Nogle mennesker er meget små

Fra pirateri til sygemelding grundet stress

Nogle mennesker er meget små

Af og til overvejer jeg, hvor små danskerne(!) kan blive eller allerede er blevet. Jeg rystes over manglen på medmenneskelighed – eller måske næstekærlighed. Det er muligvis ikke en af de “danske værdier” længere?

Lad os starte med grundloven

Grundloven rummer i alt syv bestemmelser om den danske folkekirke og om religionsforhold i øvrigt. Centralt i den evangelisk-lutherske kirke og lære står næstekærlighed. Selvfølgelig elsker vi ikke alle hinanden, men vi kan da vel for pokker opføre os pænt eller bare ordentligt?

Jeg kan vældig godt lide begreberne almendannelse og dannelse. De fylder bare mindre og mindre.

Vi bryster os af, at “Danmark er et kristent land” (bortset fra at et land ikke har en tro; landets indbyggere kan have en tro). Det er så vigtigt, at det står i grundloven, og når bestemmelser står i begyndelsen af en lov eller lovbekendtgørelse, skyldes det, at lovgiver har anset det for utrolig væsentligt – det kunne jo være folk ikke gad læse ret langt. Og så er det da præsenteret.

Tre af de syv bestemmelser er vist herunder – resten finder du her, men de er ikke relevante for indeværende artikel.

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten.

§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov. [Den lov er ganske vist aldrig kommet, red.]

Først så tager vi Inger Støjberg – og putter hende i den sorte gryde

Inger Støjberg går meget højt op i “danske værdier”; det sagde hun blandt andet til pressen, da hun kom ud fra den rigsret, der idømte hende en ubetinget fængselsstraf, fordi hun havde handlet forsætligt ved at tvangsadskille udenlandske par i sin ministertid. Hun mente, dommen var “forkert” fordi den “stred mod danske værdier”. Men hun går ikke op i at opføre sig ordentligt.

Det, der får mig op i det røde felt, er, at hun i TV Avisen 18:30 udtalte følgende om den nigerianske pirat (Lucky), der vil søge asyl, fordi han ikke mener, at kunne klare sig i Afrika med kun et ben:

Selvfølgelig skal han da tilbage til Nigeria igen, og hvis ikke han kommer det, så må han jo i den grad bare sidde og slå sig på låret af det ben, han har tilbage …

Jeg troede ganske enkelt ikke mine egne ører. Men jeg har set det igen og taget noter. Det sagde hun altså! Modbydelige menneske.

Peter Kofod (DF) supplerede med, at Lucky må retur til Nigeria, og at han selv må betale benprotesen. Peter Kofod er heller ikke ret stor.

Birgit Feldtmann, professor ved Juridisk Institut ved Aalborg Universitet, Rosa Lund (EL) og Luckys advokat mener, han har gode chancer for asyl og familiesammenføring i medfør af konventionerne.

Ikke kun partiformænd og retsordførere er små mennesker

Nogle mennesker er meget små

Nogle vil muligvis undskylde Inger Støjberg og Peter Kofod med, at de er politikere, og så ryger der til tider finker af panden, når vælgerne skal tækkes. Det tror jeg ikke meget på, men lad gå da. Derfor tager vi et andet eksempel.

Jakob Ellemann-Jensen har – i sin samråd med sin læge – måttet sygemelde sig på ubestemt tid, hvis det ikke skal ende galt. Sygemeldingen kommer efter et ildebefindende, der sendte ham en tur på Rigshospitalet. Det er tydeligt for enhver, at han har haft vanvittig travlt, siden der blev udskrevet valg til Folketinget.

Adskillige privatpersoner gør sig morsomme over, at så skal Jakob Ellemann-Jensen nok snart på Jobcenteret, i ressourceforløb, på kontanthjælp osv.

Jeg forsvarer ikke indsatsen overfor ledige, hverken syge eller raske, jeg stemmer ikke Venstre osv. Men jeg synes, jeg kan opføre mig ordentligt.

Jeg begriber ganske enkelt ikke, hvordan man kan være så lille et menneske – opadvendte foldede hænder eller ej!

Muligvis er der ikke noget galt med højden men størrelsen på noget andet?

Nogle mennesker er meget små Nogle mennesker er meget små

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

4 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Der kan ikke være meget tvivl om Inger Støjbergs menneskelige format. Det er til den kleine side. Man kunne godt ønske sig, at hendes vælgere også kunne se det.

    Noget af det, der er slående ved det danske Folketing, er at medlemmerne gennemgående behandler hinanden ordentligt uanset politiske uoverensstemmelser. Det kunne bare mangle andet, kan man sige, men det er ingen selvfølge. Man behøver blot iagttage andre landes parlamenter for at se eksempler på det. Tilsyneladende kan Inger Støjberg godt finde ud af at opføre sig ordentligt over for sine modstandere på tinge, så det undrer mig meget, at hun ikke kan finde ud af at “oversætte” denne sans for anstændighed til sit politiske virke. På en måde tror jeg, det kan sammenlignes med folks måde at te sig på på FaceBook. Mennesker, der i det virkelige liv er høflige nok, kan som bekendt virkelig vende vrangen ud, når de er parkeret bag en skærm og et tastatur. Måske er det det samme som fr Støjberg og politik?

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Ja, problemet er vælgerne! Det har jeg tidligere causeret over her: https://stegemueller.dk/kan-medlemmer-af-folketinget-resocialiseres/

      Det er positivt, at folketingsmedlemmerne behandler hinanden ordentligt indbyrdes – og ja, det kunne da bare mangle andet. Jeg får kvalme, når jeg ser klip fra det britiske parlament, hvor de råber og skriger af hinanden. Hvordan kan man dog have en saglig debat på den måde?

      Din sammenligning med Facebook er slet ikke dum/dårlig. Det er som om, Støjsenderen alias Inger Støjberg har to personligheder: 1) når hun er på Christiansborg og 2) når hun er partiformand og står bag partiets hjemmeside (de har nu langt om længe et partiprogram, men jeg kunne ikke holde ud at læse det). Den refererede sætning fra TV Avisen var selvfølgelig primært henvendt til vælgerne; jeg fandt den bare modbydelig.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.