Indlæg

Kort stabiliserende indlæggelse

Kort stabiliserende indlæggelse

Hjemme igen efter eget ønske

Kort stabiliserende indlæggelse

Jeg er hjemme igen “for good” efter eget ønske.

En fremragende sygeplejerske tilbød mig ellers i aftes, at jeg kunne prøve at tage hjem efter stuegang, sove hjemme og komme tilbage i morgen mhp. evaluering sammen med personale og læge. I dag har jeg det bare så godt, at jeg ikke ser nogen grund til så meget frem og tilbage. Tankerne kører mere i selvsving dér efter stabilisering end herhjemme, fordi jeg dér ikke har noget at beskæftige mig med andet end Facebook. Da for meget frem og tilbage er en halvdyr affære, skrev hun endda ind, at de kunne stille en Flekstrafik til rådighed. Det er fornemt! Det er simpelthen psykiatrien, når den er bedst. Det er flot!

Den fremragende sygeplejerske var 68 år, men elskede sit job, og derfor gik hun ikke på pension. Hun var virkelig sød og dygtig. Det var en stor fornøjelse at tale med hende. Fx sagde hun “Du er altid velkommen” og “Du skal ikke gå alene og have det sådan med de tanker; så skal du ringe eller komme”. Det siger de jo nok til alle, men alligevel følte jeg mig “udvalgt”, og det var dejligt.

Hun interesserede sig også for slægtsforskning, men var ikke gået i gang, da hun ikke havde tiden. Hun havde været i et menighedsråd i 22 år. Alt i alt havde vi meget at tale om – også om mange ting, der ikke havde med sygdom/psykiatri at gøre. Det fik mig til at sige til hende: “Når jeg sidder og taler med dig, kommer jeg til at føle mig helt normal”. Herefter brugte hun lang tid på at overbevise mig om, at jeg er normal, selvom jeg ikke er som de fleste. Det tror jeg nu ikke helt på. Kritisk må man vel gerne være?

Jeg har ofte været kritisk

Jeg har ofte været kritisk overfor afdeling 70 Psykiatrisk Akutmodtagelse i Glostrup. Jeg står naturligvis ved, hvad jeg tidligere har skrevet, men der er altså sket noget: De er blevet meget sødere og de er blevet mere lydhøre. Jeg talte med nogle medpatienter om det, og det var ikke mig, der bragte emnet op. De var helt enige. Der er altså sket et eller andet, og vi sad ikke bare og ville være “åndssvage”.

Kl. 03:00 i nat talte jeg om en af mine favoritter om det, og hun fortalte, at de havde fået ny oversygeplejerske. Hun var glad over at høre, hvad jeg havde at sige, men syntes på den anden side, at jeg skulle lægge mig til at sove, og det havde hun jo ret i. Og det gjorde jeg så.

Forsvundne arvinger

Den omtalte sygeplejerske fortalte om “Forsvundne arvinger” på en måde, der gav mig lyst til at se dem, så nu er jeg begyndt og har set fire udsendelser. Det er fremragende udsendelser, som jeg ellers – uden at have set et eneste afsnit – havde dømt for populistiske til mig. Der er selvfølgelig det, at man 25 gange får at vide, at man skal starte i kirkebogen, når man ønsker at vide, hvad forældrene hedder. Har man slægtsforsket i 20 år, er man altså klar over det. Det er “lissom” trin et. Har man aldrig prøvet det før, er det naturligvis nyt.

Jo men jeg skal da have gang i jordemoderprotokollerne. Dem har jeg aldrig dyrket, men nu kan jeg se, hvad de kan bringe og adskillige af dem ligger på nettet allerede.

Produceren (eller hvad det nu hedder) i “Forsvundne arvinger” er et dejligt menneske; hun er dygtig til at stille spørgsmål og dygtig til at fortælle den lille bid, der gør, at andre fortæller mere. Jeg har set fire episoder, og jeg har i hvert af dem smilet ad den måde, hun stiller sine spørgsmål. Sådanne interviews vil jeg også gerne kunne lave. Jeg vil gøre mig umage.

På onsdag skal jeg endnu en gang se min fars ungdomskæreste. Jeg glæder mig. Da jeg ringede og lavede aftalen, sagde hun, at hun behøvede “et pust udefra”. Hvis jeg kan levere det, vil jeg gerne det. Når man er 97, er jeg sikker på, hver dag tæller.

En “kriseplan”

Jeg kan sagtens se idéen i at lave en kriseplan. Jeg har bare lavet sådanne mindst fem gange, og på en eller anden måde virker de bare ikke for mig. Men jeg accepterer selvfølgelig at det er en del af behandlingen, og at en sådan må man have, før man slipper ud. Jeg spiller altså med på sangen. Jeg gør det, de forventer, men jeg tror ikke helt på konceptet.

For mig hjælper det ikke at tænde røgelsespinde eller at danse rundt til høj musik…, jeg vil langt hellere tale med en ven, for jeg behøver ord.

Måske kan jeg få en PSI-kontrakt igen?

PSI står for PatientStyret Indlæggelse, og det er et genialt koncept, hvor man uden de store formalia kan “indlægge sig selv” så at sige. Den tidligere kontrakt kunne ikke fornys, idet jeg ikke havde brugt den i over et år. Logistikken er forståelig nok. Har de for mange kontrakter “i sving” er risikoen, for at der ikke er plads, for stor, når der kun er én PSI-plads på Brøndbyøstervej, hvilket også er lidt vanvittigt, når optageområdet er så stort, som det er.

Men nu har jeg jo været indlagt, så nu er behovet der (måske) igen. I hvert fald mente en læge, at jeg skulle drøfte det med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, så det vil jeg gøre på tirsdag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Er et sikkert sted

Er et sikkert sted

De dårlige tanker fyldte for meget

Er et sikkert sted

Jeg havde en lang og god samtale med min dygtige kontaktperson fra Distriktspsykiatrien i går. Hun syntes, jeg skulle tage til Glostrup (altså Psykiatrisk Center Glostrup) og lade mig indlægge. Det afviste jeg, fordi jeg ikke kunne overskue at skulle i bad og så den potentielle ventetid på tre timer i det arkitekttegnede venteværelse, hvor man bare sidder og frygter at blive sendt hjem igen. Jeg hader det sted, for jeg har været her alt for ofte. Og så har man spildt 500 kr. på taxaer.

Efter at have lagt røret, eller hvad det hedder nu om dage, og tænkt mig lidt om med følgende ræsonnementer: “Hvis jeg ikke vil følge hendes råd, hvad skal jeg så med hende?” og “Hun har ca. 26 års erfaring i psykiatrien og otte års erfaring med mig, så hun ved da ganske godt, hvad hun taler om”, hoppede jeg i badet og i en taxa.

Ventetiden var ikke nær så lang som frygtet, jeg fik lov at vente i et af deres undersøgelsesværelser og blev undersøgt/udspurgt af en utrolig sød og grundig yngre læge, der havde en form for mentor med sig. De var virkelig søde begge to og stillede dybdegående og relevante spørgsmål, som jeg forsøgte at svare på, alt imens tårerne piskede ud. For f***** da.

Det var intet problem at komme gennem “nåleøjet”. Der var ikke nogen tvivl. Ergo er jeg nu et sikkert sted, og det er nok meget godt. Det skal ikke vare for længe, for jeg er jo ikke syg, men man kan blive syg af at have det sådan alt for længe.

Når hjernen har for travlt

Der er tanker om minder, der skal holdes væk, og det prøver jeg virkelig på, da de ikke vil mig noget godt. Begivenhederne er oldgamle, jeg har for længst fjernet mig fra “White trash” og givet dem baghjul.

Min kontaktperson foreslog noget “meta-kognitivt-et-eller-andet”, men sagde samtidig, at man skal øve sig for at få det til at lykkes. Det kan fx gå ud på, at man siger til sig selv, at et eller andet givent tankegods må man kun beskæftige sig med mellem 17 og 18.

Jeg prøvede virkelig at følge også dette råd og læse nogle kirkebøger i stedet, hvilket normalt gør mig glad, fordi jeg elsker logikken i søgeprocessen og er nogenlunde god til det, men hjernen havde alt for travlt. Helt generelt prøver jeg virkelig at gøre det, diverse fagpersoner råder mig til.

50 pct. af kapaciteten fulgte kirkebøgerne, 25 pct. beskæftigede sig ganske af sig selv med minderne og de resterende 25 pct. var optaget af de dårlige tanker. Der blev alt for mange spor. Og det er ikke godt. Jeg kunne ikke holde tingene adskilte, det hele blev rodet sammen, og jeg kunne ikke helt holde fast i tvivlen.

Jeg er ikke klar over, hvordan andre mennesker har det, men jeg kan ikke altid styre hjernen; den følger sine egne negative spor, når jeg ikke har det godt. Har jeg det godt, er det selvfølgelig rart nok med lidt overskydende kapacitet.

Egentlig vil jeg gerne tale med nogen

Egentlig vil jeg gerne tale med nogen, men de øvrige patienter har det for dårligt til at føre en fornuftig samtale, så det dur ikke. Det virker som om, flertallet er her pga. en dobbeltdiagnose (dvs. psykisk sygdom af en eller ande art samtidig med et misbrug af enten alkohol (de fleste) eller stoffer).

Samtidig er tankerne for tunge til at blive delt med andre end dem, der får penge for at lytte. Dem kan man ikke dele med hvem som helst. Problemet er bare, at jeg så cementerer ensomheden. Det er lidt af en ond cirkel.

En positiv ting

Der er én positiv ting: min erfaring siger mig, at det går over. Jeg er jo en erfaren psykiatribruger.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Kæreste med livet langt om længe

Kæreste med livet langt om længe

Et liv i taknemmelighed

Kæreste med livet langt om længe

Jeg skal til ECT på onsdag, hvilket betyder, jeg har været til PCR-test på Psykiatrisk Center i Glostrup i dag. Det er lidt fjollet, for selvom jeg evt. skulle være positiv, får jeg behandlingen alligevel, fortæller de; de ifører sig blot “rumdragterne”.

Det betyder også, at jeg ikke bør gå nogen steder i morgen. Og endelig betyder det, at jeg ved 18 – 19-tiden i morgen tager derud for at overnatte. Det virker! Jeg sover lidt derude, og lidt er bedre end ingenting, der er nogen at tale med, jeg er tryggere der, og så er den tåbelige angst mindre. Medarbejderne er blevet så søde, måske fordi de nu er klar over, jeg ikke er farlig hverken fysisk eller i overført betydning. Jeg får det bedste værelse – det med bad, for det er ikke en selvfølge, aftensmad med alt hvad hjertet kan begære inkl. frugter og kage. Det er næsten som at være på hotel. Psykologen siger, at jeg, når angsten melder sig i dagene/ugen forinden, skal tænke “Nu skal jeg på hotel” og ikke “Det er nok sidste gang, jeg låser min hoveddør”. Jeg synes efterhånden, det virker!

Jeg synes, angsten bliver en µ (en milliontedel) mindre for hver gang, og fortsætter det sådan, er jeg glad. Måske kan jeg være den kvit om nogle år.

Samlet set er ECT kommet til at tage tre dage på grund af Corona, men pyt med det, jeg har jo tiden…

Det er minimum 15 år siden, jeg har haft en virkelig kæreste. Den del har jeg afskrevet for længst, og jeg savner intet. Nu er jeg blevet kæreste med livet forstået på den måde, at jeg elsker mit liv. Det er fantastisk. Hver dag tænker jeg over den luksustilværelse, jeg langt om længe har fået. Snart har jeg siddet bag skærmen i ca. 10 måneder eller mere. Aldrig har jeg været lykkeligere.

ECT giver mig et normalt liv

Sundhedsvæsenet er stort set garant for, at jeg kan føre et næsten ganske normalt liv. Det gør væsenet ved at give mig ECT-behandlingen hver fjerde uge. Jeg bliver hentet og bragt både til PCR-testen og til selve behandlingen. Jeg går ganske vist hjem og sover timevis efter behandlingen men igen: pyt med det, jeg har jo tiden…

Parkinsonisme: Farvel og tak! Næsten ikke mere antipsykotisk medicin til mig. Der er 150 mg. Seroquel tilbage, men det er bare en “sikkerhedsventil” og så skal det hjælpe på søvnen. Og det virker koblet med 10 kg. kugledyne!

Jeg bliver holdt i hånden af den samme søde sygeplejerske hver gang, og det er den samme medarbejder, der kommer og måler værdier (temperatur, iltmætning og den slags) inden behandlingen. Efterhånden kender jeg dem ret godt. De er gode og dygtige mennesker, der er klar over, hvad behandlingen betyder for mig: jeg er afhængig af den.

Jeg har opgivet at få styr på lægerne, men bare de har styr på mig, er alt i orden.

Andre synes muligvis, det er mærkeligt

  • Jeg dyrker min slægtsforskning, ofte 16 timer i døgnet,
  • jeg er i gang med at lære hemmelighederne bag min egen TNG-side (The Next Generation of Genealogy Sitebuilding) at kende, fx fik jeg i går siden til at gå helt ned,
  • jeg er i færd med at oparbejde et internationalt netværk af (andre) TNG-nørder,
  • jeg skriver, når jeg har lyst og noget på hjerte (ikke sjældent),
  • jeg kan bruge timevis på at finde dokumentation for påstande i en blogpost,
  • jeg sætter mig ind i det, jeg har lyst at sætte mig ind i,
  • jeg spiser, når jeg er sulten – oftest kun en gang pr. dag,
  • jeg går i seng, når jeg er træt, hvad enten kl. er 21:30 eller 01:30 og står op, når jeg vågner af mig selv, og
  • jeg dyrker mine særheder.
  • Endelig, endelig er jeg blevet den, jeg altid har været. Nu kan jeg endelig agere som mig selv.

Jeg ville blive vanvittig, hvis jeg fx skulle afsætte tre eller fire aftner om ugen til samvær inkl. overnatning. Og det forventes man typisk at gøre, hvis man er i et forhold. Da jeg for mange år siden var ung, havde jeg masser af kærester (kun en ad gangen), for det forventedes både af andre og mig selv. Men jeg oplevede det med tidsforbruget og forpligtelsen til samvær som en belastning. Nu er jeg blevet gammel og kan tillade mig at vælge fra og til, som det passer mig. Og mine valg generer ingen.

Hvor er det skønt.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Sådan kom jeg til at sove godt igen

Sådan kom jeg til at sove godt igen

Det ligner en reklame, men alt er evidensbaseret

Sådan kom jeg til at sove godt igen

Der er ingen forskning og evidens bag reklamer, og derfor er dette ikke en reklame, selv om det måske kan ligne en reklame for kugledyner fra Protac. Det er udelukkende min historie om, hvordan jeg kom over minimum 20 års søvnproblemer, der forværredes efter 2013/14, hvor den bipolare affektive sindslidelse satte min verden på den anden ende.

Posten er inspireret af en samtale med en ven, der gennem længere tid har haft søvnproblemer.

Historien om de minimum 20 år

Det startede allerede, mens jeg boede på kollegiet, som jeg flyttede fra i august 1990, så måske er de 20 år for lavt sat. Pyt med det. Det er budskabet, der er vigtigst. Problemet bestod indledningsvist i, at der var problemer med indsovningen. Jeg lå og vendte og drejede mig i minimum to timer, inden jeg sov.

Da arbejdsmarkedet havde godt fat i mig, jeg gik meget op i det, karrieren var det vigtigste i mit liv og stressniveauet steg til næsten uanede højder, vågnede jeg og var vågen i lang tid hver nat, når jeg endelig sov. Jeg stod dog ikke op men blev liggende og forsøgte at falde i søvn igen. På et tidspunkt byggede jeg i en eller anden styrelse et ledelsesinformationssystem vha. Pivottabeller i Excel, og det blev godt, men jeg husker tydeligt, at jeg havde Pivottabeller på indersiden af øjenlågene om natten i de vågne timer. (“Pivot” er afledt af pivotere, der betyder “dreje rundt”. Man kunne altså tage hver tabel, “dreje den rundt” og se de enkelte parametre i et nyt lys.)

Da jeg blev syg i 2013/14 med den bipolare lidelse, var der for det første de søvnproblemer, der fx følger med en mani, hvor man overhovedet ikke er træt og ikke føler sig ansporet til at gå i seng. Jeg sad ved computeren og vidste, at jeg i min seng helt ordret ville tænke på “alt det jeg kunne lave, hvis jeg stod op”. Af og til gik jeg derfor ikke i seng i fire til fem nætter i streg, da jeg jo ikke var træt og var optaget af noget mere interessant end at modtage søvnimpulser. Det var bestemt ikke sundt.

For det andet: tankemylderet og de destruktive tanker, der var led i depressionerne. Det var tankerne om, hvad fremtiden ville bringe, hvordan skulle jeg klare økonomien, hvad med arbejdsmarkedet, var jeg nødt til at flytte fra min elskede lejlighed, skulle jeg “tjekke ud” sådan for alvor, hvordan skulle det i givet fald lade sig gøre osv.?. Her begyndte jeg at opgive at sove og i stedet stå op og sætte mig ved computeren for at slippe for de værste tanker, fordi hjernen så blev tvunget til at ændre sit fokus.

For det tredje: (nær-)psykoserne, hvor jeg hørte musik inde i hovedet og ikke kunne sove for larmen fra musikken, når jeg altså havde gået langs væggene og konstateret, at musikken ikke kom fra naboerne men fra mit eget hoved.

Min introduktion til kugledynerne

Jeg stiftede bekendtskab med kugledyner fra Protac under en indlæggelse i 2014. Det var dengang, der var de gamle kugler i og dengang vi lå fire på en tresengsstue, dog kun en patient pr. seng – man skubbede blot en ekstra seng ind langs en væg. Når man var “den ekstra”, havde man hverken natlampe eller stikkontakt. iPadden måtte lades op i håndvasken i nattens løb.

De gamle kugler støjede, men jeg hørte det ikke, for jeg sov rent faktisk. En medpatient sagde gang på gang: “Det lyder som et tordenskrald, når du vender dig”. De nye plastikkugler, der bruges nu, støjer ikke.

Da dynen havde effekt, mener jeg, afsnittets ergoterapeut talte med/skrev til min kommune (Hvidovre Kommune), der uden videre først forærede mig en eller anden tyngdedyne af ukendt mærke. Der var bare ingen effekt ud over nogle kilo på kroppen. Næste skud i bøssen var en ny original, rigtig kugledyne, og så sov jeg igen, også under manier (hvis jeg altså gik i seng) og også under depressioner. Ikke hele natten men indsovningsproblemerne var forsvundet, det er jeg sikker på.

Der kan være erindringsforskydninger her, for jeg husker nætter, hvor jeg “gav op” og stod op. Min oplevelse var, at jeg faktisk blev mere stresset/dårligere af at ligge i sengen og kæmpe end af at stå op. Så det gjorde jeg. Der var en medarbejder på afdelingen, der havde fortalt mig, at det var bedst sådan.

Status nu: sover efter 15 – 20 minutter

Man kan selvfølgelig sige, at der ikke længere er alle de udefrakommende, uløste problemer, der kan ødelægge hverken indsovning eller søvn, så måske er det slet ikke kugledynens fortjeneste, men status er, at jeg lægger mig og der går 15 – 20 minutter (vil jeg tro, jeg sætter jo ikke uret), så sover jeg. Og jeg sover hele natten, gerne 10 timer i streg. For mig er det helt fantastisk. Det er så fantastisk, at jeg lige, for egne penge, har investeret i en ny kugledyne (Classic, 10 kg.). Jeg har haft den to nætter, og den er endnu bedre end den første, der kun vejede syv kilo.

Normalt siger man, har jeg læst på hjemmesiden, at man skal regne med, at dynen måske skal veje ca. 10 pct. af kropsvægten. Jeg vejer ca. 55 kg., men har det fremragende med de 10 kg. dyne. Måske gælder 10 pct.-reglen kun for børn, som man jo nødigt skulle kvæle? Jeg ved det ikke. I webinaret (link i næste afsnit) fortæller de, at vægten kun er parameter nr. to. Parameter nr. et er indkredsning af behovet/det problem, der skal løses.

Hertil fortæller Protac selv følgende i en e-mail den 25. januar 2022:

Ideen om 10 pct. af kropsvægten er ikke beskrevet på vores hjemmeside. Vi mener, at det i langt højere grad er spørgsmålet om brugerens sanseprofil og sansebehov, der afgør valget af dyne og ikke vægten. Til børn anbefaler vi babydynen eller juniordynen afhængig af alder eller længde.

De fortæller i øvrigt også, fordi der stilles et spørgsmål om det til slut, hvad forskellen er på en af deres kugledyner, og de kugledyner/tyngdedyner/kædedyner (kært barn har mange navne) man kan købe i den almindelige handel.

Gå på jagt efter viden på Protacs hjemmeside

Jeg har studeret firmaets hjemmeside ganske grundigt, og de leverer meget viden og meget evidens. Noget af det er vanskeligt at forstå, men så kan man jo nøjes med at tage det ind, man i hvert fald forstår. Det gælder for eksempel dette webinar fra marts 2021, som jeg har set i dag (og som jeg vil se igen en anden dag).

Jeg kendte selvfølgelig de syv sanser osv., men samspillet mellem dem og så muskel-ledsansens overvældende betydning kendte jeg ikke til.

Det blev klart, at langvarig stress er enormt usundt for hjernen, der ikke bliver “vasket” om natten, hvis den ikke får søvn. Der var også en del om den tilstand hjernen er i, når den hos os med en eller anden autismespektrumforstyrrelse konstant er overloaded, og derfor har stort brug for at sove. Det var jeg heller ikke klar over.

Sådan kom jeg til at sove godt igen

Sådan kom jeg til at sove godt igen

De har nogle rigtig fine “Cases” på hjemmesiden, hvor man simpelthen kan vælge sit “problem” og læse om andres erfaringer med netop det problem, det være sig fx stress, psykisk sygdom, autisme mv. Og hvordan firmaets produkter har hjulpet. Man kunne indvende, at de bare er ude på at sælge (Herregud de driver jo en forretning), men det er ikke min oplevelse alene af den grund, at de yder gratis telefonrådgivning og ditto konsulentbesøg. Herudover kan man leje fx en dyne, inden man beslutter sig for et køb.

Hjemmesiden er ret omfattende og informativ, men jeg vil fremhæve to artikler, man kan starte med at læse, hvis man har søvnproblemer:

  1. Derfor er den dybe søvn vigtig og
  2. Kuglernes virkning.

Og så er der det med pengene: Ankestyrelsens principafgørelser

På Ankestyrelsens hjemmeside har der indtil for nylig ligget i hvert fald to principafgørelser om, hvad der skal få kommunen til at bevilge en hel kugledyne eller bare støtte til en. Der sondres mellem “hjælpemiddel” og “behandlingsredskab”, når dynen skal bevilges efter Lov om social service § 112. Som jeg forstår det, men jeg vil ikke hænges op på indviklede bestemmelser, kan hjælpemidler bevilges, men behandlingsredskaber kan ikke.

Nu kan jeg kun finde historiske principafgørelser fra 2013 og en enkelt fra 2015, der er markeret med: “Denne principafgørelse er kasseret 1. oktober 2021, da der er kommet nye regler på området”. Formentlig har Ankestyrelsen så ikke truffet principafgørelse(r) om kugledyner efter 1. oktober 2021. Protac skriver lidt om emnet, men det handler kun om børn, og at det er bedre at give dem en kugledyne end sovemedicin. “Ja selvfølgelig”, fristes man til at sige.

Men hvad med voksne? Kommunerne fortolker bestemmelsen forskelligt. Selv i vores lille land er der store regionale forskelle, og de vil bestå, indtil der foreligger nye principafgørelser fra Ankestyrelsen, da kommunerne skal rette sig efter sådanne. Først da vil vi få en ensartet praksis på området.

Søger man hos DUKH (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet) efter kugledyne, kommer man her til. Det er ikke videre konkret, men kan nok ikke gøres bedre. Man kan for øvrigt ringe til DUKH og få rådgivning. De er top-kompetente og søde.

Mit ærinde er: Der er nogle muligheder i Lov om social service § 112. Tal evt. med din kommune for en original kugledyne er temmelig dyr. Selv har jeg lige rykket i opsparingen for at få en ny kugledyne, men hellere sove godt og få vasket hjernen hver nat end at have penge på kontoen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.