Indlæg

/4 Kommentarer/i /af

Søren og Mette

Et læsebogssystem i forrige årtusinde

Da jeg var barn og startede i skole i forrige årtusinde, nærmere bestemt i 1970 i Vestjylland, hed læsebogssystemet ‘Søren og Mette’, og det var vist ganske udmærket. Jeg lærte da i hvert fald at læse.

Nutidens Søren og Mette er Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør, og Mette Frederiksen, statsministeren. Jeg er ikke socialdemokrat, men jeg har stor respekt for Mette Frederiksen. Det er der mange, der ikke har.

Der er mange, der mener, at hun samler magten hos sig selv og ikke i tilstrækkelig grad inddrager regering og Folketing i beslutningerne. Det skulle være særlig tydeligt i forbindelse med alle beslutningerne i relation til coronapandemien.

Jørgen Grønnegård-rapporten

Der er kommet en omfattende rapport fra Jørgen Grønnegård-gruppen. Ekspertgruppen konkluderer, at statsministeren i foråret under den første coronabølge ‘skubbede myndighederne foran sig’ i forbindelse med den første nedlukning af Danmark. Hun sagde på et pressemøde den 11. marts 2020, at nedlukningen skete på baggrund af myndighedernes anbefaling. Det var åbenbart bare ikke sandt – beslutningen var hendes/regeringens egen. Det kan man læse i denne udmærkede opsummering fra Altinget fra forleden dag.

Der skulle åbenbart have været et betydeligt misforhold mellem Søren og Mette forud for det pressemøde. På dagens (altså mandag den 1. februar) pressemøde spurgte en af boulevardpressens journalister til dette misforhold. Søren Brostrøm replicerede klogeligt nok tre gange, at det havde han ikke behov for at kommentere. Så sev det vel ind!

Politisk semantik

I dagens Point of View International skriver Kjeld Smidt i denne gode artikel, at Mette Frederiksen netop ikke sagde ‘sundhedsmyndighederne’ men ‘myndighederne’, hvorved hun skulle have bundet Søren Brostrøm til masten, og at der bare er tale om almindelig politisk semantik, som man ikke skal lægge noget videre i. ‘Myndighederne’ dækker et langt bredere felt end ‘sundhedsmyndighederne’. Læs artiklen, den er virkelig god!

For meget ‘Søren og Mette’

Mette Frederiksen siger, at hun i foråret ‘hellere ville gøre for meget end for lidt’. Det bakker jeg op om, ligesom jeg i det hele taget bakker om de initiativer, der tages for tiden, selvom det er inderligt ligegyldigt, hvad jeg måtte mene.

Det er selvfølgelig uhyre problematisk, hvis hun træffer beslutningerne ganske egenrådigt, men det synes der heller ikke at være tale om. Der er tale om, at hun har kort tid, og at hun på den korte tid skal træffe meget store beslutninger på baggrund af den rådgivning, hun får.

Uanset hvad så er det, jeg vil frem til, at jeg synes, der er gået alt, alt for meget personfnidder i dette her. Den situation Danmark – og resten af verden – befinder sig i er for vigtig til det. Der er andet at tage sig til end at drøfte Søren og Mette som enkeltpersoner, men det er sådan, det bliver stillet op, og så har boulevardpressen (og DF og Nye Borgerlige) også noget at skrive om.

Postscriptum

Hvis nu denne magtkamp mellem Søren og Mette interesserer dig, er der også her en interessant artikel på DRs hjemmeside.

 

 

/4 Kommentarer/i , /af ,

Corona og ECT

Corona og ECT

En større øvelse

Jeg har lyst til kort at at fortælle om den indvirkning, Corona gør på ECT-behandlingerne. Derfor hedder posten “Corona og ECT”.

Population

Peter Geisling sagde i ‘Lægens bord’ for et par uger siden, at man tilbyder ECT (elektrochok) til ca. 2.000 danskere årligt. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien sagde forleden dag, at ECT ikke er noget, man ‘bare’ tilbyder. Der er trods alt tale om strøm til hjernen.

For mit vedkommende er det meste af medicinen afløst af ECT hver tredje uge, og jeg bytter aldrig tilbage. Jeg skal aldrig tilbage til Parkinsonismen!

Aldrig har jeg haft det bedre. Jeg betaler prisen i form af en ekstraordinært elendig hukommelse, men det er der bare ikke noget at gøre ved.

Man siger normalt, at ECT kun rammer korttidshukommelsen (kaldes også ‘arbejdshukommelsen’), og at generne vil være forbigående og overståede i løbet af tre måneder. Sådan har jeg det slet ikke.

  1. For det første vil jeg ved ‘vedligeholdelses-ECT’ hver tredje uge aldrig nå de tre måneder.
  2. For det andet er der masser fra langtidshukommelsen, der er slettet. Der er lange perioder af mit (arbejds)-liv mange år tilbage, jeg slet ikke kan huske.

Inden du skyder al skylden på ECT, skal du være opmærksom på, at den grundlæggende lidelse (bipolar affektiv sindslidelse) i sig selv kan medføre væsentlige hukommelsesproblemer. Jeg er ikke selv i stand til at skelne den ene årsag fra den anden, og det er der vist heller ikke andre, der kan.

Corona og ECT

Som sagt får jeg ECT hver tredje uge. Det er planlagt til hver tredje mandag i hvert fald indtil marts og selvfølgelig har pandemien indvirkning på forløbet.

Jeg skal tage ud til Psykiatrisk Center Glostrup dagen før (dvs. om søndagen) tidligt om morgenen for at få foretaget en PCR-test. Det skal være tidligt, for at de kan nå at analysere testen, inden jeg melder mig til behandlingen mandag morgen.

Efter testen søndag morgen skal jeg gå i selvisolation, for ellers ville den jo være ligegyldig. Transporten søndag foregår med taxa, som RegionH betaler. Hvis testen er negativ, bliver jeg hentet mandag morgen af Flekstrafik og kørt til Glostrup. Når behandlingen er overstået, og jeg er vågnet op af narkosen, bliver jeg kørt hjem af Flekstrafik – også betalt af regionen.

Jeg bliver ringet op af Psykiatrisk Center Glostrup et par dage før, så vi kan aftale tidspunkter for taxa og Flekstrafik. Jeg er nødt til at være ved pen og papir for at skrive vores aftaler ned, men det går også.

Jeg har fundet frem til, at et rigtig godt tidspunkt at møde frem til PCR-testen er søndag morgen kl. ca. 8:15. Der er der ikke et øje i venteværelset, og de kan se mig med det samme, og jeg kan være hjemme igen ved 9-tiden. Jeg hader testen, men accepterer, at sådan er det nu engang.

Sikke et virvar! Men de har styr på det, og det glipper ikke, selvom processen må siges at være “håndholdt”. Jeg glæder mig usigeligt over at leve i et velfærdssamfund. Det er utrolig flot, at alt dette kan koordineres.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/6 Kommentarer/i /af

Et etisk dilemma

Et etisk dilemma

Godt jeg ikke er Søren Brostrøm

Et etisk dilemma

Det fremgik her til aften af TV avisen 18:30, at der er kommet for få vacciner til Europa, fordi AstraZeneca ikke har formået at levere som aftalt. Nu må der altså prioriteres mellem hvem der skal have de vacciner, der er kommet.

I Danmark er det Sundhedsstyrelsen ved direktør Søren Brostrøm, der forestår denne prioritering sikkert vejledt af sit embedsværk.

Han har valgt at lade de 85-årige – og dem derover – komme foran det resterende frontpersonale. Tænk at skulle træffe den beslutning. Det ville kunne holde mig vågen natten lang.

Dansk Sygeplejeråd (DSR) siger

Hos DSR, der organiserer en stor del af frontpersonalet, er man selvsagt ikke begejstret! De skriver sådan på deres hjemmeside.

De mener kort sagt, at Sundhedsstyrelsen burde være fortsat med den ‘to-benede’ strategi, hvor man både vaccinerer de gamle og sårbare samtidig med frontpersonalet. Deres argument var (i TVA): hvad hjælper det, at dem på 85+ overlever Corona, hvis de så får andre sygdomme, og der ikke er nogen tilbage til at passe dem? Det er selvfølgelig sat på spidsen og karikeret, men overdrivelse fremmer forståelsen.

Min mening?

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal mene om det. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var Søren Brostrøm, da der i den grad er tale om et etisk dilemma. Sætter man det, som DSR gør, på spidsen, er det valget mellem hvem, der skal overleve, hvis man absolut skal vælge en af de to grupper.

Jeg køber ikke helt den med den ‘to-benede’ strategi for det kommer der jo ikke flere vacciner af. Når der ikke er til alle, må der prioriteres.

Jeg talte med min veninde, der er 75 år, om sagen. Hun vidste heller ikke helt, hvad hun skulle mene men hældede nok mest til at støtte DSR. Hendes argument var, at hvis der ‘bare’ er tale om at udskyde døden fra 85 år til 87 år, så er det bedst at vaccinere frontpersonalet først. Det er selvfølgelig også sat på spidsen og karikeret, men igen er jeg ikke enig. Jeg synes, det er for bastant, og jeg bryder mig vist ikke om den prioritering af liv. På den anden side: der er – i første omgang – ikke til alle, og så må man vælge, og det har Søren Brostrøm så gjort. Det er dejligt ikke at være direktør for Sundhedsstyrelsen.

Noget jeg godt ved: I forbindelse med en verdensomspændende epidemi burde man gribe til et helt andet middel for at få fremstillet tilstrækkeligt med vacciner i en fart: Man burde indføre en midlertidig suspension af patentrettighederne, så adskillige producenter verden over kunne begynde at fremstille vacciner, så hurtigt de overhovedet kunne. Der skal jo en del til for at få vaccineret hele klodens befolkning. Vi er vist omkring syv milliarder mennesker på jorden. Minimum 80 pct. skal vaccineres for at opnå den såkaldte flokimmunitet. Det ville selvfølgelig betyde mindre fortjeneste til hver producent, men det er der bare ikke noget at gøre ved. En gang imellem må profithensyn vige for andre hensyn.

Hvad mener du, hvis du mener noget?

/2 Kommentarer/i /af

Stik nummer et mod Coronavirus

Stik nummer et mod Coronavirus

Så er jeg halvvejs

Stik nummer et mod Coronavirus.

Fredag morgen kl. 8:45 var jeg klar på Frederiksberg Hospital til det første stik – vaccinen mod Coronavirus. Hun stak i højre overarm, og det kunne overhovedet ikke mærkes. Der har heller ikke været noget at mærke de følgende dage. Næste stik bliver den 5. februar kl. 9:15. Til den tid kan jeg så føle mig nogenlunde sikker 7-10 dage efter. Jeg kan ikke huske, hvor jeg fandt den information, men sådan er det.

Til den tid er min nærmeste ven også vaccineret to gange, og vi kan begynde at ses igen. Det glæder jeg mig meget til.

Sikke en logistik

Sidste weekend brugte jeg rigtig lang tid på vacciner.dk for at finde et vaccinationssted med en ledig tid. Det lykkedes hverken lørdag eller søndag, selvom jeg søgte alle stederne igennem – selv helt til Roskilde. Nuvel sitet kunne jo være overbelastet i weekenden, så jeg prøvede igen mandag formiddag, og der lykkedes det sørme at finde en ledig tid – ganske vist ikke det nærmeste sted, som er Hvidovre Hospital,  men pyt med det. Jeg transporterer mig gerne.

Jeg er imponeret over myndighedernes samarbejde og logistik i denne coronatid. Tænk hvad de skal få op at køre dels for at passe på dem, der faktisk er smittede og syge, dels for at sikre at alle de andre ikke bliver smittede og syge.

Pressemøderne er dem, vi sikkert alle ser, men de er det mindste af det. Der er masser af hjemmesider, der løbende skal holdes opdaterede, masser af personale, der skal (efter-)uddannes, masser af alting der skal håndteres, for at vi bare kan opretholde illusionen om, at samfundet fungerer selv under en hård nedlukning. Det er flot.

På Frederiksberg Hospital

Da jeg var på Frederiksberg Hospital, var jeg også imponeret over deres logistik: Jeg blev – iført mundbind – vist hen til en lille glasluge, frem med sygesikringskortet, blev krydset af, fik udleveret et spørgeskema hvor jeg blandt andet skulle svare på, om jeg var gravid eller ammede eller tidligere havde haft allergiske reaktioner efter vaccinationer.

Derpå nul ventetid og jeg blev vist ind til en sød sygeplejerske, som jeg bad stikke i højre arm, da jeg sover på venstre. Nålen er meget lang men også meget tynd, så man kan ikke mærke den.

Herefter: til venstre og ud og sidde i 15 minutter med god afstand til de andre ventende, så personalet kunne holde øje med, at jeg ikke drattede om som følge af vaccinationen. Det gjorde jeg ikke. Og så var det bare at tage hjem igen. Uhyre effektivt var det.

Der sidder nogle mennesker og udtænker og planlægger alt dette. Dem kan jeg godt være imponeret af. Selvfølgelig kommer frontpersonalet i første række, men alle de andre nødvendige hænder gør også en ekstraordinær indsats i disse dage. Dem sender jeg også en venlig tanke.