Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Lang weekend på psykiatrisk afdeling

Lang weekend på psykiatrisk afdeling

“Tougher Than The Rest”

Lang weekend på psykiatrisk afdeling

De fleste holder af en lang weekend, men her varer den evigheder. Personalet gør, hvad de kan for at holde hånden under mig. Det kan ikke gøres bedre, og hvad skulle de ellers?

“Tougher Than The Rest” stammer fra Bruce Springsteen-albummet “Tunnel of Love”, der udkom i 1987. Både Bruce og jeg var unge dengang; selv var jeg ikke engang flyttet fra kollegiet. Jeg tror, jeg gik på tredie årsprøve. Jeg har proppet mine AirPods i ørerne og skruet op på fuld styrke. Det giver tre minutters ophold fra de dobbelte spor i hjernen.

Det er de spor, der gør, at jeg kan sidde og tale forholdsvis fornuftigt og normalt om pixels, sort/hvid fotos og computere med H over maden, samtidig med at de andre tanker ruller uforstyrrede videre. Det er svært at forklare og sikkert endnu sværere at forstå.

Når “Tougher Than The Rest” er slut, ruller YouTube videre ganske af sig selv, og jeg har betalt mig fra reklamerne. Det er 119 kr. værd.

Jeg har aldrig været opmærksom på det tidligere, men det er som om musik hjælper, når det er på fuld knald. Derhjemme hører jeg aldrig musik, fordi jeg ikke kan lave noget samtidigt, men den opfattelse skal muligvis revideres. Denne artikel er eksempelvis blevet til med lyden på maksimal styrke. 

ECT: Sådan kan angsten måske reduceres/italesættes

Jeg håber på et møde med ovl. MS i morgen. Og om jeg så skal vride armen om på hende, skal hun ordinere min. 3 x 3 ECT. Det er mit eneste håb; dette skal høre op.

Jeg har nedfældet følgende punkter og printet dem ud i 12 eksemplarer (så er der til fire uger a tre behandlinger). Jeg udleverer det til personalet i ECT-afdelingen, så de ved, hvad de har med at gøre.

Det er komplet tåbeligt og idiotisk, eftersom jeg har prøvet det mere end 100 gange, men sådan må det være.

  1. Jeg er så bange – primært for at I ikke har bedøvet mig korrekt/tilstrækkeligt.
  2. Jeg har meget svært ved at slippe kontrollen.
  3. I skal overholde alle rutiner inkl. “tage værdier” ude på gangen. I forvejen er alle mine sanser skærpede.
  4. Hvis I ikke overholder alle rutiner, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt I har styr på det, eller om jeg selv skal være “in control”:
    1. Jeg ved, om ECT-apparatet er indstillet til 90 pct.
    2. Jeg ved, om der gives bilateral ECT
    3. Jeg ved, om sengehestene er slået op
    4. Jeg ved, om bideskinnen er parat
    5. Jeg ved, hvad I siger til hinanden, og hvordan I går rundt i lokalet.
  5. I skal sige højt, når I tænder for strømmen. Og vi skal have en aftale om, at hvis jeg hører det, er der noget helt galt.
  6. Hvis muligt: X – eller en anden, jeg kender – skal holde mig i hånden, når anæstesien skruer op.

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Vi planlægger en time ad gangen

Det vikarierende håbStegemüller

Storartet personale

Vi planlægger en time ad gangen

“Hvis nogen siger, det går ad Helvede til, så tro dem ikke …” Citatet stammer fra “Susan Himmelblå” med Kim Larsen, som jeg egentlig aldrig har været videre begejstret for. Han var lidt for jordnær efter min smag, men de fleste andre brød sig om ham – og selv synes jeg trods alt om “Pianomand”.

For at springe ud i det, så går det ad Helvede til, hvilket næppe er nyt for den opmærksomme læser af indeværende hjemmeside, der p.t. fungerer som selvterapi og som hovedregel også som erstatning for “voksenkontakt”, idet jeg er den ældste patient blandt en masse unge mennesker.

Nu er jeg hverken personale, psykiater eller noget som helst andet fint (bare en erfaren psykiatribruger), men det virker på mig som om, folk her faktisk har det ret dårligt. 11 dårlige mennesker under samme tag er måske ikke den bedste cocktail? På den anden side er det absolut bedre end at være derhjemme. Det tør jeg ikke og det er et af paradokserne; en af de ting, jeg ikke kan få til at hænge sammen.

B og H er i aftenvagt, og har nærmest trukket mig ud af isolationen under kugledynen. Vi lægger planer for en time ad gangen. Længere er mit tidsperspektiv ikke. Det er en overvindelse, men det må til.

Det er så dejligt at være på 808, for vi kender hinanden. Der er så meget, der ikke behøver blive sagt. Her skal man ikke starte forfra med Adam og Eva hver gang. Fremmede vil få facaden, og fremmede vil ikke kunne se bagom den. Det vil være spild af tid for begge parter, og for RegionH vil det tillige være spild af penge. Derfor vil jeg ikke være i Glostrup.

Til morgen er sygeplejerske K kommet tilbage fra ferie. Jeg fortalte hende, at jeg havde citeret hende i podcasten fra dengang for flere år siden, hvor hun sagde “Vi er her for dig, Hanne”, da jeg tudende stod i hallen med tasken endnu en gang. Det var i den periode, hvor jeg ikke en gang pakkede ud, når jeg kom hjem – for jeg skulle jo sikkert snart afsted igen. Tænk at hun kunne huske situationen. Det er da imponerende.

“Tankerne er fastlåste” vil overlægen sige på mandag; og jeg vil svare “Hvordan låser jeg dem op?”. Hvis jeg kunne, gjorde jeg det.

En ukendt læge var en skuffelse

Jeg havde set så meget frem til at få en ordentlig drøftelse med den overlæge, jeg kender så godt. Jeg var velforberedt. Men hun havde ikke tid, men sendte en stand-in, der havde kort tid og en kort dagsorden bestående af tre punkter:

  1. Medicin mod forhøjet kolesterol (aner ikke hvordan jeg har fået det, da jeg spiser sund mad)
  2. Øgning af Lyrica/Pregabalin, der er et krampestillende middel, som jeg tager mod “Restless Legs”. Man må ekesempelvis ikke tage det før ECT. Det skulle åbenbart også virke mod angst. Jeg forstår intet.
  3. Tjah, hvad var det nu?

Min dagsorden var der ikke tid til. Blandt andet fordi lægen ikke forstod så meget dansk, så min tilstedeværende, højtelskede kontaktperson M, måtte gentage, hvad jeg lige havde sagt, før det fes ind. Jeg synes ellers, jeg udtrykker mig ret klart. Jeg prøvede at undertrykke min stigende irritation.

Jeg har ikke fået en diagnose. Så jeg stiller den selv: “Svær depression”.

Så nu skal jeg bare gennem en lang weekend time for time og vente på ovl. MS.

At blive klar til ECT

Jeg er ikke i tvivl om, at ECT er vejen frem for mig. Jeg prøver at blive klar inde i hovedet, prøver at lægge angsten ned, men det er meget svært. Måske er jeg nået et lille stykke ad vejen? M mener også, det er vejen frem.

Angsten for ikke at vågne op af anæstesien, er et af de andre paradokser; det vil sige, noget af det jeg heller ikke kan få til at hænge sammen inde i hovedet.

Der er ikke længere ECT på Hvidovre. Man skal til Glostrup. Normalt ville det jo så betyde indlæggelse i Glostrup, men da jeg vil være blandt kendte mennesker på 808, har jeg foreslået, at vi bare kalder det ambulant ECT, det har jeg jo prøvet mange gange. Den eneste forskel er adressen, hvor jeg skal hentes og hvor jeg skal køres hen. Hvis det er et problem med transporten, betaler jeg hellere end gerne selv.

Jeg er ikke klar over, om man kan ønske/stille krav, men det er jo sådan set mit liv, det drejer sig om, og derfor gør jeg det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Retorik og tvang i psykiatrien

Retorik og tvang i psykiatrienStegemüller

Når rutiner bliver intimiderende

Retorik og tvang i psykiatrien

Jeg har truffet en virkelig sød fyr, vi kalder ham for “C”, der har læst retorik og engelsk på Københavns Universitet. Så lang en samtale, som vi førte i går, er det længe siden, jeg har ført. Jeg kunne åbne munden uden at græde. √

Han fortalte om, hvad man lærer på retorik. Og vi enedes om glæden ved ordene og om læreprocesserne. Vi enedes om at savne glæden ved at blive lidt klogere hver dag. Om fascinationen af “Artificial Intelligence” (AI) . Vi havde mange ting tilfælles.

Samtalen fik mig til at tænke på et underligt spørgsmål, de stillede mig i Glostrup: “Hvis der bliver behov for tvang i psykiatrien, hvilken form foretrækker du så?

  • Fastholdelse?
  • Medicin?
  • Bæltefiksering?”

Eftersom jeg er jordens mest fredelige menneske, blev jeg noget paf over spørgsmålet. Jeg er klar over, at de skal spørge, og at de herefter kan vinge den opgave af som udført √ Helt på samme måde som samtykkeerklæringen skal være udfyldt, og de skal vinge af, at de har udleveret den håbløse blanket med alle stavefejlene, hvor man blandt andet foreslås at gå en tur, lytte til musik eller dyrke yoga, når krisen kradser. Den kaldes en “kriseplan” √. Så sætter vi også checkmark ved den.

Eftersom jeg heldigvis aldrig har prøvet nogen af de tre ting, var det svært at “vælge”, så jeg endte med at sige “Det må I bestemme. I må vurdere i situationen, hvad I tror, der er bedst for mig”.

Hvad med anamnesen?

Min anamnese må efterhånden være kilometer lang. Og den har de selvfølgelig ikke tid at læse. Jeg forestiller mig bare, at hvis der tidligere havde været behov for tvang, ville det være tydeligt markeret og sikkert skrevet med rødt i et særligt felt. Den kunne de jo starte med at skimme.

De kunne også have vendt spørgsmålet bare lidt om, og startet med at spørge: “Har du nogensinde, så vidt du husker, været udadreagerende under en indlæggelse?” Mit klare svar ville være “Nej”. Herefter kunne de have givet mig de tre valgmuligheder. Jeg ville formentlig stadig have bedt dem vælge, for hvordan skal jeg vælge mellem tre ting, jeg ikke ved, hvad er?

Spørgsmålet føltes nærmest som et overgreb og en krænkelse (også selvom jeg ikke deltager i krænkelseskulturen). At vende spørgsmålet om, kunne være et retorisk trick, som var godt for patienten, og fik hjulpet dem med at vinge endnu et standardspørgsmål af √Jeg mener ikke, jeg nogensinde har fået spørgsmålet før.

Dagen byder vist på en lægesamtale

Jeg regner med, at jeg skal til lægesamtale i dag med ovl. MS, som jeg vældig godt kan lide. Hun var den første, der så at jeg ikke i 11 år havde lidt af “tilbagevendende depressioner”, men at den rette diagnose var “Bipolar affektiv sindslidelse”.

Jeg respekterer hende, fordi hun er så pokkers dygtig, men også fordi kun taler lige ud af posen “Og uden omsvøb, tak”, som der engang var en bog, der hed.

Jeg har forberedt mig ved at skrive det ned, jeg skal huske at sige. Jeg er lidt bange for, at det med at være velforberedt og at kunne prioritere/strukturere, som er lig med, at min hjerne fungerer nogenlunde, kan få hende til at tro, at det er mindre galt, end det er. Men det må hun da kunne se igennem.

Tre ting peger mod livet

  1. At søge hjælp ved at henvende mig i Glostrup
  2. At ville til 808
  3. At være så bange for ikke at vågne op af anæstesien i forbindelse med ECT

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Det vikarierende håb

Det vikarierende håbStegemüller

En smuk grundsætning i psykiatrien

Det vikarierende håb

Jeg har kendt “Det vikarierende håb” i årevis, og har altid fundet, at det var en smuk grundsætning.

Den går ud på, at personalet holder håbet for en, mens man er her, og ikke selv har et håb; og at man får det leveret tilbage, når de har fået lappet en sammen (endnu engang). Det er da smukt. Og det er også fortællingen om, at der er meget andet end kemikalier og tvang i psykiatrien.

En medarbejder, der er på alder med mig, mindede mig om en sang med Trille fra albummet “En lille bunke krummer”: Noget af teksten lyder: “… Og sådan er der altid et lille lys i mørket, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd.” Normalt er jeg ikke bange for mørke, men her er behov for op til flere lommelygter.

At tage sig sammen

Normalt er jeg verdensmester i at tage mig sammen, men det er ligesom om, det ikke rigtig går lige nu. Der er ting, man skal, når man er her. Det drejer blandt andet om at deltage i morgen- og aftenmøderne. Og det er helt i orden, at det er reglen. Lige nu skal jeg bare tage mig voldsomt sammen for overhovedet at være tilstede.

Jeg klapper mentalt mig selv på hovedet, hver gang det lykkes at få min krop til at være tilstede. Mentalt er jeg fraværende, men det er der ingen, der ved. Det kan vist ikke tilføjes til journalen.

”This to shall pass”.

Måske en at tale med?

Hidtil har jeg ikke rigtig talt med nogen. De normale spilleregler for “dos and don’ts” er sat ud af kraft. Jeg hader, når jeg ikke kender reglerne. Det, jeg har mest lyst til at spørge om, spørger man ikke om. Jeg nøjes med at se på folk og gætte, uanset at gætterier normalt er nogle, jeg holder mig fra.

Til morgen kom jeg alligevel til at tale med en fyr, der også interesserer sig for det skrevne ord. Vi udvekslede erfaringer om det at forsøge på at skrive en bog. Han fortsætter; jeg har givet op. Det skete da en såkaldt “forfattercoach”, havde set et par tekster og svarede: “Det er meget korrekt men røvkedeligt”. Da besluttede jeg at skrive videre til skrivebordsskuffen og på indeværende hjemmeside. Så må det være kedeligt, og jeg nyder fordelene ved at have mit eget domæne.

Spiller kommunen en rolle?

Den kolossalt søde specialpsykolog i Glostrup oplyste, at kommunen har et ansvar og en opgave, når man er på autismespektret. Det undrer mig, at jeg skal høre det fra hende her fire år efter diagnosen, og når Aspergers syndrom var en del af begrundelsen for pensionen, der jo blev tilkendt af kommunen selv. Jeg spurgte hende, om de så også løfter opgaven? Det kunne hun af gode grunde ikke svare på.

Nåh, men det er sikkert en anden del af forvaltningen, og bedre sent end aldrig. Hun fortalte, at det er en del af “handicapområdet”. Jeg må leve med navnet, idet jeg ikke selv føler, jeg har et handicap. Men okay, måske …

Hvad det nærmere går ud på, har jeg ingen idé om.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.