Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Det går efterhånden rigtig godt

Det går efterhånden rigtig godt

808 venter vist på mig

Det går efterhånden rigtig godt

Jeg ser meget frem til at komme tilbage til 808, og jeg håber, de venter på mig. Lige nu er samtlige deres 11 pladser ganske vist fyldt, men på et tidspunkt vil der vel blive en ledig plads?

Herfra (Glostrup, afsnit 174) har man ganske vist tilbudt mig at tage hjem på “orlov” i nogle dage, så komme tilbage og derefter vente her på en ledig plads på 808. Jeg tænker lige over det til i morgen. Jeg ved ikke, hvad der er bedst at gøre. Det er umuligt at ringe til 808; man får hele tiden en telefonsvarer; det undrer mig.

Jeg har talt meget med tre dejlige kvinder her. Det er som om, medpatienterne fylder mere, eftersom personalet fylder mindre. Nogle skal jo fylde pladsen ud 🙂 Vi fire har aftalt at mødes den 25. august hos mig til en drink kl. 17:00 og derefter gå over på den anden side af Hvidovrevej og spise på en ganske udmærket kinesisk restaurant. To blev udskrevet i dag og den tredje bliver udskrevet i morgen. Så er der mig tilbage af firebanden. Det bliver lidt tomt.

Færdig med ECT-behandlingerne

Jeg er færdig med ECT-behandlingerne, der jo har en mirakuløs effekt på mig, og eftersom jeg er “svær at stikke” må anæstesien have ramt lidt ved siden af. I hvert fald er jeg en form for lilla hele vejen op ad venstre arm – dog lidt mindre lilla hver dag …

En eller anden dag vil jeg prøve, om jeg kan tælle op, hvor mange gange ECT jeg har fået siden 2014. Jeg er helt sikkert over de 100. Jeg forestiller mig, at jeg har sat Danmarksrekord.

Podcasten er under forberedelse

M. på 808 fik den fremragende idé, at jeg skal lave en podcast-serie, eftersom folk nutildags lytter fremfor at læse. Jeg har præsenteret idéen for flere forskellige og har fået flere tilsagn fra prominente personer. Jeg tror, det kan blive helt godt.

En dag gik jeg helt enkelt op til Poul Videbech og spurgte om han ville være med. Det vil han gerne, og han og jeg skal naturligvis tale om ECT.

Jeg har kontaktet Kasper Reff, der nu er overlæge og medicinansvarlig i Hillerød, og Christina, der er farmaceut i Ishøj. Vi skal – på deres forslag – tale om tværfagligt samarbejde, som jeg jo selv har nydt utrolig godt af på et tidspunkt. Christina mindede mig om, at jeg på et tidspunkt for flere år siden udviklede nogle regneark til registrering af bivirkninger. Jeg er spændt på at se, om jeg har dem et eller andet sted derhjemme. Ellers må jeg jo opfinde dem igen!

En sygeplejerske herfra vil muligvis bidrage med noget om specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje (jeg aner ikke, hvad det går ud på). K. på 808 har vist også den uddannelse, så jeg vil også spørge hende. 

Min psykolog vil vist også gerne være med. Vi kan passende tale om den mærkværdige pæl, der er rammet ned mellem psykologi og psykiatri her i landet.

Jeg har kontaktet Merete Nordentoft, der er forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab. Jeg har flere steder set, at hun mener noget/en masse om 10-årsplanen, så det vil være rigtig dejligt at få hende med. Men det kan selvfølgelig være, det bliver for politisk. Vi får se …

Eftersom jeg ikke tidligere har lavet en podcast, har jeg ganske enkelt spurgt ChatGPT, hvordan man gør og hvilket udstyr, man skal bruge. Jeg har det som Pippi: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af.” Det kommer til at koste lidt, men pyt det kan jo nærmest udvikle sig til en ny hobby. Jeg er spændt på at komme i gang. Udstyret skal være af en kvalitet, der bevirker, at man ikke kan høre pustet på “p-erne”, eftersom det er ulideligt. Og hvem gider høre på det?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i /af

Psykiatribrugere kæmper med ensomhed

Psykiatribrugere kæmper med ensomhed

Ensomhedens Gade nr. 9

Psykiatribrugere kæmper med ensomhed

Det er altid let at generalisere – så det gør jeg også …

“Ensomhedens Gade nr. 9” er omkvæd fra en gammel sang med John Mogensen.

En ting, der er slående ved denne indlæggelse, er, at også adskillige af mine medpatienter kæmper med ensomhed. Det har aldrig før stået så tydeligt for mig: Jeg er ikke alene om at kæmpe med ensomheden. Selvfølgelig kan man overveje, hvad der kommer først helt som med hønen og ægget. Bliver man psykisk syg af at være ensom, eller bliver man ensom af at være psykisk syg?

Det er sikkert en vekselvirkning: sygdommen og ensomheden følges pænt ad – de forstærker hinanden.

Psykisk sårbar eller psykisk syg?

Bemærk at jeg ikke kalder det “psykisk sårbar”, for alle mennesker er psykisk sårbare, af disse er kun nogle psykisk syge. Det var Poul Nyrup, der introducerede begrebet “psykisk sårbar”, men selv har jeg altid syntes, det er et forvrøvlet udtryk.

En medpatient sagde engang: “Jeg er altid psykisk sårbar. Når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt”. Det havde han fuldkommen ret i.

Langsomt hjem

Nordstjernevej gør meget for at sikre, at man er klar til at blive udskrevet. De skubber på og sørger for, at tilvænningen til eget hjem sker gradvist. Det er en af de ting, jeg vil tage med tilbage til Brøndbyøstervej, for så vidt jeg husker, er de ikke lige så gode til at skubbe på – men jeg kan tage fejl.

Nogle tager hjem en eftermiddag og kommer tilbage til Nordstjernevej og beretter om en lidt tom og mærkværdig oplevelse: De er ikke i gang med noget, køleskabet er tomt og det er i det hele taget en speciel oplevelse at runde hjemmet. Hvad skal de derhjemme?

Jeg har svært ved at se, at hospitalet kan gøre mere, end de allerede gør. Det er min opfattelse, at de gør ret i at skubbe på, så hjemkomsten bliver etapevis og ikke bliver fra den ene dag til den anden. Det skal være en proces.

Min dag

Jeg sidder og savner morgenkaffen, idet jeg har tid til ECT ca. kl. 10:15. Når jeg er ude på den anden side, skal jeg have kaffe og mad. Derefter skal jeg hjem på weekendorlov. Jeg ser frem til at se mit hjem igen. Der er vasketøj, der skal lægges sammen og på plads. Det bliver godt.

Vejret er godt, så jeg kunne jo gå en tur?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Jeg får det, som jeg vil have det!

Jeg får det, som jeg vil have det!

De skal ikke overbehandle mig

Jeg får det, som jeg vil have det!

Jeg har lige netop været til lægesamtale, og den var kort (2 minutter og 57 sekunder), for lægen havde ikke noget at sige, så det var kun mig, der sagde noget.

Jeg er ganske godt skåret for tungebåndet, og havde forberedt følgende:

  1. Psykiatrisk Center Glostrup skal ikke overbehandle mig
  2. Jeg har det godt (igen)
  3. Vi stopper efter seks gange ECT mod oprindeligt planlagt ti.
  4. De sender mig retur til Brøndbyøstervej (808), når flowmaster kan skaffes en plads derude (de har kun 11 pladser)
  5. Det gik fint at være hjemme i weekenden, dvs. ingen selvmordstanker.

Lægen spurgte, om jeg havde det så godt, at jeg faktisk bare burde udskrives? Det er et relevant spørgsmål. Jeg berettede om, at K på 808 havde sagt noget rigtigt om, at “alle de andre gange har vi repareret på ensomheden ved hjælp af ECT. Denne gang bør vi grave spadestikket dybere.”

Ensomhed er et issue for mange

Jeg har ikke været opmærksom på det før, men denne gang har jeg talt lidt dybere med flere medpatienter, og det er gået op for mig, at det, der får den “psykiatriske lavine” til at rulle, uhyre ofte er ensomhed, og det gælder både folk på og udenfor arbejdsmarkedet.

Selv er jeg uden for arbejdsmarkedet, og trives som hovedregel vældig godt med det. Jeg har en bunke “nørdede” interesser og har på ingen måde problemer med at få tiden til at gå. Nærmest tværtimod.

Jeg havde fundet et firma, der gerne ville ansætte mig nogle få timer pr. uge, og det var jeg faktisk parat til at påtage mig. Men jeg har to medarbejdere i psykiatrien, der kender mig vældig godt, og som fraråder mig at udnytte hjemlen i pensionsloven til at gøre dele af pensionen hvilende. Min tidligere sagsbehandler i Hvidovre Kommune fraråder det sådan set også … Så jeg tør ikke.

De argumenterer alle med, at selvom jeg fx ansættes fem timer ugentligt i firmaet, vil jeg bruge 35 yderligere timer på at tænke på optimeringer, problemløsninger osv. Det kommer til at ligne min korte “karriere” i Interflora. Psykologen argumenterer på lignende vis.

Alle de kloge mennesker skal ikke spilde deres rådgivning på gulvet! Jeg lytter til dem.

I eftermiddag kl. 15:00 ringer min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien, og jeg ser frem til at fortælle hende, hvad jeg er kommet frem til.

Personalets synlighed

På Brøndbyøstervej er medarbejderne meget synlige, hvilket medfører, at patienterne har et ganske godt billede af, hvem de er som mennesker. På Nordstjernevej bevirker bygningskonstruktionen, at medarbejderne er afsondrede. Kontoret minder om et “bur” mellem to længer.

På en eller anden måde betyder det atter, at patienterne ikke lærer medarbejderne at kende. Hvem tør åbne sig overfor en medarbejder, de kun dårligt kender? Jeg advokerer naturligvis ikke for, at vi skal være lige syge! Men nu hvor jeg har to matrikler at sammenligne mellem, er det tydeligt for mig, at jeg er mere åben overfor mennesker, jeg har en vis føling med.

Hvordan skabes kulturen på et afsnit?

Det er markant, at der er kulturforskelle, når man flytter fra Brøndbyøstervej til Nordstjernevej. Jeg har filosoferet en hel del over, hvordan kulturen på et afsnit skabes.

Jeg har selvfølgelig ikke fundet de vises sten men har indtrykket af, at det er oversygeplejerske og overlæge i forening, der sætter rammer og retningslinjer for et afsnit. Og at det er årsagen til, at to afsnit i samme koncern kan opleves væsensforskellige.

De unge psykologer

Her er faktisk to psykologer, og uanset de virker meget unge, har jeg besluttet at gå med i gruppen i eftermiddag. Sidste uge drejede det sig om en opskrift på at “sige fra” på en ordentlig og respektfuld måde.

Så vidt jeg husker, skulle temaet i dag være noget om at være patient. Det mener jeg en hel del om 🙂 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

ECT er Guds gave

ECT er Guds gave

Synd det har et blakket ry

ECT er Guds gave

Jeg har fået de første fire behandlinger og synes allerede, jeg har det meget, meget bedre. Når jeg ser en læge igen, vil jeg foreslå, at vi holder efter de seks, og at de derefter sender mig tilbage til Brøndbyøstervej (808). Der er jo ingen grund til at overbehandle. Men hvem siger, 808 har plads? Det er noget, “flowmaster” holder styr på, og det er sikkert et vældigt puslespil.

K på 808 sagde meget rigtigt, at vi alle de andre gange har lappet på det grundlæggende problem, som er ensomhed, med ECT. Det gør vi sådan set også denne gang, men planen er (vist nok), at jeg ikke bare skal sendes hjem men skal sendes retur, så vi kan prøve at komme spadestikket dybere. Om det er muligt, ved jeg ikke. Og egentlig er det jo ikke psykiatriens problem, at jeg er en idiot til relationer. 

Det er virkelig synd, at ECT har sådan et blakket ry, eftersom det er en effektiv og skånsom behandling. Det virker stort set med det samme. Mange patienter oplever et løft allerede efter en uge, således også jeg.

Forsøger man med en eller anden form for medicin, går der 6 – 8 uger, før man ser en effekt. Er der ingen effekt, må man prøve noget andet. Psykiatrien er meget “Try and error”. Jeg har for længst besluttet, at jeg aldrig skal på medicin igen. Sporene skræmmer for meget.

To matrikler og to kulturer

Når man kommer direkte fra det ene afsnit til det andet, er det tydeligt, at kulturen på de to matrikler er væsensforskellig, selvom det jo er samme koncern. Jeg ved ikke, hvad der bestemmer kulturen på et afsnit, men det er måske overlægen og afdelingssygeplejersken til sammen?

En ting har jeg virkelig lagt mærke til, og det er, at der i Glostrup er fyldt med forbuds- og påbudsskilte. På Brøndbyøstervej er der ingen. Og det interessante er, at den overvældende mængde af skilte absolut ingen effekt har. Folk ser dem simpelthen ikke. Her har jeg noget at komme tilbage med: 808 har fuldkommen ret, når de siger, at de ikke orker at have en forbuds- og påbudskultur. Det var mig, der tog fejl; det har jeg ikke noget imod at erkende.

Den podcast jeg vil lave

Jeg har allerede fået et par tilsagn til medvirken i den podcast, jeg vil lave. Overlæge Kasper Thybo Reff, cand.pharm. Christina Skovsende Eriksen og professor Poul Videbech vil gerne være med. Kasper og Christina vil gerne tale om tværfagligt samarbejde, og det er en virkelig god idé, for det er der behov for. Jeg tror, det kan blive godt.

Jeg spurgte ChatGPT om tips og tricks til at komme i gang og fik mange gode punkter. Jo mere jeg bruger værktøjet, jo mere begejstret bliver jeg for det.

“Aftenterapi”

I aftenvagt kommer en vikar, Victoria, og hun er virkelig sød og imødekommende. Hun holder en kort 30 minutters samling kaldet “aftenterapi”, der intet har med terapi at gøre. Fokus er “det positive”, og det kan man godt have behov for et sted som her.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.