Tag Archive for: Google Drive

, ,

OrdLejr = WordCamp

WordCamp

Jeg har faktisk meldt mig til “OrdLejr”/WordCamp i den kommende weekend. Nu har jeg studeret programmet nøjere, og det er gået op for mig, at otte af oplæggene foregår på engelsk, og det er mit “teknisk-engelsk” ganske enkelt ikke godt nok til.

Jeg kan sagtens kommunikere på engelsk med diverse supportere på software mv., men der foregår det også i mit tempo. Der kan jeg sidde og smage lidt på ordene, og stavekontrollen fange stavefejlene. Jeg kan sagtens rejse rundt i verden og kommunikere, men der vælger jeg jo også bare de ord, jeg kan. Men derfra, og så til at få noget ud af et oplæg på engelsk om diverse teknik, er der langt. Jeg bliver hjemme. Det er ærgerligt, for jeg havde faktisk glædet mig til at være sammen med 67 andre “WordPressere” og få en masse tips og tricks om det at “gå bagom” WordPress.

Testside

Det er sådan set ikke nyt, men jeg har fået opdateret min test-side af bloggen, så den også rummer det nye design. Det kunne også kaldes backup. Nu har jeg et sted at “lege”, inden jeg gør noget “farligt”. Jeg har altid backup, men legepladsen er lettere at gå til, hvis noget går galt. Og så er det selvfølgelig en herlig udfordring at få det til at fungere.

Google Drive

Det backupværktøj (BackupBuddy), jeg bruger, tilbyder at sende backuppen til fx Google Drive, og når den er gemt der, kan filen på serveren/webhotellet slettes. Mine backupfiler er ca. 1 GB store, så der er penge at spare ved at sende dem til Google Drive. Det burde være nemt at sætte op, og det lykkedes også fint, på den side jeg er webmaster for, men på min egen side måtte jeg give op. Til sidst overtalte jeg supporten til at gøre det for mig. I går virkede det, men i dag…? Den slags skal være 100 pct. stabilt, så jeg henvender mig igen. Jeg har købt support for et år, og det har jeg til sinds at udnytte. Det er nemlig ret så dyrt.