
- Jeg lover bestemt ikke at følge dine idéer, men friske øjne ser ofte lidt bedre, end når man bare sidder med sig selv og er lidt ”selvfed” af benovelse over, at det er lykkedes de 98 pct ad vejen. to pct. er da til at klare.
Årsdag den 20. april
Tænk at der allerede er gået et år siden erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden og jeg var til møde med rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune.
Først var der selve mødet, hvor jeg var overvældet af alle de mennesker, der sad om bordet. Men de var søde, kun én stillede spørgsmål, og de ville mig det bedste; det kunne jeg let mærke.
Erhvervsrådgiveren var med, for at hun kunne tage over, hvis jeg nu ikke kunne klare det selv. Det gik nu godt nok, men det var trygt at have en fall back-mulighed. Så blev vi sendt uden for døren, mens de voterede, hvilket ikke tog ret lang tid. Ind igen. Deres indstilling lød (som bekendt) på tilkendelse af fleksjob.
Da vi kom ud fra mødelokalet, stod jeg faktisk bare og græd af lettelse. Mødet var helt afgørende for min fremtid, og i 2½ år havde jeg konstant sagt til hele ”systemet”, at jeg ville arbejde i det omfang, jeg overhovedet kunne. Selv den kommunale (dygtige) sagsbehandler foreslog flere gange førtidspension – men nej tak fra min side.
Min skræk var, at rehabiliteringsteamet ville indstille mig til et ressourceforløb. De forløb er bare parkeringspladser, når rehabiliteringsteamet ikke kan finde på andet. Jeg kender flere tidligere medpatienter, der er i fx femårige ressourceforløb, hvor der absolut intet sker. De venter bare på at blive 40, så de kan blive tilkendt førtidspension. Det er altså sygt!
Skærmen
Den er endelig kommet, og den er fantastisk. Det er virkelig rart at kunne se mange programmer på én gang. Mailklienten ligger bare oppe i højre hjørne, så den er let at holde øje med, samtidig med at jeg laver noget andet.
Skarphed, farver og kontrast er helt som de skal være.
Den gamle skærm fejlede absolut intet, den var bare blevet for bette. Fyren fra Labtech Data Valby fik den med sig retur. De samler brugt udstyr, som de enten bruger selv til test, eller også giver de dem til velgørende formål. Jeg sagde til ham, at de meget gerne måtte give den til ”Samleren” her i Hvidovre, som er et værested for mennesker med en psykiatrisk diagnose. Jeg har været der en enkelt gang og bemærkede, at de var ret dårligt kørende mht. hardware. Så måske er der nogle, der kan blive rigtig glade for den.
”Give away”
Afsnittet kunne også hedde ”Operation morgenluft”.
Jeg er stadig i gang med den store oprydning i min lejlighed og i mit liv – øjenlæge, tandlæge, praktiske ting mv., men jeg har været gået i stå, fordi jeg kom til bogreolerne. Jeg har mange hyldemetre med fine bøger, men eftersom jeg ikke kan læse længere, er de bare til pynt. Og hvordan kommer man egentlig af med bøger?
For at par måneder siden lave jeg et opslag i en Facebookgruppe, der beskæftiger sig med køb, salg og bytte af brugte bøger. Jeg fik ikke en eneste henvendelse. I tirsdags prøvede jeg så igen, og så kom der en vældig respons. Jeg har tilsagt seks mennesker til i dag. De tre har været her og taget for sig af retterne. Jeg har altid været glad for mine bøger, og nu glæder jeg mig så over, at de kan få et nyt godt hjem.
PS: 2.000 kr. for et kilo tandpasta
Jeg spurgte tandlægen til råds om, hvordan jeg kan sikre, at jeg ikke får ødelagt mine tænder igen, nu hvor de lige er blevet så fine. Hun udskrev en recept på noget specialtandpasta ved navn “Duraphat”, der beskytter mod mundtørhed og har ekstra meget fluor.
Der var fem gange på recepten, og jeg tog dem alle nede på apoteket. Det blev 500 kr… Der er 51 gram i en tube, og det giver så 1.960,78 kr. for et kilo – (1.000/51*100). Det er simpelthen noget svineri. Alt, der har med tænder at gøre, er simpelthen urimeligt dyrt.