Tag Archive for: Ensomhed

/4 Kommentarer/i , /af ,

Nu er jeg smidt ud eller “rask”

Nu er jeg smidt ud eller "rask"

Jeg er rasende

Nu er jeg smidt ud eller “rask”

Det er ikke ret tit, jeg bliver virkelig rasende og indebrændt, men det er sket i dag. Klinikchefen, der er den “fineste” læge på et psykiatrisk center, skrev i overlæge M’s feriefravær den 30. juni kl. 11:29, “… hvis der efter endt ECT-terapi er behov for udslusningsforløb, vil dette kunne foregå via 808.”

Jeg har aldrig syntes, at lægerne er finere eller bedre mennesker end jeg selv. Jeg har stor respekt for deres faglighed og for det, de kan, og det lytter jeg selvfølgelig til, på samme måde som jeg forventer, at det gælder den anden vej. Det vil sige, at jeg forventer, de lytter til mig, hvis der evt. findes områder, hvor jeg selv har en eller anden form for indsigt.

Jeg har i dag været til lægesamtale og der er skrevet et “Udskrivningsresumé”. Glostrup og Brøndbyøstervej er henover hovedet på mig blevet enige om, at der ikke er behov for et udslusningsforløb. Det er altså imponerende, at de har kunnet enedes om dette uden at spørge mig, hvad jeg synes ville være betimeligt. Vi kunne vel i det mindste have talt sammen i telefon/korresponderet på e-mail eller lignende.

Jeg sagde ligefrem til vedkommende, at jeg følte mig smidt ud. Lægen korrigerede og sagde, at jeg i stedet blev skrevet ud. Det lyder selvfølgelig også bedre!

Psykiatrien kan ikke løse alle problemer

Psykiatrien kan naturligvis ikke løse alle problemer. Det har jeg ingen forventning om. En medarbejder K på 808, som jeg kender vældig godt, sagde i juni meget rigtigt, at vi gang på gang har lappet på nogle grundlæggende problemstillinger vha. ECT, og at det er årsagen til, at jeg kommer retur gang på gang. Den fejl skulle vi ikke gentage. Derfor skulle vi nu bringe mig ovenpå vha. ECT og herefter drøfte de grundlæggende problemstillinger. Tror psykiatrien, at jeg finder det morsomt at komme retur gang på gang?

Den læge, jeg så i dag, fortalte mig noget, jeg udmærket vidste i forvejen, nemlig at mange psykiatribrugere kæmper med og mod ensomhed. Kunne psykiatrien løse dette problem, ville mange samfundsproblemer være løst. Det er jeg fuldkommen enig med hende i.

Jeg tror ikke, at psykiatrien skal løse mine problemer med det relationelle, der delvist skyldes min autismediagnose. Men jeg er skuffet over, at en ret klar og dokumenterbar aftale er tilsidesat henover hovedet på mig. Nu kan vi/jeg nemlig tage turen en gang til på et eller andet tidspunkt. Jeg må endnu en gang henvende mig i modtagelsen/(afvisningen), hvilket jeg ikke finder videre morsomt. Man skal være virkelig dårlig for at henvende sig dér for ikke at blive afvist. Selvmordstankerne skal være overvældende. Følelsen af ikke at blive savnet skal være overvældende. Tankerne om, at det ikke betyder noget, om jeg er her eller ej skal også være overvældende, før de tager imod mig. Det skal være mere end sikkert, at min eksistens er ligegyldig.

Jeg er rasende – og jeg er ked af det. Og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af nogen af delene.

Velkommen hjem!

På billedet burde have stået

“I henhold til Fødevarestyrelsens påbud må vi ikke opbevare privatindkøbt mad og is i fryseren”.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

En patient ved navn “Uren”

En patient ved navn "Uren"

Jeg er ikke alene …

En patient ved navn “Uren”

En morgen var patient M væk, og det var godt. Det stedlige personales omsorg var rørerende at se i det skjulte, men M måtte hen et sted, hvor der er flere medarbejdere til at støtte og hjælpe, når livet bare er ad h … til.

Pludselig stod døren åben, den blå plastikmadras lå åben og på navneskiltet til venstre for døren stod “Uren”. Et kort øjeblik tænkte jeg: “Nu får vi en ny patient ved navn Uren”. Selvfølgelig var jeg en idiot, men jeg fortalte det alligevel til et par andre. Det viste sig, at de havde tænkt nøjagtig det samme. Jeg er ikke alene … Lige nu venter vi så på to patienter ved navn “Uren” – og det er selvfølgelig helt Anders And.

Fremdrift

Jeg er så langt, at jeg er klar over, at jeg skal have fat i min kommune og spørge hvilke tilbud de har efter servicelovens § 82 b. Jeg har været på kommunens hjemmeside, på borger.dk osv., men svaret giver ikke sig selv. Problemet med bestemmelserne i § 82 er, at de er fakultative, hvilket betyder, at kommunerne kan xyz, ikke at de skal xyz.

Jeg kan slet ikke overskue at finde rundt i den kommunale jungle. Det bliver lidt som Nenas “99 luftballons”. De svæver rundt som en stor sky over mig, og jeg har ingen idé om, hvor jeg skal ende og begynde. Det nærmeste jeg kan komme i tanke om er at kontakte min tidligere, søde, dygtige sagsbehandler, men kommunen er stor, og han sidder i jobcenteret, så svaret vil sikkert være “Det ved jeg ikke”, og det kan man ikke fortænke ham i.

Jeg håber, afsnittet kan hjælpe på en eller anden måde.

Når jeg en gang kommer hjem …

Hrm … tjah. Vi må i det mindste starte med drøfte udgang til den kommende lægesamtale. Bare et par timer. Jeg vil gerne hjem og se, om min lejlighed fortsat ligger på første til højre, hente en oplader og … pudse sko. Det er en del af selvopholdelsesdriften. Jeg hader upudsede sko. Jeg tænker lidt på, om ikke jeg er for godt kørende til at være her, når jeg kan gå op i, om mine sko er pudsede eller ej. Men så er der lige det med fremtiden.

Hvis vi ikke får sat noget i værk, starter trædemøllen jo bare forfra, og jeg står her igen om to eller fire uger. Tankerne er de samme fordelt med 25/75.

Jeg er besværlig! Mit behov er meget specifikt: Noget undervisning af en art, gerne noget med skrivning, gerne noget med programmering (jeg har opgivet at lære mig selv det; jeg kommer til “else if”, og så kan jeg ikke mere), lille hold, maks fem deltagere osv. Det er sikkert helt umuligt at opfylde.

Formålet er måske ikke så meget at lære noget. Det ypperste mål er at prøve at få nogle relationer, der giver mening. Vi skal ikke tale om vind og vejr, for det hverken kan eller orker jeg. Så kan jeg lige så godt tale med mig selv eller fjernsynet.

Psykologen har gentagne gange truet mig med, at hvis jeg ikke gør noget ved det relationelle, ender jeg med at tale med fjernsynet. Det har jeg selvfølgelig ikke lyst til.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Den største ensomhed

Den største ensomhed

Aftenen den 3. januar 2006

Den største ensomhed

For få dage siden enten drømte jeg det, eller også talte jeg med en om det. Vedkommende fortalte, hvad hun anså som værende den største ensomhed. For mig er den største ensomhed, den der findes, når man har besluttet at slutte livet. Når man vil tjekke ud og når man bare ikke orker mere.

Man lægger ikke beslutningen på Facebook og man ringer ikke til en ven og “deler” sine tanker. De ringer jo bare 112 – og det er ikke meningen.

Måske er man lidt sindssyg i gerningsøjeblikket og i tiden op til? Jeg ved det ikke; jeg er jo ikke psykiater. Men jeg var helt sikkert ikke helt mig selv. På den anden side var jeg rationel og foretog nogle andre fornuftige handlinger.

I aften er det 17 år siden, jeg gik meget sent hjem fra arbejde over Knippelsbro i isnende kulde og buldrende januar-mørke. Om et stort IT-system, der skulle i drift dagen efter, til knapt 3.000 brugere, tænkte jeg: “Det klarer jeg aldrig”. Jeg havde en ung fuldmægtig til hjælp, men ellers var jeg alene om projektet.

Sådan blev beslutningen truffet få dage efter en jul og nytår, hvor jeg havde været alene med så stresset et nervesystem, at musens kliklyde mest af alt mindede om tordenskrald. På den anden side af Knippelsbro tog jeg en vogn hjem. Nu havde jeg jo truffet min beslutning, og den passede som fod i hose med, at jeg, siden jeg var 14, altid havde vidst, at jeg skulle dø for egen hånd.

Tiden var kommet. Jeg var klar. Jeg manglede kun “det praktiske”.

Der skulle være orden i sagerne

Ingen skulle finde mig i en rodebutik. Det er følgende, jeg anser for at være rationelle handlinger – især det med at slukke for varmen rammer mig som en form for boomerang selv så mange år efter.

Så jeg:

  • Ordnede opvask
  • Ordnede badeværelset
  • Ryddede op
  • Gik ned med både aviserne og de tomme flasker
  • Slukkede for varmen, så det ikke ville lugte så hurtigt
  • Trak telefonstikkene ud, så jeg kunne dø i fred

Jeg havde ca. 35 sovepiller, og dem slugte jeg i et par store håndfulde på badeværelset og faldt ret hurtigt om på terrazzogulvet der. Senere har en psykiater fortalt, at man skal bruge mindst 100. Det var jeg ikke klar over. Havde jeg vidst det, havde jeg prøvet alligevel; det kunne jo være, jeg var en undtagelse. Også i den henseende.

Dagen efter på en Psykiatrisk Skadestue

Jeg vil aldrig finde ud af, hvordan jeg kunne vågne op i min seng næste morgen og hvordan telefonstikkene var blevet sat i, så jeg ikke fik fred. Det er også lige meget nu.

På jobbet havde vi en knalddygtig og dejlig familierådgiver, som jeg i efterårets løb havde haft en del samtaler med. Hun kom med morgenbrød om formiddagen. Hendes første sætning i telefonen havde været “Hvad sker der hos dig, Hanne?”. Jeg svarede “Det kan jeg ikke sådan lige forklare”. Det replikskifte glemmer jeg heller aldrig, men begges sætninger var fornuftige og “ind til benet”; ingen omsvøb.

Alt var roligt, ingen panik men en drøftelse af, at skadestuen (som i dag kaldes Akutmodtagelsen) nok var en god idé. Hun tog med. Det var trygt. Vi ventede og ventede i et tomt venteværelse. Mange timer.

Jeg er fuldkommen sikker på, at praksis er ændret nu, for vi blev sendt hjem igen, efter jeg havde skullet afgive løfte om ikke at forsøge igen. Jeg var ærlig og sagde, at det kunne jeg naturligvis ikke love.

Hun spurgte også, om jeg virkelig havde ment det. Havde jeg ikke været afkræftet og udmattet – vel stadig med noget af giften i kroppen – var jeg blevet rasende. Hvad i alverden tænkte hun på? Træffer man den beslutning og har man gennemlevet den største ensomhed, så mener man det! De ting vidste hun helt sikkert ikke noget om, og som jeg husker det, var hun heller ikke særlig interesseret i at lære det.

Så jeg blev nærmest “udskrevet til nyt forsøg i hjemmet” og havde jeg ikke været en kylling, og havde jeg haft de rette remedier, havde jeg formentlig prøvet mindst en gang mere.

Jeg føler mig overbevist om, at skadestuen/akutmodtagelsen ikke ville agere sådan i dag. Gennem syv år (2014 – 2021) er jeg kommet til at kende psykiatrien bedre, og ikke en eneste af de medarbejdere, jeg har truffet, ville handle sådan. Gudskelov.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Kedsomhed hvis man er Mensaner

Kedsomhed hvis man er mensaner

Bare ikke sløjd og håndgerning

Kedsomhed hvis man er Mensaner.

Jeg blev inspireret af et indlæg hos Anne Bredahl, der var et fjols til  matematik – ja hun skriver det altså selv; det er ikke noget, jeg finder på. Det kunne jeg aldrig finde på.

Jeg kom til at tænke på min skoletid, der varede ti år fordelt på fem forskellige folkeskoler. Det betød blandt andet, at jeg altid kom fra et andet lærebogssystem og altid var nået til noget andet end de nye klassekammerater. Det var nu ikke det store problem; jeg indhentede det forholdsvis hurtigt, og med tiden kom jeg også ind i rutinen med at være et andet sted end de andre.

Selvforherligelse?

Dette indlæg kan (mis-)forstås som værende selvforherligelse. Sådan er det ikke ment. Det er en fortælling om, at det kan være enormt svært og ensomt at være på den rigtige side af kvik. (Jeg er Mensaner.)

Læs og forstå

Dengang i fordums tider fandtes et system ved navn “Læs og forstå”. De er så gamle, at end ikke Google kan fremskaffe et billede af dem.

Det var bøger med alle mulige former for små opgaver. Jeg tror, det dækkede både regning, som det hed dengang, og dansk, og det var sjovt. For mig var det en leg, og jeg var altid mindst to bøger foran.

Jeg elsker stadig quizzer og konkurrencer. Når den årlige indfødsretsprøve offentliggøres, gætter jeg altid med, og jeg kan som hovedregel godt blive dansker.

Da jeg var til den neuropsykologiske undersøgelse hos Kaj Bjerring Andersen på Psykiatrisk Center Hvidovre, var det som at være tilbage i “Læs og forstå”. Fedt! Der var fem timers opgaver, fordelt på to dage, med en sproglig tilgang og en matematisk tilgang. Det gik fint, bortset fra at han konkluderede, at der er en “organisk betinget hjerneskade”, som er den, der trigger hukommelsen eller mangel på samme.

Fra jeg var 14, til jeg var 16, havde jeg et eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. De passede på mig, og jeg var meget ofte hos dem. Nu er vi så mødtes igen, og en af de ting, de fortalte ved det første møde, var, at de havde syntes, at jeg var god til at finde løsninger på opgaverne. Mindst to gange om ugen overnattede jeg hos dem. Derfor spurgte jeg dem, om de nogensinde lavede lektier med mig? De svarede, at det havde de ikke ment var nødvendigt.

I det hele taget husker jeg ikke, at jeg nogensinde lavede hjemmearbejde. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tid til. De huslige opgaver stod i vejen for det.

Næh tak

Jeg var god til det, man kaldte det “boglige”, men det kreative hadede jeg som pesten. Jeg kunne ganske enkelt ikke finde ud af det.

  • I håndgerning har jeg på de ti år fremstillet én strømpe; det gik aldrig op for mig, hvordan man skiftede pind på hælen, og jeg kunne ikke balancere de fire pinde på én gang.
  • I sløjd fik jeg lavet en metal-et eller andet, hvor man skulle hamre på metallet, så det fik små cirkelformede fordybninger i hele overfladen. Hvad formålet nærmere bestemt var, husker jeg ikke. Kønt var det i hvert fald ikke.

Jeg er fra et sted, hvor man kun havde værdi, hvis man var kreativ med fx musik, maling/tegning eller husflid i form af træarbejde. Af samme grund fik jeg til min konfirmation en brugt elektrisk guitar arvet efter min fætter, men den var uden forstærker, så den kunne ikke spille. Hvordan (fanden) de kunne finde på det, ved jeg ikke. De måtte da vide, at jeg ikke havde evner i den retning. Det var jo ikke mig, der greb hverken harmonika eller hammondorgel i den bedste sendetid…

Da jeg ikke kunne tegne så meget som en tændstikmand – og det kan jeg stadig ikke – havde jeg ingen værdi og blev ikke inviteret ind i fællesskabet. Mine boglige færdigheder blev ikke tillagt værdi, og der var ingen respons/agtelse, når jeg ofte kom hjem med 11 og 13 på den gamle skala.

Disse forhold var tilsammen med til at skabe en stor grundlæggende ensomhed, som jeg bærer på den dag i dag. Jeg var – og er – altid anderledes. Jeg kunne noget andet, men det havde ikke værdi. Det er ensomt!

Da jeg i perioden fra foråret 2015 til december 2017 gik i et langstrakt terapeutisk forløb hos min elskede psykolog, ville hun af og til gerne have mig til at tegne og male. Jeg sagde hver gang nej tak, og at jeg var verdens dårligste til den slags. Det respekterede hun uden videre.

Kedsomhed og inklusion – eller eksklusion

Samlet set kedede jeg mig ganske enormt de ti år på de fem skoler. Der var nul udfordringer, og i 70’erne måtte man ikke stikke af fra mængden. Man skulle være gennemsnitlig.

Nu om dage taler man meget om inklusion af de særlige børn, fx bogstavbørnene eller dem med Aspergers Syndrom. Jeg er klar over, at det sikkert ikke er comme il faut, men det forekommer mig at være en umådelig dårlig idé! Hvorfor skal de særlige børn med djævlens vold og magt inkluderes i en almindelig klasse? Får de ikke bare nederlag på nederlag, når de netop ikke er almindelige? Jeg kan simpelthen ikke se idéen.

Nu om dage sker der heldigvis også noget positivt: mange folkeskoler har endelig erkendt, at der er børn, der har behov for flere udfordringer. Det kan jeg kun hilse velkommen. Hvorfor skal de kede sig i ni eller ti år?