Præstetanker – det var billig hvidvin i 70’ernes Irma

Det var “præstedag” i dag, og det er altid godt med præstetanker. I dag kom vi rundt om et stort eksistentielt emne, som fylder meget for mig p.t., og som vi startede lidt på sidste uge, men ikke blev færdige med.

Jeg tænker på, at jeg egentlig er lidt heldig, at kunne tage fat på livet en gang til, ja nærmest starte ved et nyt nulpunkt. Vejen hertil har været op ad bakke og ingen dans på roser. Så jeg er jo på sin vis nærmest lykkelig. Men jeg er 52, har levet over halvdelen af mit liv, og formentlig meget mere end det, da mennesker med bipolar affektiv sindslidelse dør ca. 14 år før gennemsnittet, og derfor er det naturligt at blive lidt tilbageskuende.

Det, der piner mig, er de 25 år jeg spildte med kun at arbejde. Det gav indflydelse og en eller anden form for diskret magt, ikke direkte over andre mennesker, men over systemer, processer og metoder. Jeg prøver at undlade at tænke, at det var temmelig talentløst ikke at kunne finde på noget andet.

Jeg kunne måske have stiftet en familie – og så alligevel nej det kunne jeg ikke, for det er jeg slet ikke typen på. Jeg er for nørdet og for meget enspænder til det.

Jeg kunne have etableret andre relationer og bevaret dem. Psykologen fra Psykiatrifonden sagde så ofte, at jeg var god til at etablere relationer men ikke god til at bevare dem. Jeg må give hende fuldstændig ret.

Og nu… hvad er det så jeg er i gang med? Gentager jeg bare mig selv: Jeg føler, jeg får værdi som menneske, når det går godt på arbejdet. Lige netop af den grund var de to års sygeperiode uden for arbejdsmarkedet to år i helvede for mig. Det vil måske ikke føles lige så slemt for andre mennesker, selv om jeg har en grundlæggende tro på, at alle mennesker er glade for at bidrage til samfundet på en eller anden måde.

Mette kunne nogle gode sentenser fra Prædikerens Bog, der passede fint, men jeg kan ikke finde dem igen.

Merværdi

For nu at køre videre i den samme fantasiforladte rille: Jeg skaber merværdi på arbejdet; jeg tror, de/Sune er tilfredse, og det glæder mig selvfølgelig, for i baghovedet er der den lille djævel, der spøger, hvis tema det er, at jeg kun har job til årsskiftet – og hvad så? Man finder ikke bare lige et fleksjob! Jeg brugte et år på at søge ordinære jobs uden så meget som at komme til samtale. Jeg konkluderede til sidst, at det var alderen, og den har jo ikke bevæget sig i nedadgående retning siden da. Hvis man ikke kan finde et ordinært job, kan man da slet ikke finde et fleksjob. Kommunen skal vist nok bistå på en eller anden måde, men det har jeg ikke så meget fidus til.

Jeg hyggede mig i aftes med Google og med at surfe rundt og kigge på andre HR-systemer (og sådan skaber jeg merværdi 🙂 ). Jeg fandt en masse interessante ting, som jeg har foreslået, at vi kigger nærmere på ud fra det princip om, at nu ved vi en masse om, hvad vi ikke vil have, ikke for meget “farvelade”, ikke så mange løfter om alt muligt smart, når vores initielle behov er på et helt andet niveau: Hvor mange er vi, hvor er folk ansat, hvem er chef, hvad er bankkontonummer og fødselsdato og i den dur. Selvfølgelig skal vi på sigt kunne mere, men man skal kravle, før man kan gå.

Det mest interessante jeg fandt, var to forskellige firmaer, der ikke var sælgere af HR-systemer, men som til dels levede af at sælge rådgivning om sådanne systemer. Der lå en lang rapport fra et af firmaerne, der sammenlignede 30 leverandører, det så spændende ud. Hvis, hvis, hvis vi skal skifte leverandør, vil jeg agitere stærkt for, at vi køber os til noget tværgående og uvildig rådgivning forud for beslutningen, nogen der ikke vil sælge men vil rådgive.

Det vil være en stor beslutning at skifte. Jeg har spildt min tid i et halvt år, bortset fra at kilderne til data nu er “kørt sammen”, så det kan genbruges. Vi har spildt penge, men det er kun 30.000 kr – Herregud. Vi taler faktisk om, at en af grundene til, at vi får så dårlig service måske er, at vi er en tabsgivende forretning for dem.

En af de ting Sune og jeg er meget enige om er, at skal vi skifte, skal den næste leverandør have en vis volumen. Det kan ikke være sandt, at vi skal “bestille tid” 3 – 4 uger før, for at komme ind i deres kalender, eller at vi er afhængige af, at en medarbejder har en infektion. Det behøver ikke være Oracle eller SAP, men de skal være mere end 5 – 6 medarbejdere.

JØP er også en værdi – faktisk ret stor

Jeg har fået alletiders pensionsrådgiver i JØP. Hun er lynhurtig, sød og effektiv. Jeg har udfyldt ansøgningsskemaet til invalidepension (lidt sær tanke måske at være invalid) og sendt alle de bilag, som Rehabiliteringsteamet også fik. Til morgen var der en lille besked om, at hun har sendt det videre til deres lægekonsulent, og det går der 2 – 3 uger med. Det er da helt OK.

Jeg havde selv prøvet at undersøge, om kommunen skal modregne i invalidepensionen, hvis jeg altså får den. Jeg kunne ikke finde et klart svar, min tidligere kollega kunne heller ikke, så derfor spurgte jeg i JØP. Hendes svar var kort og kontant: De skal/må ikke modregne.

Hvis jeg bliver erklæret 2/3 invalid, kan jeg leve som grever og baroner 🙂