Indlæg

,

Grundlovens § 75, stk. 2

Et forsørgelsesgrundlag?

Grundlovens § 75, stk. 2 lyder sådan:

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

Det fremgår af Folketingets egen hjemmeside, at:

Stk. 2. siger ikke noget præcist om, hvem der har ret til offentlig hjælp. Men skiftende love har bestemt, at det er ‘enhver, der opholder sig lovligt her i landet’. Det står også i de seneste sociallove: lov om social service og lov om aktiv socialpolitik. Borgere, der er fyldt 18 år, har krav på hjælp. Og det har udlændinge også, da grundloven ikke kræver, at folk skal være danske statsborgere for at få hjælp. Studerende er tilmeldt en uddannelse og står derfor ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor har studerende som regel ikke krav på hjælp.

Fra integration til midlertidighed, selvforsørgelse og hjemsendelse

Der må ikke være den mindste tvivl hverken hos myndighederne eller hos flygtningene eller de familiesammenførte til flygtninge om, at de skal rejse hjem, når det er muligt – uanset om det sker ad frivillighedens vej eller med tvang

Der er lagt op til en bred fortolkning af ‘når det er muligt’. Det kan vi alle se forskelligt på. Martin Henriksen (DF) og jeg vil næppe være helt enige.

Da filteret faldt

Ydelsen, der har ændret navn til ‘selvforsørgelses- og hjemrejseydelse’ , er 1. december 2018 på DRs side under skarp beskydning af Kirsten Ketscher, der er professor i socialret og diskriminerings- og ligestillingsret ved Københavns Universitet. Hun mener ikke, at man kan ‘…ernære sig og sine’ på den kommende ydelse, der vil bestå af 9.993 kr. brutto, der vel vil give ca. 6.100 kr. netto, hvis trækprocenten er 39, som min er på en anden overførselsindkomst.

Det, med at kunne ernære sig og sine allerede hvis man var på integrationsydelse, blev beskrevet af Institut for Menneskerettigheder i en rapport fra 11. oktober 2018. Det fremgik, at det kunne man ikke. Forældrene spiste ikke, hvis børnene skulle have mad, og mange boede i skimmelbefængte boliger.

Dagen efter – den 12. oktober – blev jeg indlagt en måned med en nærpsykose, fordi jeg læste rapporten og mistede den sidste rest af mit ‘filter’ herved. Jeg kunne ikke bære, at mennesker skulle leve i den dybe nød her i landet!

Læs den selv. Og bliv evt. klogere.

Martin Henriksen på kant med grundloven som fortolket på Folketingets hjemmeside!

Det fremgår tydeligt på Folketingets hjemmeside, at ‘…Og det har udlændinge også, da grundloven ikke kræver, at folk skal være danske statsborgere for at få hjælp.’

Martin Henriksen har et andet standpunkt: ‘ Det er vores opfattelse, at den pågældende paragraf i grundloven som udgangspunkt er til for danske borgere. Den nuværende fortolkning i Justitsministeriet er, at man også er forpligtiget til at give en ydelse til folk, der kommer udefra. Vi mener, at en yderligere sænkelse er helt inden for rammerne af grundloven, siger han.’

Jeg må som jurist – trods alt – sige, at han da er helt ude i skoven. Hvordan kan han sætte sig over de jurister, der har skrevet den rigtige fortolkning af § grundlovens 75, stk. 2? Det er kronjuristerne i Justitsministeriet, der har været på arbejde.

Hvordan kan han?

, , ,

Morten Korch-land

Jeg – en nasserøv

Facebook er fedt blandt andet fordi, man kan nasse på diverse grupper i al ubemærkethed, hvis de bare er store nok. Facebook kan også bruges til fornuftige ting så som videndeling og erfaringsudveksling.

Men hvis vi nu holder os til det usympatiske nasseri, udøver jeg det hos:

  • Inger Støjberg og
  • Dansk Folkeparti.

Det er en glimrende måde at få førstehåndskendskab til, hvad de mennesker og deres proselytter tænker. Det er meget interessant – og samtidig gruopvækkende. De værste af de to er Dansk Folkeparti – tro det eller ej. Ingers orange hårpragt viser sig ikke helt så ofte som DFs retoriske skoleridt: “Er du enig så del”, “Skal muslimerne sendes hjem hurtigst muligt?” osv., og så deler og liker de alle sammen som en flok lemminger.

I går ændrede de deres coverbillede til dette, og teksten er “Danmark. Folkestyre og Fællesskab. Der er nemlig så meget, vi skal passe på”.

Med billedet signalerer de et Danmark, der eksisterede i ca. 1950, hvor Poul Reichardt spillede hovedrollen i Morten Korchs “De røde heste”. Den var så populær, at den det år blev set af 2,3 millioner seere (nogle må vel så have set den flere gange?). Den blev i øvrigt genindspillet i 1968 – første udgave blev nok slidt op…

Kirken fylder godt i landskabet, og foran kirken vajer dannebrog. Vi er i de skønne bakker, hvor kornet står strunk på markerne, og inden det dybblå hav med skumsprøjtet breder de grønne træer og buske sig. Partiets logo i dannebrogsfarverne er selvfølgelig også med.

Forleden fejrede partiet i øvrigt Valdemarsdag på sin Facebookside. Og det har de jo da ret til. Problemet er bare, at partiet har taget patent på vores alles flag. Det er også mit, mine venners og mine læseres flag!

Hvordan kan landets største parti leve i en verden af i går og i en verden, der var gældende for 70 siden? Ønsker partitoppen og alle deres vælgere at sætte tiden i stå eller bare at skrue den tilbage til dengang, der var orden i samfundet? Altså dengang før:

  • Den europæiske menneskerettighedskonvention (1948).
  • EKS (Det europæiske Kul- og Stålfællesskab) forløberen for først EF og senere EU (1956).
  • FNs flygtningekonvention, som knæsatte systemet med kvoteflygtninge (1951).
  • Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen (1939).
  • Neil Armstrong sagde “That’s one small step for man, one giant leap for mankind” i 1969.

Der kunne findes adskillige andre milepæle i de ca. 70 år. Jeg har bevidst – og demagogisk – valgt nogle, der viser, at staterne samarbejder om rettigheder, om ikke at slå hinanden ihjel, om at udvikle handel og industri (for hvis man handler med hinanden, er det sværere at slå hinanden ihjel (det var lige præcis det, der lå bag EKS, hvor Tyskland og Frankrig begyndte samhandel)) og om i fællesskab at udforske både den nære og den fjerne “omgangskreds”. Kort sagt: Alle mulige og umulige former for samarbejde.

Kan Dansk Folkeparti og alle deres vælgere ikke lide forpligtende samarbejde? Tilsyneladende ikke. Det minder mig om en anden tosse, der går rundt og siger “America first” i fuld offentlighed. Mig, mig, mig og så mig.