Jeg vil have en kat!

Jeg vil have en kat!

Servicekat

Jeg vil have en kat!

Jeg vil have en kat!Flere gange har jeg fået afslag fra min udlejer, når jeg har spurgt til muligheden for at holde en servicekat. Deres standardsvar er “Nej”, uanset hvad man spørger om. Jeg har flere gange fremsendt udtalelser fra psykiatrien, hvor de beskriver, hvorfor det vil være så godt for mig at få en servicekat. Men der er ingenting, der kan lade sig gøre.

Hende til højre er “Pi”, som jeg fik på kollegiet og som flyttede med mig til Vanløse. Hun ser lidt sur ud, men det var hun ikke.

Nåh … det er nu ikke helt fair overfor administrationen: Jeg har lige fundet ud af, at de har opkrævet antennebidrag siden september 2023, selvom det er årevis siden, jeg opsagde min TV-pakke, da jeg jo ikke ser TV. Det var helt uproblematisk at få dem til at tilbagebetale de 3.359,12 kr. – men jeg sendte dem også et nydeligt regneark! 3.400 kr. er da også en slags penge. Men fra nu af vil jeg se meddelelsen fra Betalingsservice efter hver måned. Jeg plejer bare at forvente, at det er korrekt …

Nu har jeg simpelthen besluttet alligevel at anskaffe mig en kat, når de engang har synet lejligheden efter maling. Det vil være dejligt at:

  •  have en at være noget for,
  •  have en at “tale” med og
  •  have en, der bliver glad, når jeg kommer hjem.

Det skal være en racekat af en slags, og jeg håber at kunne finde en British Shorthair, da de er meget dygtige til at være indekatte. Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Jeg tror, jeg vil kontakte Roskilde Dyreinternat, der skulle være et godt sted. Det skal være en killing, så vi stille og roligt kan vænne os til hinanden.

Jeg har god plads, så her kan være et “aktivitetscenter” til mis, for en kat skal stimuleres, når den skal have et godt liv. Den skal have en kurv at sove i, legetøj, bakke osv. Det er alt sammen uproblematisk. Det skal bare arrangeres. Jeg glæder mig allerede.

Jeg vil have en kat!Jeg er vant til katte

Bortset fra her i Hvidovre har jeg haft kat hele livet, selv under min sære opvækst. Man kan vist sige, at kattene havde det bedre end børnene.

Ham til højre er Pis bror “Basse”, som en veninde og hendes mand ejede. Det er mig til venstre. Billedet er fra oktober 1989, hvor vi spiller Backgammon som en kærkommen afveksling til eksamenslæsningen. To måneder efter blev jeg kandidat.

Der er en risiko ved at trodse forbuddet

Jeg kan slet ikke udholde tanken om, at jeg anskaffer mig en kat og knytter mig til den, og det dernæst bliver opdaget, hvorfor jeg må af med den. Men hvem i alverden skulle opdage det? En kat larmer ikke bortset fra Siamesere, der er meget “talende”.

Jeg fatter faktisk ikke, hvorfor der er forbud mod husdyr her, og jeg forstår slet ikke, hvorfor min nabo gerne må passe hunde i ugevis.

Jeg vil have en kat!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

14 Svar
  1. Mia Dahl Gerdrup
    Mia Dahl Gerdrup siger:

    En kat er det mest vidunderlige, man kan have.
    Jeg har stort set altid haft kat.
    Elsker dem fordi de er så selvstændige og absolut sig selv.
    Min er en ude/indekat og befinder sig godt med det.
    I mange af dagens timer er den stort set ligeglad med mig, ligger og sover eller er ude. Men kommer når den har kælebehov og så må jeg lægge bogen eller strikketøjet!
    Det er så dejligt at der er et levende væsen, når man kommer hjem.
    Jeg kan forstå, at udlejere siger nej til hunde, som gør og ridser gulve, vægge og døre når de hopper op.
    Men en kat ødelægger sjældent noget og larmer ikke.
    Ønsker dig held og lykke med projektet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mia

      Tak skal du have!

      Dine betragtninger om hunde er helt rigtige. Da jeg senest søgte om dispensation fra forbuddet mod at have en kat, argumenterede jeg blandt andet med, at jeg var indforstået med, at hvis der var behov for ekstra rengøring eller særlige reparationer, når jeg flytter (hvilket jeg aldrig gør), var jeg på forhånd rede til at underskrive et dokument, hvor jeg lovede at afholde eventuelle ekstraudgifter. Men svaret var som sædvanligt “Nej”.

      Svar
  2. Glennie Jensen
    Glennie Jensen siger:

    Jeg forstår virkelig godt, at du ønsker dig den kat. Om jeg selv ville turde tage chancen, når der er forbud mod det, ved jeg ikke rigtigt. Der skal jo bare en enkelt emsig nabo til, der måske opdager det. Men du kan jo altid sige, at du passer katten for en bekendt….Jeg holder også meget af katte, og overvejer at anskaffe mig een, når jeg går på efterløn. En kat er hyggeligt selskab 😊

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Glennie

      Det med ikke at turde tage chancen er lige præcis det, der har fået mig til at give op flere gange, for jeg har virkelig forsøgt.

      Ja katte er så godt selskab, og det ville virkelig være rart med en lille en, der bliver glad, når jeg kommer hjem.

      Tidligere bekymrede de mange indlæggelser mig, men som overlægen sagde forleden: “Skal vi ikke skrive, at du er i remission?”. Det gav jeg ham ret i, for det betyder, at jeg p.t. er rask, og det forventer jeg da at blive ved at være.

      Hvornår går du på efterløn?

      Svar
      • Glennie Jensen
        Glennie Jensen siger:

        Det gør jeg til oktober 2026, så er det lige lidt tid endnu. Jeg arbejder dog ikke fuld tid, da det er for hårdt i mit fag , hvor der jo bl.a. er mange løft i løbet af en arbejdsdag.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Glennie

          Du skal glæde dig. Det er den skønneste epoke i ens liv. Forestil dig hver morgen at tænke: “Hvad har jeg mest lyst til i dag?”.

          Jeg ved slet ikke, hvad dit fag er. Har du lyst at fortælle?

          Svar
          • Glennie Jensen
            Glennie Jensen siger:

            Jeg blev uddannet pædagog i 1992, men begyndte på grund af sygdom først at arbejde indenfor faget året efter. Da jeg altid har været optaget af de første år i et barns liv, som er så grundlæggende, har jeg tilbragt hele mit arbejdsliv i forskellige vuggestuer. Min nuværende arbejdsplads gennem 20 år ligger i indre by tæt på Kongens Have. Der kan man gå de smukkeste ture med børnene. Og det har altid været det tætte samvær med de små mennesker, der har været det vigtigste for mig. Jeg har aldrig haft den mindste lyst til at være leder, og sidde meget af tiden på et kontor. Men at være “gulvpædagog” gennem så mange år slider på fysikken, så slidgigten har meldt sig de seneste par år. Bl.a. derfor tæller jeg ned til efterlønnen.

          • Stegemüller
            Stegemüller siger:

            @ Glennie

            Hvor spændende. Tak for din beretning.

            Jeg forstår virkelig godt din glæde over arbejdet med de små mennesker. Det er så vigtigt, at der, hvor de tilbringer så mange timer hver uge, er der voksne der ved, hvordan de “håndteres”.

            Jeg forstår også tilfulde, at når man har din uddannelse er der ingen mening i at sidde på et kontor og lave alle mulige former for administration. Det hænger da ikke sammen.

            Men der er ikke noget at sige til, at de mange løft har slidt på kroppen. Det er på en eller anden måde ikke en rimelig omkostning, uden at jeg ved, hvordan man kan ændre på det. De små mennesker har jo behov for at blive taget op og sat ned igen.

  3. Eric
    Eric siger:

    Katte er utvivlsomt gode terapeuter. Vær opmærksom på, at de elsker vindueskarme (især dem over en varm radiator!) og det overblik, de giver. Nogen kan se katten i vinduet og få ondt et vist sted.
    Jeg er lidt frelst, jeg ved det, men jeg synes altså, at det er synd at holde en kat indespærret uden mulighed for at komme ud, hvor den rigtigt kan bruge sine fantastiske sanser, få afløb for sit jagtinstinkt og få motion. Vi har haft flere katte gennem årene, og når de ikke sov (og det gør katte det meste af tiden), har de alle elsket at komme ud – om ikke andet så for at snue i en solstråle, mens “parabolerne” holder dem a jour med det, der foregår i nærheden. Og det gør ikke noget at få kolde og våde poter, når der som i dag ligger sne – bare der er en solsort, man kan forskrække, så er dagen reddet.
    Som sagt er jeg lidt frelst. Sammenlignet med fx burhøns og slagtesvin fører indekatte jo en luksustilværelse, men er andre dyrs elendighed et vægtigt argument?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Ikke bare “lidt frelst” men meget frelst synes jeg. Naturligvis er andre dyr lidelser ikke en parameter, men hvis man vælger den rette race, kan den få et godt liv. Jeg har som skrevet haft kat det meste af mit liv inkl. i Vanløse, hvor Pi pludselig skulle være indekat efter vi flyttede fra kollegiet. Det klarede hun flot. Når man er ejer, skal man sætte tid af til at lege med den og stimulere dens sanseapparat.

      Jeg bor på første sal, så der vil den næppe kunne ses udefra.

      Svar
  4. Annette Boolsen
    Annette Boolsen siger:

    Kære Hanne

    Jeg håber så meget, at det kan lykkes for dig – og katten. Da min mor døde i august, stod vi tilbage med den mest fantastiske kat Simba, som jeg ikke følte, jeg kunne tage ansvaret for, fordi jeg rejser så meget. Men dagen før min mors bisættelse kom min nabo for at kondolere. Hun spurgte, hvad der skulle ske med katten, og jeg måtte jo sige, at han skulle bortadopteres. Så kom hun med det mest utrolige forslag – skal vi ikke være deleforældre? Efter en periode, hvor han ikke kunne komme ud, for at vænne sig til hendes hus og hende, fungerer det perfekt. Der er næsten altid nogen hjemme, og han ved, han har to kærlige hjem.

    Simba er en “Ragdoll” – det kan du også overveje – det er verdens sødeste kat. Men min pointe er også, at du skal måske tænke på at have backup – måske en nabo, der også kan lide katte. Rigtig meget held og lykke med projektet. Ville gerne sende et billede af Simba men kan ikke få det til at fungere.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Annette

      Velkommen til. Tusind tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Hvor er det fantastisk, at Simba på den måde har fået to hjem. Jeg er mildest talt rørt over din beretning. Det kan jeg nok ikke få til at fungere, da jeg faktisk ikke kender andre end mine umiddelbare naboer, og de kan vist bedst lide hunde.

      I dagligdagene er jeg jo meget hjemme, og årene med sygdom og idelige indlæggelser tillader jeg mig at tro og håbe er forbi. Skulle det alligevel ske, må mis på pensionat, selvom det langt fra er optimalt.

      Jeg kender slet ikke “Ragdoll”; dem må jeg prøve at læse om.

      PS: Genkendte du “Pi” og “Basse”?

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *