Lang weekend på psykiatrisk afdeling
“Tougher Than The Rest”
Indholdsfortegnelse
Lang weekend på psykiatrisk afdeling
De fleste holder af en lang weekend, men her varer den evigheder. Personalet gør, hvad de kan for at holde hånden under mig. Det kan ikke gøres bedre, og hvad skulle de ellers?
“Tougher Than The Rest” stammer fra Bruce Springsteen-albummet “Tunnel of Love”, der udkom i 1987. Både Bruce og jeg var unge dengang; selv var jeg ikke engang flyttet fra kollegiet. Jeg tror, jeg gik på tredie årsprøve. Jeg har proppet mine AirPods i ørerne og skruet op på fuld styrke. Det giver tre minutters ophold fra de dobbelte spor i hjernen.
Det er de spor, der gør, at jeg kan sidde og tale forholdsvis fornuftigt og normalt om pixels, sort/hvid fotos og computere med H over maden, samtidig med at de andre tanker ruller uforstyrrede videre. Det er svært at forklare og sikkert endnu sværere at forstå.
Når “Tougher Than The Rest” er slut, ruller YouTube videre ganske af sig selv, og jeg har betalt mig fra reklamerne. Det er 119 kr. værd.
Jeg har aldrig været opmærksom på det tidligere, men det er som om musik hjælper, når det er på fuld knald. Derhjemme hører jeg aldrig musik, fordi jeg ikke kan lave noget samtidigt, men den opfattelse skal muligvis revideres. Denne artikel er eksempelvis blevet til med lyden på maksimal styrke.
ECT: Sådan kan angsten måske reduceres/italesættes
Jeg håber på et møde med ovl. MS i morgen. Og om jeg så skal vride armen om på hende, skal hun ordinere min. 3 x 3 ECT. Det er mit eneste håb; dette skal høre op.
Jeg har nedfældet følgende punkter og printet dem ud i 12 eksemplarer (så er der til fire uger a tre behandlinger). Jeg udleverer det til personalet i ECT-afdelingen, så de ved, hvad de har med at gøre.
Det er komplet tåbeligt og idiotisk, eftersom jeg har prøvet det mere end 100 gange, men sådan må det være.
- Jeg er så bange – primært for at I ikke har bedøvet mig korrekt/tilstrækkeligt.
- Jeg har meget svært ved at slippe kontrollen.
- I skal overholde alle rutiner inkl. “tage værdier” ude på gangen. I forvejen er alle mine sanser skærpede.
- Hvis I ikke overholder alle rutiner, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt I har styr på det, eller om jeg selv skal være “in control”:
- Jeg ved, om ECT-apparatet er indstillet til 90 pct.
- Jeg ved, om der gives bilateral ECT
- Jeg ved, om sengehestene er slået op
- Jeg ved, om bideskinnen er parat
- Jeg ved, hvad I siger til hinanden, og hvordan I går rundt i lokalet.
- I skal sige højt, når I tænder for strømmen. Og vi skal have en aftale om, at hvis jeg hører det, er der noget helt galt.
- Hvis muligt: X – eller en anden, jeg kender – skal holde mig i hånden, når anæstesien skruer op.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Stegemüller
Jeg syntes på ingen måde, at dine 6 punkter (samt underpunkter), som du har nedfældet og udprintet i 12 eksemplarer, er tåbelig eller idiotisk.
Det handler vel i bund og grund om angsten for kontroltabet.
I min optik er det en genial idé med at skrive og udprinte de, for dig, vigtige punkter ud til medbringelse til ECT personalet. Den løsning gør jo, at du stadig har en mulighed for at bevare en form for kontrol over situationen (og tilliden til at de overholder de aftaler, I har indgået sammen, ikke mindst.)
I forhold til det, du skriver om at høre musik, så har jeg selv brugt, og bruger stadig, musik til at aflede jeg fra mine tanker.
F.eks. da jeg var studerende, brugte jeg musikken til at lave en form for lukkede lektie-musikbobbel, hvor jeg kunne sidde uforstyrret og lave min lektier. Musikken afledte den motorvej af tanker, jeg ofte havde kørende, samt at den også overdøvede andre udefrakommende forstyrrende lyde. Og lektierne, de blev lavet uden overspringshandlinger. Selv i de fag, som jeg interesserede mig for allermindst.
@ Gitte
Hej og velkommen til. Tak for din kommentar.
Du har fanget det fuldkommen korrekt: Det handler om angsten for kontroltabet. Og jeg er kontrolfreak. Det erkender jeg blankt. Og du har også helt ret i, at det at medbringe punkterne til personalet er lige præcis en måde at – måske ikke bevare – men så i alt fald at tage del i kontrollen. Og så får jeg jo på en nogenlunde pæn måde fortalt dem, hvorfor tårerne triller, når jeg lægger mig.
Det med musikken er virkelig en øjenåbner for mig. Og det skal helt klart udforskes nærmere. Mit “vindue” uden ruminering var pludselig længere end 10 minutter. Det har jeg ikke prøvet i tre eller fire uger.