Indlæg

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Tanker

Moderatorer

En håndfuld gode mennesker læser med i min måske-bog, og det er bare rigtig dejligt, at de gider. Et emne, der går igen i feed backen fra dem alle, er, at mange emner med fordel kan foldes mere ud, at der kan elaboreres mere over dem.

Det, der langsomt er ved at gå op for mig, er, at jeg ofte regner med, at læseren ved, hvad jeg tænker, og at jeg derfor ikke skriver det ned.  Men det gør læseren selvfølgelig ikke. Det er faktisk ikke så let at få skrevet mere oveni det, jeg allerede har skrevet. Når jeg har trykket på send, føles kapitlet færdigt; det er det bare ikke.

Jeg er meget i processen. Jeg kan gå og gøre noget helt andet fx lave mad, og pludselig kommer der en tanke om, at dette og hint skal også med. Jeg skriver det med det samme for ikke at miste disse uomtvisteligt geniale input, der tilsyneladende kommer ud af den blå luft. Det er et godt billede på, hvordan hjernen arbejder. Den gå ikke i stå bare fordi, jeg steger bøffer.

Jeg er kommet et stykke vej med ca. 11½ kapitel, eller hvad man nu skal kalde dem., og jeg øver mig i at “folde ud”. Der er dage, hvor jeg tænker, at dette er et vanvidsprojekt, og jeg burde droppe det. Der er andre dage,  hvor jeg tænker, at det nok skal gå. Forfattercoachen sagde noget fornuftigt, nemlig at jeg skal skrive, når jeg har lyst, og at det ikke er et arbejde. Det var faktisk ret godt set af ham. Så nu siger jeg til mig selv, at det er en leg.

Efterhånden har jeg skrevet alt det, der er “omkring” selve emnet, som er sessionerne hos psykologen. Der er knapt 60, og jeg har lavet resumeer af dem alle. Så empirien fejler ikke noget. Jeg går som katten om den varme grød, og kan sandt for dyden ikke se, hvordan jeg skal få aktiveret hele det materiale. Jeg regner med en åbenbaring på et tidspunkt.

En anden leg

Jeg elsker gamle billeder, og bogen har fået mig til at kigge lidt på nogle af dem. Og det kom der nedenstående lille slideshow ud af. Der er et par af, der er meget grynede i forhold til originalen. Jeg tror, det skyldes, at de blive blæst for meget op. Hver pixel bliver formentlig strakt til det yderste, men det er ikke lige sådan at gøre noget ved. I får det som det er.

Billederne er nogenlunde kronologiske. Selv synes jeg, at musikken passer ret godt. Det er “Aint no cure for love” med Jeniffer Warnes fra albummet “Famous blue raincoat”, der udkom i 1987.

/2 Kommentarer/i /af

Den sorte ambulance

Erindringsglimt

Fakta i min bog skal være rigtige i det omfang, det overhovedet er muligt. Jeg tjekker de særeste detaljer, også selv om de for andre mennesker er inderligt ligegyldige.

Jeg har tidligere skrevet lidt om den sorte ambulance, der kørte min far de 48 km. fra Give sygehus til Kolding sygehus i forhistorisk tid – 1972. Jeg syntes, jeg huskede den. Jeg googlede lidt uden at finde et billede af den, men fandt i stedet “Zone-Redningskorpsets Venner”, der er en kreds af tidligere Zone-ansatte, som har stor veneration for fx de forskellige køretøjer. Det minder mig lidt om slægtsforskere, der jo også er passionerede og hjælpsomme.

Jeg skrev til dem, og fik i dag dette billede i min mailboks. Frederik Madsen skriver: “Det er en Citroën HY sengeambulance”.

Jeg huskede rigtigt. Den var lavet af “bølgeblik”. Nu om dage minder den jo mest om en veteranbil. Men dengang var den skræmmende, og det synes jeg, man muligvis kan sætte sig ind i, blandt andet fordi den er sort og dermed uhyggelig.

Det er lidt sært, at den fjerne fortid kan kaldes frem, mens den nære fortid er væk.

/6 Kommentarer/i /af

Fantastisk – intet mindre

Jeg har glædet mig – meget!

Det er først, da jeg sidder i Metroen mod Vanløse, jeg mærker, hvor både rørt og berørt jeg er af dagens møde med to mennesker fra min fortid, som gjorde virkelig meget for mig fra sommeren 1978 til sommeren 1980. De tog sig af mig. På en måde var de en redningsplanke. De viste mig, at der fandtes normale liv, og at det ikke var alt i denne verden, der var fyldt med absurditeter.

Med mig hjem har jeg en stor pose med syltede og henkogte lækkerier fra haven, samt seks økologiske, strikkede karklude. Jeg er rigtig glad for det alt sammen. Nu smider jeg karkludene med mikroplastikken ud.

Vi har talt og talt, for der er et stort gab på 37 år. Det kan ikke lige indhentes, men vi ses helt sikkert igen. Vi er gået ind og ud af fortiden, for ingen kan udholde at være der konstant. Vi har set billeder af deres børn og børnebørn, talt jobs, fritid, menighedsråd, Folkemøde i Allinge, sygdom (ikke kun min) mv. Næste gang tager de gamle billeder med af sig selv og børnene. Det glæder jeg mig til.

Jeg spørger dem, hvordan jeg fik jobbet hos dem. De havde den store isenkram på torvet. De mener, jeg kom ind fra gaden og spurgte efter et arbejde dengang i 1978. Det havde de respekt for. Dengang var der ikke noget, der hed “curlingforældre”, og havde de eksisteret, havde jeg alligevel ikke haft dem.

Det er godt arbejde, og jeg er glad for at være der. Så vidt jeg husker, er det mest noget med at pakke varer ud, når de var læsset af ude i porten, og derefter anbringe dem på lageret på loftet eller i butikken.

De er klar over, at jeg mistrives (jeg kan ikke lige huske det præcise ord, de brugte), og jeg får lov at være en del af familien. De siger, de ikke gjorde noget særligt – det passer simpelthen ikke, for for mig var det noget ganske særligt. Jeg bliver en del af familien, og er meget hos dem, og har også mit eget værelse der. De har tre små børn, en gul labrador og en kat. Jeg husker endnu den trygge og gode fornemmelse af at gå i seng der med bevidstheden om, at der ikke næste morgen står nogen med sygelige krav og ønsker.

I dag ville de have kontaktet politi og sociale myndigheder, og resultatet havde formentlig været en tvangsfjernelse, men sådan var tiden bare ikke dengang. Og det er også muligt, at jeg bad dem om ikke at sige noget til nogen. Og måske fortalte jeg ikke det hele. Børn er jo loyale. Min mor og psykopaten var slet ikke glade for, at jeg kom så meget hos dem. Retrospektivt har de vel været ved at dø af skræk for afsløring, politi og sociale myndigheder. Og det med god grund.

Selv mener jeg at huske, at jeg er med til at bage boller. Og det er rigtigt, men vi laver herudover mad og smører madpakker, fortæller de. Jeg spørger dem, om vi også lavede lektier, men det, mente de ikke, var nødvendigt 🙂

Jeg spørger dem, hvad de tænkte, når de så på mig. Var der noget særligt ved påklædning? ved frisure? Der var noget særligt, og de bruger et rammende ord, som jeg ikke kan huske. Men det var noget med at “stikke ud” og være anderledes. Og det er bare ikke godt, når man er 14 år, har haft et rakkerliv og allerede har gået på fire forskellige folkeskoler. Noget med usselt, noget med at det kunne have været gjort bedre. Det rimer fint med min erindring. Jeg var altid anderledes. jeg var altid nået til et andet sted i matematikbogen osv.

God nat

Jeg tror, jeg går tidligt til ro i aften. En tur “down memory lane” tager på kræfterne, men det har været intet mindre end fantastisk, og jeg gør det gerne igen. Jeg har ikke rigtig nogen livsvidner, men disse mennesker har været vigtige vidner, og mere end det, for 37 år siden…

Men inden jeg tørner ind, skal jeg tjekke lokalarkivets skolebilleder. Måske kan jeg genkende mig selv? På den anden side ved jeg ikke helt, om jeg tør. Hvad nu hvis jeg ser for ussel ud?

/2 Kommentarer/i /af

Så spændt

På torsdag…

På torsdag skal jeg mødes på “Madklubben, Frederiksberg” kl. 13:30 med to mennesker, der betød uendeligt meget for mig i min barndom.

De ønskede dengang at være et fristed, og de var et fristed! De lykkedes, selvom det var usagt.

Når vi mødes, håber jeg, at jeg kan forklare, hvor meget, de betød. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan sætte ord på det. Jeg kan gøre det formummet bag mine 32″ – men IRL er noget ganske andet.

Fra sommeren 1978 til 1. august 1980 boede jeg på Bornholm sammen med min såkaldte familie. Jeg havde et eftermiddagsjob hos en stor isenkræmmer i Åkirkeby. Jeg var meget glad for at være hos dem. De inviterede mig ganske enkelt til at være en del af familien. De havde tre skønne børn + mig og en gul labrador (Puggi). De var mennesker med overskud – det var jeg ikke vant til. Jeg var vant til at leve på kanten af samfundet.

Jeg havde mit eget værelse hos dem, og det var trygt at gå i seng der, for der kom ingen med sygelige krav og ønsker næste næste morgen.

Min egen såkaldte familie var naturligvis ikke glad for alliancen, for de kunne blive afslørede, de sociale myndigheder kunne dukke op for nu slet ikke at tale om politiet. Og endelig manglede de min arbejdskraft derhjemme.

I forbindelse med bogprojektet kommer mange sære minder frem heriblandt isenkræmmerne. Jeg sad for et godt stykke tid siden og skrev på et kapitel, der nok skal hedde “Fire gode mennesker”, og “Fanden” tog ved mig`: Hvorfor ikke bare ringe dem op? Som tænkt så gjort. Jeg ringede op, og vi talte næsten 30 minutter. Fantastisk. Vi har ikke talt sammen i mere end 37 år, men alligevel var der et bånd.

Vi har udvekslet et par mails. Blandt andet skriver de, at jeg nok var “overkvalificeret” til jobbet hos dem. Jeg var 14 år! 🙂

De har foreslået at mødes, og det bliver så på torsdag. Jeg glæder utrolig mig meget!

Jeg har spurgt, om de har gamle billeder af børnene og af dem selv. Det er jo længe før den digitale tidsalder. Dengang tog man kun billeder ved helt ekstraordinære lejligheder, for det kostede kassen at få dem fremkaldt. Nu om dage løber enhver rundt med et ret godt kamera i lommen, og alle stunder foreviges uanset, hvor ligegyldige de er.

Jeg har haft et billede af børnene, der sad i “futtog” på grænsen mellem køkkenet og stuen i beboelsen ovenover forretningen. Jeg ved bare ikke, hvor det er blevet af.

Nu glæder jeg mig bare. Det er specielt.