Skal børn altid stimuleres?

Trænger børnebørnene til ferie efter ferien?

Denne artikel er skrevet med det store forbehold, at jeg hverken har børn eller børnebørn og således slet ikke ved, hvad jeg skriver om. Et andet forbehold er, at det måske kun er børn med diagnosen Aspergers syndrom, der foretrækker hverdagens forudsigelighed. Det ved jeg heller ikke noget om. Jeg undskylder på forhånd, hvis jeg træder nogen over tæerne!

Jeg lytter p.t. til mine veninder, der bruger lidt af sommerferien på at være sammen med børnebørnene, og de arrangerer – af ren kærlighed – mange oplevelser for dem. Der skal hele tiden ske noget.

Men er der egl. nogen, der har spurgt børnene, om det er det, de gerne vil? Måske har de i virkeligheden bare behov for at slappe af med en sodavand og et Anders And-blad, lave hule i et træ eller en farmor, der læser højt af Astrid Lindgren?

Nu til dags har børn jo også en travl hverdag, som de kan have behov for at koble af fra? De skulle jo nødigt komme tilbage til skolen og SFO’en og være stressede.

Egne erindringer

Det er helt sikkert et alderstegn, men erindringerne om min tidlige barndom, hvor der var orden i verden, står stadigt klarere.

Vi (min far, min “mor” og jeg) boede i Brande på heden. Hvert år var jeg en uge på sommerferie hos tante Kis (1919 – 1985) og onkel Sigvard (1913 – 2001) i Aarhus. Tante Kis var i virkeligheden faster Kirsten, men sådan kaldte vi hende altså ikke.

Jeg elskede at være der, men jeg håbede altid på, at de ikke havde arrangeret for meget, jeg forventedes at deltage i. Allerede som barn havde jeg det som Dan Turell i “Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Med min nuværende indsigt kan jeg sagtens forstå, det var sådan. Det er fuldkommen naturligt for et menneske med Aspergers syndrom, for hverdagen rummer en høj grad af forudsigelighed, og så bliver min hjerne glad.

Vi var fx i Cirkus Benneweis (det kom ikke nede på heden), i Tivoli Friheden og Den gamle By, og det var selvfølgelig sødt af dem, at de havde tænkt på alt det for min skyld. Men jeg ville hellere have været hjemme i deres kæmpe hus på Provstebakken (vist nr. 17), hvor alt var tilladt. Det eneste, der var forbudt, var at støje, når tante Kis sov til middag og at flytte skumgummidørstopperne, der var beklædt med sort- og hvidternet stof, som sørgede for, at misserne kunne bevæge sig frit rundt i hele huset.

Jeg havde ikke brug for alle mulige oplevelser ud af huset. Jeg var tilfreds med:

• Den lille grå rejseskrivemaskine, der var så fuldstændig håbløs, at man selv måtte dreje på farvebåndet, for det kørte ikke af sig selv. Jeg kan stadig huske lyden, når man spolede det fra venstre mod højre. Jeg har skrevet mange håbløse breve til imaginære personer på den skrivemaskine, der end ikke var elektrisk.
• Fætter Svends (1945 – 1988) enorme Märklin-jernbane i kælderen. Der var tilknyttet en grøn transformer og drejemekanismen var rød. Jeg var for lille til selv at køre med det, men når han kom hjem, legede han tålmodigt med mig.

Når tante Kis var færdig med middagsluren, lagde hun kabaler ved bordet i spisestuen, og cigaren var på plads i mundvigen. En af misserne så på fra sin plads på bordet.

Jeg spillede deres “tårn-spil”, som var en anordning med mange træringe stablet oven på hinanden. Hver træring havde et hul. Man stoppede en lille træ-kugle i foroven og så drejede det sig om at få træringene til at stå i det rette forhold til hinanden, så kuglen kunne komme hele vejen igennem og falde ud for neden. Det er lidt vanskeligt at forklare, men jeg har brugt hundredvis af timer på det.

Hvad jeg ellers fik tiden til at gå med, husker jeg ikke, men jeg var helt sikkert glad for at være der, for jeg så frem til den uge år efter år. Bare de ikke havde arrangeret for meget for min skyld.

(Under billedet af Kirsten Stegemüller, Jette Marianne Kaae, Sigvard Kaae og Svend Steffen Kaae finder du både kommentarfelt og læserundersøgelse).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

---

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]