Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

Godt jeg kender en farmaceut

Forhøjet blodtryk

Det er mærkeligt, hvordan et tal på et blodtryksapparat kan få alarmklokkerne til at ringe. Når man ikke føler sig helt tryg i somatikken, og når Dr. Google og ChatGPT mest gør én mere urolig, bliver behovet for et klogt og roligt menneske pludselig stort. Heldigvis kender jeg en fagperson, jeg kan stole på – en, der både taler klart og uden at proppe én med unødvendig medicin.

Her fortæller jeg om bekymringerne, rådene og om et sundhedssystem, der ikke altid formår at rumme den tid, jeg som patient har brug for.

Godt jeg kender en farmaceut

Det er nok tåbeligt, men jeg er altså bekymret for det forhøjede blodtryk. Jeg kan ikke lide tanken om en hjerneblødning, for jeg er ikke rigtig færdig med at leve. Og jeg synes ikke, hverken Dr. Google eller ChatGPT leverer valide svar, jeg tør stole på.

Så jeg skrev simpelthen til en “Afdelingsleder for Klinisk Farmaci for Psykiatrien”, som jeg kender rigtig godt fra min tid i psykiatrien.

Hende kan man stole på, og det interessante er, at hun ikke er en farmaceut, der synes, man skal spise alle mulige præparater – tværtimod. Det var hende, der – selvfølgelig sammen med overlægen – fik mig ud af al den medicin, jeg fik Parkinsonisme af. Parkinsonismen var en rædsom tid, jeg aldrig glemmer. Jeg var (sgu) meget syg.

Og det var hende, der lærte mig “Er der en virkning, er der også en bivirkning”. Fra hende ved jeg, at jeg er “bivirkningsfølsom”. Er der en bivirkning, får jeg den. Sådan er det, og sådan vil det også være med medicin fra somatikken.

Jeg fik et rigtig fint svar. Hun skrev blandt andet:

  • Prøv med langsom optrapning.
  • Prøv at teste præparaterne og giv hvert præparat en prøveperiode på en måned, før du dømmer det ude.
  • Spiser du meget salt? Jeg bør skære ned på saltet, som jeg synes, får maden til at smage bedre.
  • Spiser du mange lakridser? Nej de er ikke noget problem. Jeg spiser dem kun fire gange om året.

Hvorfor fortalte “egen” læge ikke om det?

Alle de ting burde “egen” læge jo have orienteret mig om.

Men når der kun er ti minutter til en konsultation i almen praksis, når vi ikke kender hinanden, fordi hun er ny, og når “Nej, vi bruger ikke dobbelttider”, så kan det selvfølgelig ikke nås, og så er man som patient henvist til Dr. Google, ChatGPT og personlige bekendtskaber.

Det er jo da helt Anders And.

Hvad har vi dog gjort ved vores sundhedssystem?

Hvad er det dog, vi har gjort ved vores sundhedssystem, der engang var verdens bedste? Nu går vi bare rundt og kalder det “velfærd”, men er det virkelig velfærd?

Jeg føler mig ikke længere sikker.

Som patient i somatikken føler jeg mig usikker og bekymret. Jeg ved ikke, hvem jeg kan spørge, når det drejer sig om somatikken. Det gør mig bange, at jeg er henvist til Hjerteforeningens hjemmeside, for det er der, jeg har læst om risikoen for en hjerneblødning. Den idé havde jeg aldrig selv fået.

I psykiatrien er jeg tryg, for der har jeg et personligt kendskab til navngivne medarbejdere gennem mange år.

Enten går det over, eller også bliver det værre

Jeg synes selv, dette er et morsomt mantra, for det passer altid. Jeg har levet efter det i årevis, og jeg synes ikke, jeg løber systemer på dørene. Jeg synes ikke, jeg er hypokonder, og jeg synes ikke, jeg er pivet, men det er der selvfølgelig ingen, der vil sige om sig selv.

Lige p.t. har jeg haft bøvl med det ene knæ, som gjorde forbistret ondt, efter jeg havde gået mine ture med høj intensitet, som jo skulle være godt for hjertet.

Efter 44 dages pause fik jeg endelig ret: det gik over.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Genstart: “Claus Meyer kan stadig råbe”

Rundt om mad

Mad følger os hele livet – fra barndommens tallerkener til den måde, vi fylder indkøbskurven på som voksne. I denne artikel tager jeg en tur rundt om maden, inspireret af en Genstart-udsendelse med Claus Meyer, der vækkede minder om pulvermad, dåsehakkebøffer og en barndom, hvor næsten intet blev lavet fra grunden.

Senere i livet har jeg mødt en helt anden madkultur med grønne salater, frisk mad og mange år som vegetar, og i dag laver jeg stort set al min mad fra bunden og får kasser fra Aarstiderne fyldt med sæsonens grøntsager. Samtidig kæmper jeg med et forhøjet blodtryk, som jeg selv har opdaget, og som gør sundhed, krop og bivirkninger fra medicin til en konkret bekymring – og til en del af historien om, hvad vi putter i munden, og hvordan vi har det.

Genstart: “Claus Meyer kan stadig råbe”

Jeg har lige hørt dagens “Genstart” med Claus Meyer, og da min rigtige PC og den nye skærm er hos GladTeknik, kan jeg ikke andet end at skrive en artikel. Legacy befinder sig jo på Arnold Nielsens Allé 71; hvad skal jeg så lave? Jeg glæder mig til at få begge dele retur – formentlig i morgen.

Claus fortæller om en barndom på pulvermad. Det havde jeg glemt, at jeg også voksede op på.

Buddingpulver, fromagepulver og kartoffelmospulver. Føj. Det værste var hakkebøfferne. Dog fik jeg kun en eneste gang Beuvais’ hakkebøffer på dåse. Jeg husker det alt sammen som ulækkert. Hvorfor lavede vi det ikke fra grunden? Vi havde jo masser af tid.

Det handlede om “Gris på gaflen”, hvor jeg samlede på opskrifterne, der kunne sættes ind i et lille blåt ringbind. Og jeg klippede Kirsten Hüttemeiers opskrifter ud af Familie Journalen, lagde dem i alfabetisk orden i en mappe og lavede oversigter over dem, så jeg vidste, hvilke jeg allerede havde. Det var noget besværligt, da det var før Excel.

Vi lavede ikke noget af maden fra grunden, og der var ingen grønne bladgrønsager. “Plantebaseret” var selvfølgelig et fremmedord, for vi var i 1970’erne; det er først opstået i 2020’erne.

Noget blev dog lavet fra grunden: suppe med melboller samt brunkål. Jeg hadede begge dele. Den dag i dag opfatter jeg melboller som tyk hvid sovs kogt til små runde boller. Det er jo de samme ingredienser.

Nye madvaner

Det ændrede sig markant, da jeg begyndte at komme hos min fars ungdomskæreste og hendes mand i Kongens Lyngby, som tog sig godt af mig, da jeg rejste til København. Her var der altid grønne salater til maden, og der var ingen pulverbaseret mad.

Det var også her, jeg fik min første elektriske tandbørste – eller rettere: Jeg fik et børstehoved, der stod oppe i skabet til højre med en lille gul ring omkring. Det havde jeg ikke prøvet før.

Da jeg flyttede på kollegiet, levede jeg ti år som vegetar, og jeg har gemt flere af mine vegetariske kogebøger.

Udsendelsen med Claus Meyer var virkelig rar at lytte til, og jeg blev bekræftet i mine nuværende madvaner, hvor jeg laver alt fra grunden. Jeg handler hos Aarstiderne – bare Budgetkassen – og der er masser af friske grøntsager i sæson. Selv ville jeg nok ikke finde på at købe frisk grønkål, palmekål, rosenkål og jordskokker, men dem er Aarstiderne flinke at putte i kassen til mig. Jeg synes, jeg lever sundt.

Forhøjet blodtryk

Der er ikke noget quickfix mod mit forhøjede blodtryk, som jeg ikke forstår, hvorfor jeg pludselig har fået. Det er ikke det kongelige danske sundhedsvæsen, der har fundet ud af, at jeg har fået det. Det har jeg selv målt mig frem til, for jeg har selv blodtryksapparat.

Nu drikker jeg rødbedesaft, der skulle være godt mod forhøjet blodtryk, og jeg hverken drikker alkohol eller ryger. Så jeg forstår det ikke. Jeg er bekymret og bange for at få en hjerneblødning. Er det sådan, jeg skal ende? Men det er måske den bedste måde at falde ned af skrivebordsstolen på?

Jeg har været hos “egen læge”, som jeg havde bedre kommunikation med anden gang end første gang. Hun fortalte, at mit blodtryk er for højt. Det vidste jeg godt, det var jo mig selv, der havde konstateret det. Hun orienterede om de forskellige præparater og deres bivirkninger. Hun virkede grundig, idet hun ville have en urinprøve og ikke bare udskrev et eller andet. Jeg ved sørme ikke med de præparater. Jeg kender dem jo ikke, og så er det svært at vælge.

Jeg er “bivirkningsfølsom” i hvert fald overfor præparater fra psykiatrien. Er der en bivirkning, får jeg den. Og “der er ingen virkning uden bivirkning” lærte jeg af Christina, der er super-farmaceut i Region H. Om det også gælder præparater fra somatikken, ved jeg ikke noget om.

Jeg ved ikke, om jeg helst vil have nyreproblemer, hovedpine, svimmelhed eller hævede ankler. Jeg synes ikke, noget af det lyder særlig fedt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Om motivationsfaktorer: find det der virker

Om motivationsfaktorer: find det der virker

Jeg motiveres af data

Om motivationsfaktorer: find det der virker

Både psykologen og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien siger det: “Man skal finde det, der virker for en”.

Nu har jeg fundet det, der virker for mig: data.

Jeg elsker data i tabeller, at regne på data og at sætte data op på en måde, så de umiddelbart kan forstås af andre end mig selv. Det kan fx være ved at bruge ikoner med grønne flueben eller røde krydser, der viser udviklingen.

Det burde jeg have regnet ud for længst, eftersom det er det, jeg brugte det meste af mit arbejdsliv på. Problemet der var ofte, at jeg ikke havde mulighed for at dyrke det i den detaljeringsgrad, jeg mente var nødvendig. Det er et problem, jeg deler med mange andre med Aspergers syndrom. Det er velbeskrevet i litteraturen fx af Georg Strøm, 2009, “Konflikter på arbejdspladsen”, og jeg har skrevet om det i min historie om Aspergers syndrom.

Da jeg senest var hos psykologen, viste jeg hende min sundhedsrapport, som jeg genererer i Excel. Data kommer fra min avancerede vægt og fra appen StepsApp, der fodres af mit Apple Watch, så al bevægelse registreres. Vi talte lidt om det, og i den forbindelse fik jeg sagt “Jeg skal jo have de her tal til at se pæne ud”.

Billedet herunder stammer fra min sundhedsrapport, og jeg kan lide at se de grønne flueben, der viser, at det går den rigtige vej:

Om motivationsfaktorer: find det der virker

At være auditiv

I realiteten er jeg auditiv, men jeg skulle blive 60 år, før jeg fandt ud af det. Jeg nyder podcasts i stor stil, mens jeg går mine ture. Jeg hører alt fra “Klog på sprog” med Adrian Hughes og “Hjernekassen på P1” med Peter Lund Madsen. Begge findes ganske gratis på DR Lyd.

Jeg har også forsøgt med andre podcasts, fx “Vennepunkter”, men måtte opgive dem, fordi der er for meget forstyrrende grin og tomgangssnak.

Min ven har ofte spurgt mig, om jeg så ikke hører musik, mens jeg læser kirkebøger eller laver det frivillige arbejde?

Det kan jeg simpelthen ikke, for i begge tilfælde er jeg nede i detaljens detalje, hvor intet må overses eller misforstås. Jeg skal helst fange alt i første hug. Og det gælder især i øjeblikket, hvor jeg dechifrerer en stor mængde tyske kirkebøger, der er virkelig svære, selv for de skarpe tydere i Danske Slægtsforskeres forum.

I mange år var jeg sikker på, at jeg bestemt ikke var auditiv, eftersom min hjerne gik på udflugt efter 20 minutters lytning. Nu tror jeg nærmest, det skyldtes, at den var overbelastet af alle mulige andre problemstillinger så som sygdom, fremtid, økonomi, arbejdsmarked, bolig og andre “småting”.

Psykiatrien kunne måske bruge min sundhedsrapport?

Jeg spurgte min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, om nogle af hendes øvrige patienter ville være interesserede i skemaet, for så ville jeg gerne dele et tomt eksemplar klar til at taste data ind i. Hun mente nu ikke, hun kendte en, der var interesseret.

Hun forstår mig heldigvis og griner ikke af mine regneark. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad hun tænker, og “tanker er toldfrie”, men vi gennemgår rapporten, når vi mødes, og jeg synes, hun kommer med vigtige refleksioner.

Da jeg for snart en del år siden var tilknyttet Akutteamet i Glostrup, udviklede jeg også et regneark til registrering af bivirkninger og udviklingen i dem, så vi havde noget konkret at tale om. Deres tanker var selvfølgelig også toldfrie, men vi gennemgik skemaerne hver uge, og de var vigtige input i behandlingen. Og vi fik i fællesskab bugt med de massive bivirkninger.

Som eksempel havde jeg så meget mundtørhed, som følge af al den antipsykotiske medicin, at tandlægen ikke kunne arbejde med spejlet i min mund, fordi det sad fast i ganen. Det var vildt. Godt det er fortid.

Konkurrencemenneske?

Af og til har jeg været lidt flov over at være konkurrencemenneske, fordi det ikke er videre inkluderende.

Alle mennesker er i virkeligheden konkurrencemennesker, når de blot finder de rigtige parametre at måle på. Når jeg har sat mig et mål, helmer jeg ikke før, jeg har nået det. Og det har jeg det fint med, for jeg får lige nu rejst mig fra skrivebordet og brugt kroppen i stedet for hjernen.

Den skal også holde fri en gang imellem.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , /af , ,

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Resultatet af SPQ-spørgeskemaet

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Når der kun skal mere end 70 point til, og jeg får næsten det dobbelte, nemlig 133, må man sige, at jeg virkelig er en klassisk Systemizer. “Delresultat: Opmærksomhed – detalje” med 8 ud af 8 er ingen overraskelse. Det taler for sig selv.

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Den korte beskrivelse af et menneske med en klassisk Systemizer-profil er:

Personer med en klassisk Systemizer profil får 70+ point

At være klassisk Systemizer betyder, at man har en større evne eller lyst til at løse faglige arbejdsopgaver og en væsentlig mindre evne eller lyst til at tilpasse sig socialt, end de fleste mennesker i befolkningen.

Jeg vover at dele mine resultater her, fordi de virkelig er sjove – fordi jeg stoler på mine læsere, og fordi det, man kan læse, selvfølgelig er generisk; det viser altså ikke mine konkrete og personlige svar. Du kan selv tage testen ved at klikke på “Test dig selv” på sidens menu.

Mine hovedresultater ses i denne tabel, men vil du læse begrundelsen for de forskellige delresultater, skal du klikke på linket. Du kan ikke klikke på billedet.

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Du nævnte noget om Asperger

En overgang kom jeg i Akutteamet på Psykiatrisk Center Glostrup. Jeg havde kontakt til en sindssyg dygtig farmaceut og en ditto overlæge, der arbejdede tæt sammen. Kontakten varede ca. 1 – 1½ år begyndende i sommeren 2018. Jeg skrev en artikel til POV, som stadig (januar 2024) ligger der. Artiklen drejer sig om bivirkninger af medicinen og om samarbejdet mellem os tre.

Jeg sendte dem fx ugentlige Excelfiler med registrering af bivirkninger, obstipation, restless legs syndrome, søvn, antal skridt osv. Så havde vi noget konkret at tale ud fra, men det er nok ikke så ofte, de oplever den slags.

I starten syntes de måske, det var lidt fjollet, men mit klare indtryk er, at efterhånden som der kom flere og flere data, blev rapporterne mere og mere valide, interessante og givende for vores samtaler. Og regnearkene var gode til at fortælle om ændringerne i medicinen, også betød ændringer i bivirkningerne. Jeg var så bange for at ændre på medicinen, fordi jeg havde været i den neutrale fase i 18 måneder. På den anden side, kunne jeg ikke udholde bivirkningerne længere.

Men der er selvfølgelig ikke noget at sige til, at Kasper sagde: “Du nævnte noget om Asperger”. Herregud jeg havde jo serveret en stor del for ham vha. Excelfilerne. Han skulle få mistanken.

I sommeren 2018 skrev jeg dette:

Kasper havde sat en time af eller også tog han sig tiden. Han lukkede låget på computeren, og sagde “du nævnte noget om Asperger”, og så flød ordene ud af munden på mig. Jeg fortalte om de tanker, jeg har gjort mig siden 2003, og om mine bestræbelser på at finde en psykiater, der har forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vi talte frem og tilbage, og det var tydeligt, at han bestemt vidste, hvad han talte om – og hvad jeg talte om. Vi var på bølgelængde. Jeg følte mig mødt. Det var så rart. Alle andre prøver at sige, at det nok er lidt pjattet, og hvad vil jeg nu med det? Mit svar er bare, at jeg vil gerne vide det.

Jeg har ikke altid følt mig mødt

Det har af og til været vanskeligt at få diverse behandlere i psykiatrien til at forstå, at jeg for det første vidste, hvad jeg talte om, eftersom jeg havde øvet mig siden 2003, og at jeg for det andet anså det som en form for menneskeret at vide, hvad der foregår i hovedet på mig. Hjernen er trods alt forholdsvis vigtig …

Flere har virkelig sagt om en udredning for Aspergers syndrom: “Hvad vil du med det?”. Det viser en grundlæggende og manglende forståelse for, hvordan det er at være patient. Det kan være vældig svært at svare på, hvad man vil med det, når man endnu ikke har prøvet det. Derfor blev mit svar til de uforstående ofte bare: “Jeg vil bare gerne vide det!”

Psykologen havde i ca. 3 – 4 år sagt “Du har nok nogle Asperger-træk”, og nærmere må hun ikke komme, da hun ikke er specialpsykolog – dvs. hun hverken må eller kan udstikke diagnoser. Og det er da et fint system, vi har, selvom jeg ofte har undret mig over de vandtætte skotter mellem psykiatri og psykologi. Det betyder fx, at jeg som patient selv skal bære informationer frem og tilbage mellem de to enheder/systemer. Okay jeg kan godt, men hvad med dem, der ikke kan?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.