Tag Archive for: Ensomhed

Den største ensomhed

Den største ensomhed

Aftenen den 3. januar 2006

Den største ensomhed

For få dage siden enten drømte jeg det, eller også talte jeg med en om det. Vedkommende fortalte, hvad hun anså som værende den største ensomhed. For mig er den største ensomhed, den der findes, når man har besluttet at slutte livet. Når man vil tjekke ud og når man bare ikke orker mere.

Man lægger ikke beslutningen på Facebook og man ringer ikke til en ven og “deler” sine tanker. De ringer jo bare 112 – og det er ikke meningen.

Måske er man lidt sindssyg i gerningsøjeblikket og i tiden op til? Jeg ved det ikke; jeg er jo ikke psykiater. Men jeg var helt sikkert ikke helt mig selv. På den anden side var jeg rationel og foretog nogle andre fornuftige handlinger.

I aften er det 17 år siden, jeg gik meget sent hjem fra arbejde over Knippelsbro i isnende kulde og buldrende januar-mørke. Om et stort IT-system, der skulle i drift dagen efter, til knapt 3.000 brugere, tænkte jeg: “Det klarer jeg aldrig”. Jeg havde en ung fuldmægtig til hjælp, men ellers var jeg alene om projektet.

Sådan blev beslutningen truffet få dage efter en jul og nytår, hvor jeg havde været alene med så stresset et nervesystem, at musens kliklyde mest af alt mindede om tordenskrald. På den anden side af Knippelsbro tog jeg en vogn hjem. Nu havde jeg jo truffet min beslutning, og den passede som fod i hose med, at jeg, siden jeg var 14, altid havde vidst, at jeg skulle dø for egen hånd.

Tiden var kommet. Jeg var klar. Jeg manglede kun “det praktiske”.

Der skulle være orden i sagerne

Ingen skulle finde mig i en rodebutik. Det er følgende, jeg anser for at være rationelle handlinger – især det med at slukke for varmen rammer mig som en form for boomerang selv så mange år efter.

Så jeg:

  • Ordnede opvask
  • Ordnede badeværelset
  • Ryddede op
  • Gik ned med både aviserne og de tomme flasker
  • Slukkede for varmen, så det ikke ville lugte så hurtigt
  • Trak telefonstikkene ud, så jeg kunne dø i fred

Jeg havde ca. 35 sovepiller, og dem slugte jeg i et par store håndfulde på badeværelset og faldt ret hurtigt om på terrazzogulvet der. Senere har en psykiater fortalt, at man skal bruge mindst 100. Det var jeg ikke klar over. Havde jeg vidst det, havde jeg prøvet alligevel; det kunne jo være, jeg var en undtagelse. Også i den henseende.

Dagen efter på en Psykiatrisk Skadestue

Jeg vil aldrig finde ud af, hvordan jeg kunne vågne op i min seng næste morgen og hvordan telefonstikkene var blevet sat i, så jeg ikke fik fred. Det er også lige meget nu.

På jobbet havde vi en knalddygtig og dejlig familierådgiver, som jeg i efterårets løb havde haft en del samtaler med. Hun kom med morgenbrød om formiddagen. Hendes første sætning i telefonen havde været “Hvad sker der hos dig, Hanne?”. Jeg svarede “Det kan jeg ikke sådan lige forklare”. Det replikskifte glemmer jeg heller aldrig, men begges sætninger var fornuftige og “ind til benet”; ingen omsvøb.

Alt var roligt, ingen panik men en drøftelse af, at skadestuen (som i dag kaldes Akutmodtagelsen) nok var en god idé. Hun tog med. Det var trygt. Vi ventede og ventede i et tomt venteværelse. Mange timer.

Jeg er fuldkommen sikker på, at praksis er ændret nu, for vi blev sendt hjem igen, efter jeg havde skullet afgive løfte om ikke at forsøge igen. Jeg var ærlig og sagde, at det kunne jeg naturligvis ikke love.

Hun spurgte også, om jeg virkelig havde ment det. Havde jeg ikke været afkræftet og udmattet – vel stadig med noget af giften i kroppen – var jeg blevet rasende. Hvad i alverden tænkte hun på? Træffer man den beslutning og har man gennemlevet den største ensomhed, så mener man det! De ting vidste hun helt sikkert ikke noget om, og som jeg husker det, var hun heller ikke særlig interesseret i at lære det.

Så jeg blev nærmest “udskrevet til nyt forsøg i hjemmet” og havde jeg ikke været en kylling, og havde jeg haft de rette remedier, havde jeg formentlig prøvet mindst en gang mere.

Jeg føler mig overbevist om, at skadestuen/akutmodtagelsen ikke ville agere sådan i dag. Gennem syv år (2014 – 2021) er jeg kommet til at kende psykiatrien bedre, og ikke en eneste af de medarbejdere, jeg har truffet, ville handle sådan. Gudskelov.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Kedsomhed hvis man er Mensaner

Kedsomhed hvis man er mensaner

Bare ikke sløjd og håndgerning

Kedsomhed hvis man er Mensaner.

Jeg blev inspireret af et indlæg hos Anne Bredahl, der var et fjols til  matematik – ja hun skriver det altså selv; det er ikke noget, jeg finder på. Det kunne jeg aldrig finde på.

Jeg kom til at tænke på min skoletid, der varede ti år fordelt på fem forskellige folkeskoler. Det betød blandt andet, at jeg altid kom fra et andet lærebogssystem og altid var nået til noget andet end de nye klassekammerater. Det var nu ikke det store problem; jeg indhentede det forholdsvis hurtigt, og med tiden kom jeg også ind i rutinen med at være et andet sted end de andre.

Selvforherligelse?

Dette indlæg kan (mis-)forstås som værende selvforherligelse. Sådan er det ikke ment. Det er en fortælling om, at det kan være enormt svært og ensomt at være på den rigtige side af kvik. (Jeg er Mensaner.)

Læs og forstå

Dengang i fordums tider fandtes et system ved navn “Læs og forstå”. De er så gamle, at end ikke Google kan fremskaffe et billede af dem.

Det var bøger med alle mulige former for små opgaver. Jeg tror, det dækkede både regning, som det hed dengang, og dansk, og det var sjovt. For mig var det en leg, og jeg var altid mindst to bøger foran.

Jeg elsker stadig quizzer og konkurrencer. Når den årlige indfødsretsprøve offentliggøres, gætter jeg altid med, og jeg kan som hovedregel godt blive dansker.

Da jeg var til den neuropsykologiske undersøgelse hos Kaj Bjerring Andersen på Psykiatrisk Center Hvidovre, var det som at være tilbage i “Læs og forstå”. Fedt! Der var fem timers opgaver, fordelt på to dage, med en sproglig tilgang og en matematisk tilgang. Det gik fint, bortset fra at han konkluderede, at der er en “organisk betinget hjerneskade”, som er den, der trigger hukommelsen eller mangel på samme.

Fra jeg var 14, til jeg var 16, havde jeg et eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. De passede på mig, og jeg var meget ofte hos dem. Nu er vi så mødtes igen, og en af de ting, de fortalte ved det første møde, var, at de havde syntes, at jeg var god til at finde løsninger på opgaverne. Mindst to gange om ugen overnattede jeg hos dem. Derfor spurgte jeg dem, om de nogensinde lavede lektier med mig? De svarede, at det havde de ikke ment var nødvendigt.

I det hele taget husker jeg ikke, at jeg nogensinde lavede hjemmearbejde. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tid til. De huslige opgaver stod i vejen for det.

Næh tak

Jeg var god til det, man kaldte det “boglige”, men det kreative hadede jeg som pesten. Jeg kunne ganske enkelt ikke finde ud af det.

  • I håndgerning har jeg på de ti år fremstillet én strømpe; det gik aldrig op for mig, hvordan man skiftede pind på hælen, og jeg kunne ikke balancere de fire pinde på én gang.
  • I sløjd fik jeg lavet en metal-et eller andet, hvor man skulle hamre på metallet, så det fik små cirkelformede fordybninger i hele overfladen. Hvad formålet nærmere bestemt var, husker jeg ikke. Kønt var det i hvert fald ikke.

Jeg er fra et sted, hvor man kun havde værdi, hvis man var kreativ med fx musik, maling/tegning eller husflid i form af træarbejde. Af samme grund fik jeg til min konfirmation en brugt elektrisk guitar arvet efter min fætter, men den var uden forstærker, så den kunne ikke spille. Hvordan (fanden) de kunne finde på det, ved jeg ikke. De måtte da vide, at jeg ikke havde evner i den retning. Det var jo ikke mig, der greb hverken harmonika eller hammondorgel i den bedste sendetid…

Da jeg ikke kunne tegne så meget som en tændstikmand – og det kan jeg stadig ikke – havde jeg ingen værdi og blev ikke inviteret ind i fællesskabet. Mine boglige færdigheder blev ikke tillagt værdi, og der var ingen respons/agtelse, når jeg ofte kom hjem med 11 og 13 på den gamle skala.

Disse forhold var tilsammen med til at skabe en stor grundlæggende ensomhed, som jeg bærer på den dag i dag. Jeg var – og er – altid anderledes. Jeg kunne noget andet, men det havde ikke værdi. Det er ensomt!

Da jeg i perioden fra foråret 2015 til december 2017 gik i et langstrakt terapeutisk forløb hos min elskede psykolog, ville hun af og til gerne have mig til at tegne og male. Jeg sagde hver gang nej tak, og at jeg var verdens dårligste til den slags. Det respekterede hun uden videre.

Kedsomhed og inklusion – eller eksklusion

Samlet set kedede jeg mig ganske enormt de ti år på de fem skoler. Der var nul udfordringer, og i 70’erne måtte man ikke stikke af fra mængden. Man skulle være gennemsnitlig.

Nu om dage taler man meget om inklusion af de særlige børn, fx bogstavbørnene eller dem med Aspergers Syndrom. Jeg er klar over, at det sikkert ikke er comme il faut, men det forekommer mig at være en umådelig dårlig idé! Hvorfor skal de særlige børn med djævlens vold og magt inkluderes i en almindelig klasse? Får de ikke bare nederlag på nederlag, når de netop ikke er almindelige? Jeg kan simpelthen ikke se idéen.

Nu om dage sker der heldigvis også noget positivt: mange folkeskoler har endelig erkendt, at der er børn, der har behov for flere udfordringer. Det kan jeg kun hilse velkommen. Hvorfor skal de kede sig i ni eller ti år?

, , , ,

Bloggens fødselsdag

12 år

Bloggen fylder i dag 12 år, og jeg spørger mig selv, “hvor er alle drømmene…” (en schlager med Maria Stenz fra 1973)? Jeg ved det ikke, og måske er det også ligegyldigt. Faktisk kan jeg ikke huske at have haft drømme. Måske er det også bedre bare at leve her og nu?

Posterne har været kopieret adskillige gange mellem forskellige databaser, platforme og CMS’er, og på en eller anden måde er meget fra de første år gået tabt, så der kun vises en fejlbesked. Google bryder sig ikke om den slags. For et par uger siden gjorde jeg derfor kort proces og slettede alt fra 2005 og 2006. Det er bedre sådan.

Jeg har meget glæde af at skrive, at prøve at lave pæne sætninger og finde de helt rigtige ord. Herudover medfører bloggen et virtuelt fællesskab. De blogs, jeg følger, har jeg fulgt i årevis, og nogle af forfatterne har jeg sågar mødt. Det har været hyggeligt. Pudsigt at træffe mennesker, man kender ret godt, uden nogensinde før at have mødt dem.

Bloggen er også et værn mod ensomhed. Føler jeg mig ensom, hiver jeg mig selv op med hårrødderne og skriver et indlæg. Det virker godt. Måske kan man kalde det endnu en kompenserende strategi?

Den seneste periode har budt på en del erindringer. Det er godt at dele dem, også selv om det er tydeligt, at mine kære læsere ikke ved, hvad de skal svare. I forbindelse med mit helhjertede forsøg på at skrive en bog, har flere spurgt mig, om jeg gør det for at blive klogere på mig selv. Det korte og klare svar er “nej, for det er jeg allerede blevet”. Det seneste års tid har virkelig rykket på den front. Det er i sig selv fantastisk.

Tanzania 2010

Dagens slideshow (og så har jeg vist heller ikke flere billeder at gøre godt med) bygger på en rejse til Karagwe stift i Tanzania i 2010, hvor jeg deltog i en mellemkirkelig rejse for at opleve, hvordan et evangelisk-luthersk kirkesamfund fungerer langt pokker i vold, et sted hvor alle jordvejene er røde.

Der er måske lidt vel mange tomater, med den røde farve gør sig så godt på billeder. Herudover er det slående, hvor mange farver der er på alle mulige dagligdags ting.

Musikken er Dire Straits’ “You are so far away” fra albummet “Brothers in arms” fra 1985. Slideshowet varer 4:46 minutter.

God fornøjelse hvis du kigger med.

Møde i jobcenteret

Mit initiativ

Jeg har været til møde med min nye fleksjobrådgiver i Hvidovre Kommune (de har omstruktureret), og det var meget positivt.

Jeg følger nogle grupper på Facebook, hvor mennesker holder af at hænge enkeltmedarbejdere på jobcentrene ud med navns nævnelse. Det bryder jeg mig ikke om, og jeg tænker, at det er i strid med straffelovens bestemmelser om injurier.

Min hukommelse er stadig skidt, så jeg spurgte, om jeg måtte optage samtalen. Da jeg lovede, at den ikke ville havne på Facebook eller på andre sociale medier, men at den alene skulle understøtte min egen dårlige hukommelse, syntes han, at det var i orden. Noget andet er så, at han faktisk ikke kan nægte det. [download id=”14940″] men jeg lægger op til tillid og samarbejde, og det er også det, jeg bliver mødt med.

Initiativet er mit, så det er selvfølgelig irriterende at få en besked i e-boks, der har titlen “Indkaldelse til samtale”. Så lyder det jo som om, det er deres initiativ, men efterhånden har jeg vænnet mig til, at de sender tonsvis af intetsigende breve ud. Hvis man følger op på dem, er svaret ofte, at det skal man ikke tage sig af… Hvordan søren skal man som borger/bruger kunne hitte ud af, hvilke breve der gælder, og hvilke man bare kan se bort fra?

Konklusioner:

  • Han kan/må ikke hjælpe mig før 1. januar. Men derefter går vi straks i gang. Og jeg kan få Niels fra Jobøst.
  • Han forstår, at det er vigtig for mig at være i arbejde.
  • Han forstår at de 2 * 2 pr. uge i FKN med opgaver, der kunne være udført af en 8-årig, ikke er tilfredsstillende.
  • Han tilbyder ganske af sig selv en mentor til at hjælpe med at komme ud af døren fra arbejdet. Det har jeg trænet et helt år, og det går fint, så det er ikke nødvendigt. Men jeg vil gerne have lov at vende tilbage, hvis der skulle vise sig et behov på et andet område.
  • Han er med på, at et job er med til at afbøde ensomheden.
  • Han tilbyder muligheder indenfor det lovgivningen kalder “mindre kontorpladsindretning”, som fx kan dreje sig om støjafskærmning. Et af mine skånehensyn er “Rolige omgivelser”, og det tager både han, psykologen og jeg alvorligt. Jeg sagde “Nej tak” til Red Barnet, som havde de perfekte opgaver, men stoppede flest muligt ind i samme lokale. Det tør jeg ganske enkelt ikke. Endelig har jeg fået det ret godt, så nu tør jeg ikke gamble med mit helbred. Han var helt enig. Det var dejligt.
  • Jeg kan ikke lige finde “mindre kontorpladsindretning”, som han omtalte som en del af lovgivningen, men det kunne fx dreje sig om en form for støjskærme, og sådanne vil han i givet fald gerne hjælpe med.

Jeg er vældig glad for, at de tager skånehensynene seriøst. Og jeg går derfra med indtrykket af, at han gerne vil hjælpe mig. Det er alt i alt meget positivt. Det er jo slet ikke så let at få forklaret, at en lang karriere er slut, og at jeg skal starte forfra. Men sådan er det, og jeg har accepteret det.

Hovedbudskabet herfra er: Der er også gode folk i kommunerne, der forstår, hvad de laver, og som tager deres job uhyre alvorligt. Jeg er i hvert fald tilfreds!