Solsikkesnoren er kommet for at blive

Hvem har ansvaret for særhederne?

Jeg har anskaffet mig en “solsikkesnor”. Når konceptet bliver mere kendt, vil flere vide, at os med snoren har et usynligt handicap. Jeg har læst, at mange autister bruger snoren allerede nu.

Om den kan siges at “virke”, ved jeg ikke helt, men jeg var på Københavns Hovedbanegård, som jeg ikke bryder om på grund af de mange mennesker, der løber rundt mellem hinanden og på grund af støjen. Jeg havde snoren om halsen og synes muligvis, at det var lidt lettere at være der, end det plejer.

Mangler man et ben eller en arm, sidder man i kørestol el.lign., er handicappet synligt og folk tager (forhåbentlig) af den grund hensyn. Det er anderledes med de usynlige handicaps. Der må et eller andet til, som gør, at folk alligevel kan se det. Her tror jeg, solsikkesnoren kan være med til at ændre noget i fremtiden. Jeg glæder mig allerede.

Støjfølsomheden

Jeg besøgte nogle venner, der er utrolig kærlige og gæstfrie, men jeg kunne faktisk ikke holde ud at være der, for de havde musik overalt: i badet, i baggrunden, i bilen og sikkert også andre steder end noget med “b” som startbogstav. Jeg led bogstaveligt talt i to dage, fordi jeg ikke bare var ærlig at spørge: “Årh, det går ind i min hjerne, kan vi slukke?” Jeg troede, de havde behov for baggrundstapetet, og da jeg var gæst i deres hjem og nød deres gæstfrihed, indordnede jeg mig selvfølgelig, men det betød også at jeg led.

Det er sikkert svært for andre at forstå den overdrevne støjfølsomhed. Men støj går ind i min hjerne og fylder 75 pct. af den, og de resterende 25 pct. kan ikke bruges til noget som helst. Min veninde spillede noget dejlig Mozart, som jeg udmærket kender, men selv da jeg var for mig selv, og der var blevet stille, hørte jeg fortsat Mozart i 4½ time inde i hovedet. Jeg forsøgte diverse afledning, fx at se lidt TV, men det hjalp ikke.

Da jeg var kommet hjem og havde drøftet det igennem med psykologen, tog jeg det op med mine venner. Og de sagde: “Jamen hvorfor sagde du det ikke bare, så vi kunne have slukket?”

Få dage efter stødte jeg på dette billede, der passer perfekt til situationen:

De kunne ikke gætte sig til min følsomhed overfor støj. Ansvaret var mit.

Bolden er for længst lagt død, men jeg skrev mig dette bag øret.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.