Indlæg

/i /af

Dagbog fra 808 – 1

Dagbog fra 808 - 1Stegemüller

En okay nat

Dagbog fra 808 – 1

Hvad skal man egl. lave, når man vågner på en psykiatrisk afdeling kl. 05:17? Drikke kaffe og ryge nogle smøger. Heldigvis har tastaturet nattevagt. Fuglene holder morgenandagt ovre i skoven. Det lyder godt. Hvornår har jeg egl. sidst hørt en fugl?

Jeg er lidt ved siden af mig selv på grund af en sovepille og en Oxapax, der “lægger lidt låg på”, og det er fint.

Jeg har fået et dejligt værelse med udsigt over til skoven. Men gardinerne er trukket for. Jeg orker ikke alt lyset. Det er slut med to-sengsstuer, og det er positivt. Ulempen er at der så næsten ikke er nogen åbne pladser tilbage. Men det med at sætte en stofskærm op mellem to senge var uværdigt.

For mange år siden, da 808 lå i den anden ende af den lange gang, var der tre- og firsengsstuer. Havde man behov, og havde de ikke plads, skabte de plads ved at skubbe en ekstra seng ind langs den ledige væg på en tre-sengsstue. Når man var “fjerdemand” havde man ingen natlampe og ingen stikkontakt. Vi var 18 om at dele et baderum. Det var også uværdigt.

Jeg glemmer aldrig en indlæggelse på en tre-/firesengsstue: Jeg lå sammen med en ung kvinde, der i ramme alvor troede hendes hoved var ved at falde af, og det talte hun om i døgnsdrift. Så er det svært at holde fast i sig selv og prøve at få det bedre.

Der er meget, der er dobbelt

En af medarbejderne gjorde mig – fuldkommen korrekt – opmærksom på, at det er ulogisk at være så bage for ECT, når der samtidig er et dødsønske. Det havde hun helt ret i. Forskellen er kontroltabet. Og jeg er et menneske, der er meget i kontrol.

Slut med PAS-rådgivningen

Jeg var jo sådan set begyndt på et forløb, der skulle gøre mig klogere på min tid på børnehjem/rigshospital. Jeg kom for at få generel viden om, hvordan ting foregik dengang, hvem jeg evt. kunne kontakte mv. Der må da være nogen i hele verden, der ved noget. Jeg kom ikke for få terapi, og jeg tuder ikke overfor hvem som helst.

Men jeg har stoppet forløbet, idet hun begyndte “at tale til mine følelser”. Hun ændrede sin stemme, fordi hun talte til spædbarnet i en tremmeseng. Jeg følte mig manipuleret med, og oplevede det som intimiderende. Så jeg har stoppet det. Det ville psykologen aldrig have gjort.

Specialpsykologen i Glostrup forstod mig til fulde og sagde “Sådan arbejder man ikke med folk med Aspergers syndrom”. Min kontaktperson forstod mig også og sagde, at hvis det var hende, ville hun opleve det som intimiderende. Det ord har jeg taget til mig.

Om lidt er der TV Avis kl. 7:00, herefter skal jeg i bad, og så er dagen i gang,

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Retur til 808

Retur til 808

Stjernebehandling i psykiatrien

Retur til 808

Det er som deja vu og som nederlag på en og samme gang. Jeg troede, det var slut med det med psykiatrien, og siger også til mig selv, at det “måske bare er noget pjat”. Det har været sådan før, men er jo blevet godt igen, og hvorfor skulle det nu ikke blive det igen? Det er der ingen logiske årsager til.

Jeg har ind imellem 10 minutter, hvor jeg ser fremad; resten er sort i sort. I de 10 minutter tænker jeg, at det bare er spil for galleriet. Resten af tiden føles det ægte nok. Og de tager nu nok heller ikke fejl. De er specialister og kan deres kram. Jeg har aldrig mødt nogen i psykiatrien, der ikke er pokkers (eller noget andet, der starter med “p”) dygtige.

Jeg kender ikke katalysatorerne, men i går eftermiddag blev det bare for farligt at være hjemme efter noget tid at være gået ned ad bakke. Jeg ringede til Akutmodtagelsen i Glostrup og fik at vide, at jeg var velkommen. Der er fordele ved at være “svingdørpatient”; det pænere udtryk er at være “kendt”.

Talte længe med en utrolig sød og kompetent læge, der virkelig var god til sit job – og det sagde jeg faktisk til hende. Det er muligvis ikke comme il faut, men nu er jeg jo ikke som de andre.

De var alle utrolig søde. En kom sågar med en “krammebamse”, efter jeg tilfældigvis havde nævnt for hende, at jeg så gerne vil have en kat, men at det ikke er en mulighed trods lægeerklæringer. Så tudede jeg igen. Generelt kan jeg ikke åbne munden uden at tude. Det vælter ud.

I formiddag fik jeg hele 52 minutter med en specialpsykolog, der kunne se det fornuftige i mit forslag om en overflytning til 808, der heldigvis havde en plads. Så nu er jeg her – igen. Det er trygt, og vi kender jo hinanden ret godt …

Jeg er ikke nem at hjælpe

ECT, som er det, der har haft størst effekt, og som jeg er varm fortaler for, tør jeg ikke. Jeg har en overvældende angst for ikke at vågne op igen. Og det gælder også, selvom jeg ganske udmærket er klar over, at det aldrig nogensinde er sket i hele verden, at en patient ikke er vågnet op igen efter ECT. Men sådan er angst: det er irrationelt.

På 808 har de en enormt dygtig ergoterapeut, der måske kan hjælpe med den angst, så jeg kan blive klar til ECT igen, da det simpelthen er det bedste for mig. Jeg har fået mere end 100 behandlinger, så jeg ved, hvad jeg taler om.

Jeg er også rædselsslagen for afprøvning af en suppegryde fyldt med medicin, da det var det, der udløste parkinsonismen. Jeg var jo nærmest invalid tilsidst. Det står for mig som det værste; så hellere gennemleve en depression (mere). 

ECT virker med det samme. Skal man afprøve præparat x, y og z, går der typisk 6 – 8 uger, før man ved, om det har effekt. Men jeg har ikke 6 – 8 uger. Så er det sagt.

Hvor længe?

Jeg har spurgt til varigheden af indlæggelsen. Trods det, at det er svært at spå – især om fremtiden – taler de om uger … Så nu ved du, hvor du har mig lidt endnu.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Jeg er i podcasten “Særklassen” – lyt her

Jeg er i podcasten “Særklassen” – lyt her

Podcasten “Særklassen” er udkommet

Jeg er i podcasten “Særklassen” – lyt her

Det har været en lidt lang – men positiv – proces at deltage i podcasten “Særklassen”, der produceres af “Sputnik”.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

*Særklassen er produceret af Sputnik. www.skolensputnik.dk

Det begyndte alt sammen den 11. marts i år, hvor jeg hørte min ven Mathias Emil Nielsen i “Særklassen”. Han fortalte sin historie og om hvordan og hvorfor, han besluttede at stifte virksomheden “GladTeknik” her i Hvidovre.

Jeg har handlet IT-ydelser og hardware hos dem i flere år. De er sindssygt dygtige. Jeg har valgt dem af to årsager:

Efter at have hørt Mathias i “Særklassen” skrev jeg til “Særklassens” digitale kommunikationsansvarlige Ann-Sophie Tønner, at jeg også har en historie. Den kan du høre her. Jeg håber, du har lyst at lytte med. Podcasten varer 33 minutter.

Har du kommentarer, skriver du af hjertens lyst i kommentarfeltet nederst på siden.

Historien drejer sig om

Historien drejer sig om at:

  • Have Aspergers syndrom og derfor at have en veludviklet sans for detaljer
  • Autisme kan være en styrke: Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af
  • Være diagnosticeret sent i livet som 55-årig
  • Have fået en fremragende behandling i psykiatrien siden 2014

Ann-Sophie havde netop gået og overvejet, hvordan hun kunne finde et menneske med autisme, der var sen-diagnosticeret og hvor der også var komorbiditet.

Komorbiditet betyder, at flere diagnoser er tilstede hos den enkelte person. Hos mange med autisme og/eller ADHD vil komorbiditet optræde i form af andre psykiske og/eller adfærdsmæssige vanskeligheder. I mit tilfælde optræder komorbiditeten (som man også kan kalde for “samsygelighed”) i form af den bipolare affektive sindslidelse.

Min mail til hende var således en appelsin lige ned i turbanen.

“Særklassen” er en seriøst podcast

“Særklassen” er en seriøs podcast, og Ann-Sophie gør meget ud af, at man som deltager ender med en podcast, man også selv kan være tilfreds med. Det er jeg bestemt. Vi har begge brugt meget tid på at producere noget, der kan gøre lytterne klogere.

  • Vi lærte hinanden lidt at kende ved for-interviewet den 12. april. Det foregik online på Teams. Jeg havde på forhånd forberedt mig på ni spørgsmål
  • Efter for-interviewet sendte hun nye og mere relevante spørgsmål
  • Selve interviewet fandt sted den 19. april på Hejrevej 43.
  • Ann-Sophie har haft et stort arbejde med at klippe og fin-klippe, så alt er korrekt og falder naturligt som en samtale
  • Jeg har lyttet til to udkast og fanget fejl og unøjagtigheder (det er det med detaljerne …)

Som at skulle til eksamen

På dagen for live-optagelsen havde jeg det som om, jeg skulle til eksamen, for der var mange pointer, jeg bare ville have med. En af dem var det med den fremragende behandling i psykiatrien.

Jeg ville også have mine to mantraer med, så jeg medbragte et 5½ sides Worddokument, hvor det mest centrale var farvet gult for ikke at forsvinde i mængden. Der var meget gult!

De to mantraer er:

  • Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af
  • Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Jeg har Danmarks bedste læge

Jeg har Danmarks bedste læge

Google som læge?

Jeg har Danmarks bedste læge

Næh nej, selvfølgelig skal man ikke bruge Google som erstatning for “egen læge”. Jeg gør det da også mest for at se, om jeg bør gå til min læge eller ej. Bruger man Google som læge, er man hurtigt ved at dø af alskens dårligdomme. Hellere i går end i dag.

Er Googles diagnose at “det er noget bagatelagtigt; vent at se om ikke, det går over”, gør jeg det. Mener Google, at det kan være 27 ting, som jeg snart dør af, går jeg til Danmarks bedste læge: Dorte W. Ramsing, Jernbane Allé 86  i Vanløse.

Hun har haft klinikken i Vanløse 20 år. Jeg kan ikke huske, hvem der havde klinikken før hende, men der er jeg i hvert fald også kommet, idet jeg ikke husker at være gået ind ad andre døre i Vanløse, og der flyttede jeg til den 1. august 1990. Ak, det er jo en menneskealder.

Jeg har beholdt Dorte W. Ramsing, også efter jeg for 15 år siden flyttede til Hvidovre. Jeg har på ingen måde lyst til at skifte læge, og faktisk bekymrer jeg mig lidt om, hvad jeg skal gøre, når hun går på pension (jeg tror, hun er et par år ældre end mig). Der er en enorm værdi i at have den samme læge i decennier.

Dagens somatiske dårligdomme

  1. Et par dage pr. uge vågner jeg med brændende smerter i venstre hæl. Det gør forbistret ondt, ind til jeg kommer på højkant. Problemet er nærmest, at det gør så ondt, at jeg på ingen måde har lyst at komme på højkant. Men jeg bør bare tage mig sammen.
  2. Med samme frekvens vågner jeg med ondt i højre øje og et vældigt tåreflåd, så jeg intet kan se. Senest varede det tre timer, og det bekymrede mig lidt. Den tid, det varer, kan jeg intet foretage mig, for jeg kan ikke se noget. Og det er meget ubehageligt at have “ondt i øjet”; jeg er klar over, at det lyder underligt.

Jeg opsøgte Dorte med disse to mærkværdige og ulogiske dårligdomme. Var der tale om noget seriøst og dødeligt, ville det jo være tilstede konstant; det kan jeg også regne ud uden at være cand.med.

Hun trykkede og mærkede, først på foden og så på øjet. Hun var også mystificeret. Men uden videre udskrev hun en henvisning til røntgen af foden (kræver henvisning) og en liste over øjenlæger (kræver ikke henvisning) i min nærhed.

Det er så dejligt, at jeg ikke skal argumentere! Jeg er fuldt ud klar over, at jeg ikke er døden nær – alligevel vil jeg gerne være sikker. Det er lidt som om, at har man en gang været hundesyg, vil man gerne være sikker på ikke at blive det igen, når man endeligt er blevet noget, der ligner “rask”.

Det er nærmest en anelse pinligt at komme med den slags småproblemer – men jeg er alligevel altid velkommen. Det er dejligt. Og jeg overrender hende da heller ikke.

Værdien af den samme læge i mange, mange år

Jeg ved egl. ikke, hvor meget hun ved om bipolar affektiv sindslidelse; jeg har tit tænkt, at hvad hun ved om det, har hun lært af mig. Men jeg er jo ikke kommet hos hende i alle de år, hvor jeg var mest syg med det. Det har psykiatrien taget sig af til kryds og slange. Så det kan være, jeg slet ikke har ret!

Mens jeg pakkede mig sammen, spurgte hun “Hvordan har du det ellers?”. Jeg kunne kun svare: “Jeg har aldrig haft det bedre”. Det sagde hun, at hun kunne se.

Hun sagde også “Og du har fået lavet dine tænder”. Det var i 2017, så længe er det altså siden, hun lagde mærke til, at det var tiltrængt. Og hun havde fuldkommen ret. Jeg skulle bare lige finde 103.000 kr. … og det er svært, når indtægtsgrundlaget er usikkert. Jeg var dog så “heldig”, at jeg kunne lægge 40.000 i udbetaling, og at tandlægen accepterede 18 måneders afbetaling af 3.000 kr., fordi jeg virkede så motiveret.

Mit ærinde er: Tænk at hun lagde mærke til det, og tænk at hun husker det. Det er jeg næsten beæret over.

Der kommer sikkert en anden sød og dygtig efter Dorte, når hun går på pension, men jeg vil så sandelig savne den læge, der har fulgt med i mit livs op- og nedture i 20 år. For hun er virkelig god. Til den tid skal jeg starte forfra med at opbygge tillidsforholdet til en anden læge. Og den slags tager tid.

Da der for et par år siden skulle skrives erklæringer til rehabiliteringsteamet op og ned og frem og tilbage, var jeg til en konsultation; 40 sekunder inde var jeg sikker på, at hun ville bakke mig op. Nul palaver. Det var en kolossal tryghed.

Jeg havde kun læger (almene og specielle) omkring mig, der ville bakke op.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.