Indlæg

Telefonisk

Privatsfæren

Jeg undrer mig over, at folk taler i telefon alle steder om alle emner. De taler på gaden, på cyklen, i toget, i bussen, i butikker mv. I går overhørte jeg i toget en samtale om, hvordan vedkommendes arbejdsplads gjorde, når de “fyrede folk”. Den slags bryder jeg mig ikke om at overhøre, så jeg går altid ind i stillekupéen, hvis det ellers er til at få en plads der. Det er det ofte ikke.

Det undrer mig, at der tilsyneladende ikke er nogen emner, der er for private til at blive lyttet til af vildfremmede mennesker. Efter min opfattelse hører telefonsamtaler til i privatsfæren.

Hvis min telefon ringer, når jeg er på offentlige steder, tager jeg den bare ikke. Herudover kan jeg ikke tale i telefon på gaden, for jeg kan simpelthen ikke høre, hvad der bliver sagt; så er det jo så nemt at lade være at tage den. De kan lægge en besked eller ringe tilbage senere. Jeg redder jo ikke liv – og det gør “afsenderen” heller ikke!

Den ringer alligevel aldrig (hos mig)

Der er opstået en kultur, hvor folk næsten aldrig ringer til hinanden. Jeg gør det såmænd heller ikke selv; jeg forsøger ikke at gøre mig bedre end flertallet. Der sendes i stedet mails, SMS, beskeder på Messenger og Facebook. Jeg har et stort netværk i Cyberspace, og det er jeg glad for, men af og til kunne det da være rart at tale med et levende menneske.