Indlæg

,

Cirkushesten og savsmuldet

Invitationen

For et godt stykke tid siden inviterede overlægen (Kasper) og farmaceuten (Christina) på Akutmodtagelsen i Glostrup mig til at deltage i en videosession, hvor de optog mig, der skulle fortælle om bipolar lidelse mv. for en gruppe af farmacistuderende som stod for afslutningen af deres uddannelse.

Det sagde jeg selvfølgelig ja tak til, for jeg synes, jeg har nogle budskaber, jeg brænder for det, og det har ikke været muligt at trænge igennem til fx Psykiatrifonden, PsykInfo eller En af os.

Hver gang jeg har henvendt mig til Psykiatrifonden, har de været meget begejstrede og ville gå direkte i pressen, men der var lige en medarbejder, der skulle komme fra barsel, fra ferie eller fra noget andet. Når de ikke vil lege med mig, finder jeg andre legekammerater.

Det var så i dag

Min morgen gik med, at mit mailprogram ikke ville starte, at ikonerne på skrivebordet var væk, at jeg ikke kunne overføre til Dropbox. Herudover hældte jeg et helt glas vand nær tastaturet, som løb ned meget tæt på de elektriske installationer og alle kabelbakkerne. Så var scenen lige som sat. Herudover blev jeg klar over, at jeg var blevet for fed til den påtænkte sorte t-shirt. Jeg havde besluttet at være helt i sort, for jeg havde læst et eller andet sted på nettet, at man skal være neutral, så fokus bliver på ord og slides og ikke på oplægsholderen. Jeg færdes stadig i klerikale kredse, så jeg var blevet tilbudt en præstekjole, men så ville de da først tænke, at “her er en psykiatrisk patient” uagtet at en sådan kjole er af det fineste stof og (vist nok) er håndsyet.

Jeg har øvet det virkelig mange gange herhjemme foran webkameraet. Jeg havde 20 minutter, men jeg kunne ikke få det længere ned end 22 minutter. Der gik min smertegrænse, og i øvrigt var jeg også nået kvalmestadiet.

Cirkushesten og savsmuldet

Jeg var simpelthen så nervøs:

  • Jeg har ikke trådt op på ølkassen, siden før jeg blev syg
  • Kunne man stadig trække den gamle cirkushest af stald?
  • Hvad nu hvis jeg slet ikke kunne brænde igennem længere?
  • Hvis dette gik galt, måtte jeg så akkviescere og tilføje det til listen over ting, jeg ikke kan længere

På den måde var der en del på spil for mig.

Resultatet

Jeg havde 22 minutter, og det tog 22 minutter.

Da det var overstået, og de havde sagt, at det var rigtig godt mv., kom tårerne frem. Jeg kunne ikke holde dem tilbage. Det er ikke så professionelt – men det behøver jeg jo heller ikke være længere. Det er bare svært at slippe det, selv så længe efter, lige som det kan være svært ikke at være vigtig mere eller ikke længere have behov for at hente mails fra serveren hvert andet minut.  En dag går det vel over.

Jeg må få vidoerne (de siger, de er mine). Jeg har få farmaceutens, som er taget med min egen iPhone, men med en eller andet speed-ting, så de 22 minutter er kogt ned til syv sekunder. Det kunne jeg ikke have gjort. Øv. Jeg håber lægens er bedre for jeg vil jo gerne vise den for mine læsere, men elles gør vi det da bare igen. Nu tør jeg godt.

En artikel

De har nu spurgt, om jeg vil skrive en artikel, men de kom ikke lige med en målgruppe, eller også har jeg glemt det. Jeg har aldrig før skrevet en artikel til en ukendt målgruppe – det forestiller jeg mig ikke, at jeg kan. Men måske mente de, at jeg kunne skrive et eller andet, og så kunne de kaste det lidt omkring og se, hvem, der bed på.

Hvis det er en kendt målgruppe, kunne jeg forestille mig to ting:

  1. “Økonomi i psykiatri”. Det siges altid, at “Psykiatrien er udsultet”, men hvad betyder det egl.? Problemet med det emne er bare, at det let bliver politisk, men der er jo tale om politik, og det betyder jo noget for patienterne.
  2. “Regneark som støtte i patientbehandlingen”,
    1. som indledningsvist er til plejepersonalet, hvor de lærer patienterne at bruge regnearkene, udfylde parametrene, lave de daglige registreringer ossv. Jeg supplerer selvfølgelige men en guide (skriftlig og som video).
    2. Mit egenudviklede program, der sender en mail, når det er tid at gå på apoteket. Også her skal plejepersonalet spille en stor rolle i at sætte patienterne i gang med det. Men det er en stor støtte er min egen erfaring.

 

, , ,

Yde contra nyde

Er der ved at ske et skred i kulturen?

I aftes var jeg ude at holde et foredrag om Dansk KirkegårdsIndex (DKI), der kort beskrevet er en linksamling til danske kirkegårde på nettet, hvor brugeren kan søge på afdøde personer og se et billede af gravstenen. Det er særdeles relevant for slægtsforskere, for med den øgede geografiske mobilitet bliver det sværere og sværere at finde dødsdatoer; og det er gravsten nu rigtig gode til at oplyse om 8)

Mit foredrag går meget på, hvordan man tilmelder sig projektet, hvordan man selv bidrager og hvordan man får lagt sit arbejde på sin egen eller lokalarkivets hjemmeside.

Først langt henne i foredraget gik det op for mig, at tilhørerne meget hellere ville høre, hvad de kunne få ud af det arbejde andre allerede har lavet, end hvordan de selv kunne bidrage. De ville gerne høre hvordan de kunne søge, om der var nogle spændende sten mv. Søgemulighederne er der ikke så meget at sige om, for det kan man selv læse sig til på hjemmesiden, og da bidragyderne til DKI selv arbejder med sagerne, og der er mange sten jeg derfor aldrig har set, var der egentlig heller ikke så meget at sige om det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der – i hvert fald på Sjælland – er lidt den holdnning, at man gerne vil nyde godt af andres indsats og initiativ, mens det selv at yde et bidrag til glæde for andre er mindre interessant.

Normalt mener jeg, at de regionale forskelle mellem jyderne og ‘os andre’ er ret uinteressante, men på slægtsforskersiden er det slående, at alle de store initiativer tages og drives i det jyske.